En anderledes kærligheds-historie

I sidste måned, da jeg efterlyste “Månedens Strutmave” på Facebook, var I flere, der var lynhurtige på tasterne. Højgravide Jeanette skrev også ind, men hendes historie fortjener sit helt eget indlæg. Det er langt, men læs med hele vejen, for det er også utroligt stærkt. Jeanettes historie er (heldigvis!) anderledes end de flestes, og jeg har nu læst den igennem 4 gange. Hver gang sidder jeg med tårer i øjnene og en klump i halsen, for den er så utroligt uretfærdig og sørgelig – men samtidig er det også en historie fuld af mod og kærlighed, og om nogle helt fantastiske mennesker.

Jeg giver hermed ordet til Jeanette:

Jeg hedder Jeanette, er 31 år og bor i Grejs ved Vejle sammen med min mand Henrik og vores hund Loui.

Da jeg var gravid med vores første barn, boede vi i Holstebro. Det var planlagt, at jeg skulle føde i Herning, da børneafdelingen var der. Vi havde det bedst med, at den var i nærheden, hvis der skulle være nogle problemer.

Der var intet som tydede på, at der skulle blive noget; jeg havde en drømme-graviditet. Ingen komplikationer, et ønskebarn. Alt var lykke!

Alt var lykke lige indtil uge 37+3, hvor jeg ikke mærkede liv og kunne ikke fremprovokere noget, så da Henrik kom hjem fra arbejde, tog vi til tjek på sygehuset i Holstebro. Her startede jordemoderen med at køre en strimmel som så fin ud og der var faktisk ingen umiddelbar grund til bekymring, udover jeg stadig ikke havde mærket liv. Jordmoderen tilkaldte derfor en fødselslæge, der skannede mig. Fødselslægen kunne se, at vores søn ”sparede på sig selv” og hun vurderede sammen med en fødselslæge i Herning, at han havde bedst af at komme ud.

Vi fik forklaret, at det skete engang i mellem, og når barnet så kom ud, ville det blive godt, så det var en “livrem og seler”løsning at tage ham ud. Vi skulle derfor til Herning, hvor jeg skulle have et kejsersnit og hvor børneafdelingen var lige i nærheden, hvis der skulle blive brug for det. Vi var meget rolige og trygge ved beslutningen, så vi kørte til Herning.

I bilen snakkede vi om, hvor underligt og dejligt det var, at lige om lidt ville vi få ham ud og blive forældre. Med andre ord; vi glædede os!

Da vi ankom til Herning blev vi mødt af jordmoderen, som viser os ind på en stue, hvor jeg bliver gjort klar til kejsersnittet. Kl. 21.26 torsdag den 31. maj 2012 kommer vores søn til verden, og her begynder vores mareridt – selvom vi endnu ikke vidste, hvad der ventede os.

Vores søn var rigtig dårlig, havde kraftig blodmangel, og på grund af blodmanglen havde han også iltmangel. Han fik hurtigt tilført blod og lægerne arbejdede for at stabilisere ham. Det overvåger Henrik, imens jeg bliver syet sammen. Han kan se, hvordan der kommer flere og flere mennesker til for at hjælpe.

Jeg bliver kørt på opvågning, og efter lidt tid kommer Henrik for at se til mig. Han fortæller, at de forsat arbejder med vores søn.

Lige med et kommer jordemoderen og en sygeplejerske stormende ind og siger, at vi skal nøddøbe og det er nu. Det er først her, at det for alvor går op for os, at det er rigtig slemt. Vi havde endnu ikke endeligt fastlagt et navn, fordi vi lige ville se, hvad han var for en, men nu skulle det lige pludselig gå stærkt. Han kom til at hedde Alfred; et af de navne vi havde tænkt på og det helt rette navn til ham.

 Efter Alfred var blevet døbt, fik vi at vide, at de havde tilkaldt personale fra Skejby, som var på vej i en babyambulance. Så snart de havde stabiliseret Alfred, ville vi blive overflyttet til neonatal afdelingen, A5, i Skejby. Her ville de lægge ham i en nedkølnings-respirator for at mindske de eventuelle skader, som iltmanglen kunne have forårsaget.

Alfred kommer i bedring og i løbet af natten kører de af sted med ham. Vi kører efterfølgende i en sygetransport. Da vi ankommer til Skejby og har fået en stue på barselsafsnittet, er det første vi skal op at se til Alfred. Her møder vi en dreng, der er lyserød og fin, et dejligt syn!

På dette tidspunkt har vi nærmest ikke sovet i et døgn, så vi tager tilbage til vores stue og får et par timers søvn, hvorefter vi igen tager op til Alfred.

Da jeg er meget afkræftet (jeg er jo ny-opereret, men ens barn kommer før alt andet) tager jeg tilbage til stuen og får hvilet mig noget mere. Henrik bliver ved Alfred. Efter et par timer begynder Alfred at få tilbagefald. Han reagerer ikke og tager ikke imod behandlingen, når lægerne prøver noget nyt. Han kan ikke finde ud af at trække vejret selv.

Hen over middag kan vi godt regne ud, hvilket retning det er ved at tage. Men man slipper stadig ikke det mindste lille håb.

Om formiddagen har de taget en masse forskellige prøver på Alfred og ved kaffetid får vi dommen. De kan ikke gøre mere for vores Alfred! Personalet foreslår, at vi skal have ham over til os i min seng, så vi kunne mærke ham og være tæt på ham, alt imens han stadig var tilkoblet respiratoren. Efter en tid vil lægen så komme tilbage og sige, når det var tid til, at vi skulle sige stop. Vi skal sige stop til vores eget barns liv!

Da lægen kom og lyttede til Alfred, kunne hun konstatere, at han selv havde givet op, og ikke engang maskinen kunne holde ham i gang. Det var en stor lettelse for os, forstået på den måde at vi slap for at skulle sige stop. Selvom at vi vidste, at han ikke ville overleve, klynger man sig altid til det sidste håb. Det kunne jo være.

Alfred blev 20 timer gammel, inden hans lille krop måtte give op.

 Skejby havde et år forinden oprettet en ny afdeling, A3, en lille afdeling med 2 stuer, som er til dem, hvor barnet er dødt i maven og skal fødes og i enkelte tilfælde for par i vores situation. Dog kun hvis der er plads.

Der var heldigvis plads den fredag, vi havde brug for det. Til afdelingen var der i dagstimerne tilkoblet faste jordemødre, der havde fået ekstra undervisning i at hjælpe og støtte mennesker i den sværeste stund i deres liv. Om natten kunne man tilkalde dem.

De tog sig virkelig godt af os, og hver gang der kom en ny jordemoder på vagt, kom hun ind og præsenterede sig og ville gerne høre, hvad der var sket for os. Først blev vi lidt irriterede over at skulle fortælle det hele om og om igen. Især når de fortalte, at de havde læst vores journal, men ville gerne lige høre det fra os. Vi fandt dog hurtigt ud af, at det var fordi at jo mere man snakker om det, des bedre; man bearbejder tabet og oplevelsen en lille smule hver gang man fortæller om det.

Vi blev også spurgt flere gange, om vi ville have Alfred ind til os, om vi ville gå en tur med ham – eller noget helt andet. Det var nemlig sådan, at Alfred var kommet på køl bag en låst dør på afdelingen. Det havde de gjort, fordi de havde spurgt forældre, der tidligere havde mistet, om, hvis de kunne gøre noget om, hvad det så skulle være? Hver gang havde svaret været: Mere tid sammen med vores barn!

Hver gang de spurgte sagde vi nej tak. Vi havde det begge sådan, at vi havde sagt farvel til Alfred. Vi ville kunne huske ham for at være så fin at se på. På et tidspunkt om lørdagen sidder jeg og kigger alle vores billeder igennem, og her går det op for mig, at vi kun har to billeder, hvor vi har gjort ham i stand og givet ham tøjet på til hans sidste rejse.

Vi genoptager snakken om, hvorvidt vi skal have Alfred ind og vi bliver enig om, at vi vil have ham ind, hvis han stadig ser fin ud og så skulle han ligge i vuggen. Derfor går jeg ud til jordemoderen og beder hende kigge til ham. Han var stadig så fin og vi fik ham ind til os. Dette var simpelthen noget af det bedste vi gjorde, for ellers ville vi nok også føle i dag, at vi havde fået for lidt tid sammen med ham.

I løbet af vores ophold på A3 oplevede vi, at vi blev stærkere som par. Vi kunne overtage hinandens tanker og sætninger. Da vi kom til planlægningen af Alfreds sidste rejse, oplevede vi bl.a., uden vi havde snakket om det, at vi begge gerne ville, at han skulle ligge på kirkegården i den by, hvor jeg kommer fra – en lille landsby udenfor Holstebro, hvor mine forældre stadig bor. Vi ønskede, at han skulle brændes og have en plænesten.

Igennem hele vores ophold på A3 oplevede vi, at det var en stor hjælp, at der var en jordemoder, som kun skulle koncentrere sig om dem, der var indlagt. Der var tid til at snakke og støtte os, når vi havde brug for det – og så længe vi havde brug for det. Det gjorde, at vi var klædt så godt på, som man nu kan blive, til at komme hjem og møde omverden. Selv derhjemme stod der masser af mennesker klar til at snakke med os, bl.a. vores egen læge, den jordemoderen der havde fulgt os i Holstebro og så præsten.

På A3 blev vi også præsenteret for Landsforeningen Spædbarnsdød. I første omgang valgte vi bare at tænke over det; der var jo så meget andet, der også skulle fordøjes, men efter nogle uger meldte vi os ind. Landsforeningen Spædbarnsdød består af en masse frivillige, der er klar til at støtte og tale. Derudover tilbyder de bl.a. også sorggrupper og afholder forskellige arrangementer rundt omkring i landet. Særligt jeg havde brug for en at snakke med, og jeg fik en kontakt person med en historie, der var så tæt på vores egen som muligt. For mig var det en rigtig rar følelse at kunne tale med en, som kunne sætte sig ind i, hvordan jeg kunne have det, og hvad vi havde været igennem.

Alle mennesker er forskellige, og der er heller ingen, der sørger ens; heller ikke kun kvinder og mænd imellem. Vi oplevede, og gør det stadig, at man er stærk på forskellige tidspunkter og klar til at hjælpe hinanden igennem en svær tid. Selv i dag, næsten to år efter, kan vi have nedture, men heldigvis bliver der længere og længere imellem dem.

Den eneste ‘opskrift’ eller rigtige måde at komme igennem et tab på er, at man mærker efter, hvad der er det rigtige for en selv. Nogle har brug for at ’være i’ sorgen lang tid og andre kortere tid. Nogle har svært ved at snakke om det mens andre netop har brug for at tale det igennem. Både i forhold til venner og udefrakommende.

Vi har altid haft det sådan, at folk gerne måtte spørge til  vores søn og til os, og så har vi sagt enten til eller fra. Det har fungeret rigtig godt for os, for dagene svinger. Nogle dage er det hele bare for tæt på til at man kan snakke.

Kort tid efter vi mistede Alfred flyttede vi til Vejle. Det havde hele tiden været meningen, fordi Henrik havde fået arbejde hernede. Vi har oplevet det som at skulle starte helt forfra, og at møde nye mennesker har til tider været en udfordring. Et er, at det kan være svært for folk man kender, hvordan de bedst forholder sig til ens tab. Noget helt andet er, når man skal møde nye mennesker. I vores alder er det oplagte spørgsmål “Har I nogen børn?”. Man har både lyst til at sige ja og nej på samme tid – ikke mindst fordi man overvejer, hvordan modtageren nu vil reagere hvis man siger ja, og så fortæller at vores søn bare ikke er iblandt os mere.

Vi valgte løsningen at ’føle os frem’ og gjorde, hvad der virkede som det rigtige i øjeblikket. Vi har både oplevet dem, der har taget det i stiv arm og spurgt ligeud, om de måtte spørge ind til det. Det er en rigtig god reaktion. Men vi har også oplevet, at nogle tog afstand og slet ikke kunne finde ud af, hvordan de skulle forholde sig til os. Det er ikke kun ubehageligt for dem, men også for os. For vi har ikke lyst til at gøre folk dårligt til mode.

Det har også hjulpet, og vi hele tiden har haft følelsen af at vi har gjort det, der var rigtigt for os; nemlig at se fremad og forberede os på en ny graviditet, for vi kunne ikke se et liv uden levende børn og vores største ønske var at kunne gøre Alfred til storebror.

Dertil er vi kommet nu for den 19. marts 2014 kommer lillebror til verden ved planlagt kejsersnit.

Denne graviditet har naturligvis fyldt meget og været med en del bekymringer, men vi har fra starten haft en fast plan for hvordan vi skulle komme igennem med mindst mulige bekymringer. Vi er blevet fulgt tættere og blevet skannet oftere. I Kolding, hvor lillebror skal komme til verden, har de et lille hold af læger, der skanner tvillingegraviditeter. Her kan de ved på deres særlige udstyr og med nogle specielle teknikker og målinger se, om et af børnene skulle have blodmangel. Det kan forekomme, når der er 2. Vi venter jo kun en, men fordi Alfred blandt andet havde blodmangel, blev det vurderet at det ville være det rigtige for os – og det er vi selv ikke i tvivl om, at det har været.

Udover at jeg har været mere belastet og besværet i denne graviditet, så har ham der lillebror det rigtig godt inde i den lille et-værelses. Troen på, at Alfreds skæbne var og bliver et engangstilfælde, gør, at den sidste ventetid nu bare skal overstås, og så glæder vi os til at tage imod lillebror.

At miste noget så dyrebart som et barn, er et rigtig svært emne, og desværre ikke noget, man taler om. Der er stor berøringsangst omkring det.

Der er ikke noget bestemt råd, jeg kan give videre.  Jeg kan kun anbefale, at man hele tiden mærker efter hvordan man egentlig har det, og hvad der føles rigtig for en selv og som par. Der er jo desværre ikke de samme tilbud om hjælp rundt i landet, men jeg vil opfordre til at tage imod så mange som muligt – selvfølgelig uden at føle, at man er ved at drukne i dem. Gør eventuelt som os; tænk over tilbuddet og tag det op på et senere tidspunkt, som vi gjorde med Landsforeningen Spædbarnsdød. Det er nemlig ikke sikkert, man får tilbuddet igen, og man kan altid sortere fra, hvis det ikke føles rigtigt.

Vi oplevede også, at jo mere åbne vi har været om tabet og oplevelsen, des flere har åbnet sig over for os, og vi har hørt om flere, der også har mistet, og som har tilbudt os at tale med dem om det. Vi takkede pænt for deres tilbud og sagde, at vi ville vende tilbage, hvis det var okay. Vi har ikke umiddelbart benyttet os af de tilbud, fordi vi har følt, at vi fik hjælp nok fra de professionelle og offentlige instanser. Men bare det at man ved, at der er nogen, der tænker på en og til enhver tid vil hjælpe og støtte en, er en rigtig rar fornemmelse. Det betyder at man ikke føler sig alene med sit store tab.

/Jeanette

jeanette

Vi ønsker Jeanette, Henrik og ‘Lillebror’ en rigtig god fødsel på onsdag – og ALT det bedste fremover til hele familien. De er de stærkeste, mest fantastiske mennesker.

Lillebror kom til verden onsdag d. 19.3.2014 – og hele familien har det godt:lillebror

Du kan læse mere om Landsforeningen Spædbarnsdød HER

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation

%d bloggers like this: