En dag på fødegangen del 1

IMG_3378

Hvis nogen af jer synes Christine ser bekendt ud, så kan det være, at det er fordi I har mødt hende i Strut butikken, hvor hun engang arbejdede. Eller måske I har mødt hende på fødegangen. Christine er nemlig for nyligt blevet færdiguddannet som jordmoder, og har været så sød at tage os med på arbejde, så vi kan få et indblik i, hvordan en dag på fødegangen typisk ser ud. Selvom alle dage er forskellige, og det er svært at tale om en ‘typisk’ dag.

Indlægget er et føljeton, og personerne i Christines dagbog er fiktive, men inspireret af de mange fødsler, hun har været med til.

—————————

Mit vækkeur ringer kl. 6. Jeg ligger kort tid og vender dagens planer i hovedet; dagvagt på fødegangen, fri kl. 16, hjem og sætte bilen, på cyklen til gospelkor i Fredens Kirke, hjem og spise aftensmad, i seng. Aftenvagt i morgen.

Efter diverse morgenritualer småløber jeg ned til min bil og kører gennem Nørrebro ud til motorvejen. Tonerne fra the National og Rhye fylder bilen, og jeg forbereder mig mentalt på, at jeg nu skal på arbejde. Måske er der travlt, måske er det en mindre travl dag. Måske får jeg en fødsel, måske får jeg et forløb. Måske bliver det ukompliceret, måske opstår der noget akut. Det er vist egentlig begrænset, hvad jeg kan forberede mig på. Uvisheden måske.

På Hospitalet får jeg skiftet til min hvide kittel og møder mine søde og nattetrætte kollegaer i vagtstuen. Der har været gang i den i nat, fem kvinder har født og en skal til det. Der står frisk kaffe på kanden, som jeg hurtig tager en kop af. Der småsludres, men da klokken bliver 7.45 falder summen af stemmer og fokus falder på overleveringen fra nattevagterne til dagvagterne. Én skal afløse jordemoderen på stue 11. Der fødes. En kollega kender den fødende fra sin konsultation og går derfor derind. Vi andre hører om kvinderne, der har født. Hvordan gik fødslen, hvor meget har kvinden blødt, hvad er lige gjort, hvad mangler der, har barnet suttet etc.

Dagvagtens afdelingsjordemoder gennemgår de fødende, vi forventer kommer ind. Én har ringet med vandafgang fra kl. 5, hun har mærket barnet flere gange efterfølgende, hun ønsker at afvente spontane veer hjemme lidt endnu. Én fra svangreafdelingen er blevet sat i gang fra i går aftes, har nu regelmæssige veer, er 4 cm. åben og skal have en fødestue. Med hjælp fra afdelingsjordemoderen, som har det overordnede overblik, fordeler vi os på de enkelte stuer og fødende.
Jeg skal ind og måle/veje et barn, lave 2 timers undersøgelse på moderen og få parret på barselsgangen.

Inde på stuen ligger en træt, lidt bleg men meget smilende nybagt mor, Anne. Hun holder sin nyfødte dreng i armene og far Anders, sidder ved siden af og studerer drengens ansigtstræk og konstaterer, ”han ligner lidt mig som lille”. Anne nikker, ”han er så fin”. Jeg lykønsker, ridser kort op hvad jeg har fået overgivet fra jordemoderen, der har født med parret. Vi griner lidt sammen, da Anne udbryder: ”Jeg troede ikke på jordemoderen, da hun sagde, jeg ikke måtte gå på toilettet. Du skal føde og ikke på toilettet”, sagde hun. “Jeg var sikker på, at jeg skulle .. du ved .. Men hun havde jo ret, inden længe stod du Anders og sagde, du kunne se hovedet.” Jeg bekræfter dem i, at det jo har været noget helt nyt at skulle føde, og man jo derfor ikke altid lige ved, hvad kroppens signaler betyder. Vi vender blikket mod det, der skal gøres nu. Jeg skal trykke Anne på maven og sikre mig, at hendes livmoder er trukket godt sammen, og samtidig se, at hendes blødning er tilladelig. ”Du vil jo bløde derfra, hvor din moderkage har siddet fast på indersiden af livmoderen. Jo mere din livmoder trækker sig sammen, jo mindre vil den sårflade være, og blødningen vil mindskes”. Anne nikker. Jeg kigger til drengen.

Parret fortæller, at han har diet på det ene bryst. Han er nu veltilpas faldet i søvn, mens han ligger hud mod hud hos sin mor. Jeg kommenterer hans fine kysselæber. På Anne måler jeg blodtryk, puls, temperatur og iltmætning med vores ”TÅRN”, som vi jordemødre kalder det – det kan det hele. Livmoderen er hård og står til navlen, blødningen er tilladelig og Anne har i alt ca. blødt 250 ml (fra barnet er født til nu 2 timer efter fødslen). Anne kan mærke, at hun skal tisse. Aske, som drengen skal hedde, kommer over til Anders. Han knapper skjorten op, og får sin søn på maven. Der bliver taget et billede. Anne kommer langsomt op og sidde. Hun føler sig godt øm forneden. Jeg fjerner forsigtigt hendes epiduralkatheter i ryggen. ”Det var fantastisk, at jeg kunne få den bedøvelse. Jeg havde ikke sovet i et døgn, så bare lige at få de to timers hvile, tror jeg, gav mig kræfter til resten af fødslen”. Anders tilføjer: ”Ja, du var endda også helt åben, da jordemoderen mærkede efter, du havde sovet lidt. Det var altså lidt vildt.” Anne kommer på toilettet, får ren skjorte, trusser og ”ble” på, som de store bind tit bliver kaldt.

Jeg henter vægt og målebånd. Aske, som stadig sover, kommer på vægten. 3850g. Så var han alligevel lidt større end jordemoderen havde gættet. Han er 52 cm lang. Langsomt begynder han at brokke sig. Jeg gennemgår ham fra top til tå. Konklusionen bliver, at han er en fin, velskabt dreng. Han bliver puttet over til mors bryst, hvor han med lidt hjælp får fat og sutter med korrekt teknik. Efter samtykke fra parret giver jeg et stik med k-vitamin i hans lår (det tilbydes alle forældre, at deres barn får efter fødslen). Han trækker benet lidt til sig, og skal lige til at stikke i et hyl, men Anne får trykket ham godt ind til brystet, og han får i stedet mere lyst til at lappe lidt råmælk i sig.

Jeg går ud og ordner de sidste papirer i journalen, ringer til barselsgangen og melder Anne og hendes søn. Der er en stue klar til de nybagte forældre og sønnen. Jeg vinker til Anne, Anders og Aske da portøren triller mor og barn op på barselsgangen, mens Anders bærer taskerne. Stuen rydder jeg op. De blodplettede lagner ryger i vasketøjposen, brugte sprøjter og handsker ryger i skraldespanden og lattergas-masken skilles ad. Min kollega, som er social og sundhedsassistent (sosu) kommer ind på stuen og gør resten af oprydningen færdig, inden at rengøringen kaldes til stuen. Sosu’en har netop været inde til fødslen på stue 11. En fin pige blev født.

Jeg går ud i vagtrummet. Telefonen ringer. Det er kvinden med vandafgang fra kl. 5, jeg taler med. Nu er veerne taget meget til. De kommer med 4 minutters interval og er 1 minut lange. Fostervandet , som naturligt siver, er stadig klart, der er lidt tegnblødning. Hun har mærket lidt aktivitet fra barnet, men det er sværere at mærke, nu når veerne kommer så hyppigt. De niver godt både fortil, men trækker især også i lænden. Jeg inviterer hende ind til fødegangen. Sønnen er lige blevet afleveret i børnehave, så parret er klar til at køre til hospitalet. Ca. 20 min til ankomst.

Jeg informerer afdelingsjordemoderen om den forventede ankomst. Inde på stue 8 sætter jeg saft, vand og lidt kaffe på bordet. Jeg tænder vores sansestue-skærm, som lyser op med slørede røde farver, det minder om ild i pejsen. Der bølger afslappende rolig musik ud af højtalerne, og lyset på stuen dæmpes til røde, varme farver. Jeg henter kvindens journal, slår hendes journal op på computerskærmen og læser hendes graviditetsforløb og behandlingsplan igennem. Hun vil gerne i badekar, hvis muligt står der. Badekarret på stuen dækker jeg til med plastik med hjælp fra en Sosu. Så skal det bare fyldes, hvis det bliver aktuelt.

Parret ankommer. Karen og Michael vises ind på stuen. ”Nå, det prøvede vi da ikke sidst, skat!” udbryder Michael, da han ser sansestuen. ”Det er da fedt”. Karen nikker kort, men får så en ve og må hurtigt læne sig over sengen, mens hun roligt og koncentreret bruger sin vejrtrækning gennem veen. Jeg lægger forsigtigt en hånd på hendes lænd for at skabe et modtryk mod den vesmerte, som hun får her. Efter et minut ånder Karen langsomt ud, åbner øjnene og retter sig op. Hun griner lidt og giver mig hånden. ”Den var lidt slem”, siger hun. Jeg nikker. Det kunne jeg godt se. Vi gennemgår kort, hvornår fostervandet gik, hvilken farve det havde (var det grønt eller klart), hvornår veerne startede og med hvilket interval, om der har været blødning, om Karen har mærket normalt liv fra barnet, og om graviditeten ellers har været normal. Bortset fra bækkensmerter og en sygemelding fra uge 34, så har graviditeten været ukompliceret.

Karen kommer på sengen, og jeg mærker på hendes mave. Barnet ligger med sin ryg i Karens venstre side, hvilket stemmer overens med, at sparkende er blevet mærket i højre. Hovedet står godt ned i bækkenet, og jeg vurderer, at barnet ca. er 3600 g. Frederik, deres søn, vejede 3200 g. ved fødslen, fortæller Michael. Men han var også to uger tidligere på den, tilføjer Karen. Mens vi taler får Karen en ve, og jeg lytter med doptonen uden på maven til barnet. Jeg kigger på uret og tæller barnets hjerteslag. Helt normal hjertelyd under og umiddelbart efter veen.

Vil du mærke på mig?”, spørger Karen, da veen er ovre. De er spændt på, hvor meget, der er sket.
Jeg tager handsker på, og mærker forsigtigt indvendigt. ”Din livmoderhals er væk”, siger jeg. “Du er 4 cm. åben, rigtig flot. Barnet står godt ned i bækkenindgangen”. Karen får en ve, og jeg holder forsigtigt mine fingre stille. Der er rigtig godt tryk på under veen, og livmodermundens åbning dilateres op til 5 cm. Det går så fint fremad, siger jeg. Karen havde regnet med at være lidt mere åben. Hun synes godt nok, at veerne bider. Jeg ridser op, hvordan at det ofte går meget hurtigt, når det er 2. fødsel. ”Man kan være 4 cm. det ene øjeblik og 8 cm. det næste”, siger jeg. Jeg lytter hjertelyd igen. Karen får skjorte, trusser og et bind på. Fostervandet er stadig fint klart. Jeg giver et klyx, som skal tømme endetarmen. Det stimulerer samtidig livmoderen til at lave flere veer. Vi aftaler, at parret ringer i klokkesnoren, når Karen er tilbage fra toilettet. Imens fyldes badekarret.

Forsættelse følger…. 

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation

%d bloggers like this: