Category Archives: Efter Fødslen

En dag på fødegangen del 2

FullSizeRender copy

Forsættelse fra ‘En dag på fødegangen part 1‘.

Jeg skriver journal og kommer ind på stuen igen, da klokken ringer. Karen har fået gode røde kinder, og konstaterer tørt, ”Det klyx hjalp da, jeg får hele tiden …” Karen får en ve og rækker ud efter Michael. Han holder hende i den ene hånd, mens han forsigtigt masserer hendes lænd. ”Hårdere”, siger Karen kort. Michael trykker mere til. Jeg lytter hjertelyd. Det hele er så fint. Vi taler om mulighederne for smertelindring. Karret er snart fyldt op, men inden da vil jeg gerne køre en hjertelydsstrimmel (CTG) for at få et mere sammenhængende billede af barnets hjertelyd. Det er ok med Karen. Hun kommer i sengen. Får en varmepude til lænden og introduceres til lattergassen. Da veen kommer, tager hun masken, men får hurtig klaustrofobifornemmelse af den. ”Nej tak,” siger hun og trækker vejret videre uden masken.
Jeg analyserer CTG’en, som er helt normal.

Karen kommer i badekarret. Der falder fornyet ro på stuen. Hun lukker øjnene, mens Michael stryger hende gennem håret. Jeg stiller mig ved computeren og taster løs. Jeg vil helst forsøge at følge så godt med i journalskrivningen, som muligt. Tit får jeg ikke skrevet løbende i fødslen, hvilket gør, at jeg efterfølgende skal skrive notaterne i retrospektiv. Det kan være svært, når det har været en begivenhedsrig vagt og blodsukkeret er lavt efter mange timer på en fødestue. Jeg får opdateret journalen.

Karen klarer veerne flot, og jeg lytter hjertelyd ca. hvert kvarter. Jeg går kortvarigt ud fra stuen for at lave noget mad til Michael, og hente lidt nyt saft. ”Hvordan går det?”, spørger afdelingsjordemoderen, da vi mødes på gangen. ”Hun er kommet i badekar, og klarer veerne super flot. 4-5 cm, men det skal nok gå fint hurtigt med de veer”. Tommelfingeren opad.

Jeg får hurtigt tisset, og kommer ind på stuen igen med friske forsyninger.
Da jeg kommer ind kaster Karen op. Michael holder en pose, som jeg hurtig får skilt mig af med, og Karen får en ny. Der kommer igen ro. Jeg lytter en reaktiv hjertelyd. Der er tegnblødning i vandet, men ikke for meget, bekræfter jeg parret i. ”Både det, at du kaster op og der er tegnblødning, er tegn på, at du dilaterer mere og mere”, siger jeg.

Vi taler lidt om pressefasen. Karen vil gerne føde i vandet, hvis det er muligt, men er helt med på at komme op, hvis det kræves. Vi gennemgår kort, hvad der skal til for, at Karen kan føde i vandet. Michael vil gerne klippe navlesnoren hvis muligt. Vi gennemgår lidt om fødestillingerne, og jeg forbereder Karen på, at vi skal have en god kommunikation sammen, når hun skal presse. Ved sidste fødsel havde Karen svært ved at mærke presseveerne. ”Det var den epidural. Den virkede næsten for godt”, fortæller hun.

Jeg opfordrer Karen til at sige, når hun begynder at mærke, at det presser bagtil. Så ved vi, at det er ved at være tid.
Karen får en ve, og har svært ved at bruge vejtrækningen. Jeg minder hende om at trække vejret roligt gennem næsen og langsomt ud af munden, som var det et lille sugerør, hun skulle puste ud igennem. Karen falder ind i vejrtrækningen igen. I slutningen af veen kaster hun op. Michael giver hende lidt saft. Jeg går til computeren og noterer. Karen får en ve, ”det presser”, udbryder hun, og jeg kommer hen til kanten. ”Kom brug vejrtrækningen”, siger jeg. Jeg forsøger at berolige parret, og fortæller, at det er et rigtig godt tegn. Michael smiler. Jeg lytter hjertelyd igen, og kan nu høre, at barnets puls falder under veen. Efter retter den sig langsomt og bliver herefter helt normal.

Jeg pakker fødesættet ud, trækker syntocinon op (en indsprøjtning, som tilbydes til alle fødende, som de får i låret, når barnet er født. Medicinen hjælper livmoderen med at trække sig sammen for at forebygge en for stor blødning). Karen får en til ve, og har svært ved ikke at presse med. Spontant tager hun benene ud til siden. Jeg lytter en hjertelyd, som igen falder under veen. Den retter sig langsomt. Jeg fortæller Karen, at jeg gerne vil have hende op af vandet, da jeg bliver nødt til at få et mere sammenhængende billede af barnets hjertelyd. Parret bekræftes i, at det er helt normalt, at barnets hjertelyd vil falde, når barnet skal til at presses ud. Lige nu, skal jeg dog havde et overblik over, om hjertelydsmønstret er normalt eller afvigende. Karen kommer hurtigt op.

Jeg tager handsker på og undersøger indvendigt efter samtykke. Karen presser spontant under næste ve.” Du er helt åben”, fortæller jeg og smiler. Barnet står lige under spinae, som er halvvejs i bækkenet. Det går hurtigt og flot fremad. Jeg sætter en elektrode på barnets hoved, som registrerer hjertelyden, så jeg får det op på en skærm. Barnet laver igen et dyk i hjertelyden, som retter sig langsomt. Det bekræfter mig i, at det er bedst, at Karen bliver på land, så jeg har overvågning på barnet. Jeg beder Karen komme om i sideleje. Fin hjertelyd. Der kommer lidt grønt fostervand ud på bindet. Jeg informerer parret. Barnet har haft sin første afføring inde i maven. Det er helt ok. Det kan være et udtryk for, at det kortvarigt har været stresset og derfor har haft afføring. Det kan også være fordi, at det simpelthen bare var tid til første afføring, fordi tarmen var fuld. Jeg orienterer min afdelingsjordemoder.

Fostervandet er kun lysegrønt, hvorfor jeg vurderer, at der ikke er behov for en børnelæge ved fødslen.
Jeg synes virkelig, at det presser nu”, fortæller hun. Jeg opfordrer hende til at følge sin krop, og nykke lidt med på toppen af veen, hvis det letter. Ved næste ve kan hun næsten ikke holde op med at presse. Hun tager fat i sit ben og hiver det op til sig. Michael støtter det. Jeg skimter det øverste af barnets hovedet i skedeåbningen. Hurtig tager jeg et par handsker på. ”Karen, du skal til at føde!”, siger jeg. ”Det. Kan. Jeg. Godt. Mærke”, får jeg som svar.

Michael får besked på at kalde i snoren, når jeg siger til, så kommer en sosu ind på stuen med varme håndklæder. Jeg tænder varmelampen over børnebordet, så den nemt kan hives hen over barnet, når det er født. Der kommer en ve. Barnet kommer mere og mere frem med sit hoved. ”Kald du bare i snoren”, siger jeg til Michael.
Jeg minder Karen om, at hun skal gispe, når jeg siger til. Vi prøvegisper kort sammen, så Karen ved, hvad hun skal gøre. Den er hun helt med på. Assistenten er på stuen. ”Vi føder”, siger jeg. ”Det tænkte jeg nok”, siger hun og har allerede de varme håndklæder med. Hun hilser på parret. Under næste ve kommer hovedet rigtig godt frem. Jeg holder på Karens mellemkød mens min anden hånd omkranser toppen af barnets hoved. Assistenten justerer sengen, så jeg står godt.

Mellem veerne varmer jeg klude i varmt vand, som jeg holder på mellemkødet. ”Det er næsten altid to skridt frem og et tilbage, når man starter med at presse”, siger jeg og bliver afbrudt, da Karen giver et ordentlig tryk. Barnets hovedet er næsten ude. ”Nu skal du gispe”, siger jeg. Michael gisper med Karen, og forsigtigt og langsomt glider barnets hoved ud over mellemkødet. Barnets puls er naturligt lidt lav, og jeg vil gerne have barnet forløst med kroppen. ”Bliv ved med at presse”, siger jeg. Michael kigger med, da jeg fortæller, at hovedet er ude. Jeg kigger på CTG’en. ”Kom bare pres, hvis der stadig er ve”. Karen mærker efter. Måske er der. En lille pause, så mærker hun presset igen og trykker til. Jeg forløser barnets skuldre og kroppen følger med. ”Tillykke!”, siger sosu’en og jeg i kor, da barnet kommer ud, et skrig lyder, og jeg lægger det på Karens bare bryst og mave.

Karen løfter barnet højere op og hjælper med at dække det godt til, da sosu’en kommer med håndklæderne. ”Nårh, hvor er du fin!”, gentager hun flere gange. Michael holder hånden over Karens og aer hende over håret. En lille tåre gemmer sig vist i øjenkrogen. ”Er det en pige eller dreng?”, spørger sosu’en. Michael kigger og konstaterer, det er en pige! Parret griner. Karen ånder lettet op. Jeg holder øje med blødningen. Der er ca. 100 ml., så helt tilladeligt. Jeg sætter peanger på navlesnoren, så Michael kan klippe den. Så er det gjort. Det næste er moderkagen, der skal forløses. Jeg mærker på Karens mave, som er øm. Livmoderen er fin hård. Kort tid efter mærker Karen en efterve, og jeg holder udefra på hendes mave, mens jeg forsigtigt lirker i navlesnoren. Spontant og som en lettelse for Karen forløses moderkagen hel og flot. Der kommer en skylle blod med. I alt ca. 300 ml. Normalt.

Er jeg gået i stykker?”, spørger Karen. Jeg fortæller, at jeg umiddelbart ikke kan se, at hun er bristet i mellemkødet. Men jeg må tjekke med fingrene og en gazeserviet for at tjekke indvendigt. Med sterile handsker og hjælp fra sosu’en, undersøger jeg forsigtigt Karen. Hun har kun fået to små overfladiske rifter på de inderste kønslæber. Jeg vil sætte nogle enkeltknuder for at undgå, at de to rifter heler sammen, fortæller jeg. Karen får noget bedøvende gél på bristningen. Da det har virket, syr jeg forsigtigt et par enkeltknuder, så rifterne falder symmetrisk sammen på hver deres side.
Imens har den nyfødte pige fundet Karens bryst og dier allerede.

FullSizeRender

Jeg mærker Karen på maven og vurderer en sammentrukket livmoder og en tilladelig blødning.
Det gik godt nok hurtigt”, siger Karen og kigger på både Michael og mig. Jeg nikker. ”Det klarede du flot. Der var fart på jer”, siger jeg og peger på hende og pigen. Jeg giver parret ro og forlader stuen med løftet om et par nyristet sandwich og kaffe, som er på vej. Det sørger sosu’en for. Jeg ånder glad og lettet op. Det var en dejlig fødsel. ”Så greb du lige et barn”, siger afdelingsjordemoderen, da vi mødes i skyllerummet, hvor jeg hurtigt ordner fødebordet.
Jeg får mig hurtig en klapsammen-mad, et glas saft og sætter mig så til computeren. Jeg skriver tidstro de forskellige notater, hvordan barnet blev født, blødningsmængden osv. Efter godt 40 min. kan jeg holde inde med tasteriet. Jeg orienterer mig på tavlen, og ser, at der er kommet flere fødende ind, mens dem der fødte i nat, er blevet sendt hjem og op på barselsgangen. Umiddelbart har jeg ikke travlt, så jeg kan få mig en kop kaffe.

Da barnet er en time gammel, går jeg ind på stuen igen. Karen sidder op, og ligner et helt nyt menneske. Det er sjovt, hvordan ansigtstrækkene tit ændrer sig fra under til efter fødslen. Michael lægger mobilen på, da jeg kommer ind. Det var lige bedsteforældrene, der blev opdateret. De skal hente den store fra børnehave. ”Kan de komme herind og hilse på?”, spørger han. Det kan de. Parret vil gerne hjem senere i stedet for at komme på barselsgangen. Jeg gennemgår kort, hvad vi så skal nå og bekræfter dem i, at det lyder som en god plan. Normalt tager de fleste fleregangsforældre hjem 3-6 timer efter fødslen, hvis alt ellers er normalt med både barn og mor. Jeg mærker mave, ser til blødning. Vurderer pigen, som har en fin lyserød farve. Hun sutter på Karens bryst. Jeg fjerner dynen let. ”Hun er måske ikke helt 3600 g.”, vurderer jeg. Vi aftaler at måle og veje, når hun er færdig med at die.

Da klokken er 15, har vi vejet og målt og pigen har fået k-vitamin. Karen har det godt og har tisset. Jeg har gennemgået parrets spørgsmål til navlepleje, amning osv. Der er ikke så mange spørgsmål. Det meste kan de huske fra sidst. De får tider til hjemmebesøg fra jordemoderen. Hun vil komme om to dage og lave hælblodsprøve og hørescreening på barnet, og følge op på pigen og Karens trivsel. Jeg giver dem pjecer og et udskrift af journalen, så de har en kopi af fødselsforløbet. Jeg beundrer pigen, og forbereder parret på, at der er vagtskifte kl. 15.45. De må ringe, hvis de har brug for en jordemoder. Men ellers skal de bare tage sig sin tid, og må ringe i snoren, når de er klar til at tage hjem. Parret udtrykker at være meget tilfredse med forløbet, og vi giver hånd, som da hurtigt bliver til et kram.

Jeg åbner døren og møder parrets dreng, Frederik i døråbningen. Bagved står to spændte bedsteforældre. ”Er det mon her, der gemmer sig en lille ny?” spørger bedstefar. Jeg åbner døren helt og inviterer indenfor. ”Stort tillykke”, siger jeg og henvender mig til Frederik, som står lidt genert på stuen. ”Hej Frederik, hvor er din lillesøster heldig, at hun får dig som storebror”. Karen rækker hånden ud til ham, og han småløber hen til sengen. Michael løfter ham op, så han rigtig kan se, hvad der sådan ligger og bevæger sig under dynen. Jeg siger farvel, og vinker til familien, som alle står samlet omkring den lille ny. Sikken en fin afslutning på en vagt.

Efter overlevering i vagtstuen smider jeg uniformen i vasketøjskurven, går ud til bilen, sætter en blandet playlist fra Spotify på og triller tilbage mod København. På hjemturen forsøger jeg at lade skuldrene falde helt ned, trække vejret roligt og fordøje dagens indtryk. Efter en halv times tid slår jeg hen på P6, og får lidt nyt input fra verdenen omkring mig. Hjemme hopper jeg på cyklen, så jeg kan nå til gospelkor i Fredens kirke. Himlen er blå.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Guide: Det perfekte ’ammekit’

Ammekit 

Amning kan være noget af det skønneste – når det fungerer vel at mærke! Og når du har styr på dine gadgets 😉 Så velkommen i sofahjørnet! Her kommer du til at tilbringe mange timer med din lille bebs. Med hjælp fra jer (gode råd blev indhentet på Facebook og Instagram), har vi lavet en liste over de ting, der hører sig til en god ammestund. De fleste af tingene på listen er ligeså relevante for dig, der giver flaske.

Synes du der er noget, der mangler? Så tilføj endelig dine guldkorn i kommentarfeltet.

1.
Mobiltelefonen. Hvor lang tid man ammer varierer meget fra person til person. For nogen kan det klares på 10 min. og for andre tager det måske 40 min. eller længere. Det kan også være, at den lille falder i søvn i din favn imens, og du ikke nænner at rejse dig. En mobiltelefon kan derfor være rar at have ved sin side. Både så man kan tjekke, hvad klokken er, men også så man kan holde sig opdateret. Måske tjekke, hvad der sker på Instagram eller sende en besked til en god veninde.

2.
VAND. Masser af vand! For man bliver tørstig af at amme. Hvis det er koldt, kan en te også være rar, men så gælder det om at være ekstra forsigtig, når man drikker!

3
.
Stofbleer. Det kan blive til lidt af et griseri, når man ammer guldklumpen, så derfor er det en rigtig god idé at være udstyret med et godt lager af stofbleer. De kan også bruges som et lille tæppe eller som afskærmning, hvis din baby har brug for lidt madro. Strut har blandt andet nogle skønne fra Soft Gallery og Fabelab.

4
.
Ammevenligt tøj. Det er rart med let adgang til brystet, når man ammer. Både så man ikke skal stå og bakse med at få tøjet af, men også så man ikke kommer til at fryse. På Strutshop.dk har vi masser af ammevenligt tøj med forskellige løsninger, så der er lidt til enhver smag. Denne ammebh fra BOOB er sømløs og praktisk, men har også en fin lille blondedetalje, så det hele ikke bliver alt for praktisk!

5.
Underholdning. Som sagt kan det godt tage en del tid at amme, så derfor er det smart at være udstyret med noget underholdning. I form af en god bog eller dit yndlingsmagasin. Vi kan anbefale Undtagelsen af Christian Jürgensen, hvis det godt må blive RIGTIG spændende!

6
.
En fjernsynskontrol. Hvorfor ikke bruge tiden på noget fornuftigt og få catchet op på din yndlingsserie? 😉

7.
Proviant. Man kan hurtigt blive sulten af at have en lille bebs på armene -især hvis man sidder her i lang tid. Derfor er det en god idé at have en snack ved sin side. Helst noget der ikke krummer for meget 😉

8.
Ammeindlæg. Et ammeindlæg i bh’en ved det bryst, du ikke ammer med kan være en rigtig god idé! Det kan også være, at ammeindlæggene skal skiftes inden du ‘pakker sammen’ igen. Se vores udvalg på Strutshop.dk her.

9.
Nipple cream. Ømme og revnede brystvorte er ikke sjove. De kan faktisk gøre rigtig, rigtig ondt, men frygt ej, der er råd at hente. Struts nipple cream kan påføres både før og efter amning og er med til at fugte og blødgøre vorterne imellem amningerne. Salven har en blød konsistens, der gennemfugter huden og beskytter mod udtørring. Find den her til kun 69 kr.

10.
En Ammepude. Ammepuder er fantastiske. Intet mindre. Med den rigtige pude, der har den rigtige støtte, kan du aflaste din krop i både graviditeten og mens du ammer. De ammepuder, du kan få i Strut, har inderpuder fra Fossflakes. De er Oeko-Tex certificerede, allergivenlige og har et blødt, åndbart fyld af kunstdun. En anden kæmpe fordel ved Fossflakes-puderne er, at de er vaskbare; så er det ikke noget problem at baby vender ansigtet væk i det øjeblik, mælken begynder at fosse ud, gylper undervejs eller at du kommer til at spilde chokolade eller andet på puden. Fyldet sikrer desuden en god luftgennemstrømning og er med til at holde dig og baby tempererede under amningen. Det er særligt vigtigt og praktisk, hvis du har et barn, der gerne bruger 40 minutter på en enkelt amning – og falder i søvn i din favn efterfølgende!

Husk også, at amning er mere end mad
Ja, baby får stillet sulten, men amning er også en pakkeløsning, hvor du ud over mad giver din baby hygge, tryghed, nærvær og varme! Det kan være godt at have in mente, når du sidder med blottet bryst i, hvad der føles som en uendelighed i sofahjørnet med trætte arme og ømme brystvorter. 

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Interview med Stefani: Jeg prøvede ALT!

Forestillingen om at blive mor hænger for mange sammen med amning. At sidde fredfyldt med sit lille barn, der afslappet og trygt ligger i ens arme og nyde lyden af tilfredse babygrynt imellem suttelydene. For Struts ejer, Stefani, skulle det dog vise sig, at det ikke var så ligetil. Stefani har idag 2 drenge på 4 og 9 år.

Havde du forberedt dig på, at du muligvis kunne få problemer med at amme, eller kom det som et chok for dig?
Jeg vidste, at min mor havde haft problemer med at amme, derfor var jeg bevidst om, at det var noget, der muligvis skulle arbejdes for. Helt modsat fødslen, som jeg faktisk ikke var bekymret for. Anden gang var jeg af erfaring endnu mere obs på det, og fik lov til at ligge på barselsgangen i nogle dage for at få hjælp til at få en god opstart på amningen. Begge gange var jeg fast besluttet på at ville amme.

Kan du fortælle lidt om de udfordringer du havde, da du begyndte at amme?
Jeg vil prøve:) 1.gang er jo over 9 år siden;) og begge gange står for mig lidt som en hård periode og lidt i tåger, hvor jeg ikke helt kan huske, hvad der egentligt kom først ift. amningen.

Begge gange startede egentligt fint. Drengene suttede godt og fik fat på en god måde på barselgangen – sådan så det i hvert fald ud. Da vi kom hjem, havde jeg store sår og rifter på brystvorterne – jeg kan huske, at der var meget blod, og at den mælk, jeg tørrede af brystet eller babyens mund, var lyserød til rød. Samtidigt havde jeg fra start af store smerter under amningen. Men alle (inkl. sundhedspersonale) siger jo, at det gør ondt i starten, og at det bliver bedre efterhånden. Det gjorde det bare ikke for mig. Jeg begyndte at frygte amningerne, og sad og grad af smerte næsten hver gang. Jeg prøvede ALT! Hvidkål i bh’en, ammebrik, ikke ammebrik, køleelementer, varmepude, heleplastre, silkeammeindlæg, varme bade, frie babser så tit som muligt, massage, brentan (mod konstateret svamp), malke ud, brystpumpe, dybe vejrtrækninger under amningen, forskellige ammestillinger – you name it. Noget af det gav helt klart lindring et øjeblik, men…

Jeg hang i røret til forskellige ammevejledere (der kom med forskellige råd hver især) og min kæreste brugte meget af tiden på at køre rundt til diverse apoteker og falck for at hente dimser og dutter, der skulle hjælpe. Samtidig var jeg meget bevidst om, at jeg skulle have ro, få nok søvn mm. Intet hjalp. Med mit første barn endte jeg med en voldsom brystbetændelse oveni. Jeg kan huske, at jeg kom hjem fra mit første mødregruppemøde, med meget høj feber og bare faldt sammen på sofaen. Min kæreste tog mig til lægen, som synes jeg skulle stoppe med at amme med det samme (jeg havde set ham flere gange under forløbet). Jeg tog mig en nats betænkningstid, hvor jeg var i syv sind -jeg VILLE amme, samtidigt kunne jeg mærke, at kampen begyndte at gå ud over den hyggestund og den nærhed amningen jo også giver. Det føltes som et nederlag til at starte med, men efter denne nat, mange tanker, tudeture og snak med min kæreste, besluttede jeg mig for at stoppe.

Anden gang lå jeg som sagt på barselgangen for at få hjælp, men det var reelt ikke det der skete. Det stod hurtigt klart, at jeg ikke var den med de største problemer (hvilket er fuldt ud forståeligt) og der ikke var (nok) personale, til at tage sig af en andengangsfødende, der “bare” skulle have hjælp til amningen. Samtidigt så alt jo rigtigt ud -jeg lagde ‘rigtigt’ til, børnene suttede rigtigt, så ud til at få mælk mm. Men forløbet endte nogenlunde på samme måde.

Hvad var diagnosen?
Lægens diagnose lød (udover svamp, meget sårede brystvorter og brystbetændelse), at jeg har for smalle/snævre mælkegange, hvilket gør, at der ikke løber nok mælk til, og at det derfor bliver ved med at gøre ondt at amme. Jeg ved ikke om det er en reel diagnose, men for mig gav det mening, også ift. at mine to forløb nærmest var identiske.

Hvor lang tid gik der før du opgav at amme og begyndte at give flaske?
Jeg kan faktisk ikke helt huske det. 3 uger/1 måned måske.

Følte du det som et nederlag, da du måtte opgive at amme?
Ja, det gjorde jeg, især i starten. Men jeg vidste også, at jeg havde kæmpet så meget som JEG kunne, og at jeg havde taget et bevidst og velovervejet valg med hjælp fra min læge. Det hjalp. Især når jeg fik kommentarer som “Jaja, det gjorde også sindsygt ondt for mig, men efter 3 måneder gik det bare så fint”. Det provokerede mig på en dårlig dag, men jeg stolede heldigvis på min mavefornemmelse og på, at min beslutning var rigtigt for mig og mine børn.

Man kan blive lidt træt af at skulle forklare sig overfor både vildtfremmede og f.eks ikke tætte familiemedlemmer om, hvorfor man dog ikke ammer. På den anden side tror jeg også, at man i min situation hurtigt føler almindelig nysgerrighed og interesse som kritik, fordi det er et ømt tema.

Alle kan amme” -myte eller realitet?
Mhh, både-og, tror jeg. Jeg ved ikke, om alle kan amme, og det kan muligvis godt være, at havde jeg kæmpet flere uger/måneder, så havde amningen ‘fungeret’. Men jeg tror også, at enhver mor selv kan være med til at vurdere, hvornår nok er nok, og hvornår kampen går ud over nærheden til barnet og ens eget (og parforholdets) velbefindende. Jeg har heldigvis ikke selv lidt af fødselsdepression el.lign., og har elsket mine børn fra første øjeblik, men for mig begyndte kampen om normal amning at gå udover andet samvær og nærvær med mine børn og var nærmest alt indtagende. Jeg er ikke i tvivl om, at amning som udgangspunkt er det bedste og mest naturlige for både mor og barn. Når det er sagt, tror jeg ikke, at man behøver at frygte for kvaliteten af modermælkserstatninger idag, og man kan sagtens være lige så tæt og opmærksom på sit barn, mens man giver flaske, som når man ammer. For mig personligt gav det meget mere nærvær, glæde og ro, at side tæt med mit barn, få dejlig øjenkontakt og give forelskede smil, mens jeg gav flaske, end mens jeg kæmpede for at få amningen til at lykkedes.

Hvordan ændrede din hverdag sig efter du begyndte at give flaske?
Åhh, lige pludseligt kunne jeg glæde mig til samværet mens babyen fik mad, kunne ligge tæt, smile kærligt imens, age mm. I stedet for at sidde og tude, prøve at regulere min vejrtrækning og bide tænderne sammen. Min kæreste kunne give mad også, og få del i den tæthed dét giver – og jeg kunne nyde synet 😉

Jeg tror også, at omstændighederne har gjort, at jeg har brugt hybridviklen så meget og så længe som jeg gjorde. Jeg var meget (eller blev endnu mere) bevidst om, at børnene i hvert fald ikke skulle mangle nærhed og kropskontakt (og jeg havde også selv behov for det;)).

Og når vi nu er ved det, så giver det jo unægteligt også andre fordele. Jeg havde mulighed for at mødes med veninder uden børn et par timer og have alene voksentid og lade op på den måde – det gav mig rigtig meget overskud under barslen. Nattevagten kunne også lige pludseligt deles. Og dem der har børn, som skal have mad om natten, ved hvor meget en hel nats søvn kan gøre for både parforholdet, familien og én selv:)

I min anden barsel begyndte min kæreste og jeg efter noget tid at dele barslen, så vi henholdsvis havde 2-3 dages arbejde og 3-2 dages barsel om ugen. Det var superfedt at kunne nyde de dage, hvor jeg var på barsel fuldtud, og kunne arbejde de dage, jeg var på arbejde. Det ville ikke kunnet have lade sig gøre, hvis jeg havde ammet. Alternativet som selvstændig for mig havde været at tage den lille med på arbejde, og det havde jeg også gjort. Men personligt er jeg ikke stor fan af at være halvt på arbejde og halvt sammen med mit barn – jeg får hurtigt en følelse af ikke at slå til og hverken at være helt til stede på arbejde eller ift. min baby.

Hvad tænker du kunne gøres for at hjælpe kvinder med ammeproblemer?
Samme jordemoder gennem hele graviditeten ville sikkert være et skridt på vejen, og god opfølgning efter fødslen. Det kan være opslidende at skulle frem og tilbage på et hospital, når amningen ikke fungerer, så flere hjemmebesøg kort tid efter fødslen, kunne også være en hjælp. Jeg synes dog det ville være en god investering, hvis der var bedre offentlige løsninger her, så det ikke kun var kvinder/familier, der har råd. Frivillig ammerådgivning er helt klart fint, men det er også lidt mærkeligt at ringe til en vildt fremmed, privat person og bede om hjælp til amningen, mens man selv er godt flosset i kanterne.

Ville du prøve at amme igen, hvis du fik et barn mere?
Ja, det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke skal have flere børn, men hvis jeg skulle, ville jeg nok betale mig fra at få min egen private jordemoder, som jeg kunne tale oplevelserne igennem med, som ville kende min ‘ammehistorie’ og som ville kunne støtte mig, både i at få amningen igang på en god måde, men også i at stoppe, hvis historien skulle gentage sig.

stefani_biber_1Stefani med en få dage gammel Linus i hybridviklen

Læs mere om hybridviklen lige her eller her

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

En anderledes kærligheds-historie

I sidste måned, da jeg efterlyste “Månedens Strutmave” på Facebook, var I flere, der var lynhurtige på tasterne. Højgravide Jeanette skrev også ind, men hendes historie fortjener sit helt eget indlæg. Det er langt, men læs med hele vejen, for det er også utroligt stærkt. Jeanettes historie er (heldigvis!) anderledes end de flestes, og jeg har nu læst den igennem 4 gange. Hver gang sidder jeg med tårer i øjnene og en klump i halsen, for den er så utroligt uretfærdig og sørgelig – men samtidig er det også en historie fuld af mod og kærlighed, og om nogle helt fantastiske mennesker.

Jeg giver hermed ordet til Jeanette:

Jeg hedder Jeanette, er 31 år og bor i Grejs ved Vejle sammen med min mand Henrik og vores hund Loui.

Da jeg var gravid med vores første barn, boede vi i Holstebro. Det var planlagt, at jeg skulle føde i Herning, da børneafdelingen var der. Vi havde det bedst med, at den var i nærheden, hvis der skulle være nogle problemer.

Der var intet som tydede på, at der skulle blive noget; jeg havde en drømme-graviditet. Ingen komplikationer, et ønskebarn. Alt var lykke!

Alt var lykke lige indtil uge 37+3, hvor jeg ikke mærkede liv og kunne ikke fremprovokere noget, så da Henrik kom hjem fra arbejde, tog vi til tjek på sygehuset i Holstebro. Her startede jordemoderen med at køre en strimmel som så fin ud og der var faktisk ingen umiddelbar grund til bekymring, udover jeg stadig ikke havde mærket liv. Jordmoderen tilkaldte derfor en fødselslæge, der skannede mig. Fødselslægen kunne se, at vores søn ”sparede på sig selv” og hun vurderede sammen med en fødselslæge i Herning, at han havde bedst af at komme ud.

Vi fik forklaret, at det skete engang i mellem, og når barnet så kom ud, ville det blive godt, så det var en “livrem og seler”løsning at tage ham ud. Vi skulle derfor til Herning, hvor jeg skulle have et kejsersnit og hvor børneafdelingen var lige i nærheden, hvis der skulle blive brug for det. Vi var meget rolige og trygge ved beslutningen, så vi kørte til Herning.

I bilen snakkede vi om, hvor underligt og dejligt det var, at lige om lidt ville vi få ham ud og blive forældre. Med andre ord; vi glædede os!

Da vi ankom til Herning blev vi mødt af jordmoderen, som viser os ind på en stue, hvor jeg bliver gjort klar til kejsersnittet. Kl. 21.26 torsdag den 31. maj 2012 kommer vores søn til verden, og her begynder vores mareridt – selvom vi endnu ikke vidste, hvad der ventede os.

Vores søn var rigtig dårlig, havde kraftig blodmangel, og på grund af blodmanglen havde han også iltmangel. Han fik hurtigt tilført blod og lægerne arbejdede for at stabilisere ham. Det overvåger Henrik, imens jeg bliver syet sammen. Han kan se, hvordan der kommer flere og flere mennesker til for at hjælpe.

Jeg bliver kørt på opvågning, og efter lidt tid kommer Henrik for at se til mig. Han fortæller, at de forsat arbejder med vores søn.

Lige med et kommer jordemoderen og en sygeplejerske stormende ind og siger, at vi skal nøddøbe og det er nu. Det er først her, at det for alvor går op for os, at det er rigtig slemt. Vi havde endnu ikke endeligt fastlagt et navn, fordi vi lige ville se, hvad han var for en, men nu skulle det lige pludselig gå stærkt. Han kom til at hedde Alfred; et af de navne vi havde tænkt på og det helt rette navn til ham.

 Efter Alfred var blevet døbt, fik vi at vide, at de havde tilkaldt personale fra Skejby, som var på vej i en babyambulance. Så snart de havde stabiliseret Alfred, ville vi blive overflyttet til neonatal afdelingen, A5, i Skejby. Her ville de lægge ham i en nedkølnings-respirator for at mindske de eventuelle skader, som iltmanglen kunne have forårsaget.

Alfred kommer i bedring og i løbet af natten kører de af sted med ham. Vi kører efterfølgende i en sygetransport. Da vi ankommer til Skejby og har fået en stue på barselsafsnittet, er det første vi skal op at se til Alfred. Her møder vi en dreng, der er lyserød og fin, et dejligt syn!

På dette tidspunkt har vi nærmest ikke sovet i et døgn, så vi tager tilbage til vores stue og får et par timers søvn, hvorefter vi igen tager op til Alfred.

Da jeg er meget afkræftet (jeg er jo ny-opereret, men ens barn kommer før alt andet) tager jeg tilbage til stuen og får hvilet mig noget mere. Henrik bliver ved Alfred. Efter et par timer begynder Alfred at få tilbagefald. Han reagerer ikke og tager ikke imod behandlingen, når lægerne prøver noget nyt. Han kan ikke finde ud af at trække vejret selv.

Hen over middag kan vi godt regne ud, hvilket retning det er ved at tage. Men man slipper stadig ikke det mindste lille håb.

Om formiddagen har de taget en masse forskellige prøver på Alfred og ved kaffetid får vi dommen. De kan ikke gøre mere for vores Alfred! Personalet foreslår, at vi skal have ham over til os i min seng, så vi kunne mærke ham og være tæt på ham, alt imens han stadig var tilkoblet respiratoren. Efter en tid vil lægen så komme tilbage og sige, når det var tid til, at vi skulle sige stop. Vi skal sige stop til vores eget barns liv!

Da lægen kom og lyttede til Alfred, kunne hun konstatere, at han selv havde givet op, og ikke engang maskinen kunne holde ham i gang. Det var en stor lettelse for os, forstået på den måde at vi slap for at skulle sige stop. Selvom at vi vidste, at han ikke ville overleve, klynger man sig altid til det sidste håb. Det kunne jo være.

Alfred blev 20 timer gammel, inden hans lille krop måtte give op.

 Skejby havde et år forinden oprettet en ny afdeling, A3, en lille afdeling med 2 stuer, som er til dem, hvor barnet er dødt i maven og skal fødes og i enkelte tilfælde for par i vores situation. Dog kun hvis der er plads.

Der var heldigvis plads den fredag, vi havde brug for det. Til afdelingen var der i dagstimerne tilkoblet faste jordemødre, der havde fået ekstra undervisning i at hjælpe og støtte mennesker i den sværeste stund i deres liv. Om natten kunne man tilkalde dem.

De tog sig virkelig godt af os, og hver gang der kom en ny jordemoder på vagt, kom hun ind og præsenterede sig og ville gerne høre, hvad der var sket for os. Først blev vi lidt irriterede over at skulle fortælle det hele om og om igen. Især når de fortalte, at de havde læst vores journal, men ville gerne lige høre det fra os. Vi fandt dog hurtigt ud af, at det var fordi at jo mere man snakker om det, des bedre; man bearbejder tabet og oplevelsen en lille smule hver gang man fortæller om det.

Vi blev også spurgt flere gange, om vi ville have Alfred ind til os, om vi ville gå en tur med ham – eller noget helt andet. Det var nemlig sådan, at Alfred var kommet på køl bag en låst dør på afdelingen. Det havde de gjort, fordi de havde spurgt forældre, der tidligere havde mistet, om, hvis de kunne gøre noget om, hvad det så skulle være? Hver gang havde svaret været: Mere tid sammen med vores barn!

Hver gang de spurgte sagde vi nej tak. Vi havde det begge sådan, at vi havde sagt farvel til Alfred. Vi ville kunne huske ham for at være så fin at se på. På et tidspunkt om lørdagen sidder jeg og kigger alle vores billeder igennem, og her går det op for mig, at vi kun har to billeder, hvor vi har gjort ham i stand og givet ham tøjet på til hans sidste rejse.

Vi genoptager snakken om, hvorvidt vi skal have Alfred ind og vi bliver enig om, at vi vil have ham ind, hvis han stadig ser fin ud og så skulle han ligge i vuggen. Derfor går jeg ud til jordemoderen og beder hende kigge til ham. Han var stadig så fin og vi fik ham ind til os. Dette var simpelthen noget af det bedste vi gjorde, for ellers ville vi nok også føle i dag, at vi havde fået for lidt tid sammen med ham.

I løbet af vores ophold på A3 oplevede vi, at vi blev stærkere som par. Vi kunne overtage hinandens tanker og sætninger. Da vi kom til planlægningen af Alfreds sidste rejse, oplevede vi bl.a., uden vi havde snakket om det, at vi begge gerne ville, at han skulle ligge på kirkegården i den by, hvor jeg kommer fra – en lille landsby udenfor Holstebro, hvor mine forældre stadig bor. Vi ønskede, at han skulle brændes og have en plænesten.

Igennem hele vores ophold på A3 oplevede vi, at det var en stor hjælp, at der var en jordemoder, som kun skulle koncentrere sig om dem, der var indlagt. Der var tid til at snakke og støtte os, når vi havde brug for det – og så længe vi havde brug for det. Det gjorde, at vi var klædt så godt på, som man nu kan blive, til at komme hjem og møde omverden. Selv derhjemme stod der masser af mennesker klar til at snakke med os, bl.a. vores egen læge, den jordemoderen der havde fulgt os i Holstebro og så præsten.

På A3 blev vi også præsenteret for Landsforeningen Spædbarnsdød. I første omgang valgte vi bare at tænke over det; der var jo så meget andet, der også skulle fordøjes, men efter nogle uger meldte vi os ind. Landsforeningen Spædbarnsdød består af en masse frivillige, der er klar til at støtte og tale. Derudover tilbyder de bl.a. også sorggrupper og afholder forskellige arrangementer rundt omkring i landet. Særligt jeg havde brug for en at snakke med, og jeg fik en kontakt person med en historie, der var så tæt på vores egen som muligt. For mig var det en rigtig rar følelse at kunne tale med en, som kunne sætte sig ind i, hvordan jeg kunne have det, og hvad vi havde været igennem.

Alle mennesker er forskellige, og der er heller ingen, der sørger ens; heller ikke kun kvinder og mænd imellem. Vi oplevede, og gør det stadig, at man er stærk på forskellige tidspunkter og klar til at hjælpe hinanden igennem en svær tid. Selv i dag, næsten to år efter, kan vi have nedture, men heldigvis bliver der længere og længere imellem dem.

Den eneste ‘opskrift’ eller rigtige måde at komme igennem et tab på er, at man mærker efter, hvad der er det rigtige for en selv. Nogle har brug for at ’være i’ sorgen lang tid og andre kortere tid. Nogle har svært ved at snakke om det mens andre netop har brug for at tale det igennem. Både i forhold til venner og udefrakommende.

Vi har altid haft det sådan, at folk gerne måtte spørge til  vores søn og til os, og så har vi sagt enten til eller fra. Det har fungeret rigtig godt for os, for dagene svinger. Nogle dage er det hele bare for tæt på til at man kan snakke.

Kort tid efter vi mistede Alfred flyttede vi til Vejle. Det havde hele tiden været meningen, fordi Henrik havde fået arbejde hernede. Vi har oplevet det som at skulle starte helt forfra, og at møde nye mennesker har til tider været en udfordring. Et er, at det kan være svært for folk man kender, hvordan de bedst forholder sig til ens tab. Noget helt andet er, når man skal møde nye mennesker. I vores alder er det oplagte spørgsmål “Har I nogen børn?”. Man har både lyst til at sige ja og nej på samme tid – ikke mindst fordi man overvejer, hvordan modtageren nu vil reagere hvis man siger ja, og så fortæller at vores søn bare ikke er iblandt os mere.

Vi valgte løsningen at ’føle os frem’ og gjorde, hvad der virkede som det rigtige i øjeblikket. Vi har både oplevet dem, der har taget det i stiv arm og spurgt ligeud, om de måtte spørge ind til det. Det er en rigtig god reaktion. Men vi har også oplevet, at nogle tog afstand og slet ikke kunne finde ud af, hvordan de skulle forholde sig til os. Det er ikke kun ubehageligt for dem, men også for os. For vi har ikke lyst til at gøre folk dårligt til mode.

Det har også hjulpet, og vi hele tiden har haft følelsen af at vi har gjort det, der var rigtigt for os; nemlig at se fremad og forberede os på en ny graviditet, for vi kunne ikke se et liv uden levende børn og vores største ønske var at kunne gøre Alfred til storebror.

Dertil er vi kommet nu for den 19. marts 2014 kommer lillebror til verden ved planlagt kejsersnit.

Denne graviditet har naturligvis fyldt meget og været med en del bekymringer, men vi har fra starten haft en fast plan for hvordan vi skulle komme igennem med mindst mulige bekymringer. Vi er blevet fulgt tættere og blevet skannet oftere. I Kolding, hvor lillebror skal komme til verden, har de et lille hold af læger, der skanner tvillingegraviditeter. Her kan de ved på deres særlige udstyr og med nogle specielle teknikker og målinger se, om et af børnene skulle have blodmangel. Det kan forekomme, når der er 2. Vi venter jo kun en, men fordi Alfred blandt andet havde blodmangel, blev det vurderet at det ville være det rigtige for os – og det er vi selv ikke i tvivl om, at det har været.

Udover at jeg har været mere belastet og besværet i denne graviditet, så har ham der lillebror det rigtig godt inde i den lille et-værelses. Troen på, at Alfreds skæbne var og bliver et engangstilfælde, gør, at den sidste ventetid nu bare skal overstås, og så glæder vi os til at tage imod lillebror.

At miste noget så dyrebart som et barn, er et rigtig svært emne, og desværre ikke noget, man taler om. Der er stor berøringsangst omkring det.

Der er ikke noget bestemt råd, jeg kan give videre.  Jeg kan kun anbefale, at man hele tiden mærker efter hvordan man egentlig har det, og hvad der føles rigtig for en selv og som par. Der er jo desværre ikke de samme tilbud om hjælp rundt i landet, men jeg vil opfordre til at tage imod så mange som muligt – selvfølgelig uden at føle, at man er ved at drukne i dem. Gør eventuelt som os; tænk over tilbuddet og tag det op på et senere tidspunkt, som vi gjorde med Landsforeningen Spædbarnsdød. Det er nemlig ikke sikkert, man får tilbuddet igen, og man kan altid sortere fra, hvis det ikke føles rigtigt.

Vi oplevede også, at jo mere åbne vi har været om tabet og oplevelsen, des flere har åbnet sig over for os, og vi har hørt om flere, der også har mistet, og som har tilbudt os at tale med dem om det. Vi takkede pænt for deres tilbud og sagde, at vi ville vende tilbage, hvis det var okay. Vi har ikke umiddelbart benyttet os af de tilbud, fordi vi har følt, at vi fik hjælp nok fra de professionelle og offentlige instanser. Men bare det at man ved, at der er nogen, der tænker på en og til enhver tid vil hjælpe og støtte en, er en rigtig rar fornemmelse. Det betyder at man ikke føler sig alene med sit store tab.

/Jeanette

jeanette

Vi ønsker Jeanette, Henrik og ‘Lillebror’ en rigtig god fødsel på onsdag – og ALT det bedste fremover til hele familien. De er de stærkeste, mest fantastiske mennesker.

Lillebror kom til verden onsdag d. 19.3.2014 – og hele familien har det godt:lillebror

Du kan læse mere om Landsforeningen Spædbarnsdød HER

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Nyt ansigt i Strut: Mød Christine

Hvis du har været forbi Strut på Fælledvej onsdage eller torsdag eftermiddag i februar, har du måske allerede mødt vores søde, nye kollega Christine. Hun for ordet her på mestforgravide i dag og fortæller om sig selv:

“Jeg hedder Christine og læser til jordemoder på 5. semester på Professionshøjskolen Metropol. Jeg elsker Struts koncept om, at graviditeten og tiden som nybagt mor skal være en dejlig tid, hvor selv-forkælelse er et must. Det er ikke kun udvalget i butikken, der skal bidrage til dette, men også hele oplevelsen af at være i Strut og de rammer som personalet sætter. Det bliver spændende at være her i Strut – jeg ser frem til at møde jer alle.”

Skærmbillede 2014-02-19 kl. 11.19.38 AM

Christine har fundet sine favoritter fra butikken til barselsgangen – som et alternativ til den hvide hospitalsskjorte.

christine barselsgang

Tørklæde fra Queen Mum til 149,50 DKK 299,00 DKK // Ammetop fra Carriwell til 249 DKK // Cardigan fra Queen Mum 454,30 DKK 649,00 DKK // Bløde bukser fra Mamalicious til 399,95 DKK // Rummelig pusletaske fra ByStroom, model Goa, til 499 DKK // Vikle fra Je Porte Mon Bébé til 599 DKK // Stofbleer fra Soft Gallery, 3-pak til 149 DKK // Nipple Cream fra Strut – no nonsence skincare til 69 DKK // Uld/silke-ammeindlæg fra Carriwell 110 DKK

“Her er alternativet til hospitalstøjet på barselsgangen:

Luna Jersey Pant er i mine øjne perfekte til de første dage på barselsgangen. De er komfortable og har et casual look. Til dem ville jeg medbringe en slimming ammetop i sort, da det er rart at have noget tætsiddende på, der holder maven lidt på plads – toppen kan give støtte til den ømme mave under bevægelse. Desuden er toppen ammevenlig og barnet kan nemt komme til brystet. Queen Mum’s strik cardigan med ¾ ærmer i blå er perfekt, da den er ammevenlig med sine knapper, kan holde brysterne godt varme, og farven bryder det grå/sorte look. Det fine sort/hvide tørklæde fra Queen Mum med en snert af blå, vil matche outfittet så fint.

Et voilà: et dejligt alternativ til hospitalets forvaskede hvide skjorter!”

Psst! For den udvidede version af tasken til barselsgangen, som vi pakkede med hjælp fra jer i efteråret, læs HER

HUSK: Du kan stadig være med i konkurrencen om en slynge fra Je Porte Mon Bébé – du skal bare følge @strutshop_dk på Instagram!

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Nytårs-give away: Online-kursus hos sexolog og parterapeut Maj Wismann

VINDEREN ER FUNDET! Tillykke til Camilla, der var modig nok til at være offentlig. Vi håber, du får en masse med dig fra kurset og ønsker dig den bedste fødsel om et par uger.

Tak til Maj for at donere den flotte præmie – og tak til alle jer, der deltog. Vi vil i løbet af foråret italesætte sex og samliv mere her på bloggen og håber, at være med til at gøre det lidt mindre tabubelagt at tale om.

Struts nytårs-give away kan også være en idé til et nytårsfortsæt. I al fald, hvis du drømmer om at få gode råd og input til samlivet med din partner enten du er gravid eller nybagt mor. I samarbejde med Maj Wismann kan du nemlig vinde online-kurset ‘Få sexlysten tilbage – og behold den for livet’

Maj Wismann har siden 2006 arbejdet professionelt med kærlighed. Hun er bl.a. brevkasseredaktør for Sex og Samliv på magasinet Psykologi og på Magasinet Mor. Desuden har hun været fast ekspert på Woman i 5 år. Majs passion er at give dig værktøjerne til at opbygge livsglæde og meningsfuldhed i livet, samt at få skabt de relationer, du ønsker i dit liv, samt at tage det fulde ansvar for dit eget liv, hvor du vil hen, med hvem og hvad det skal indeholde.

Maj skriver bl.a. om kurset: “Manglende og nedsat sexlyst er det største seksuelle problem i danske parforhold, og det er en kæmpe synder i de voldsomme skilsmissestatestikker. De fleste mænd og kvinder ønsker ikke et parforhold uden et aktivt og nydelsesfuldt sexliv, men ved simpelthen ikke, hvad der skal til for at få sexlysten til at kommer igen. Og så kommer frustrationerne, konflikterne og de negative og opslidende følelser. … Trin for trin viser Maj dig, hvordan du generobrer din sexlyst, så du slipper for dårlig samvittighed, tankerne om, at “der er noget galt med mig”, den sure (og ulykkelige) mand, og følelsen af, at du ikke er god nok – og derhen, hvor DU styrer sexlysten og har taget magten, kontrollen og nydelsen tilbage.”

maj wismann give away

Du kan deltage med op til 2 lodder (og det er helt anonymt):

  • send en mail til info@strutshop.dk med dit nytårsfortsæt (eller mangel på samme!) – 1 lod

  • send en mail og følg Strut på Facebook eller via Bloglovin’ – 2 lodder

Vi finder en vinder mandag d. 6.1., så du kan deltage helt til 5. januar kl. 23.59.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook eller via Bloglovin’

NEW IN: Strut – no nonsense skincare

I nogen tid har Strut barslet med en helt særlig ‘baby’, og nu kan vi endelig løfte sløret for den lille ny!

Du kan nu få lækre, økologiske og parabenfri plejeprodukter i Struts eget mærke, produceret af Vølve. Filosofien bag er ‘no nonsense skincare’ og produkter, der holder, hvad de lover. Der er intet ‘overflødigt’ i hverken olier, nipple cream eller butt paste – kun ingredienser der er gode for din og babys hud.

Produkterne anbefales af jordemoder Krista Hulten.

strut no nonsense skincare

[baby oil] Babyolien har en basis af ferskenstensolie, der indeholder A- og E-vitamin. Særligt E-vitamin er kendt for sine egenskaber som antioxidant. Derudover er ferskenkerneolie lettere i konsistensen end f.eks. mandelolie og giver masser af fugt. Derudover indeholder olien en anelse morgenfrue, der har antiinflammatoriske egenskaber. Den kan også bruges som makeup-fjerner, til massage eller i badet.

Jordemoderen anbefaler: “Fantastisk olie der tager hensyn til den sarte periode hvor både du og baby skal passes ekstra på. God hjælp til at komme irriteret hud, kløe og infektion i forkøbet.”

[belly oil] Belly-olien er gavnlig både før og efter fødslen. Udover ferskenkerneoliens plejende egenskaber hjælper særligt geranium med at forbedre blodcirkulationen og stimulerer huden, salvie og bergamotte styrker den hormonelle balance og er beroligende og anti-bakterielle. Hamp nærer huden.

Jordemoderen anbefaler: “God for huden, hjælper mod strækmærker, ømme områder, infektion og opbygger grundlæggende styrke i vævet.”

[nipple cream] og [butt paste] indeholder sheasmør, lanolin og bivoks. Intet andet. Brug dem til ømme og ‘sårede’ brystvorter, til røde numser, som barriere mod vinterkulden på kinder og næsetip og som læbepomade.

Jordemoderen anbefaler: “Naturens bedste hjælper for øm og “hul-på” hud både for mor og barn. Organisk beskyttende.”

Alle produkterne er økologiske og indeholder hverken parabener, kunstige parfumer, farvestoffer, silikone, mineralske olier, SLS eller MI

strut produkter

Kom forbi Strut og hør mere og se produkterne – du finder dem også på strutshop.dk

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook eller via Bloglovin’

Første jul med baby

Den første jul med baby er noget helt særligt. For første gang skal I til at skabe jeres egne traditioner med et lille barn og du har muligheden for at genopleve glæderne ved jul med dit barn.

Det kan være en kunst at få forventninger, familieforgreninger og forskellige juleskikke til at mødes med din lille nisses spise- og sengetider.

Derfor jeg har samlet nogle forslag til, hvordan I kan fejre jul med baby, så det både er hyggeligt og rart for jer alle – og lidt billeder fra min første jul som mor 🙂

babyjul

Hvad er vigtigt for jer?

I kan nok ikke nå både pakkeleg, gudstjeneste, Disneys juleshow, samtlige vers af alle julesalmer, timelang julemiddag og alle julekalenderne i tv, så tag debatten om julens indhold løbende. Forsøg at være rummelig, når det gælder juleaften. Hvis du ‘får’ en tradition, så giv din partner en anden. Logistikken omkring selve juleaften er dog ret vigtig at få på plads i god tid. Hvor skal I være? Aftal evt. at fejre jul hos dine og din partners forældre hvert andet år. Hvis I skal hjem til dine svigerforældre, så snak forinden om, hvordan deres jul plejer at forløbe. På den måde ved du, hvordan planerne passer med babys senge- og spisetider.

Hvis turen tværs gennem landet er for lang eller middagen kl. otte lovlig tæt på sengetid, så meld det ud. De fleste bedsteforældre er heldigvis meget børnevenlige og åbne for, at julen kan se anderledes ud. I al fald et par år. Ellers må I sige, at I ikke kan fejre jul på den måde og samtidig få en god aften.

Alternativt kan I holde jul selv. Så er det lettere at få dagsordnen til at passe med spise- og sengetider. Uddeleger opgaverne til gæsterne, der sikkert gerne står for anden eller ris a la manden.

Jul på babys præmisser

Justér lidt på jeres traditioner, så de stemmer overens med jeres barns behov. Hvis julen kun var børnenes fest, ville det være simpelt at indrette den efter de mindstes ønsker: gaver først, dernæst sang og dans om juletræet, så mad og bagefter i seng til næsten almindelig tid.

Prøv at spørge: ‘Hvad tror vi vil give vores barn og os selv den bedste jul?’, og kig så på dit barn.

Hvor gammel er baby? Et barn på et halvt år har ingen særlig interesse har i familiens juleløjer, men en toårig kan have ret meget sjov med dem. Hvilken type er dit barn? Overvej for eksempel, hvor meget det betyder at overholde sengetiden juleaften. Hvis dit barn på halvandet år går totalt i stykker af at få rykket på sin sengetid, så det udløser to timers gråd, inden de små øjne lukker i, skal I selvfølgelig holde fast i sengetiden – også selv om det er juleaften. Hvis jeres barn derimod er mere robust, kan I måske godt holde den lille oppe til lidt senere end sædvanligt. Hvis baby kan holde til det, så er det okay at slække lidt på de sædvanlige rutiner og principper. For det er jo kun jul én gang om året, og det er OK at lære, at der er forskel på hverdag og fest.

Måske vil baby være lidt pylret næste dag på grund af træthed, men så er det op til jer at sørge for ro og rutiner. Husk, at den lille skal have pauser til at fordøje alle de mange indtryk, så måske er det ikke i år (eller næste år), I skal prioritere at drøne rundt til samtlige julearrangementer, julemarkeder og julefrokoster.

Gaver om formiddagen

Vær klar over, at hvis I vælger at lade jeres baby deltage i så meget som muligt af julefesten, så gør I det i vid udstrækning fordi I selv – og sikkert også jeres familie – ønsker at dele de mange juletraditioner med jeres barn. Babyer og små tumlinge er egentlig ret ligeglade med julemaden og har ingen fornøjelse af at få et væld af gaver hen på de sene aftentimer.

Vil I holde jul med udgangspunkt i babys behov, så lad hende pakke et par gaver op om eftermiddagen. Og lad hende tulle rundt mellem jer for at suge så meget som muligt af den gode stemning til sig, indtil hun har brug for at sove. Sæt ambitionerne lidt ned for, hvor meget dit lille barn skal nå at opleve af alle julens traditioner med mad, dans om juletræet og gaver. Prøv i stedet at være realistisk med, hvor meget dit barn kan holde til alt efter alder og temperament. Det vigtige er at få tilpasset traditionerne, så de passer til dit barns behov. Hvis ønsket er, at baby skal spise julemiddag, skal spisetiden tilpasses hendes sædvanlige rutine.

Overvej også at rykke tidspunktet for at danse om træet – det er sjovest, hvis ikke den lille er ved at segne af træthed. Gaverne kan falde i små doser fordelt over dagen – eller måske et par dage. Så kan baby meget bedre overskue dem og får mulighed for at undersøge dem alle.

Rigtig god jul!

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook eller via Bloglovin’

Gratis jordemoderkonsultation i Strut

Vi er snart nået slutningen af året, men det betyder ikke, at du skal snydes for en sidste omgang jordemoder-snak i 2013. Vi fortsætter naturligvis successen i det nye år, så hold øje med nyhedsbrev, Facebook eller bloggen for datoer og info 🙂

Torsdag d. 19. december fra 9.30-11.30 kan du møde jordemoder Krista fra dinfødsel.dk til en snak om fødsel og fødselsforberedelse med udgangspunkt i dagens tema:

Sund og sikker fødsel – det skal du vide!

  • Du hører mere om hvad du selv kan gøre, for at give dig selv og baby de allerbedste odds for en både sund, god og sikker fødsel.
  • Du får gode råd til, hvordan du får den fødsel, som passer til dig og din krop (og til baby!).
  • Du får et materiale med hjem fra Krista fyldt med viden og gode råd.
  • Vi byder på te og kaffe – og i anledning af julen også lidt sødt. Der vil være særlige tilbud på dagen.
  • Du får mulighed for at få taget et fint billede af din smukke strutmave.

Læs mere om sidste jordemoderkonsultation HER.

I løbet af de 2 timer, der er sat af, er der er rigelig tid til at få sat ord på og drøftet dine tanker og overvejelser omkring din graviditet og fødsel med indspark fra andre gravide og fra en erfaren jordemoder.

TILMELD DIG HER

jordemoder

Psst! Husk også vores advents-give away om lækre basis-pakker til gravide eller nybagte mødre. Læs mere og deltag HER

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook eller via Bloglovin’

 

Alt det, vi ikke taler om

Der er masser af følelser forbundet med at have børn, men det er ikke alle, vi tør eller har lyst til at dele med andre.

Har du af og til lyst til at smide baby ud af vinduet, til at gå på restaurant og drikke dig fuld med din kæreste uden at spekulere på baby og babysitter. Det ER stort og vidunderligt at blive forældre, men det er godt nok også hårdt arbejde. Du er på 24 timer i døgnet, og dine behov ligger og roder et sted mellem gylp-plettede stofbleer, skoldede sutter og kronisk søvnunderskud.

Det skal helst være skønt og idyllisk at være børnefamilie, og det er let at føle sig forkert, hvis ens egen oplevelse ikke stemmer overens med idealet. Det kan være svært at tale om det ‘grimme’, men ikke desto mindre er åbenhed netop med til at bryde tabuerne. (Og der er altså ikke megen idyl over en smask-snottet baby, der ikke kan trække vejret ordentligt og derfor sover mere end sporadisk og er pylret og anstrengende at gøre tilpas i løbet af dagen!)

De fleste følelser er hverken forkerte eller unaturlige – eller ualmindelige for den sags skyld! Det vigtigste for baby, for dig og for parforholdet er, at I snakker om følelserne og hjælper hinanden, når det hele er lige lovligt surt.

Kender du de her 10 tabuer? Os her i Strut gør!

tabu1

tabu2

tabu3

tabu5

Psst! Du kan læse min personlige oplevelse af ikke at elske sit barn fra første sekund HER

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook eller via Bloglovin’

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
%d bloggers like this: