Reportage fra Asylcenter Avnstrup

Læs med her og se billeder fra vores tur til Asylcenter Avnstrup med de donationer, I og vores leverandører er kommet med.Vi er så glade og taknemmelige for opbakningen og I fortjener også at se, hvem jeres gaver er kommet til gode.

Onsdag morgen pakkede vi Stefanis store kassevogn til randen med ammepuder, barnevogne, pusletasker, højstole, puslepuder, ventetøj, ammetøj, ammeindlæg, sutter, bamser og masser af babytøj. Alt sammen noget, I er kommet med i løbet af den sidste måned. Og som vores leverandører har sendt til os.

Avnstrup ligger lidt syd for Roskilde – nærmest midt i en skov og i det smukke, bakkede midtsjællandske landskab. Der er dog langt til alting og bestemt ikke mange muligheder for at købe forsyninger til en graviditet eller barsel – eller baby, for den sags skyld.

Hverken Stine eller Stefani har før været på et asylcenter, så vi vidste faktisk ikke helt, hvad vi skulle forvente. Sundhedsplejerskerne på asylcentret havde spurgt mødrene, om der var nogen, der havde lyst til at komme forbi og tale med os, og da vi ankom lidt forsinket, sad der 7 kvinder med babyer fra knap 2 uger til godt 8 måneder placeret på det lille kontor og ventede på os.

Nogle talte lidt engelsk. Andre slet ikke. Alle så hinanden lidt an. Til at begynde med havde ingen af dem lyst til at få taget billeder. Det kan man sådan set ikke fortænke dem i – jeg ville heller ikke være vild med at ende på internettet, hvis jeg var flygtet fra et regime eller et område i konflikt. Måske med familie eller venner, der stadig var der.

Efterhånden begyndte snakken at gå. Med tegn og fagter fortalte vi om ammetøjet og bh’erne – fik lov at ae bløde isser og grinede af fælles erfaringer med mælk, der løber over og igennem alt tøjet. Inden vi tog afsted havde alle kvinder givet tilladelse til at vi måtte tage og bruge billeder af deres dejlige børn.

Først og fremmest er vi mennesker. Kvinder. Mødre. Etnicitet, religion, nationalitet er underordnet, når vi møder hinanden et af de steder i livet, hvor vi alle er ens. I graviditeten og særligt moderskabet handler det om det lille, nye liv. Og hvilken mor kan modstå rosende ord og tilkendegivelser af hvor dejligt ens barn er? Jeg viste billeder af mine piger og vi udvekslede erfaringer med urolige børn, sovende børn og amning. Smilede af de skønne lyde og bløde babyfødder.

Kvinderne kom lidt efter lidt over det akavede og genertheden og alle fik en pose med tilbage med noget tøj til sig selv med praktiske ammeløsninger og til babyerne inden vi kørte. Alle havde forskellige præferencer. En var kun til lyserødt. En anden til pangfarver. En tredje til det neutrale. Ligesom alle os andre.

Jeres donationer kommer en gruppe til gode, der om nogen er værdigt trængende. Det er mennesker, der er flygtet og rejst fra alt de kender – mod en usikker fremtid et ukendt sted. For deres livs og for deres børns livs skyld. De har stort set intet. En havde brugt 70 kr ud af sit lille, lille budget på en sut til sit urolige spædbarn, fordi det var den eneste mulighed, hun havde. Hun fik et par ekstra sutter med fra Natursutten. Alle fik vaskbare ammeindlæg og ammebh’er fra Carriwell, da vi først blev enige om, hvad man skulle bruge sådan nogen til. Milkers og BOOBs ammetøj var også i høj kurs. Ida Ising havde givet en pusletaske med og eftersom alle tilstedeværende havde puslesager, lagde sundhedsplejerskerne den til side til en endnu ufødt baby.

I er kommet med så meget, at der var masser tilbage til andre gravide, ammende og babyer. Det kommer til at blive sorteret af sundhedsplejerskerne. Noget har de i konsultationen og vil løbende give ud. Andet bliver sat til salg i asylcentrets egen tøjbutik. Den er åben et par gange om ugen og her koster tøj, sko og udstyr en krone eller to. Alle pengene går til centrets fællesaktiviteter for beboerne.

Tak. Til jer. Til Carriwell, Natursutten, Milker, Boob, Ida Ising. Uden jer var dette ikke blevet muligt.
 photo IMG_0509_zpsrneqnz3h.jpg

 photo IMG_0505_zpsc6kpprxd.jpg

 photo IMG_0506_zpsxffy3ur1.jpg

 photo IMG_0496_zpsnfjd1xfd.jpg

 photo IMG_0517_zpswxdmknzp.jpg

logo tak

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation

%d bloggers like this: