World Breastfeeding Week 2017 – den svære ammekamp

Forestillingen om at blive mor hænger for mange sammen med amning. At sidde fredfyldt med sit lille barn, der afslappet og trygt ligger i ens arme og nyde lyden af tilfredse babygrynt imellem suttelydene. For Struts ejer, Stefani, skulle det dog vise sig, at det ikke var så ligetil. Stefani har i dag 2 drenge på 6 og 11 år.

Havde du forberedt dig på, at du muligvis kunne få problemer med at amme, eller kom det som et chok for dig?
Jeg vidste, at min mor havde haft problemer med at amme, derfor var jeg bevidst om, at det var noget, der muligvis skulle arbejdes for. Helt modsat fødslen, som jeg faktisk ikke var bekymret for. Anden gang var jeg af erfaring endnu mere obs på det, og fik lov til at ligge på barselsgangen i nogle dage for at få hjælp til at få en god opstart på amningen. Begge gange var jeg fast besluttet på at ville amme.

Kan du fortælle lidt om de udfordringer du havde, da du begyndte at amme?
Jeg vil prøve:) 1.gang er jo over 9 år siden;) og begge gange står for mig lidt som en hård periode og lidt i tåger, hvor jeg ikke helt kan huske, hvad der egentligt kom først ift. amningen.

Begge gange startede egentligt fint. Drengene suttede godt og fik fat på en god måde på barselgangen – sådan så det i hvert fald ud. Da vi kom hjem, havde jeg store sår og rifter på brystvorterne – jeg kan huske, at der var meget blod, og at den mælk, jeg tørrede af brystet eller babyens mund, var lyserød til rød. Samtidigt havde jeg fra start af store smerter under amningen. Men alle (inkl. sundhedspersonale) siger jo, at det gør ondt i starten, og at det bliver bedre efterhånden. Det gjorde det bare ikke for mig. Jeg begyndte at frygte amningerne, og sad og grad af smerte næsten hver gang. Jeg prøvede ALT! Hvidkål i bh’en, ammebrik, ikke ammebrik, køleelementer, varmepude, heleplastre, silkeammeindlæg, varme bade, frie babser så tit som muligt, massage, brentan (mod konstateret svamp), malke ud, brystpumpe, dybe vejrtrækninger under amningen, forskellige ammestillinger – you name it. Noget af det gav helt klart lindring et øjeblik, men…

Jeg hang i røret til forskellige ammevejledere (der kom med forskellige råd hver især) og min kæreste brugte meget af tiden på at køre rundt til diverse apoteker og falck for at hente dimser og dutter, der skulle hjælpe. Samtidig var jeg meget bevidst om, at jeg skulle have ro, få nok søvn mm. Intet hjalp. Med mit første barn endte jeg med en voldsom brystbetændelse oveni. Jeg kan huske, at jeg kom hjem fra mit første mødregruppemøde, med meget høj feber og bare faldt sammen på sofaen. Min kæreste tog mig til lægen, som synes jeg skulle stoppe med at amme med det samme (jeg havde set ham flere gange under forløbet). Jeg tog mig en nats betænkningstid, hvor jeg var i syv sind -jeg VILLE amme, samtidigt kunne jeg mærke, at kampen begyndte at gå ud over den hyggestund og den nærhed amningen jo også giver. Det føltes som et nederlag til at starte med, men efter denne nat, mange tanker, tudeture og snak med min kæreste, besluttede jeg mig for at stoppe.

Anden gang lå jeg som sagt på barselgangen for at få hjælp, men det var reelt ikke det der skete. Det stod hurtigt klart, at jeg ikke var den med de største problemer (hvilket er fuldt ud forståeligt) og der ikke var (nok) personale, til at tage sig af en andengangsfødende, der “bare” skulle have hjælp til amningen. Samtidigt så alt jo rigtigt ud -jeg lagde ‘rigtigt’ til, børnene suttede rigtigt, så ud til at få mælk mm. Men forløbet endte nogenlunde på samme måde.

Hvad var diagnosen?
Lægens diagnose lød (udover svamp, meget sårede brystvorter og brystbetændelse), at jeg har for smalle/snævre mælkegange, hvilket gør, at der ikke løber nok mælk til, og at det derfor bliver ved med at gøre ondt at amme. Jeg ved ikke om det er en reel diagnose, men for mig gav det mening, også ift. at mine to forløb nærmest var identiske.

Hvor lang tid gik der før du opgav at amme og begyndte at give flaske?
Jeg kan faktisk ikke helt huske det. 3 uger/1 måned måske.

Følte du det som et nederlag, da du måtte opgive at amme?
Ja, det gjorde jeg, især i starten. Men jeg vidste også, at jeg havde kæmpet så meget som JEG kunne, og at jeg havde taget et bevidst og velovervejet valg med hjælp fra min læge. Det hjalp. Især når jeg fik kommentarer som “Jaja, det gjorde også sindsygt ondt for mig, men efter 3 måneder gik det bare så fint”. Det provokerede mig på en dårlig dag, men jeg stolede heldigvis på min mavefornemmelse og på, at min beslutning var rigtigt for mig og mine børn.

Man kan blive lidt træt af at skulle forklare sig overfor både vildtfremmede og f.eks ikke tætte familiemedlemmer om, hvorfor man dog ikke ammer. På den anden side tror jeg også, at man i min situation hurtigt føler almindelig nysgerrighed og interesse som kritik, fordi det er et ømt tema.

“Alle kan amme” – myte eller realitet?
Mhh, både-og, tror jeg. Jeg ved ikke, om alle kan amme, og det kan muligvis godt være, at havde jeg kæmpet flere uger/måneder, så havde amningen ‘fungeret’. Men jeg tror også, at enhver mor selv kan være med til at vurdere, hvornår nok er nok, og hvornår kampen går ud over nærheden til barnet og ens eget (og parforholdets) velbefindende. Jeg har heldigvis ikke selv lidt af fødselsdepression el.lign., og har elsket mine børn fra første øjeblik, men for mig begyndte kampen om normal amning at gå udover andet samvær og nærvær med mine børn og var nærmest alt indtagende. Jeg er ikke i tvivl om, at amning som udgangspunkt er det bedste og mest naturlige for både mor og barn. Når det er sagt, tror jeg ikke, at man behøver at frygte for kvaliteten af modermælkserstatninger idag, og man kan sagtens være lige så tæt og opmærksom på sit barn, mens man giver flaske, som når man ammer. For mig personligt gav det meget mere nærvær, glæde og ro, at side tæt med mit barn, få dejlig øjenkontakt og give forelskede smil, mens jeg gav flaske, end mens jeg kæmpede for at få amningen til at lykkedes.

Hvordan ændrede din hverdag sig efter du begyndte at give flaske?
Åhh, lige pludseligt kunne jeg glæde mig til samværet mens babyen fik mad, kunne ligge tæt, smile kærligt imens, age mm. I stedet for at sidde og tude, prøve at regulere min vejrtrækning og bide tænderne sammen. Min kæreste kunne give mad også, og få del i den tæthed dét giver – og jeg kunne nyde synet.

Jeg tror også, at omstændighederne har gjort, at jeg har brugt hybridviklen så meget og så længe som jeg gjorde. Jeg var meget (eller blev endnu mere) bevidst om, at børnene i hvert fald ikke skulle mangle nærhed og kropskontakt (og jeg havde også selv behov for det).

Og når vi nu er ved det, så giver det jo unægteligt også andre fordele. Jeg havde mulighed for at mødes med veninder uden børn et par timer og have alene voksentid og lade op på den måde – det gav mig rigtig meget overskud under barslen. Nattevagten kunne også lige pludseligt deles. Og dem der har børn, som skal have mad om natten, ved hvor meget en hel nats søvn kan gøre for både parforholdet, familien og én selv.

I min anden barsel begyndte min kæreste og jeg efter noget tid at dele barslen, så vi henholdsvis havde 2-3 dages arbejde og 3-2 dages barsel om ugen. Det var superfedt at kunne nyde de dage, hvor jeg var på barsel fuldtud, og kunne arbejde de dage, jeg var på arbejde. Det ville ikke kunnet have lade sig gøre, hvis jeg havde ammet. Alternativet som selvstændig for mig havde været at tage den lille med på arbejde, og det havde jeg også gjort. Men personligt er jeg ikke stor fan af at være halvt på arbejde og halvt sammen med mit barn – jeg får hurtigt en følelse af ikke at slå til og hverken at være helt til stede på arbejde eller ift. min baby.

Hvad tænker du kunne gøres for at hjælpe kvinder med ammeproblemer?
Samme jordemoder gennem hele graviditeten ville sikkert være et skridt på vejen, og god opfølgning efter fødslen. Det kan være opslidende at skulle frem og tilbage på et hospital, når amningen ikke fungerer, så flere hjemmebesøg kort tid efter fødslen, kunne også være en hjælp. Jeg synes dog det ville være en god investering, hvis der var bedre offentlige løsninger her, så det ikke kun var kvinder/familier, der har råd. Frivillig ammerådgivning er helt klart fint, men det er også lidt mærkeligt at ringe til en vildt fremmed, privat person og bede om hjælp til amningen, mens man selv er godt flosset i kanterne.

Ville du prøve at amme igen, hvis du fik et barn mere?
Ja, det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke skal have flere børn, men hvis jeg skulle, ville jeg nok betale mig fra at få min egen private jordemoder, som jeg kunne tale oplevelserne igennem med, som ville kende min ‘ammehistorie’ og som ville kunne støtte mig, både i at få amningen igang på en god måde, men også i at stoppe, hvis historien skulle gentage sig.

stefani_biber_1Stefani med en få dage gammel Linus i hybridviklen

Læs mere om hybridviklen lige her eller her

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Post Navigation

%d bloggers like this: