Gode råd til første jul med baby

Hvis du har været gravid i år, så har du med stor sandsynlighed et lille nyt – måske endda splinternyt – menneske i dine arme denne jul. Tillykke! En større gave fåes ikke.

Det er en magisk og vidunderlig fornemmelse at nusse, kysse og holde sin baby tæt til sig mens julelysene glimter, men det kan også være lidt overvældende. Juletiden kan i det hele taget være lidt stressende selv uden babyer, hvis der er alt for mange forpligtelser og planer, og det bliver tidoblet med en baby at tage vare på, afbrudt søvn og ømme bryster. Der er så mange følelser bundet op på julen, så mange sociale forpligtelser – og måske også familie og venner, der nærmest står i kø for at få lov at holde baby.

Vi har samlet lidt tips til at få en god og ikke mindst rolig jul med baby og mere overskud til at nyde den allerførste jul sammen

christmas-baby-20151111152951-jpgq75dx720y432u1r1ggc

1. Du bestemmer!

De fleste anstrenger sig for at gøre alle glade – ikke mindst til jul. Men denne jul er anderledes for dig. Dit vigtigste ansvar er dit barn, og så må forpligtelser over for mødre, svigermødre, onkler og tanter træde i baggrunden. Det er dig, der har en nyfødt eller lille baby, så det er dig, der bestemmer, hvilke julearrangementer, der fungerer bedst for DIN lille familie.

Hvis du bedre kan slappe af og nyde julen ved at få besøg i stedet for at besøge andre, så sig det. Hvis det passer dig bedre at mødes til en jule-morgenmad i stedet for en julefrokost, så er det dig, der har ret til at træffe det valg. Afstem juledagene med din babys behov – det er langt mere afslappende for alle end at forsøge at få en nyfødt til at følge andres planlægning.

Det kan godt være, at nogen bliver ærgerlige eller skuffede. Men der er kun en første jul – og den skal helst ikke stresse dig eller baby. Det har ingen godt af. Når baby bliver et barn, så er der igen flere muligheder og mere overskud. Det er så kort tid, børn er så små.

2. Kan du overskue at rejse?

Familier er ofte spredt over hele landet (og måske internationalt), og det betyder for mange at julen er et logistisk mareridt med rejser på langs og på tværs, måske flere dage i træk. Måske synes du det er helt fint at skulle køre eller flyve med en lille julebaby – så tag endelig afsted. Hvis du stresser på forhånd, så meld ud, at I ikke tager afsted i år. Også selvom det er i sidste øjeblik. Der er ingen pointe i at have en dårlig oplevelse, når den strengt taget ikke er nødvendig. Nogle babyer sover glade og tilfredse gennem det meste af en transport – andre protesterer højlydt. Du kender din baby bedst. Der er få ting, der er så stressende og ubehagelige som at køre på motorvejen med en desperat skrigende baby på bagsædet.

3. Fastlæg reglerne på forhånd

Babyer er fantastiske. Ikke mindst for dine gæster, familie og venner. Der er sikkert et hav af mennesker, der hellere end gerne vil nusse med baby over julen (og i det hele taget). Det er værd at overveje på forhånd, hvordan du egentlig har det med at overdrage baby til andre.

Foretrækker du at folk vasker deres hænder, før de holder baby? Hvor længe må de holde? Må baby ‘gå på omgang’? Tal med din partner om det på forhånd og hold fast i din mavefornemmelse. Du er IKKE hysterisk, hvis du ikke har lyst til at give din baby fra dig. Det er faktisk kun naturligt, og det er ikke babys behov at skulle holdes af alle i familien. Bliver tante Oda skuffet? Så er det ærligt talt hendes problem. Ikke dit. Og slet ikke babys. Måske er det helt ok (og et dejligt minde) at din bedstemor eller oldemor, der sidder i den bløde lænestol, holder din skat – men ingen andre. Gør op med dig selv, hvad der føles rigtigt – og meld det ud fra start af, eller bed din partner om at forklare hvad jeres regler er omkring baby. Husk regel nummer 1: det er dig, der bestemmer!

4. Spisetid

Hvor føler du dig bedst tilpas – og hvordan giver du baby de optimale vilkår, når han er sulten eller trænger til tryghed og nærhed? Vil du helst være midt i det hele eller foretrækker du et roligt sted, tilbagetrukket fra festlighederne? Uanset hvad, så gør det, der føles rigtigt for dig – og husk at spise selv også!

Få en anden til at servere en lækker tallerken julemad for dig – eventuelt skåret ud i mundrette bidder, så du kan spise og sidde med baby samtidig. Med en vikle eller bæresele kan du også have baby med til bordet og begge hænder fri til at gå ombord i andesteg og sovs.

5. ‘Baby eksperter’

Når mange mennesker er samlet, er der næsten uden undtagelse nogen, der er ‘eksperter’ på alt, der handler om din baby. Mere eller mindre gode råd om alt fra amning til putning, puslerutiner og søvn til ‘forkælede’ babyer kan risikere at dukke op. Hvis ikke du har lyst til at høre andres meninger eller hvis rådene er langt fra dine egne tanker om hvordan du ønsker at putte, amme og pusle baby, så skift samtaleemnet. Sig eventuelt, at du nok skal huske at spørge, hvis du ønsker input og råd en anden gang.

6. Når baby trænger til en pause

Masser af nus, masser af nye dufte og fremmede stemmer kan blive for meget for et lille, nyt menneske. Hold øje med babys signaler (som du plejer) og med hvornår de er blevet rigeligt stimulerede – og fortræk til et stille og roligt område. Måske til et dunkelt værelse. Måske til en tur i barnevognen. Få ro på for dig selv og baby og slap lidt af begge to.

7. Når du trænger til en pause

Følelserne sidder lidt ekstra uden på tøjet når det er jul – og i særdeleshed, når du har en nyfødt eller lille baby. Så bliv ikke overrasket, hvis du bliver lidt tårevædet eller irritabel. Det er slet ikke utænkeligt, at du også selv får brug for en pause fra juleriet.

Måske har du behov for at gå tidligt fra julefesten – eller at holde den til frokost i stedet for aften. Husk regel nummer 1: du bestemmer. Der er ingen grund til at få en dårlig jule-oplevelse, fordi du gerne vil leve op til andres forventninger eller gøre som du normalt gør. At have en baby er en ny ‘normal’, så indret dig hellere efter det.

8. Ingen stress i år

Jul kan være vidunderligt – men også en smule stressende. Julegaveindkøb (længe leve webshopping!) og at forsøge at gøre alle tilfredse kan dræne glæden fra det, der kan være en skøn mulighed for at tilbringe tid sammen med dem du holder mest af. Med en ny baby har du rigeligt at gøre i forvejen, så giv dig selv tilladelse til at tage den med ro. Køb gaver på nettet (eller få andre til at købe dem for dig). Drop forestillingerne om at skulle stå for hele julemiddagen selv – uddeleger, eller duk op som gæsten uden forpligtelser.

Denne jul handler om dig og baby. Og alle de dejlige kys og kram, du giver baby <3

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation

%d bloggers like this: