Glædelig kvindernes internationale kampdag!

Den 8. marts – i morgen – er min svigermors fødselsdag. Og så er det også kvindernes internationale kampdag. Og det har det været i over 100 år (du kan bl.a. læse historien her). Nogle ville måske argumentere for, at en sådan kampdag har overlevet sig selv, men selvom vi er nået langt i forhold til ligestilling og lige-værd i vores lille smørhul, så er der mange steder i verden, hvor kvinders værd og rettigheder er en by i Ukraine Rusland (beklager – den lå simpelthen lige til sidebenet). Og der er stadig masser af issues at tage fat på og få debatteret.

Skærmbillede 2014-03-07 kl. 7.51.19 PM

Hvis du har lyst til at kaste dig ud i kampdagen, så tag strutmaven og et par veninder med – eller aflever baby til far og tag en mor-pause. Jeg har fundet nogle seje aktiviteter rundt omkring i landet:

Brunch og foredrag i Århus 

Kvindemuseet i Århus inviterer på brunch og lækre kager kl. 10 i anledning af Århundredets Festival 1800-tallet og Kvindernes Internationale Kampdag. Det koster 130 kr. at deltage i brunchen (venner af museet 110 kr.). Efterfølgende er der foredrag om 1800-tallets pionerkvinder ved Bodil Olesen. Du kan reservere bord på kontakt@kvindemuseet.dk

Kagebord på Langeland

På Langeland kan du møde seks forskellige kvinder, der alle taler om enten sorg eller glæde med udgangspunkt i skildringer fra deres eget liv. Bl.a. kan du høre fortællingen om, hvordan modgang og sygdom kan bruges positivt fremadrettet i livet. Beretningerne bliver fortalt af lokale beboere. Lulu Okholm står for musikken, og en række mesterbagere sørger for et storslået kagebord. Der er gratis entré, men kaffe og kage koster 30 kr pr. person (hvilket jo lyder absolut fair!) Arrangementet afholdes i Teatersalen på Langelands Efterskole, Nørrebro 190, 5900 Rudkøbing.

Festivitas og debat om prostitution på Vesterbro

Kvinderådet og 8. marts-initiativet inviterer til workshops, taler, underholdning og fest i Kulturhuset ved Enghave Plads på Vesterbro, København. Dørene åbner klokken 13 og arrangementet varer til 23, og det er gratis at deltage. I løbet af dagen vil der være debat om alt lige fra sex og vold med et oplæg fra en tidligere prostitueret, kvindekroppen og mænd og barsel med indspark fra kønsforsker Kenneth Reinicke. Fra klokken 18 takker debattørerne af, og festen går i gang. Der vil bl.a. være stand up med Sanne Søndergaard, og musik leveret af Det Pikløse Samfund. Læs mere på Kvinderådets hjemmeside her

Modspil til den traditionelle feminisme på Blågårds Plads

Livmoderfeministerne er et modspil til de mere traditionelle karrierekvinder. Ifølge Livmoderfeministerne handler kvindefrigørelse ikke om at frigøre sig fra hjemmet og børnene. De formulerer det selv således, at de bidrager med et modspil til den traditionelle feminismes syn på moderskabet som en hindring for selvudfoldelse og frigørelse. Kom til debat om feminisme og omsorg på Støberiet, Blågårds Plads mellem 12 og 15. Læs mere her

Fællesspisning og iransk folkedans i Svendborg

På Fyn kan du tage til fællesspisning i Svendborg med start kl. 17.30 (husk selv at medbringe en ret!) Senere på aftenen vil der være musikalsk underholdning fra Ollerup Musikefterskole, efterfulgt af tale af Gunna Starck, forkvinde for Enhedslistens kvindeudvalg. I løbet af aftenen optræder dansk-iranske kvinder med traditionelle folkedanse fra deres oprindelsesland og forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky fortæller om sit arbejde i Afghanistan med at organisere kvinder. Aftenen rundes af med optræden af Kamilia Amélie. Det er gratis, og alle er velkomne i Harders, Møllergade 36, 5700 Svendborg. Læs mere her

Rigtig god kvindernes internationale kampdag (og tillykke til svigermor!)

/Stine

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation

%d bloggers like this: