I tirsdags havde vi endnu engang besøg af skønne og dygtige jordemoder Krista Bella Hultén. Det var som altid dejligt og lærerigt, og vi kunne sidde ude i vores hyggelige gård.
Denne gang handlede det mere om tiden efter fødslen, end selve fødslen. At blive forældre er nok det største man oplever i sit liv, og en hel magisk tid. Men midt i magien, rammer hverdagen også på et tidspunkt. For det kan faktisk være rigtig hårdt at blive nogens mor og far – som førstegangsforældre og når man skal være forældre igen. Men på en anden måde; for du har prøvet det før, og du ved ligesom hvad det er for noget. Men nu er der ikke længere kun ét barn man skal give opmærksomhed, men to eller flere… og det kan være meeget overvældende, især i starten. Det er derfor vigtigt, at man husker at bede om hjælp. – Noget de fleste af os faktisk er rigtig dårlige til. Vi vil meget hellere selv klare det hele, end at skulle gøre os den ulejlighed, at spørge andre om hjælp. Mange af os, er også dårlige til at sige fra, og sige nej, når vi mener nej – men lige så dårlige til at sige til, når vi har brug for en hjælpende hånd.
– Jeg er selv den værste til det og jeg ved egentlig ikke hvorfor. Måske vil jeg ikke tabe ansigt, eller lade nogen tro at jeg ikke har styr på det og ser det lidt som en falliterklæring – nej, så hellere gøre alting selv. Men det er egentlig lidt dumt (læs: meget dumt). Det er jo oftest den nærmeste familie eller de helt tætte venner, man netop går til når det brænder på og alt andet er dømt ude – og helt ærligt, hvis man man ikke kan tabe ansigt til dem (i hvert fald bare en lille smule) – hvad så? Er det da ikke lige præcis derfor man har dem? For de fleste, vil ens familie gøre hvad som helst for én, og det samme med de tætteste venner. Men hvis de aldrig bliver spurgt, så er det ret svært at kunne gennemskue, at der er én, der har ret meget brug for ens hjælp!
Af og til handler det faktisk også om, for mig, at jeg på forhånd tænker, at svaret sikkert alligevel er nej, så hvorfor spørge. Når det ikke hænger sammen for mig på hjemmefronten; når overskuddet bare er i bund og når jeg som den sidste henter mine børn i vuggestue og børnehave og aftensmaden endnu engang står på leverpostejsmadder – ja, så ikke en gang her spørger jeg om hjælp. For som udgangspunkt, går jeg bare altid ud fra, at folk ikke kan eller gider, (fedt udgangspunkt) – og de har jo også selv deres eget liv at tænke på, så de kan da umuligt også have tid til at hente mit barn eller holde min baby, mens jeg får et bad. Men hvis jeg vender den om, ville jeg blive enormt ked af det, hvis én af mine tætteste veninder eller et kært familiemedlem ikke bad om hjælp når de havde brug for det. Oftest er det noget man hører om senere, når personen har været igennem det, og sidder og fortæller om, hvor hårdt det var på det tidspunkt – og man selv siger: “hallooo, hvorfor bad du ikke bare om hjælp?!”.
Et eksempel:
En dag, da jeg var virkelig presset, og midt på dagen pludselig skulle have passet min baby et par timer, (og endda både havde spurgt min familie og svigerfamilien om hjælp, men ingen kunne), tog jeg mig sammen og ringede til en god veninde, velvidende om, at hun havde et fuldtidsjob og også selv var mor. Tænk sig, hun sagde bare; selvfølgelig kan jeg det, og flexede fra sit arbejde! Det var bare så stort af hende synes jeg, og samtidig stort af mig – jeg spurgte efter en udstrakt hånd, og jeg fik den og greb den <3
Pointen er altså; bed nu om hjælp! Det kan godt betale sig, at spørge om hjælp, når det hele brænder på. Ring til nogen du holder af, og sig at du godt kunne bruge lidt hjælp. Om det er selskab, én der lige kan tage opvasken mens du ammer og komme med et glas vand (hvorfor glemmer man altid det vand?!) holder din baby, mens du tager et langt teenagebad eller går en tur med barnevognen, så du kan få sovet. Nogle gange kan det bare være rart at snakke med nogen, hvis tingene er lidt svære. Det er aldrig en falliterklæring at bede om hjælp og det siger ikke noget om dine evner som mor eller at du ikke slår til, tværtimod. Du er god nok – også når du spørger om hjælp!
Stine der normalt sidder og skriver for Strut, som er på barsel lige nu, har også skrevet et lille fint indlæg på sin blog, omkring det at blive mor anden gang. Du kan læse indlægget lige her.
Jeg faldt for noget tid siden over et gammelt debatindlæg, hvor en mor gør sig nogle ret fine tanker om det, at være blevet mor for anden gang. Hun skriver så ærligt og er virkelig god til at beskrive hvilke følelser der vælter op i hende, efter nu at være blevet mor til to. Jeg tror mange vil kunne sætte sig ind i de tanker hun gør sig, og nikke genkendende til mange af tingene hun beskriver.
“Jeg er blevet mor for anden gang – og synes der er så mange tanker, der fylder i mit hoved, og tænkte, at jeg ville prøve at ‘få lidt luft’ for dem herinde – er jeg mon den eneste, der føler sådan, eller er den mon nogen herinde, som kan nikke genkendende til noget af det?
Jeg havde den skønneste fødsel, hvor jeg havde mig selv med hele vejen. Min graviditet var lidt besværlig, og det er dejligt at have fået sin egen krop igen.
Det som er svært, synes jeg, er at falde på plads i den nye rolle som mor til to. Jeg har fået to dejlige børn, og er rigtigt glad. Men – der er på en eller anden måde et eller andet uforklartligt MEN..
Jeg er glad, men træt – og så føler jeg lidt at tiden forsvinder uden at jeg opdager det. Min yngste søn er allerede en måned gammel, og jeg kan have sådan en ubehagelig følelse af ‘Hvor kom han fra?’ og af ikke rigtigt at kende ham.
Når jeg kigger på min store dreng, kender jeg ham jo bare så godt, alle ansigstudtryk, hans reaktioner på ting osv osv., jeg kender ham.
Men med vores lille nye søn, har jeg mest følelsen af, ikke rigtigt at kende ham – på trods af, jeg ved, at det er mig der kender ham bedst.
Jeg tror (håber), at det er en helt normal følelse – måske er der andre andengangs eller flergangs- mødre, der har det på samme måde?
På samme tid, med lillebrors ankomst, føler jeg mig samtidig sat lidt ud på et sidespor, i forhold til hans storebror. Før var vi altid sammen, så tit som muligt holdt jeg ham hjemme, og vi tog på udflugter og hyggede med puslespil, leg, tegning, bagning og alt muligt. Nu er lillebror kommet til og tager meget af mors tid – og det er på én gang skønt og forfærdeligt. Jeg krammer min lille søn dagen lang, og elsker det, men f*** hvor jeg savner min store søn.
Min store søn har været afsted de fleste dage, siden lillebror blev født (han er 2½ år), og som regel bliver det lange dage, da far henter og bringer, fordi jeg ikke helt selv har kunnet overskue den lange gåtur frem og tilbage (35-40 min hver vej).. Så han er lige pludselig næsten fuld tid i institution (hvilket jeg håber snart kan ændre sig).. Men man har altså også hænderne fulde med 2 børn hjemme på en gang. Og tiden går jo fra min nyfødte, hvis jeg skal til at hente min store tidligt og bringe sent .
Jeg er nok sådan lidt en 100% mor – på den måde ment, at jeg har givet mig selv 100% til min store søn, været der altid og været rigtigt meget sammen. Til gengæld har jeg slækket lidt på tid til de venner, som ikke går under kategorien rigtigt gode venner. Jeg har sådan en følelse af, at mit barn fortjener, jeg er her sammen med ham og at det ofte også er det jeg foretrækker. Jeg elsker den gode tid sammen med min store søn. Den ro og fordybelse, som vi har været vant til. Den er dog nu blevet brudt af lillebrors ankomst, idet hans behov for at blive ammet, blive skiftet og for at være tæt på mor, naturligvis kommer før mange andre ting..
Jeg nyder også tiden hjemme alene med min nye søn, skønt at ligge tæt og høre hinanden trække vejret – det er dér jeg virkelig føler, at vi lærer hinanden at kende. Så det er bare skønt, når der er tid til det..
For tiden er jo bestemt en væsentlig faktor i alt det her – også i forhold til det med at være 100% mor – man kan jo ikke være 100% mor for den ene søn, og 100 % mor for den anden søn, 100% for min mand og også lidt for mig selv .. Og netop den balance skal jeg åbenbart bruge lidt tid på at finde. Fordelingen af sol og vind, så det fungerer for alle parter.
Der var én, som sagde til mig, at da de fik deres anden barn, tog det hende lidt tid at lære, at det ikke kun var nødvendigt med fokus på den store, og dennes tilpasning til den nye situation, men at man ligesom skal fokusere på at være en familie som helhed, og på at der bliver plads til alle. Og det giver rigtigt god mening – men det er rigtigt svært synes jeg..
Tja, håber ikke at det blev alt for forvirrende – mon der er nogen, der kan genkende disse tanker om at blive mor for anden (eller måske flere) gang?
Knus moarsnart”
Debatindlægget er fra altomboern.dk.
1. 
