Majas fødselsberetning: Min hurtige og fantastiske fødsel

Vi elsker en god fødselsberetning her i Strut. Ikke mindst fordi vi synes, det er så vigtigt at fortælle, at fødsler kan være de mest fantastiske oplevelser – og at der er rigtig vide rammer for hvad den normale og endda den gode fødsel er. At både hjemmefødsler, kejsersnit og alt derimellem kan være en rigtig god fødselsoplevelse, når du føler dig forberedt, støttet og respekteret undervejs.
Vi har fået lov at dele Majas dejlige fødselsberetning – og vi elsker de fine detaljer med at have veer mens man spiser havrefras. Og at være i aktiv fødsel, men alligevel sende far på arbejde, fordi man ikke er heeelt sikker alligevel:

Min hurtige og fantastiske fødsel

Jeg fødte min søn den 1. februar  2018 kl 13:02. Han blev født to dage før termin og fra første ve til hans far tog imod ham gik der kun 7,5 timer. Min fødsel gik meget stærkere, end jeg havde regnet med, men det blev en fantastisk oplevelse. Jeg skulle dog lige bruge et par dage på at forstå, at jeg havde født, fordi det gik så stærkt.
Allerede inden jeg blev gravid, var jeg ret overbevist om, at jeg så vidt muligt gerne ville føde mit barn. Og efter jeg blev gravid hørte jeg mig selv sige sætninger a la “kvinder er designet til at føde og kroppen ved, hvad den skal”. Men jo flere gange jeg sagde den sætning højt, jo mere hult kom den til at lyde, og jeg var pludselig ikke sikker på, at min krop og i særdeleshed mit hoved ville vide, hvordan jeg skulle komme igennem en fødsel. Jeg blev bange for at føde, bange for at min krop ville gå i stykker og at jeg ville gå i panik. Jeg tænkte derfor, at jeg måtte gøre noget og jeg tilmeldte mig derfor til fødselsforberedelse hos Smertefri Fødsel. Jeg havde ikke en forventning om, at min fødsel ville blive smertefri, men jeg ville gerne vide mere om, hvordan en fødsel typisk forløber og få nogle redskaber, så jeg kunne forberede mig på den præstation jeg skulle igennem. Jeg fik til fødselsforberedelsen konkrete øvelser med hjem, som bestod af laboro- vejrtrækning (en metode hvor man trækker vejret overfladisk/hurtigt, det lyder lidt som en hund der trækker vejret på en varm sommerdag og samtidig skal man spænde af i sine muskler), samt afspændnings- og presseteknikker, som jeg i de sidste to måneder op til termin øvede hver dag i 15 minutter.

Klar til fødsel – Majas fødselsberetning

I den sidste uge op til min terminsdato, som var 3. februar, følte jeg mig mere og mere tung og besværet. Det var bidende koldt udenfor og jeg tilbragte de fleste af døgnets timer indenfor, mens jeg så en masse Netflix. Natten til den 1. februar var jeg oppe og tisse flere gange end jeg plejede og da klokken blev 01 opgav jeg at sove og gik ind i stuen og så Netflix. Jeg faldt i søvn og vågnede kl 4 ved at jeg havde lidt murren i underlivet. Jeg varmede en varmepose og lagde den på maven, og så lå jeg og læste lidt i bogen “Hvor lagde jeg babyen”, meget passende valg af bog, skulle det vise sig 😉
Kl 5:30 gik jeg ind til min mand og vækkede ham og sagde, at jeg måske troede, jeg ville føde i dag. Han spurgte, om jeg havde veer og idet han spurgte, fik jeg den første ve. Vi lå og krammede og snakkede en halv times tid og der kom en ve mere og jeg gik i gang med at bruge laboro-vejrtrækningen. Jeg stod op og gik i bad og tog tøj på. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte få noget morgenmad og kl 7:15 spiste jeg A38 med havrefras. Da jeg havde taget den anden skefuld kom der en ve, som virkelig bed og jeg hang ind over køkkenbordet og stønnede og vred mig af smerte. Min mand sagde: husk nu din laboro-vejrtrækning og jeg fik med munden fuld af havrefras fortalt ham, at jeg ikke kunne køre laboro-vejrtrækning med munden fuld af mad!
Jeg besluttede mig for at gå ind i seng igen. Der kom flere veer og min mand satte gang i tidtagningen på en ve-app. Veerne bed, men med laboro-vejrtrækningen kunne jeg sagtens være i det. Veerne kom uregelmæssigt nogle med 10 minutters mellemrum og andre kun med 3 minutter i mellem. Jeg var i tvivl om det mon var fødslen, der var gået i gang og min mand havde vigtige møder på arbejdet, så jeg sendte ham på arbejde, og vi aftalte, at jeg ville ringe, hvis veerne tog til. Klokken var nu 8. Jeg gik lidt rundt i lejligheden, ryddede lidt op og støvsugede i soveværelset.

Nu er vi igang – medbring masser af snacks

Min telefon ringede. Det var sekretæren fra jordemoderkonsulationen, hvor jeg havde en tid om eftermiddagen. Hun spurgte, om vi kunne rykke min tid til om formiddagen. Jeg sagde, jeg havde veer og hun aflyste min tid og fik min konsultationsjordemoder til at ringe mig op. Inden hun ringede tilbage tog veerne til og jeg kunne på min ve-app se, at der nu kun var 3 minutter i mellem veerne og de tog 1 minuts tid. Jeg ringede derfor min mand hjem fra arbejde og imens han kørte hjem ringede jeg til fødegangen, som bad mig komme ind.
Klokken var nu 9:30. Min mand kom ind af døren og vi fik pakket det sidste. Jeg gik meget op i, at vi skulle huske alle de snacks, jeg havde forberedt. Herunder pølsehorn, juice og chokolade – vi havde faktisk en hel bærepose fyldt med mad med, men vi havde begge forberedt os på, at fødslen ville tage mindst 24 timer. Vi kørte mod Rigshospitalet. Vi bor 10 minutter derfra og i bilen ringede min konsultationsjordemoder tilbage til mig. Hun beroligede mig og sagde det nok skulle gå, men også at jeg skulle være forberedt på at veerne kunne gå i stå nu, hvor jeg var kommet ud i kulden. Vi fandt parkering tæt på Rigshospitalet, og jeg fik en ve lige da jeg steg ud af bilen. Det var bidende koldt og det blæste. Jeg kan huske, jeg tænkte, at nu skulle jeg nå hen til indgangsdøren inden næste ve. Jeg gik virkelig stærkt, jeg nærmest småluntede og vi kom ind på hospitalet. Jeg fik et par veer på vej op til fødegangen, jeg registrerede godt at folk kiggede på mig og jeg tænkte, at nu skulle jeg vise dem, hvordan det også kan se ud at have veer. Så jeg lukkede øjnene og koncentrerede mig om laboro-vejtrækning, åbne håndflader og om ikke at krumme sammen og spænde op.

‘Bring mig en varmepude, pilatesbold og klyx, tak’

Vi kom op på fødegangen og en jordemoder på vej til et planlagt kejsersnit hev os ind på en modtagelsesstue, da hun kunne se, jeg havde gode, stærke veer. Hun undersøgte mig og sagde, at jeg var 7 cm åben. Klokken var 10 og jeg kunne slet ikke forstå, at jeg havde åbnet mig så meget så hurtigt. Det var jo kun 4,5 time siden, at den første ve havde været der. Jeg begyndte at græde af overvældelse.
Jordemoderen, der havde undersøgt mig, blev nødt til at gå. Hun fik sagt, at de havde meget travlt, men at hun ville forsøge at finde en jordemoder til os. Jeg fik nogle kraftige veer og min mand begyndte at tale mig igennem veerne. Det hjalp især at han holdt styr på tiden. Mine veer tog ca. 1 minut, så han talte ned for mig. Jeg bad om en brikjuice fra vores kæmpe snackpose, og da han skulle have juicen ud af plastikken, som holdte brikjuicene sammen, tabte han en i hovedet på mig og vi begyndte begge at grine. Samtidig fik jeg en ve og ligesom det er svært at bruge laboro-vejrtrækning, når man har munden fuld af havrefras, så er det også svært når man griner, så den ve gjorde virkelig ondt!
Der kom en jordemoder ind til os, som sagde, hun skulle være hos os under fødslen. Jeg nåede lige at sige hej, så fik jeg en ve mere og begyndte igen på laboro. Hun sagde til mig, at hun kunne høre, jeg havde en god laboro-teknik. Hun fik vores ønskelisten til fødslen og da hun havde læst den, sagde hun, at hun godt kunne læse af mine ønsker, at jeg havde gået til Smertefri Fødsel og så sagde hun, at hun ville gøre alt for at jeg fik mine ønsker opfyldt. Jeg havde blandt andet skrevet, at jeg ikke ønskede smertestillende med mindre jeg var meget forpint, og at jeg gerne ville i vand under mine veer. Hun sagde, at der var helt fyldt op med fødende, så der var ingen ledige fødestuer, så for nu kunne hun ikke tilbyde mig et fødekar. Jeg sagde, at det var ok, men så ville jeg faktisk gerne have en varmepude, en pilatesbold og et klyx 🙂
Det fandt hun til mig, men jeg nåede ikke rigtigt at bruge nogle af delene, da veerne tog til og det fungerede bedst for mig at ligge på siden med min mand siddende ved siden af, mens han mindede mig om åbne håndflader og talte mig igennem veerne. Ca 5 sekunder før en ny ve kunne jeg mærke, at den var på vej og så startede min mand nedtællingen. Jordemoderen undersøgte mig igen lidt i 11, jeg var 8 cm åben og hjertelyden var fin. Der blev en fødestue med fødekar ledig, og jeg takkede ja til at komme derned. Da vi kom ind på stuen løb vandet ned i karret, men dem, der havde tændt for det, havde tændt for det kolde vand. Derfor gik der lidt tid inden jeg kunne komme ned i vandet.

En skøn pardans og en lille smule opkast

Kl 11:30 var karret klar og jeg havde meget ondt, men jeg kunne godt være i det, og præcis som jeg havde fået at vide til fødselsforberedelsen, så var det ligesom et intervalløb. Det var kun mens veerne flød ind over mig, at jeg havde ondt. Når der var pause i mellem veerne, havde jeg ingen smerter. Jeg kom ned i vandet men det havde ikke helt den effekt, jeg havde håbet på. Jeg kunne ikke finde en behagelig måde at ligge på selvom jordemoderen prøvede at guide mig hen i forskellige stillinger. Min mand gik hurtigt på toilettet, mens jeg lå i vandet, og der oplevede jeg, hvilken forskel det gjorde, at han ikke var ved min side til at tale mig igennem og tælle ned på veen. Den ve, jeg havde mens han var på toilettet, var meget hårdere end de andre. Jeg syntes, det begyndte at spænde og svie rigtig meget og jordemoderen gjorde mig opmærksom på, at mit vand heller ikke var gået endnu. Vi aftalte, at jeg skulle tage to veer mere i fødekarret og hvis vandet ikke var gået, skulle jeg op og jordemoderen ville tage vandet. Vandet gik ikke, og jeg kom op på fødelejet.
Klokken var nu 12. Jordemoderen undersøgte mig og konstaterede, at jeg var 9 cm åben – og lige da hun skulle til at tage vandet, gik det af sig selv. Det var meget forløsende. Kort tid efter begyndte det dog virkelig at tage til med veer, og de kom hyppigere og varede i længere tid. Jeg var dog mellem veerne ret klar i hovedet og spurgte om min mand sad godt. Pludselig midt i en ve kastede jeg op og det ramte vist lidt min mand. Jeg kan huske, jeg overvejede, om jeg skulle sige undskyld. Men omvendt tænkte jeg også, at jeg faktisk var ved at føde og så var det ok at kaste lidt op. Jordemoderen målte hjertelyd og den viste, at vores søn var ved at være lidt presset. Hun ringede til afdelingsjordemoderen og talte med hende om det. Jeg selv var ret rolig og jeg havde en fornemmelse af, at alt var ok. Hun valgte at sætte en elektrode på hans hoved og bad mig om at prøve at komme op og stå. Det gjorde jeg, mens jeg havde armene om min mands skuldre. Jeg fik trang til at bevæge mine hofter, og vi stod og rokkede lidt fra side til side.
Jordemoderen opfordrede os til at danse videre. Jeg tvivler på, at det var specielt yndefuldt, men det var en ret skøn dans. Efter lidt tid spurgte jeg, hvornår jeg måtte presse. Jordemoderen spurgte, om jeg havde pressetrang. Det var jeg ikke helt sikker på, om jeg havde. Hun sagde, jeg godt måtte presse lidt forsigtigt med. Jeg blev dog pludselig lidt dårlig, som om jeg skulle besvime, og jeg kom op på fødelejet og lå i sideleje. Jeg blev undersøgt igen. Jeg var nu 10 cm åben og klokken var 12:25.

Pressefasen og urbrølet

Jeg fik for første gang under fødslen trang til at brøle og jeg udstødte en høj og vildt fed lyd. Jordemoderen sagde, at jeg godt måtte presse med næste gang, jeg fik en ve. Jeg pressede og kunne mærke hovedet trænge ned, men så snart veen sluttede svuppede det tilbage igen. Jordemoderen sagde til mig, at det havde jeg nok hørt godt kunne ske, men at det var helt normalt. Jeg fik et par presseveer mere og klokken var 12:45. Jeg spurgte, hvor lang tid der var igen, og jordemoderen sagde, at han ville være ude inde for 40 minutter. Jeg tænkte, at det skulle være løgn og han skulle ud før, så ved næste presseve, tænkte jeg på at bruge speederen, satte hagen i brystet og krummede mig sammen og spænde i mine mavemuskler. Jordemoderen roste mig for at have stærke mavemuskler og en fantastisk presseteknik, det gav mig fornyede kræfter og samtidig sagde jeg til hende, at hun skulle huske at sige, når jeg skulle holde igen.
Men ved næste ve mærkede jeg selv burning ring of fire og gik i gang med laboro og løftede hagen inden hun nåede at sige noget. I næste ve kronede min søn og jordemoderen fortalte, at han havde det flotteste, lange røde hår. Jeg mærkede på hans hår, og det er det blødeste jeg i mit liv har mærket. Min mand var overbevist om, at han gerne ville tage i mod vores søn, især efter den “opsang” som mændene fik, da de var med til fødselsforberedelsen, om at mændene også have en aktiv rolle at spille under fødsler. Han havde under pressefasen stået ved mit hoved, men fordi jeg lå i sideleje og han hjalp med at støtte mine ben under veerne, kunne han følge med i vores søns vej ud til verden.
Han mindede jordemoderen om, at han gerne ville tage imod. Han blev lidt forskrækket, da han så at vores søn var helt blå, men jordemoderen fortalte ham, at vores søn slet ikke vidste, at han var født endnu. Jordemoderen forløste den ene skulder og så tog min mand imod vores søn og trak ham ud under den næste ve. Vores søn sagde hej til sin far ved at stikke i et højt skrig og skide ham op af armen 🙂
Min mand lagde vores søn op på min mave. Han kiggede på os med store mørkeblå øjne, og jeg sagde til ham: “Var det bare dig, der lå inde i min mave”.
Vi var begge to helt væk i vores fine søn, der efter en halv time selv begyndte at møffe på sig og dernæst selv kravlede op og fandt mit bryst og suttede sig fast – og der lå han så nærmest i døgndrift de næste døgn. Vi havde ønsket sen afnavling og først efter at jeg havde født moderkagen. Den fødte jeg 20 minutter efter fødslen ved at jordemoderen bad mig lave et lille host. Jeg fik en meget lille, men lidt dyb bristning, som de gerne ville have en læge til at sy. Lægen kom først efter 4 timer. Hun sagde, hun skulle sætte to sting og om jeg ville have bedøvelse. Det takkede jeg nej til og i stedet brugte jeg laboro-vejrtrækningen og det fungerede så godt som smertelindring, hvilket lægen synes var ret sejt.

Teamwork og den fede fødsel

Jeg fik ikke den 24 timers lange fødsel med kontroltab, frygt og indgreb, som jeg havde forestillet mig inden jeg startede min fødselsforberedelse hos Smertefri Fødsel. Den 1. februar 2018 fik jeg i stedet for en 7,5 timers fed fødsel, hvor jeg var tilstede og følte mig klar og godt forberedt på fødslens faser og min håndtering af veerne. Jeg kunne være i og med veerne, og jeg tænkte på dem som sammentrækninger, der ville hjælpe min søn til verden. Fødslen af min søn er min vildeste kropslige præstation. Under fødslen fik jeg glæde af de superkræfter, jeg havde øvet mig på i form af laborovejrtrækning, afspændings- og presseteknikker. Fødslen af vores søn var også min og min mands vildeste teampræstation. Det var vores fødsel og vi indtog fødestuen på Rigshospitalet og arbejdede os igennem veerne sammen og fik vores dejlige søn som den vildeste præmie. Jordemoderen kom efterfølgende ind og sagde til os, at vi var så gode sammen og hun var imponeret over vores samarbejde og nærvær under fødslen.
Min eneste anke er, at jeg synes det var så fedt at føde, at det var ærgerligt det kun tog 7,5 timer og at jeg jo heller ikke nåede at spise alle de snacks jeg havde forberedt til fødslen 🙂 Så selv om det kun er få måneder siden jeg har født, så er jeg så klar på at skulle prøve det igen.

TAK for beretningen Maja. Vi kan kun tilslutte os konceptet om at deltage i fødselsforberedelse. Vælg den slags, der passer til dig og dit temperament, men vælg noget. Det er så stor en fordel at være godt forberedt og ikke mindst at have strategier til at håndtere veer og at vide noget om en fødsels forløb og faser. Måske kommer det til at gå anderledes end du havde tænkt, men det er også en del af den gode forberedelse at være bevidst om og at have tænkt med. Vil du også gerne dele din beretning – uanset dens form – så skriv endelig til os på info@strutshop.dk

Du kan følge Maja på Instagram og se mere til hendes lækre, rødhårede søn på @majapejssejr

PS: Vi kan godt anbefale varmedunk-konceptet. Ikke kun til fødsler, men også til en øm lænd når maven er tung, til ømme skuldre eller til at holde tæerne lune

%d bloggers like this: