Category Archives: Gæsteblogger

Variations of normal: Nancys historie

Over den kommende periode vil vi sætte fokus på det normale – eller rettere: på variationer af normalistet. Fordi alle kvinder er forskellige, og selvom der er fællestræk ved graviditeter, fødsler og livet med babyer, så er der vide rammer for det normale. Og endnu videre rammer for hvordan oplevelsen af graviditet, fødsel, barsel og moderskab i det hele taget er.

I Strut vil vi gerne støtte og udbrede en kultur af forståelse, respekt og anerkendelse af forskelligheden. Hos os er der ingen rigtig eller forkert måde at blive eller være mor på, og derfor vil vi meget gerne høre jeres historier. Skriv til stine@strutshop.dk hvis du har lyst til at dele din #variationsofnormal

Vi starter med en historie, der nok er lidt anderledes end de flestes. Nancy Njoka er advokat, født og opvokset i Kenya, men bor nu med sin mand (der er islænding) og er på barsel med sin lille søn på Østerbro i København. Hun blogger på nancynjoka.com om livet som mor i vesten og om forskelle på Kenya og Danmark.

Nancy fortæller sin historie her:

MY PREGNANCY AND BIRTH STORY

I had just completed my postgraduate diploma that would see me to being an advocate of the High court of Kenya. My life was going according to plan. In addition to that, I had secured a job at the organization of my dreams. I was a human rights activist. Little did I know that it was to be the beginning of another milestone in my life? My journey to parenthood. It was the beginning of my pregnancy and birth story.

It was not even a week after reporting to my new workstation when i found out that I was pregnant. It was barely a month since my now husband had visited me. This was the first time in my life i ever took a pregnancy test. I traversed the (streets of Eastleigh) in search of a pharmacy to buy a pregnancy test kit. This was after I realized I had constant cramps with no actual period. I rushed to the bathroom and took the test. What I then thought, was the worst thing, happened. I WAS PREGNANT. Like every other person’s pregnancy story, I did not believe the results. I took off to the nearest clinic and requested for a professional test. The results were the same. PREGNANT!!!! I took five more tests after that visit.

This was the beginning of a journey I was not ready for at that moment. I had never thought I would be a parent at the age of 26. I had never even dreamt about it. A cloud of guilt took over. I could barely envision the disappointment from my father’s face when I broke the news. This would be to risk being disowned especially after the school fees loans he had secured to ensure I became a Lawyer. In fact, he had warned me severally on the risks of getting pregnant while I was still a resident in his house. Honestly, i contemplated the worse things possible. My African society and worse of all Christian, does not comprehend sex before marriage let alone pregnant.

Therefore, I decided to keep the news to myself. “Hey babe we gonna have a baby.” This
was a text message to him. As if he was expecting, he was very calm and congratulated me. I must admit that was very encouraging. Just then, I realized that we lived in two very different Worlds. Most of our young men would take you through a guilt trip. This news led to a quick, simple civil marriage. No sooner had we been hitched than my then long distance boyfriend had to go back to his country. Shortly after, I was required to apply for a visa to join him. There was a possibility of being denied the crucial document following the influx of refugees in the West. Furthermore, Denmark has the most strict immigration laws in the European Union. I waited for about two months and finally I joined my husband.

My pregnancy journey went by and it was time to give birth. The closest and the only person I had with me was my husband. I had never imagined giving birth without my mother. Well, I had made a choice.

MY LABOUR STORY

“You are doing really good babe, press on” he would tell me whenever I stretched for that oxygen mask. Even through the oxygen, I would still take a deep breath and exhale out slowly until the contraction was over. By this time the contractions were so close together that, I did not have time rehearse for the next one. The midwife kept me engaged all through assuring me that everything was okay.

At about 7 o’clock I had a change of midwife. This was the time we realized that the baby was facing north instead of south. It was time to put the little baby in position. I was made to dance from bend over to attract the gravity to pull the baby down to ball dance if there is such. The most excruciating one was when I was told to get out of the bed and sit on a lower point with my husband holding my back. The waves at this point got stronger than I ever imagined. The pain was so bad that in the middle of a contraction I would imagine that I walked away from my body, and I was snorkeling in the big waters of Indian Ocean.

“Nancy, don’t push yet,” The nurse would tell me. The most heartbreaking moment was when she told me that my contractions had stalled. I tried crying out of desperation but I could not. I did not have any strength to. All I could do was make deals with myself. I told myself that I was almost there, that I could do it. I remember her telling me that I would actually give birth the next day. I bored my eyes to Rogvi and broke a sweat I think, from fear. I felt as if I were in some kind of war (I was). I felt like this was my moment, my big test, and I was rising to the occasion. I would save the world.

Except I was not. I was doing the most banal thing in the world. I was giving fucking birth.
I have no idea about why people refer to this as normal birth because honestly there was nothing normal about it.

THE PUSHING AND BIRTH

The urge to push my insides out was so enormous that I could not continue with my okay nurse anymore. I found myself pushing instead of the short breathes, the whooo whoo whoo whooo ones. The pushing gave me a bit of relief. After a few gymnastics, the midwife felt that it was okay for me to push since the baby had by now turned south. Childbirth got real. The screams got louder. I think at some point I cursed eve for eating the damn apple.

The pushing, oh the push. I missed my home country where I would have gotten an emergency C-section for the baby facing north. Then I would not have to go through the agony. Anyway, at this point all I knew was that I needed to push. I have no idea where I got the energy. I was afraid that I would empty my bowels on the bed and midwife kept on assuring me that I wouldn’t, well I did not.

The last chunk of pain was when my angel’s head was crowning. Eden got real. God must have been so angry with Eve to give her such punishment. It was like an inferno. The only way I could make it was by a loud scream. I screamed twice and the third time my baby was out. My baby boy was born at 11.39 p.m. After this was another phase of endless pain and ignorance. Breastfeeding troubles and googling everything.

Fitmomcph: Træning i 2. trimester

Så er det blevet tid til 2., og næstsidste, del af vores træningsindlæg med Fitmomcph.dk, der handler om, hvordan du kan træne, når du er i dit 2. trimester. Fik du ikke læst del 1. (træning i 1. trimester), så kan du finde det her.

Midten af din graviditet, træning i andet trimester

Tilbage på sporet
De fleste gravide har det godt i 2. trimester, og energien er kommet tilbage. Du er endnu ikke besværet af en kæmpe mave, og kan med fordel starte eller genoptage træningen nu. Hvis du har trænet før, kan du fortsætte, men hold intensiteten til 14-15 på borg skalaen (se tidligere indlæg). Hvis du skal igang med fysisk aktivitet i 2. trimester, er det vigtigt, at du gør det med en gradvis stigende intensitet. Du kan du starte med at træne ved en intensitet på 11-12, efter et par uger kan du gå op til 12-13, bliv her et par uger og stig så til 13-14, for at ende på 14-15 efter ca. 6-7 ugers træning, gerne 3 gange om ugen.

Hvorfor skal du træne?
Der er en række gode grunde til at træne, når du er gravid, og du kan måske bruge dem som motivation til at fortsætte eller komme igang. Du kan se din fødsel som et marathon, alle kan gennemføre med eller uden hjælp, men du kan bruge din graviditet til at træne til at kunne gennemføre dit marathon bedst muligt. Vægtøgning under graviditeten er mindre hos kvinder, der træner meget under graviditeten (1, s. 134) Herudover viser et studie at de kvinder, der fortsatte med at være meget fysisk aktive under graviditeten (2,3) fødte børn, der var normalvægtige, men i gennemsnit var fødselsvægten lidt mindre (3.369 g versus 3.776 g) (1). Den lavere fødselsvægt hos børn født af kvinder, der er meget fysisk aktive, skyldes primært, at barnets fedtmasse er reduceret, mens alt andet var som det skulle(4;5). Så hvis mor træner, får baby altså allerede fra start et godt og sundt udgangspunkt, og hvem vil ikke gerne have et normalvægtigt barn, hvis der er tale om vaginal fødsel 😉

Hvad skal jeg træne?
Du kan allerede godt nu begynde at træne din bækkenbund. Både din graviditet og fødsel er med til at gøre din bækkenbunds muskler svagere. Du skal implementere bækkenbundtræningen i din almindelige træning. Hver gang du laver et løft, skal du knibe sammen om endetarmen, når du kniber sammen der, får du automatisk vagina og urinrøret med(7). Urininkontinens under og efter graviditeten kan forebygges ved træning af bækkenbundens muskulatur under graviditeten (1, s. 134). Det er en god ide at øve dig, så du er klar til, når der kommer tyngde på. En øvelse der træner bækkenbunden og baller, (win win), er hipthrust.

Øvelser

1: Hip thrust. Pres hoften op og knib sammen, hold knibet i 6-8 sekunder. Sænk hoften og slap af i 6-8 sekunder, gentag 20 gange. HVER DAG 🙂

2trim Øvelse 1

 

Hvordan skal jeg træne?

Når du er gravid, er det vigtigt at tænke træning som vedligeholdelse. Du skal altså ikke øge din styrke under graviditeten, blot vedligeholde den frem til fødsel. Du kan sagtens lave styrketræning i 2. trimester, men du skal ikke presse dig til dit maksimale. Et eks. kunne være, at du laver 14 gentagelser med en given vægt, men du kunne faktisk godt lave 20 gentagelser. Så arbejder du ved en intensitet der er ca. 70 % af din maksimale ydeevne. Det samme kan du gøre med en vægt, hvis du eks. ved, at du før kunne lave 10 kb swings med 24 kg, så nøjes du med at lave de 10 swings med en på 16 kg som er ca. 70% af din maksimale ydeevne. Hvis du ikke har trænet før og ikke ved hvad din ydeevne er, kan du bruge borg skalaen og holde dig på eller under 14-15.

Her er et forslag til et helkrops træningsprogram, der kan laves 3 gange om ugen. Lav hver øvelse i 1 min, sørg for at knibe sammen før du laver en øvelse og lav dem kontrolleret. Lav 5-10 runder

2. 1 min Squat med kettlebell: Stå i hoftebredde og hold vægten foran brystkassen, sæt langsomt hoften bagud. Hold ryggen ret og spænd i mave og bækkenbund. Spænd i ballerne og rejs dig eksplosivt op til startposition.

2trim Øvelse 2

3. 1 min Kettlebell swing: Sæt hoften tilbage og sørg for, at din ryg er ret og dine knæ er over dine anklerne. Spænd i baglår og baller og rejs dig op til helt udstrakt position. Sørg for at spænde op i bækkenbunden også når du har hoften bagud. Øvelsen laves med let vægt (70% af max), og der kan sagtens holdes pauser undervejs i løbet af minuttet. Hvis det føles ubehageligt kan øvelsen laves uden vægt ved blot at presse hoften bagud og eksplosivt rejser sig op til udstrakt.

Trim2 øvelse 3

4: 1 min Rows med kettlebell eller håndvægt. Tag et skridt frem med den ene fod, sørg for at begge fødder peger i samme retning. Stræk dit bagerste ben og læg vægten i det forreste ben der er let bøjet. Læn overkroppen frem med vægten i strakt arm, sørg for at ryggen er ret. Træk vægten op til ribbenet og hold igen ned til strakt arm. HUSK at spænde i bækkenbunden og sørg for at hoften er lige. 30 sekunder på hver arm.

Trim2 øvelse 4

Rigtig god træning, nyd din voksende mave og husk, at du træner både for din egen og din babys skyld.

Glæd jer allerede til næste indlæg fra Sif, hvor hun fortæller om træning og øvelser i 3. trimester.

Og mangler du træningstøj med plads til strutmaven, så har vi masser af det i Strut og på Strutshop.dk lige her.

Kilder: 

(1) Sundhedsstyrelsen, Center for Forebyggelse FYSISK AKTIVITET – håndbog om forebyggelse og behandling. 2003
(2) Clapp JF, III. The course of labor af- ter endurance exercise during pregnancy. Am J Obstet Gynecol 1990; 163(6 Pt 1):1799-1805.
(3) Clapp JF, III, Capeless EL. Neonatal morphome- trics after endurance exercise during preg- nancy. Am J Obstet Gynecol 1990; 163(6 Pt 1):1805-1811.
(4) Clapp JF, III, Dickstein S. Endurance exercise and pregnancy outco- me. Med Sci Sports Exerc 1984; 16(6):556- 562.
(5) Bell RJ, Palma SM, Lumley JM. The effect of vigorous exercise during preg- nancy on birth-weight. Aust N Z J Obstet Gynaecol 1995; 35(1):46-51.
(6) Hjollund NH, Jensen TK, Bonde JP, Henriksen TB, Andersson AM, Kolstad HA et al. Spontaneous abortion and physical strain around implantation: a follow-up study of first-pregnancy plan- ners. Epidemiology 2000; 11(1):18-23.
(7) Klarlund Pedersen, Graviditet og Motion 2. udgave, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk 2012

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Gæsteblogger: Fyrsten og Fruen

FullSizeRender copy 2

Jeg er førstegangs gravid og mor til tre: Oliver på 19, Ane på 2 og Baby som endnu hviler trygt under mit bryst. Lyder det forvirrende? Så hæng på.

Jeg blev bonusmor til Oliver, da jeg var 23, og han var 10. Jeg havde på ingen måde forestillet mig, at jeg skulle forelske mig i en mand, Jess, der var 10 år ældre end jeg, og som ikke bare boede i en anden landsdel, men også var far til en stor, smuk dreng. Men tingene bliver jo sjældent, som man forestiller sig. I det her tilfælde blev de meget bedre 🙂 Jeg har aldrig tænkt – hverken dengang eller sidenhen – at jeg skulle påtage mig en morrolle overfor Oliver. Sådan én har han jo. Hvilket stod ekstra tydeligt én af de første weekender, hvor vi var sammen. Jess var faldet i søvn på sofaen, og Oliver fik lov at vælge en film, vi skulle se. Jeg husker ikke titlen, men det var vist en Stephen King. Da vi havde set filmen færdig, sagde Oliver: ”Orv, hvor fedt! Sådan en film ville min mor ALDRIG lade mig se!!!” Ups…. Så nej, jeg var ikke og bliver ikke Olivers mor, men jeg bærer med stolthed titlen som hans bonusmor – for det er det, jeg er: Én ekstra til at elske ham. Og selvom jeg hverken har skiftet hans bleer eller sunget godnatsang for ham, så er jeg sikker på, at det jeg har givet ham, i form af at være en ekstra voksen til at støtte, vejlede og elske, også har været medvirkende til at skabe det omsorgsfulde og dejlige menneske, som han er i dag.

Ane blev jeg mor til, da jeg var 25, men jeg fik hende først i mine arme fire år senere. Jess og jeg var netop blevet gift, og jeg drømte, at en lille pige med mørke øjne stak hovedet ud ad min mave. Jess var ikke svær at få med på idéen, som han selv havde haft længe, så vi gik straks i gang med Projekt Baby. Undervejs købte vi hus, bil og hund – for det er jo sådan man gør, ikk’? Tiden gik, og de to røde streger udeblev. Vi indkøbte en stak ægløsningstests, som ikke gjorde den store forskel, og til sidst tog vi til lægen. Konklusionen lød på svært nedsat sædkvalitet, og vi blev henvist til fertilitetsbehandling. Vi startede op på Holbæk fertilitetsklinik, som var meget optimistiske. Nogle af Jess’ prøver var dårlige, mens andre var okay. Og han havde jo et barn i forvejen, og jeg var ung. De ville dog alligevel starte os op med ICSI (microinsemination), som er den mest avancerede form for behandling, da vi jo kunne risikere at stå med endnu en dårlig prøve fra Jess på selve dagen. Jeg var fuld af håb og tro på, at det nok skulle lykkes. Det havde de jo sagt, at det ville. For at gøre en lang historie kort, stod vi 2 år senere med flossede nerver, forgrædte øjne og 9 icsi-behandlinger i rygsækken. Vi var desuden 150.000 kroner fattigere, da vi startede op samtidig med, at der blev indført brugerbetaling på fertilitetsbehandling. Lægerne udredte os begge igen og kunne ikke finde nogen grund til, at vi ikke blev gravide. Deres eneste forklaring var, at vi enten var uheldige, eller at vi rent genetisk ikke passede sammen. Jeg var ødelagt. Fuldstændig ødelagt. Og Jess ligeså, for han skulle ikke blot bære sin egen sorg, men også holde mig på benene. Så vi satte alle sejl ind! Vi ansøgte om adoption (som også viste sig besværligt af forskellige årsager), vi så nærmere på sæddonation, og vi tog en alvorssnak med hinanden og min søster.

Infertilitet er desværre ikke nyt i min verden – begge mine forældre har været møllen igennem med deres nye ægtefæller, så både min søster og jeg lærte allerede i vores barndom, at langt fra alle børn kommer med storken. Som teenagere lovede vi hinanden, at kunne den ene af os ikke få børn, ville den anden hjælpe. Min søster havde tre børn, inden sin 30 års fødselsdag. Flere gange under vores behandlingsforløb havde hun mindet mig om, at hun agtede at stå ved sit løfte. Jeg slog det hen. Selvfølgelig. For man føder jo selv sine børn, ikk’?! Ens søster kan da i hvert fald ikke gøre det! Ikke desto mindre tog vi snakken. Og med en blanding af tanker som ’det her kan vi godt’ og ’det lykkes alligevel aldrig!’ blev vi enige om at give det et forsøg. Vi ville skiftevis inseminere mig med donorsæd, og min søster med min mands sæd. Ikke overraskende stod jeg endnu engang med en negativ test. En måned senere stod min søster med en positiv.

Og sådan blev jeg mor til Ane 🙂 Den smukkeste lille pige med de mørke øjne, som jeg havde drømt om 4 år tidligere. Hun er 2 år i dag og det vigtigste i min verden. Hun ligner sin moster af udseende, men har sin fars iver, når det kommer til at arbejde med at bygge en hule eller save en gren over. Hun har til gengæld sin mors skøre måde at danse på og klæder sig ud ved hver given lejlighed, præcis som jeg selv gjorde som barn. Og når vi snakker om, at der ligger en baby i mors tykke mave, siger Ane, ”Ane lå i mosters mave!” 🙂

For ja, der ligger en baby i min mave. En baby som startede som en flyvsk idé. En spinkelt håb om at få flere børn og et ønske om at kunne finde accept i at vide, at man havde prøvet alt. Så jeg tog mod til mig og fik foretaget en kikkertoperation, som den fertilitetsklinik, vi var i behandling hos for år tilbage, havde frarådet mig. Nu ville det jo bare være et forsøg, og gik det ikke, så var vi alligevel verdens heldigste, fordi vi havde Ane. Men jeg blev opereret, fik fjernet noget endometriosevæv, og vi tilmeldte os IUI-d (insemination med donorsæd). En uge efter jeg var blevet insemineret, fik Jess en blodprop i hjertet. Vi glemte alt om baby for en stund. Jess lå to dage på Riget og to dage på Hvidovre Hospital, før han kom hjem. Han var naturligvis træt, bange og medtaget ovenpå en skrækkelig oplevelse! Jeg var søsyg. Først troede jeg, at det skyldtes elevatorturene på Riget, min næste tanke var chokket. Min sidste tanke var graviditet, som en test dog hurtigt udelukkede. Så jeg tog til lægen og vendte hjem med en henvisning til en øre-, næse- og halsspecialist.

En uge efter blodproppen fejrede vi min 31 års fødselsdag, som var passeret dagen efter blodproppen. Jess gav mig to fingerringe og den fineste, lille gyngestol til at stå på verandaen af legehuset, som han har bygget til Ane. Jeg gav ham et kys og en positiv graviditetstest. Den første positive graviditetstest på 6 år.

Der er i dag under en måned til termin. Planen er, at Baby skal komme til verden herhjemme i vores spisestue. Vi kender ikke kønnet, og det er også fuldstændig ligegyldigt. Det vigtige er, at vi får lov at blive forældre én gang til. Vi får lov at indsnuse babyduft og forelske os på ny. Vi får lov at give Ane en lillebror eller søster, som hun kan vokse op med. Og vi får lov til at føle os som verdens heldigste mennesker 🙂

Besøg Fyrsten og Fruen HER.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Gæsteblogger: Signe fra Plummum skriver om charterferie

Personlige erfaringer giver tit de bedste rejsetips. Derfor gav vi sidste sommer ordet til Signe fra Plummum, der fortæller om at holde charterferie som børnefamilie. Læs med og se om du bliver fristet til at forlænge sommeren i Sydeuropa – for anbefalingerne gælder jo stadig i år:

Charter på Mallorca er not to bad!

Mallorca Blanes 20134

At holde ferie med børn er markant anderledes end at feriere uden børn. Det kan de fleste forældre vist skrive under på. Vi brugte en del tid på at beslutte, hvilken ferieform vi skulle vælge denne sommer. Den skulle passe til både Kasper og jeg, men mest af alt til en lille blomme på 14 måneder, der har mere end krudt i bagdelen og som helst vil beskæftiges hele tiden. Efter laaaaange diskussioner om hvilke ferietype, der ville passe alle parter bedst faldt valget på den mere eller mindre udskældte charterferietype. Det er egentlig ikke en ferietype, vi før har benyttet os af. Før vi blev forældre, var vi lidt (læs: meget) mere spontane og lad os se, hvad ferien bringer-agtige, hvis vi hopper på et fly til Rom.

Vi havde ét altoverskyggende krav til denne sommerferie. Vi skulle slappe af! Det krav var vigtigere end alt andet efter 14 måneder med et kæmpe underskud på energikontoen. Vi gik all in for at opfylde kravet og valgte et hotel resort på Mallorcas børnevenlige Alcudia-bugt med såkaldte bungalows, så vi havde direkte udgang til vores egen lille terrasse og en kæmpe græsplane med palmer og pæne, lyserøde nerium over det hele, hvor vi kunne lege med miniblommen, når hun skulle brænde ekstra krudt af. Det var en kæmpe befrielse ikke at bo på et hotel på femte sal, fordi vi under blommens lure (som pludselig blev til to og ikke én om dagen i den skrappe varme) kunne opholde os ude i det fri og ikke blot på en balkon med et bord og to stole. DET var perfekt og har givet mig enormt meget lyst til snart at købe et hus. Og øhm, det må så vente lidt med det der hus, eftersom at vi for under to år siden købte vores 120 kvm lejlighed. Huskøb er med andre ord ret langt nede på prioriteringslisten p.t. 😉

IMG_5316

For at opfylde vores krav om ren afslapning valgte vi all-inclusive, hvor vi konstant havde adgang til mad og drikke fra en kæmpe buffet med både lokale og mere internationale retter. Konceptet var helt genialt i forhold til vores lille blomme, der altid vil have mad i tide og utide. Det kunne hun så absolut få uden problemer. Men lad mig knytte en lille kommentar hertil. Jeg ville aldrig (som i ALDRIG) vælge konceptet, hvis jeg ikke rejste med barn. Trods et virkelig stort udvalg fra en ellers helt fin buffet, så blev jeg lynhurtig træt af alt, der vedrørte den buffet: maden, restauranten – ja, selv lugten i restauranten. Mad (i alle afskygninger) fylder enormt meget hjemme hos os, og vi har normalt brugt oceaner af tid på at finde lækre restauranter på vores rejser med en solid research i rygsækken hjemmefra. Derfor er all-inclusive bare en flad fornemmelse – but well – det opfyldte præcis, hvad det skulle. Nem adgang til mad hele dagen lang, uden at vi selv skulle finde eller lave den og dermed afslapning for forældrene.

Mallorca Blanes 20133

Vores resort lå i byen Ca’n Picafort, som ligger syd for den meget turistede by Alcúdia. Ca’n Picafort er en gammel fiskerlandsby, og hvis man holder sig væk fra byens allermest turistede gader, er den ret så hyggelig og lidt søvnig (på den gode måde). Stranden, som vi benyttede hver eneste dag, er fantastisk. Det krystalklare, blå vand, det fine hvide sand og det meget lave vand gør stranden til en af de mest børnevenlige på hele øen. Vi har ikke tidligere haft blommen med på stranden, men hun var helt solgt og kunne bruge over en time på at lege i sandet bag en fæstning af sand, som Kasper byggede med stor fornøjelse.

Jeg har haft mine fordomme om Mallorca – og har det til en vis grad stadig. Ja, grisefesterne længe leve. Men fordomme eller ej – jeg blev positivt overrasket over, at Mallorca er som ethvert andet sted i Spanien – bare smukkere. Vi skal klart tilbage til øen igen. Den er perfekt til ferie med børn. En tur tværs over øen til provinshovedstaden Palma (virkelig lækker by btw) og gennem det smukke bjerglandskab til fantastiske og eventyragtige Port de Soller i en lejet bil var med til at gøre vores ferieoplevelse komplet. Blommen var godt underholdt alle ugens syv dage, fordi alt var nyt og spændende (pool-området, et stort legerum og de mange andre børn på området hjalp også gevaldigt). Faktisk skete der et eller andet med hende på den ferie. Hun tog et udviklingsmæssigt kvantespring på flere måder – et spring som vores barnepasser endda har bemærket efter vores hjemkomst. Vi kom hjem med en mere moden, tænksom og kommunikerende datter end vi tog af sted med. Og det har i sig selv været en fantastisk rejse at være vidne til.

IMG_5368

Signe bor sammen med sin kæreste og datter i Ørestaden og skriver om livet som ny familie, om mad og om mode på plummum. Følg hende på Facebook her og Bloglovin’ her.

Psst! Du får tips og ideer til at pakke charterkufferten om et par dage – og hvorfor ikke snige et par af de nye sensommer/efterårsvarer med?

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

En anderledes kærligheds-historie

I sidste måned, da jeg efterlyste “Månedens Strutmave” på Facebook, var I flere, der var lynhurtige på tasterne. Højgravide Jeanette skrev også ind, men hendes historie fortjener sit helt eget indlæg. Det er langt, men læs med hele vejen, for det er også utroligt stærkt. Jeanettes historie er (heldigvis!) anderledes end de flestes, og jeg har nu læst den igennem 4 gange. Hver gang sidder jeg med tårer i øjnene og en klump i halsen, for den er så utroligt uretfærdig og sørgelig – men samtidig er det også en historie fuld af mod og kærlighed, og om nogle helt fantastiske mennesker.

Jeg giver hermed ordet til Jeanette:

Jeg hedder Jeanette, er 31 år og bor i Grejs ved Vejle sammen med min mand Henrik og vores hund Loui.

Da jeg var gravid med vores første barn, boede vi i Holstebro. Det var planlagt, at jeg skulle føde i Herning, da børneafdelingen var der. Vi havde det bedst med, at den var i nærheden, hvis der skulle være nogle problemer.

Der var intet som tydede på, at der skulle blive noget; jeg havde en drømme-graviditet. Ingen komplikationer, et ønskebarn. Alt var lykke!

Alt var lykke lige indtil uge 37+3, hvor jeg ikke mærkede liv og kunne ikke fremprovokere noget, så da Henrik kom hjem fra arbejde, tog vi til tjek på sygehuset i Holstebro. Her startede jordemoderen med at køre en strimmel som så fin ud og der var faktisk ingen umiddelbar grund til bekymring, udover jeg stadig ikke havde mærket liv. Jordmoderen tilkaldte derfor en fødselslæge, der skannede mig. Fødselslægen kunne se, at vores søn ”sparede på sig selv” og hun vurderede sammen med en fødselslæge i Herning, at han havde bedst af at komme ud.

Vi fik forklaret, at det skete engang i mellem, og når barnet så kom ud, ville det blive godt, så det var en “livrem og seler”løsning at tage ham ud. Vi skulle derfor til Herning, hvor jeg skulle have et kejsersnit og hvor børneafdelingen var lige i nærheden, hvis der skulle blive brug for det. Vi var meget rolige og trygge ved beslutningen, så vi kørte til Herning.

I bilen snakkede vi om, hvor underligt og dejligt det var, at lige om lidt ville vi få ham ud og blive forældre. Med andre ord; vi glædede os!

Da vi ankom til Herning blev vi mødt af jordmoderen, som viser os ind på en stue, hvor jeg bliver gjort klar til kejsersnittet. Kl. 21.26 torsdag den 31. maj 2012 kommer vores søn til verden, og her begynder vores mareridt – selvom vi endnu ikke vidste, hvad der ventede os.

Vores søn var rigtig dårlig, havde kraftig blodmangel, og på grund af blodmanglen havde han også iltmangel. Han fik hurtigt tilført blod og lægerne arbejdede for at stabilisere ham. Det overvåger Henrik, imens jeg bliver syet sammen. Han kan se, hvordan der kommer flere og flere mennesker til for at hjælpe.

Jeg bliver kørt på opvågning, og efter lidt tid kommer Henrik for at se til mig. Han fortæller, at de forsat arbejder med vores søn.

Lige med et kommer jordemoderen og en sygeplejerske stormende ind og siger, at vi skal nøddøbe og det er nu. Det er først her, at det for alvor går op for os, at det er rigtig slemt. Vi havde endnu ikke endeligt fastlagt et navn, fordi vi lige ville se, hvad han var for en, men nu skulle det lige pludselig gå stærkt. Han kom til at hedde Alfred; et af de navne vi havde tænkt på og det helt rette navn til ham.

 Efter Alfred var blevet døbt, fik vi at vide, at de havde tilkaldt personale fra Skejby, som var på vej i en babyambulance. Så snart de havde stabiliseret Alfred, ville vi blive overflyttet til neonatal afdelingen, A5, i Skejby. Her ville de lægge ham i en nedkølnings-respirator for at mindske de eventuelle skader, som iltmanglen kunne have forårsaget.

Alfred kommer i bedring og i løbet af natten kører de af sted med ham. Vi kører efterfølgende i en sygetransport. Da vi ankommer til Skejby og har fået en stue på barselsafsnittet, er det første vi skal op at se til Alfred. Her møder vi en dreng, der er lyserød og fin, et dejligt syn!

På dette tidspunkt har vi nærmest ikke sovet i et døgn, så vi tager tilbage til vores stue og får et par timers søvn, hvorefter vi igen tager op til Alfred.

Da jeg er meget afkræftet (jeg er jo ny-opereret, men ens barn kommer før alt andet) tager jeg tilbage til stuen og får hvilet mig noget mere. Henrik bliver ved Alfred. Efter et par timer begynder Alfred at få tilbagefald. Han reagerer ikke og tager ikke imod behandlingen, når lægerne prøver noget nyt. Han kan ikke finde ud af at trække vejret selv.

Hen over middag kan vi godt regne ud, hvilket retning det er ved at tage. Men man slipper stadig ikke det mindste lille håb.

Om formiddagen har de taget en masse forskellige prøver på Alfred og ved kaffetid får vi dommen. De kan ikke gøre mere for vores Alfred! Personalet foreslår, at vi skal have ham over til os i min seng, så vi kunne mærke ham og være tæt på ham, alt imens han stadig var tilkoblet respiratoren. Efter en tid vil lægen så komme tilbage og sige, når det var tid til, at vi skulle sige stop. Vi skal sige stop til vores eget barns liv!

Da lægen kom og lyttede til Alfred, kunne hun konstatere, at han selv havde givet op, og ikke engang maskinen kunne holde ham i gang. Det var en stor lettelse for os, forstået på den måde at vi slap for at skulle sige stop. Selvom at vi vidste, at han ikke ville overleve, klynger man sig altid til det sidste håb. Det kunne jo være.

Alfred blev 20 timer gammel, inden hans lille krop måtte give op.

 Skejby havde et år forinden oprettet en ny afdeling, A3, en lille afdeling med 2 stuer, som er til dem, hvor barnet er dødt i maven og skal fødes og i enkelte tilfælde for par i vores situation. Dog kun hvis der er plads.

Der var heldigvis plads den fredag, vi havde brug for det. Til afdelingen var der i dagstimerne tilkoblet faste jordemødre, der havde fået ekstra undervisning i at hjælpe og støtte mennesker i den sværeste stund i deres liv. Om natten kunne man tilkalde dem.

De tog sig virkelig godt af os, og hver gang der kom en ny jordemoder på vagt, kom hun ind og præsenterede sig og ville gerne høre, hvad der var sket for os. Først blev vi lidt irriterede over at skulle fortælle det hele om og om igen. Især når de fortalte, at de havde læst vores journal, men ville gerne lige høre det fra os. Vi fandt dog hurtigt ud af, at det var fordi at jo mere man snakker om det, des bedre; man bearbejder tabet og oplevelsen en lille smule hver gang man fortæller om det.

Vi blev også spurgt flere gange, om vi ville have Alfred ind til os, om vi ville gå en tur med ham – eller noget helt andet. Det var nemlig sådan, at Alfred var kommet på køl bag en låst dør på afdelingen. Det havde de gjort, fordi de havde spurgt forældre, der tidligere havde mistet, om, hvis de kunne gøre noget om, hvad det så skulle være? Hver gang havde svaret været: Mere tid sammen med vores barn!

Hver gang de spurgte sagde vi nej tak. Vi havde det begge sådan, at vi havde sagt farvel til Alfred. Vi ville kunne huske ham for at være så fin at se på. På et tidspunkt om lørdagen sidder jeg og kigger alle vores billeder igennem, og her går det op for mig, at vi kun har to billeder, hvor vi har gjort ham i stand og givet ham tøjet på til hans sidste rejse.

Vi genoptager snakken om, hvorvidt vi skal have Alfred ind og vi bliver enig om, at vi vil have ham ind, hvis han stadig ser fin ud og så skulle han ligge i vuggen. Derfor går jeg ud til jordemoderen og beder hende kigge til ham. Han var stadig så fin og vi fik ham ind til os. Dette var simpelthen noget af det bedste vi gjorde, for ellers ville vi nok også føle i dag, at vi havde fået for lidt tid sammen med ham.

I løbet af vores ophold på A3 oplevede vi, at vi blev stærkere som par. Vi kunne overtage hinandens tanker og sætninger. Da vi kom til planlægningen af Alfreds sidste rejse, oplevede vi bl.a., uden vi havde snakket om det, at vi begge gerne ville, at han skulle ligge på kirkegården i den by, hvor jeg kommer fra – en lille landsby udenfor Holstebro, hvor mine forældre stadig bor. Vi ønskede, at han skulle brændes og have en plænesten.

Igennem hele vores ophold på A3 oplevede vi, at det var en stor hjælp, at der var en jordemoder, som kun skulle koncentrere sig om dem, der var indlagt. Der var tid til at snakke og støtte os, når vi havde brug for det – og så længe vi havde brug for det. Det gjorde, at vi var klædt så godt på, som man nu kan blive, til at komme hjem og møde omverden. Selv derhjemme stod der masser af mennesker klar til at snakke med os, bl.a. vores egen læge, den jordemoderen der havde fulgt os i Holstebro og så præsten.

På A3 blev vi også præsenteret for Landsforeningen Spædbarnsdød. I første omgang valgte vi bare at tænke over det; der var jo så meget andet, der også skulle fordøjes, men efter nogle uger meldte vi os ind. Landsforeningen Spædbarnsdød består af en masse frivillige, der er klar til at støtte og tale. Derudover tilbyder de bl.a. også sorggrupper og afholder forskellige arrangementer rundt omkring i landet. Særligt jeg havde brug for en at snakke med, og jeg fik en kontakt person med en historie, der var så tæt på vores egen som muligt. For mig var det en rigtig rar følelse at kunne tale med en, som kunne sætte sig ind i, hvordan jeg kunne have det, og hvad vi havde været igennem.

Alle mennesker er forskellige, og der er heller ingen, der sørger ens; heller ikke kun kvinder og mænd imellem. Vi oplevede, og gør det stadig, at man er stærk på forskellige tidspunkter og klar til at hjælpe hinanden igennem en svær tid. Selv i dag, næsten to år efter, kan vi have nedture, men heldigvis bliver der længere og længere imellem dem.

Den eneste ‘opskrift’ eller rigtige måde at komme igennem et tab på er, at man mærker efter, hvad der er det rigtige for en selv. Nogle har brug for at ’være i’ sorgen lang tid og andre kortere tid. Nogle har svært ved at snakke om det mens andre netop har brug for at tale det igennem. Både i forhold til venner og udefrakommende.

Vi har altid haft det sådan, at folk gerne måtte spørge til  vores søn og til os, og så har vi sagt enten til eller fra. Det har fungeret rigtig godt for os, for dagene svinger. Nogle dage er det hele bare for tæt på til at man kan snakke.

Kort tid efter vi mistede Alfred flyttede vi til Vejle. Det havde hele tiden været meningen, fordi Henrik havde fået arbejde hernede. Vi har oplevet det som at skulle starte helt forfra, og at møde nye mennesker har til tider været en udfordring. Et er, at det kan være svært for folk man kender, hvordan de bedst forholder sig til ens tab. Noget helt andet er, når man skal møde nye mennesker. I vores alder er det oplagte spørgsmål “Har I nogen børn?”. Man har både lyst til at sige ja og nej på samme tid – ikke mindst fordi man overvejer, hvordan modtageren nu vil reagere hvis man siger ja, og så fortæller at vores søn bare ikke er iblandt os mere.

Vi valgte løsningen at ’føle os frem’ og gjorde, hvad der virkede som det rigtige i øjeblikket. Vi har både oplevet dem, der har taget det i stiv arm og spurgt ligeud, om de måtte spørge ind til det. Det er en rigtig god reaktion. Men vi har også oplevet, at nogle tog afstand og slet ikke kunne finde ud af, hvordan de skulle forholde sig til os. Det er ikke kun ubehageligt for dem, men også for os. For vi har ikke lyst til at gøre folk dårligt til mode.

Det har også hjulpet, og vi hele tiden har haft følelsen af at vi har gjort det, der var rigtigt for os; nemlig at se fremad og forberede os på en ny graviditet, for vi kunne ikke se et liv uden levende børn og vores største ønske var at kunne gøre Alfred til storebror.

Dertil er vi kommet nu for den 19. marts 2014 kommer lillebror til verden ved planlagt kejsersnit.

Denne graviditet har naturligvis fyldt meget og været med en del bekymringer, men vi har fra starten haft en fast plan for hvordan vi skulle komme igennem med mindst mulige bekymringer. Vi er blevet fulgt tættere og blevet skannet oftere. I Kolding, hvor lillebror skal komme til verden, har de et lille hold af læger, der skanner tvillingegraviditeter. Her kan de ved på deres særlige udstyr og med nogle specielle teknikker og målinger se, om et af børnene skulle have blodmangel. Det kan forekomme, når der er 2. Vi venter jo kun en, men fordi Alfred blandt andet havde blodmangel, blev det vurderet at det ville være det rigtige for os – og det er vi selv ikke i tvivl om, at det har været.

Udover at jeg har været mere belastet og besværet i denne graviditet, så har ham der lillebror det rigtig godt inde i den lille et-værelses. Troen på, at Alfreds skæbne var og bliver et engangstilfælde, gør, at den sidste ventetid nu bare skal overstås, og så glæder vi os til at tage imod lillebror.

At miste noget så dyrebart som et barn, er et rigtig svært emne, og desværre ikke noget, man taler om. Der er stor berøringsangst omkring det.

Der er ikke noget bestemt råd, jeg kan give videre.  Jeg kan kun anbefale, at man hele tiden mærker efter hvordan man egentlig har det, og hvad der føles rigtig for en selv og som par. Der er jo desværre ikke de samme tilbud om hjælp rundt i landet, men jeg vil opfordre til at tage imod så mange som muligt – selvfølgelig uden at føle, at man er ved at drukne i dem. Gør eventuelt som os; tænk over tilbuddet og tag det op på et senere tidspunkt, som vi gjorde med Landsforeningen Spædbarnsdød. Det er nemlig ikke sikkert, man får tilbuddet igen, og man kan altid sortere fra, hvis det ikke føles rigtigt.

Vi oplevede også, at jo mere åbne vi har været om tabet og oplevelsen, des flere har åbnet sig over for os, og vi har hørt om flere, der også har mistet, og som har tilbudt os at tale med dem om det. Vi takkede pænt for deres tilbud og sagde, at vi ville vende tilbage, hvis det var okay. Vi har ikke umiddelbart benyttet os af de tilbud, fordi vi har følt, at vi fik hjælp nok fra de professionelle og offentlige instanser. Men bare det at man ved, at der er nogen, der tænker på en og til enhver tid vil hjælpe og støtte en, er en rigtig rar fornemmelse. Det betyder at man ikke føler sig alene med sit store tab.

/Jeanette

jeanette

Vi ønsker Jeanette, Henrik og ‘Lillebror’ en rigtig god fødsel på onsdag – og ALT det bedste fremover til hele familien. De er de stærkeste, mest fantastiske mennesker.

Lillebror kom til verden onsdag d. 19.3.2014 – og hele familien har det godt:lillebror

Du kan læse mere om Landsforeningen Spædbarnsdød HER

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Månedens Strutmave i november

Månedens Strutmave er Emilie Middelhart, der er 25 år og fra Frederiksberg. Emilie bor sammen med sin kæreste og er gravid i 32. uge.

emiliestrutmave

Hvordan og til hvem fortalte du først, at du var gravid?
Min kæreste var selvfølgelig den første, der hørte, jeg var gravid, da jeg råbte det ude fra toilettet en søndag i maj 🙂 Min tætteste veninde fik et opkald samme aften, men familien og resten af vennerne ventede vi lidt med at fortælle den gode nyhed til.

Hvad har været det mest overraskende ved at være gravid?
Det mest overraskende ved at være gravid, var trætheden i de første 12 uger. Det kom virkelig bag på mig, at jeg var SÅ træt og især at jeg absolut intet overskud havde. Dette stoppede dog heldigvis præcis efter uge 12, og siden har jeg haft det rigtig godt og har følt mig ’som mig selv’.

Det hårdeste ved at være gravid er…
… bekymringerne. Er der nu noget galt? Sparker baby nok? Vokser han, som han skal? Er maven stor nok?

Hvad er det dejligste ved at være gravid?
Generelt synes jeg, det er virkelig dejligt. Tanken om at jeg bærer på et liv fylder mig med kærlighed og kan gøre selv den værste dag god igen. Jeg synes, det er helt vildt fantastisk!

Hvad har været helt uundværligt under graviditeten?
Min kæreste! Han har været så forstående, støttende og overbærende. Nu er jeg nået til det punkt, hvor jeg får ondt i bækkenet, hvis jeg laver for meget i hjemmet. Derfor har min kæreste overtaget rengøring, tøjvask og indkøb. Det er virkelig rart 🙂

Hvad er det bedste, du har gjort for dig selv under graviditeten?
Gravid-massage! Min krop er simpelthen så øm hele tiden, og normalt får jeg altid min kæreste til at massere mig, men da jeg jo af gode grunde ikke kan ligge på maven længere, så går det ikke. Derfor er gravidmassage, hvor briksen har plads til maven, noget af det skønneste.

Hvad er det bedste råd, du har fået – og som du gerne vil give videre?
Hmm. Måske et råd til alle dem er går og er i tvivl om de skal starte på ‘projekt baby’. Selvom min graviditet var planlagt, så havde det alligevel passet lidt bedre, hvis der var gået lidt længere tid, inden det skete. Men det er bare så fuldstændig ligegyldigt, for når først du er gravid, så føles det bare rigtigt og du kan ikke forestille dig andet. Alt det andet finder man jo ud af hen ad vejen. Så bare kom igang, tøser 😉

Du kan følge Emilie og hendes smukke mave på emiliblog.dk

Psst! Massage er skønt – både for dig og baby. Find inspiration til massage, afspænding og yoga på stuegulvet HER

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook eller via Bloglovin’

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
%d bloggers like this: