Julefrokoster og julemiddage er lige om hjørnet – og måske er du allerede godt igang med at spise dig igennem julens lækkerier.
Men hvordan er det nu lige – hvad må du hjertens gerne kaste dig ud i, og hvad skal du holde dig fra som gravid?
Hos Sundhedsstyrelsen kan du læse en masse om, hvilke fødevarer, der er mindre hensigtsmæssige (eller kan være direkte skadelige) – og om kostråd generelt. Vi har samlet de vigtigste her.

Alt, hvad du spiser under graviditeten, kan have indflydelse på barnets udvikling. De fleste kvinder kan fortsætte med at leve, som de har gjort inden graviditeten, for de fleste af os lever og spiser heldigvis fornuftigt og varieret. Og ved godt, at vi ikke skal ‘spise for to’. Mange oplever under graviditeten en øget sultfornemmelse, og i løbet af andet og tredje trimester skal du have (lidt mere) energi gennem kosten. Dog ikke fulde måltider, for dit aktivitetsniveau falder som regel, så der er kun behov for at spise lidt mere end normalt. En banan om dagen i andet trimester, for eksempel.
Så. Spis som tommelfingerregel helt normalt og varieret. Som du plejer. Dog er er nogle fødevarer og stoffer, du som gravid skal være særligt opmærksom på eller helt undgå.
Fisk
Fisk er sundt. De indeholder sunde fedtstoffer og er rige på D-vitamin, jod og selen. Det er godt at spise forskellige slags – både de fede, som laks, sild og makrel, og de magre som rødspætter, sej og torsk.
Store laks fra Østersøen har et særligt højt indhold af dioxin. Dioxin påvirker fosterets udvikling. Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen, at kvinder i den fødedygtige alder, gravide og ammende ikke indtager mere end én portion østersølaks – ca. 125 gram – én gang om måneden. Opdrættet laks stammer ofte fra Norge og er, i så fald, ikke forurenet med dioxin.
Gravide anbefales ikke at spise mere end 100 gram om ugen af de store rovfisk, da de kan have et højt indhold af kviksølv. Kviksølvet kommer fra forurening af miljøet, og det findes primært i fisk og fiskearter. Det ophobes gennem fødekæden og findes derfor i de højeste koncentrationer i ældre, store rovfisk. Det gælder helleflynder, sværdfisk, sildehaj, gedde, aborre, sandart, oliefisk (escolar), rokke og ikke mindst i tun – både tunbøffer og dåsetun.
Lever og levertran
Gravide frarådes at spise lever og levertran, da det kan indeholde meget A-vitamin. For store mængder A-vitamin kan give misdannelser hos fosteret. Leverpostej kan godt spises i mindre mængder.
Alkohol
Gravide frarådes at drikke alkohol. Alkohol passerer gennem moderkagen og over i barnet. Det ufødte barn er specielt sårbart over for alkoholens påvirkninger. Det anbefales også at undgå alkohol, når man prøver at blive gravid.
Kaffe, te og energidrikke
Gravide bør ikke drikke mere end tre kopper kaffe om dagen og bør begrænse indtaget af andre koffeinholdige drikkevarer som fx te og læskedrikke. Læskedrikke, som fx almindelig cola, kan indeholde op til 150 mg koffein pr. liter. Andre energidrikke kan indeholder mere koffein og nogle er mærket med ‘Højt koffeinindhold, bør ikke indtages af børn eller gravide eller ammende kvinder’.
Lakrids
Gravide bør holde igen med lakridserne og maksimalt spise 50 gram om dagen. Lakrids indeholder et stof, som kan give ødemer og forhøjet blodtryk.
Madbakterier
Det er altid vigtigt at holde en god hygiejne i køkkenet under madlavning, så du ikke bliver syg af bakterier i maden.
Herudover er der to infektioner, der kan smitte gennem mad, som kan være særligt farlige under graviditeten. Det er listeria og toxoplasmose, som dog er sjældne hos danske gravide.
Bakterien Listeria Monocytogenes
Gravide, der får en infektion med madbakterien listeria, risikerer at abortere spontant eller at føde for tidligt. Følg de fire køkkenråd og undgå listeria:
Skyl, kog og steg madvarerne.
Smid mad ud, der har overskredet sidste anvendelsesdato.
Hold temperaturen i køleskabet på højst 5 grader.
Husk, at når emballagen er åbnet, har maden kortere holdbarhed.
Listeria kan være et problem, når man opbevarer fødevarer med lang holdbarhed ved køletemperatur. Man skal især være opmærksom på kødpålæg, koldrøget fisk, graved fisk og bløde oste. Rå, upasteuriseret mælk kan også udgøre en risiko.
Parasitten Toxoplasma (Toxoplasmose/haresyge)
En infektion med toxoplasmose under graviditeten kan betyde, at barnet får en øjen- eller hjerneskade. Smitte undgår man bedst ved at:
Vaske hænder efter berøring af råt kød og grønsager og efter havearbejde.
Spise kød, der er gennemstegt eller kogt. Smag ikke på rå fars.
Undgå rå, upasteuriseret, mælk
Få en anden til at tømme kattebakken, hvis du har kat. Gravide, der har kat og følger dette råd, har ikke større risiko for at blive smittet med toxoplasmose end gravide, der ikke har kat.
Undgå at flå og håndtere harer og andre dyr.