Category Archives: Det Sker I Strut -mest For Gravide

Fødselsdag i Strut, lagersalg i Strut, gode tilbud og udsalg på ventetøj og ammetøj, gratis jordemoderkonsultationer.

Strut 10 år. Spar 25% på Mamalicious

Det er fredag og dermed ved at være slut på fødselsdagsugen her i Strut. Vi håber, du har fundet nogle gode tilbud og måske også en konkurrence eller to, der matcher dit behov.

Vi slutter af i rækken af tilbud og konkurrencer med at skære en fjerdedel af prisen på alt Mamalicious (vinterjakker undtaget) fra i dag og til og med søndag. Mamalicious er nemlig også et brand, der har været med i Strut fra start af, og det er det brand, som de fleste af jer kender lidt til på forhånd, når I første gang begiver jeg ud for at finde ventetøj.

strut 10 version 2

Danske Mamalicious (ML) opdager de fleste nemlig, når de for første gang er på udkig efter tøj, der kan rumme en strutmave. ML er en del af Bestseller-koncernen og et kæmpe brand. De er desuden budgetvenlige og gode til at fange tidens trends, og designmæssigt ‘bor’ de sammen med Vero Moda, så måske derfor genkender du nogle print og designs fra de butikker, du kender, når du skal finde ventetøj eller ammetøj. I de senere år er ML begyndt at fokusere mere på bæredygtige og økologiske løsninger, og det kan vi lide! Men vi kan også lide, at de laver velsiddende ventetøj, som de fleste kan finde et match til både stil og pengepung. Vi håndplukker altid styles fra deres store kollektioner til Strut så vi rammer noget, som vi mener, at moderne, stilfulde kvinder kan se sig selv være velklædte i. Både mens de er gravide og på barsel.

Stefani fortæller om, hvorfor Mamalicious er en del af Strut:

Et par måneder efter vi havde åbnet Strut, stod der en nyansat (gravid) repræsentant fra Mamalicious i Strut. Hun havde tilfældigvis opdaget butikken, og synes den var så fin. Hun ville foreslå et samarbejde for Mamalicious med os. Men det var ligesom allerede etableret, og det har gennem alle årene;

ml fødselsdag 1

Derfor slutter vi fødselsdagsugen af med ML og giver 25% på ALT* Mamalicious i både butik og webshop fra 6.-8.10

* gælder ikke for vinterjakker

Shop Mamalicious HER

Strut 10 år. VIND ammeklassiker fra Pomkin

Det er tid til endnu en klassiker og endnu et brand, der har fulgt med Strut siden 2007. Franske Pomkin har været med alle årene – og faktisk er der også nogle styles, der har været med hele vejen. I forskellige farver, bevares, men modeller, der er så velsiddende, velfungerende og klassiske, at de absolut har deres berettigelse i Pomkins og i Struts faste sortiment.

strut 10 version 2Franske Pomkin er lidt en institution i hjemlandet. De enkle, velsiddende og praktiske Milkizzy-bluser (der vidst skal udtales milk-easy) kan købes på de apoteker, der er noget anderledes lækre end herhjemme og som findes på snart sagt ethvert gadehjørne i de franske byer, men Pomkin er mere end de klassiske bluser.

De laver vente- og ammetøj efter skræddertraditioner og altid med fransk stil og chic’ness in mente. Kjoler, bluser, nederdele med snit, der flatterer kroppen på fineste vis og afhængigt af stilen og dit humør kan få dig til at føle dig romantisk smuk eller fabelagtig femme fatale. Uanset hvad, er det tøj i en høj kvalitet, der kan bruges igennem hele graviditeten og i barslen – og flere af Pomkins styles er vaskeægte statement pieces, der tilføjer lige dele luksus og lækkerhed til din basisgarderobe.

Stefani fortæller, hvorfor Pomkin blev en del af Strut:

Pomkin startede på samme tidspunkt som Strut og jeg husker at møde de to entreprenante kvinder Capucine og Armelle på min og deres første ventetøjsmesse i Düsseldorf. Tonen blev ret hurtigt uhøjtidlig og både Capucine og Armelle har en ret speciel, fransk humor, man ikke kan undgå at blive i godt humør af. Tilsammen har de to 7 børn, så de har prøvet det dér med at være gravid og ammende et par gange efterhånden, og det bærer deres tøj også præg af.

pomkin fødselsdag 1

I anledning af fødselsdagen sætter vi en klassiker på højkant – du kan vinde en valgfri Milkizzy-style – enten Lise eller Zoe. Du deltager i konkurrencen ved at linke til din favorit-style fra Pomkin i en kommentar herunder. Konkurrencen løber til søndag d. 8.10.

Pst: Husk at du stadig kan deltage i konkurrencen om en økologisk sweater fra BOOB HER, en vikle fra JPMBB HER og spare 20% på undertøj og strømpebukser fra Milker HER

Strut 10 år. 20% rabat på Milker

Vi er nået midten af ugen, og vi er slet ikke færdige med at fejre fødselsdag endnu! 10 år. Sådan noget er bestemt ikke en selvfølge, og det er jo alle jer – vores kunder – der betyder, at vi er her endnu.

Vi er videre til næste brand i rækken af dem, der har været med os i alle årene. I dag retter vi fokus mod danske Milker, der var blandt de første herhjemme, der lavede diskrete, enkle ammeløsninger og som lavede tøj i lækker uld.

strut 10 version 2Kvinden bag det danske brand Milker er Adelaide Hamburger, og det har altid været hendes mål at skabe ammevenligt, lækkert tøj til moderne kvinder. Praktisk og flatterende på samme tid. Ikke mindst har kjolerne i uld været et kæmpe hit igennem alle år, men også undertøjet i bambusviscose har I taget ualmindeligt godt imod.

Stefani fortæller, hvorfor Milker er og har været en del af Strut siden 2007:

Hvorfor Milker? For 10 år siden var ammetøj stadig et relativt nyt begreb. Jeg husker en del kunder i butikken, som var gravide for 2. eller 3. gang, som var overraskede over at der lige pludselig fandtes løsninger til lidt mere diskret amning. Milker var dansk og med til at møde et behov, og det passede rigtig godt med os. Milkers stribede ammekjoler med farvede lommer blev meget hurtigt meget populære. Så populære, at også ikke-ammende kvinder købte de fine kjoler. Jeg tror næsten, at Milker var de første til at lave ammetøj i lækkert uld. Milker var også de første der lavede ventestrømpebukser i lun merinould – noget som virkeligt manglede dengang.

milker fødselsdag 1

Milker har altid været kendetegnet af uld og gode ammeløsninger. Selvom kollektionen af undertøj i åndbar bambusviscose til gravide og ammende først blev lanceret sidste sommer, er den blevet en instant classic. Derfor kan du spare 20% på uldstrømpebukserne og ALT undertøjet fra Milker fra d. 4.-6. oktober. Tilbuddet gælder online og i butikken på Fælledvej. Husk at oplyse i butikken, at du læser nyhedsbrevet for at gøre brug af rabatten <3

Shop med rabatten HER

Invitation til workshop om zoneterapi for babyer

Zoneterapi – blid hjælp til urolige babyer

Som nybagt mor er der ikke meget, der er mere stressende end en ulykkeligt grædende baby. Uanset om det er decideret kolik, om der er maveproblemer eller om du ‘bare’ har en urolig baby, så er det rart at kunne afhjælpe problemerne for de små.

Alle babyer behøver kropskontakt, og det er bl.a. derfor vi i Strut anbefaler at du bærer din baby i en vikle. Men af og til er kropskontakt ikke helt nok – specielt ikke, hvis der er noget indeni baby, der driller.

Lisbeth Hecksher er autoriseret zoneterapeut (RAB) og har speciale i graviditet, fertilitet, for tidligt fødte og spædbørn. Igennem 20 år har hun hjulpet utallige babyer og familier til mere ro.

Lisbeth skriver:

Når jeg arbejder med spædbørn og for tidligt fødte børn med fordøjelsesproblemer, er det næsten altid i tynd­ og tyktarm. Det er der, jeg starter. De langsomme peristaltiske bevægelser (muskelbevægelser) i tarmene skal lige have et kærligt skub til at komme i gang. Behandlingen udløser stort set altid en meget fyldt ble, inden den er omme. … Det lille splinternye fordøjelsessystem hos for tidligt fødte børn er meget følsomt, og man arbejder blidt på områderne i ca. 25­30 minutter. Børnene elsker det, og i løbet af 2-­5 gange er der i langt de fleste tilfælde store og mærkbare forbedringer – og mange gange er kramperne helt forsvundet.

Skærmbillede 2017-02-15 kl. 12.33.43 PMPhoto: @ostfronten

Kom til workshop i Strut om zoneterapi til baby

I samarbejde med Lisbeth Hecksher inviterer Strut til workshop i zoneterapi. Lisbeth vil vise, hvor de forskellige zoner sidder, og hvordan man kan afhjælpe eller lindre kolik, urolige maver, spændt nervesystem, væske, betændelse eller tryk i ørerne.

Du vil også selv få mulighed for at lære hvor og hvordan, du kan give dit barn zoneterapi derhjemme. Zoneterapi er en uhyre blid behandlingsform, og det er en rar form for kropskontakt – både til de helt små og til større børn.

Der er et begrænset antal pladser, og de bliver udbudt efter først til mølle. Workshoppen er målrettet mor/barn og babyer fra 0-6 måneder. Vi har desværre ikke plads til at du kan medbringe din partner eller ældre søskende.

Workshoppen foregår 9.3. kl. 9.30-11 i Strut på Fælledvej og er ganske gratis. Tilmelding sker ved at skrive til info@strutshop.dk med dit navn og babys alder.

Hvad er zoneterapi?

Zoneterapi er en diagnose- og behandlingsform, der har været praktiseret i over 4000 år. Behandlingen foregår ved tryk på fodens under- og overside samt på nogle af kroppens øvrige punkter. Behandlingen arbejder med alle vitale organer, nervesystemet, lymfesystemet og kredsløbet. Blodcirkulationen forøges og affaldsstoffer udskilles.

Med zoneterapi stimuleres immunsystemet, så du opnår en langt større modstandskraft og dermed et øget velvære. Der gives i øvrigt tilskud til behandlingen, hvis du er medlem af Sygeforsikring Danmark, og i dag betaler de fleste sundhedsforsikringer også for zoneterapi.

Zoneterapi er for alle – spædbørn, børn og voksne. Og også skønt under graviditeten.

Læs mere om zoneterapi og om Lisbeth Hecksher HER

pic_01

Gode råd til første jul med baby

Hvis du har været gravid i år, så har du med stor sandsynlighed et lille nyt – måske endda splinternyt – menneske i dine arme denne jul. Tillykke! En større gave fåes ikke.

Det er en magisk og vidunderlig fornemmelse at nusse, kysse og holde sin baby tæt til sig mens julelysene glimter, men det kan også være lidt overvældende. Juletiden kan i det hele taget være lidt stressende selv uden babyer, hvis der er alt for mange forpligtelser og planer, og det bliver tidoblet med en baby at tage vare på, afbrudt søvn og ømme bryster. Der er så mange følelser bundet op på julen, så mange sociale forpligtelser – og måske også familie og venner, der nærmest står i kø for at få lov at holde baby.

Vi har samlet lidt tips til at få en god og ikke mindst rolig jul med baby og mere overskud til at nyde den allerførste jul sammen

christmas-baby-20151111152951-jpgq75dx720y432u1r1ggc

1. Du bestemmer!

De fleste anstrenger sig for at gøre alle glade – ikke mindst til jul. Men denne jul er anderledes for dig. Dit vigtigste ansvar er dit barn, og så må forpligtelser over for mødre, svigermødre, onkler og tanter træde i baggrunden. Det er dig, der har en nyfødt eller lille baby, så det er dig, der bestemmer, hvilke julearrangementer, der fungerer bedst for DIN lille familie.

Hvis du bedre kan slappe af og nyde julen ved at få besøg i stedet for at besøge andre, så sig det. Hvis det passer dig bedre at mødes til en jule-morgenmad i stedet for en julefrokost, så er det dig, der har ret til at træffe det valg. Afstem juledagene med din babys behov – det er langt mere afslappende for alle end at forsøge at få en nyfødt til at følge andres planlægning.

Det kan godt være, at nogen bliver ærgerlige eller skuffede. Men der er kun en første jul – og den skal helst ikke stresse dig eller baby. Det har ingen godt af. Når baby bliver et barn, så er der igen flere muligheder og mere overskud. Det er så kort tid, børn er så små.

2. Kan du overskue at rejse?

Familier er ofte spredt over hele landet (og måske internationalt), og det betyder for mange at julen er et logistisk mareridt med rejser på langs og på tværs, måske flere dage i træk. Måske synes du det er helt fint at skulle køre eller flyve med en lille julebaby – så tag endelig afsted. Hvis du stresser på forhånd, så meld ud, at I ikke tager afsted i år. Også selvom det er i sidste øjeblik. Der er ingen pointe i at have en dårlig oplevelse, når den strengt taget ikke er nødvendig. Nogle babyer sover glade og tilfredse gennem det meste af en transport – andre protesterer højlydt. Du kender din baby bedst. Der er få ting, der er så stressende og ubehagelige som at køre på motorvejen med en desperat skrigende baby på bagsædet.

3. Fastlæg reglerne på forhånd

Babyer er fantastiske. Ikke mindst for dine gæster, familie og venner. Der er sikkert et hav af mennesker, der hellere end gerne vil nusse med baby over julen (og i det hele taget). Det er værd at overveje på forhånd, hvordan du egentlig har det med at overdrage baby til andre.

Foretrækker du at folk vasker deres hænder, før de holder baby? Hvor længe må de holde? Må baby ‘gå på omgang’? Tal med din partner om det på forhånd og hold fast i din mavefornemmelse. Du er IKKE hysterisk, hvis du ikke har lyst til at give din baby fra dig. Det er faktisk kun naturligt, og det er ikke babys behov at skulle holdes af alle i familien. Bliver tante Oda skuffet? Så er det ærligt talt hendes problem. Ikke dit. Og slet ikke babys. Måske er det helt ok (og et dejligt minde) at din bedstemor eller oldemor, der sidder i den bløde lænestol, holder din skat – men ingen andre. Gør op med dig selv, hvad der føles rigtigt – og meld det ud fra start af, eller bed din partner om at forklare hvad jeres regler er omkring baby. Husk regel nummer 1: det er dig, der bestemmer!

4. Spisetid

Hvor føler du dig bedst tilpas – og hvordan giver du baby de optimale vilkår, når han er sulten eller trænger til tryghed og nærhed? Vil du helst være midt i det hele eller foretrækker du et roligt sted, tilbagetrukket fra festlighederne? Uanset hvad, så gør det, der føles rigtigt for dig – og husk at spise selv også!

Få en anden til at servere en lækker tallerken julemad for dig – eventuelt skåret ud i mundrette bidder, så du kan spise og sidde med baby samtidig. Med en vikle eller bæresele kan du også have baby med til bordet og begge hænder fri til at gå ombord i andesteg og sovs.

5. ‘Baby eksperter’

Når mange mennesker er samlet, er der næsten uden undtagelse nogen, der er ‘eksperter’ på alt, der handler om din baby. Mere eller mindre gode råd om alt fra amning til putning, puslerutiner og søvn til ‘forkælede’ babyer kan risikere at dukke op. Hvis ikke du har lyst til at høre andres meninger eller hvis rådene er langt fra dine egne tanker om hvordan du ønsker at putte, amme og pusle baby, så skift samtaleemnet. Sig eventuelt, at du nok skal huske at spørge, hvis du ønsker input og råd en anden gang.

6. Når baby trænger til en pause

Masser af nus, masser af nye dufte og fremmede stemmer kan blive for meget for et lille, nyt menneske. Hold øje med babys signaler (som du plejer) og med hvornår de er blevet rigeligt stimulerede – og fortræk til et stille og roligt område. Måske til et dunkelt værelse. Måske til en tur i barnevognen. Få ro på for dig selv og baby og slap lidt af begge to.

7. Når du trænger til en pause

Følelserne sidder lidt ekstra uden på tøjet når det er jul – og i særdeleshed, når du har en nyfødt eller lille baby. Så bliv ikke overrasket, hvis du bliver lidt tårevædet eller irritabel. Det er slet ikke utænkeligt, at du også selv får brug for en pause fra juleriet.

Måske har du behov for at gå tidligt fra julefesten – eller at holde den til frokost i stedet for aften. Husk regel nummer 1: du bestemmer. Der er ingen grund til at få en dårlig jule-oplevelse, fordi du gerne vil leve op til andres forventninger eller gøre som du normalt gør. At have en baby er en ny ‘normal’, så indret dig hellere efter det.

8. Ingen stress i år

Jul kan være vidunderligt – men også en smule stressende. Julegaveindkøb (længe leve webshopping!) og at forsøge at gøre alle tilfredse kan dræne glæden fra det, der kan være en skøn mulighed for at tilbringe tid sammen med dem du holder mest af. Med en ny baby har du rigeligt at gøre i forvejen, så giv dig selv tilladelse til at tage den med ro. Køb gaver på nettet (eller få andre til at købe dem for dig). Drop forestillingerne om at skulle stå for hele julemiddagen selv – uddeleger, eller duk op som gæsten uden forpligtelser.

Denne jul handler om dig og baby. Og alle de dejlige kys og kram, du giver baby <3

Black Friday vs. Green Friday

black friday green friday

I takt med at Black Friday er blevet et større og større fænomen, er der også dukket ‘Green Friday’ op som en modbevægelse. Vi synes godt, de to kan kombineres på en ordentlig måde. Læs herunder hvorfor og hvordan.

Shop efter dit behov

Strut er en butik. Vi er også andre ting – for eksempel et fristed for amning, et forum for fødselsforbereldelse og et sted, du kan lære at bruge vikle eller bæresele. Men først og fremmest en butik. For at vi kan overleve, kræver det salg. Det er ingen hemmelighed og det er helt åbenlyst sådan verden fungerer. Butikker lever af betalende kunder. Til gengæld har vi aldrig nogensinde – hverken for 9 år siden eller i dag – ønsket at sælge bare for at sælge. Vi foreslår gerne et par strømpebukser til den ventekjole, du har fundet eller ammeindlæg til bh’en. Det kunne være, du faktisk manglede det, men havde glemt det i farten. Vi kunne derimod ikke drømme om at prakke dig en masse på, som du ikke har behov for eller egentlig lyst til at købe. Det er ikke vores ideologi eller praksis. Vi vil hellere sælge dig den billige basis-ammebh og så opfordre dig til at supplere efter fødslen, når du kender dit reelle behov, end at sælge dig en fuld ammegarderobe inden fødslen.

Vi vil gerne inspirere dig til at finde præcis den eller de ting, der gør din graviditet og barsel lidt lækrere. For dig og for baby. For nogle er det et enkelt par ventejeans. For andre en hel garderobe. Det er forskelligt, og sådan skal det også være.

Vi holder Black Friday. Ligeså vel som alle andre er vi glade for et godt tilbud. Men vi vil gerne vende fokus fra forbrug for forbrugets egen skyld til at kigge mod ting, du faktisk har brug for. Forkælelse kan sagtens høre i den kategori. Det behøver ikke handle om askese. Slet ikke!

Fornuftigt forbrug

Overforbrug er et problem for vores klode og miljøet. Der er ikke ressourcer til at hele planeten kan købe og smide væk. Det betyder dog ikke, at man ikke kan shoppe og gøre det med god samvittighed, når der er udsalg, Black Friday eller andre gode tilbud.

Vi opfordrer derfor til, at du køber, hvad du har brug for, frem for at købe noget, udelukkende fordi det er sat ned. Har du brug for en pusletaske? Super – så har vi en masse modeller, der er sat ned. Mangler du en kjole, bluse eller babytøj? Så giver det også rigtig god mening at købe det med rabat.

Det er ikke for at være hellige. Den piedestal orker vi altså ikke at balancere på, og vi har bestemt ikke de vises sten i forhold til hvad der er rigtigt eller forkert. Det er forskelligt fra menneske til menneske, mor til mor. Vi tænker, at en ‘grøn’ tilgang til Black Friday egentlig er almindelig sund fornuft. Spar på det, du alligevel skal bruge eller som du har lyst til og som giver mening for lige præcis dig. Hvis du køber ting, udelukkende fordi de er sat ned, og som du ikke ville købe ellers, har du jo reelt ikke sparet nogetsomhelst.

Så med de ord – kig forbi Strut eller strutshop.dk og se, om lige præcis det, du er på udkig efter, er på tilbud. Der er ingen grund til at forhaste sig. Tilbuddene gælder hele weekenden – til og med søndag d. 27.11. <3

VINTERINDSAMLING #mortilmor

I foråret samlede vi ind til Asylcenter Avnstrup i samarbejde med Røde Kors og sundhedsplejerskerne på centeret. Der er nemlig en del gravide, ammende og babyer på netop dette center.

Det er en kæmpe livsomvæltning at være gravid og få et barn i det hele taget for langt de fleste. Det skulle helst være en lykkelig, spændende tid med ro til at finde sig til rette i det nye liv og i sin nye rolle. Den luksus er desværre ikke alle forundt, og derfor vil vi fra Strut så gerne give lidt til kvinder og børn, hvis situation er mindre hyggelig end så mange andres.

Derfor samler vi ind igen. I samarbejde med sundhedsplejerskerne på Avnstrup har vi fået en ønskeliste til det, de mangler allermest. Vi håber sådan på jeres opbakning endnu engang – for det var en rørende og positiv oplevelse at kunne lidt til nogen, der ikke har meget. Kvinder og mødre, der nøjagtig som os er netop det. Kvinder og mødre først. Hvor vi på tværs af kulturer, hudfarver og religioner fandt fællesskaber igennem moderskabet og dets erfaringer – og igennem de skønne børn.

roede-kors-vinterindsamling

Hvad leder vi især efter?

I særlig grad mangler der BH’er, ammebh’er og ammebluser og -kjoler.

 Derudover så er der en kronisk mangel på barnevogne og klapvogne. Det er mildest talt svært for beboerne på Avnstrup at handle på fx DBA og derudover ligger centret ikke ligefrem midt i en by med masser af muligheder for offentlig transport, så man ‘bare’ lige kan kigge forbi og købe en barnevogn eller klapvogn.

Har du en gammel barnevogn (måske en altanvogn?) eller en klapvogn, som du ikke længere bruger? Eller kender du nogen, der har? Så kender vi til gengæld nogle meget taknemmelige aftagere.

Det kan også være bæreseler og vikler.

Vinterhuer og flyverdragter til børn er desuden et behov nu – også til de lidt større børn.

Hvordan kan jeg hjælpe?

Du kan hjælpe ved at sprede budskabet. Jo flere, der kender til indsamlingen, des større muligheder for at få samlet gode ting ind. Så del denne blogpost med dine venner og bekendte.

Du kan hjælpe ved at donere vintertøj, ammetøj, klapvogn eller babyudstyr, du ikke selv bruger længere. Kom forbi Strut med det, så sørger vi for at bringe det godt frem.

Du kan hjælpe ved at donere penge. Så kan vi købe klapvogne eller barnevogne på DBA eller lignende steder.

På forhånd TAK for at støtte op om vores indsamling #mortilmor

Læs mere om vores besøg på Avnstrup i foråret HER

Reportage fra Asylcenter Avnstrup

Læs med her og se billeder fra vores tur til Asylcenter Avnstrup med de donationer, I og vores leverandører er kommet med.Vi er så glade og taknemmelige for opbakningen og I fortjener også at se, hvem jeres gaver er kommet til gode.

Onsdag morgen pakkede vi Stefanis store kassevogn til randen med ammepuder, barnevogne, pusletasker, højstole, puslepuder, ventetøj, ammetøj, ammeindlæg, sutter, bamser og masser af babytøj. Alt sammen noget, I er kommet med i løbet af den sidste måned. Og som vores leverandører har sendt til os.

Avnstrup ligger lidt syd for Roskilde – nærmest midt i en skov og i det smukke, bakkede midtsjællandske landskab. Der er dog langt til alting og bestemt ikke mange muligheder for at købe forsyninger til en graviditet eller barsel – eller baby, for den sags skyld.

Hverken Stine eller Stefani har før været på et asylcenter, så vi vidste faktisk ikke helt, hvad vi skulle forvente. Sundhedsplejerskerne på asylcentret havde spurgt mødrene, om der var nogen, der havde lyst til at komme forbi og tale med os, og da vi ankom lidt forsinket, sad der 7 kvinder med babyer fra knap 2 uger til godt 8 måneder placeret på det lille kontor og ventede på os.

Nogle talte lidt engelsk. Andre slet ikke. Alle så hinanden lidt an. Til at begynde med havde ingen af dem lyst til at få taget billeder. Det kan man sådan set ikke fortænke dem i – jeg ville heller ikke være vild med at ende på internettet, hvis jeg var flygtet fra et regime eller et område i konflikt. Måske med familie eller venner, der stadig var der.

Efterhånden begyndte snakken at gå. Med tegn og fagter fortalte vi om ammetøjet og bh’erne – fik lov at ae bløde isser og grinede af fælles erfaringer med mælk, der løber over og igennem alt tøjet. Inden vi tog afsted havde alle kvinder givet tilladelse til at vi måtte tage og bruge billeder af deres dejlige børn.

Først og fremmest er vi mennesker. Kvinder. Mødre. Etnicitet, religion, nationalitet er underordnet, når vi møder hinanden et af de steder i livet, hvor vi alle er ens. I graviditeten og særligt moderskabet handler det om det lille, nye liv. Og hvilken mor kan modstå rosende ord og tilkendegivelser af hvor dejligt ens barn er? Jeg viste billeder af mine piger og vi udvekslede erfaringer med urolige børn, sovende børn og amning. Smilede af de skønne lyde og bløde babyfødder.

Kvinderne kom lidt efter lidt over det akavede og genertheden og alle fik en pose med tilbage med noget tøj til sig selv med praktiske ammeløsninger og til babyerne inden vi kørte. Alle havde forskellige præferencer. En var kun til lyserødt. En anden til pangfarver. En tredje til det neutrale. Ligesom alle os andre.

Jeres donationer kommer en gruppe til gode, der om nogen er værdigt trængende. Det er mennesker, der er flygtet og rejst fra alt de kender – mod en usikker fremtid et ukendt sted. For deres livs og for deres børns livs skyld. De har stort set intet. En havde brugt 70 kr ud af sit lille, lille budget på en sut til sit urolige spædbarn, fordi det var den eneste mulighed, hun havde. Hun fik et par ekstra sutter med fra Natursutten. Alle fik vaskbare ammeindlæg og ammebh’er fra Carriwell, da vi først blev enige om, hvad man skulle bruge sådan nogen til. Milkers og BOOBs ammetøj var også i høj kurs. Ida Ising havde givet en pusletaske med og eftersom alle tilstedeværende havde puslesager, lagde sundhedsplejerskerne den til side til en endnu ufødt baby.

I er kommet med så meget, at der var masser tilbage til andre gravide, ammende og babyer. Det kommer til at blive sorteret af sundhedsplejerskerne. Noget har de i konsultationen og vil løbende give ud. Andet bliver sat til salg i asylcentrets egen tøjbutik. Den er åben et par gange om ugen og her koster tøj, sko og udstyr en krone eller to. Alle pengene går til centrets fællesaktiviteter for beboerne.

Tak. Til jer. Til Carriwell, Natursutten, Milker, Boob, Ida Ising. Uden jer var dette ikke blevet muligt.
 photo IMG_0509_zpsrneqnz3h.jpg

 photo IMG_0505_zpsc6kpprxd.jpg

 photo IMG_0506_zpsxffy3ur1.jpg

 photo IMG_0496_zpsnfjd1xfd.jpg

 photo IMG_0517_zpswxdmknzp.jpg

logo tak

Re-launch af strutshop // fest i Strut

Kig med her og se billeder fra vores relaunch af strutshop – og få opskriften på den meget populære, alkoholfri drink, vi serverede.

Af og til er lidt billedspam nødvendigt. For eksempel, når man holder fest og har frygteligt pæne kager 😉 Og drinks.

TAK til alle jer, der kom forbi Strut i tirsdags, hvor vi fejrede vores re-lancerede webshop (og tak til jer, der testede den i brug. Vi håber, I bliver rigtig glade for jeres nye tøj, babysager, pusletasker og tæpper)

Vi er glade for den nye webshop. Ikke mindst fordi den nu er både tablet- og mobilvenlig. Og vi er vild med de små, skønne features. Har du for eksempel lagt mærke til, at vores lille Strut-fe basker med sine vinger? Der er stadig lidt, der mangler at komme helt på plads. Lidt billeder, der mangler og et par kategorier, vi skal have placeret lidt bedre.

Du er altid velkommen til at sende ris, ros og andre input til os. Det bliver vi kun glade for, for selvom vi sidder herinde og synes det ser pænt og funktionelt ud, så er det jo faktisk dig, der er eksperten på shoppe-oplevelsen.

De små brownie-cupcakes med logo stod vores nabo, Whoopie, for. Hun kan bookes til at bage kager til alle anledninger. De læskende drinks var naturligvis ganske og aldeles alkoholfri mocktails – vores variant af en strutmavevenlig æble-ingefær mojito.

Æble/ingefær mocktail
Sukkerlage (rørsukker kogt sammen med vand)
En god æblejuice eller æblemost
Danskvand
Frisk ingefær
Frisk mynte
Isterninger

Fyld is i et glas. 3 cl sukkerlage og 3 cl æblejuice røres sammen i glasset (du kan også shake det med let knuste mynteblade og en skive frisk ingefær) Top op med danskvand og pynt af med mynteblade og et pænt sugerør. Et voilá!

 photo IMG_0488_zpswofztljc.jpg

 photo IMG_0467_zpsxvzyeupw.jpg

 photo IMG_0459_zpstaafhhs0.jpg

 photo IMG_0457_zpsezfthzcl.jpg

 photo IMG_0484_zps93trdhgu.jpg

 photo IMG_0464_zpsg94c9qrw.jpg

 photo IMG_0470_zpsw1qgapty.jpg

 photo IMG_0458_zpsmff5abqn.jpg

MORS DAG – Strut samler ind til kvinder og babyer på Asylcenter Avnstrup og Roskilde

I dag er det Mors Dag. Fra den positive test til de første små spark fra maven er du blevet mor. Du glæder dig, bygger rede og forestiller dig fremtiden for dig og dit barn. For langt de fleste er det en glædelig, lykkelig begivenhed at vente sig. Måske har du lige nu din bløde baby i din favn; måske sover hun trygt i barnevognen eller i sin vugge. Måske bærer du ham stadig under hjertet og har endnu til gode at indsnuse duften af ham og kærtegne hans lille næse og bløde kinder.

Men hvad hvis du ikke havde mulighed for at bygge rede? Hvis din graviditet var fyldt med bekymring og frygt. For fremtiden. For dit liv. For dit barns liv.

Vi er heldige. I Danmark har vi et sikkerhedsnet og et grundlæggende trygt samfund for vores børn at vokse op i. Det er ikke alle mødre forundt. Krig, utryghed og fattigdom har gennem alle tider tvunget mennesker på flugt. Ingen flygter for sjov. Mennesker flygter for livet, for fremtiden og for deres børn. Ikke mindst igennem de seneste år med voldsomme konflikter i blandt andet Syrien er mange millioner mennesker på flugt. Blandt dem gravide og kvinder med nyfødte og små babyer og børn.

Det burde aldrig være nødvendigt at skulle forlade sit hjem og sit vante liv for at flygte ud i det ukendte. Slet ikke i den særligt sårbare periode man er i som gravid og nybagt mor.

Derfor vil vi i Strut i år støtte en særlig gruppe kvinder og babyer. Mødre – og kommende mødre – der er flygtet hertil for at skabe et liv og en fremtid i sikkerhed for deres børn og sig selv. I samarbejde med Dansk Røde Kors, vores leverandører og samarbejdspartnere og med alle jer som vigtige deltagere, samler vi i år ind til gravide, mødre og babyer på Asylcenter Avnstrup og Roskilde.

Strut er ikke politisk. Vores indsamling handler ikke om politiske fløje. Vores fokus er menneskeligt. Kvinde til kvinde – mor til mor.

mors dag 2016Fra i morgen og de næste 3 uger kan du indlevere babytøj, ventetøj, ammetøj, babyudstyr, bleer eller pengebeløb her i Strut på Fælledvej – eller sende det til os med posten. Vi har sammen med sundhedsplejerskerne på asylcentrene lavet en ønskeliste, og ethvert bidrag er velkomment. Stort som småt. De indsamlede penge vil vi bruge på at købe det, der evt. mangler på ønskelisten.

mors dag ønskeliste

At blive mor er vidunderligt. Del budskabet med dine venner, din familie og din arbejdsplads. Del på de sociale medier. Del, så vi kan hjælpe så mange mødre som muligt.

Tak.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
%d bloggers like this: