Sandras fødselsberetning: Det gode kejsersnit

Sandra er 25 år gammel og mor til Storm. Hun fortæller her om sin fødsel – og om at vende noget negativt om, så hendes planlagte kejsersnit endte med at blive en rigtig god fødselsoplevelse. Vi takker for beretningen og håber, at andre derude, der har planlagte kejsersnit og ikke glæder sig til dem, kan læse her, dels at kejsersnit bestemt også er ‘rigtige’ fødsler og at de kan være det helt rigtige. Der er nemlig ingen facitliste på, hvad en god fødsel er – det gælder om at finde det, der er godt for dig og din baby.

Allerede da jeg var seks måneder henne i min graviditet havde jeg en fornemmelse af at fødslen ikke ville gå, som jeg ønskede. Under en skanning sagde de, at baby lå ‘forkert’, altså med hovedet opad, men at baby havde masser af tid til at vende sig. Min mavefornemmelse sagde mig dog noget andet. Da jeg var 32 uger henne, var jeg til en privat skanning, hvor han stadig lå med hovedet opad, og her vidste jeg, at han ville blive liggende. :-/

En dag, sidst i oktober 2014, er jeg derfor på hospitalet til et vendingsforsøg. Der er tre mennesker, en jordmoder, en fødselslæge og en sygeplejerske, der forsøger at vende barnet udefra. Og JA, det er lige så ubehageligt og smertefuldt, som det lyder. (Red: et vendingsforsøg kan også prøves med rebozo-massage, der er en noget mere behagelig oplevelse. Ikke mindst for mor. En del jordemødre kan dette eller kender nogen, der kan – spørg din egen jordemoder for mere information) Vendingsforsøget lykkes dog ikke, og nu skal jeg/vi så tage beslutningen om, hvordan baby skal komme til verden.

Jeg vil føde naturligt, så alt andet er udelukket! Lige indtil en fødselslæge kommer ind og snakker med os om et planlagt kejsersnit, da de klart fraråder mig at føde naturligt. Læger og jordmødre havde holdt fagligt møde omkring min situation, og grundet mine smalle hofter, og skønnet af at barnet var utroligt stort, ville det være direkte farligt for mig og barnet, lød beskeden.
SYNK! Jeg kan se frygten i min kærestes øjne, som samtidig siger, ”Jeg støtter dig i dit valg, ligegyldigt hvad!”

Jeg tænker og tænker, og en læge siger så, ”Vi skal vide det i dag”. Jeg kommer frem til, at jeg må se nederlaget i øjnene, og vælger et planlagt kejsersnit. Vi tager hjem fra hospitalet med en dato og et klokkeslæt på, hvornår vi skal være forældre. Datoen er den 4. november 2014 kl. 10.

Dagen kommer, og vi kører tidligt hjemmefra og ud til min mor, hvor vores hund skal være, mens vi er på hospitalet. Her går jeg i bad, og får renset hovedet lidt. Jeg er egentlig ikke nervøs for indgrebet på dette tidspunkt, og føler mig ikke specielt gravid eller hæmmet af graviditeten i øjeblikket..

Min mor kører os på hospitalet, og sætter os af en time før kejsersnittet skulle ske. Vi kommer op på barselsgangen og bliver vist hen på vores stue, og jeg får tildelt det mest sexede tøj (host, host), og får at vide, at der er lidt forsinkelse. Klokken bliver 11.30 før de kommer for fortæller, at nu er det nu. Jeg spørger, om jeg ikke selv må gå ned på operationsstuen, men det var NO GO 😉 Så i stedet hopper jeg op i sengen og bliver kørt på operationsstuen. Her møder vi en fantastisk sød jordemor og en virkelig rar narkose-sygeplejerske udenfor stuen. De fortæller nøjagtigt hvad der skal forgå og hvornår, og vi bliver enige om, at når barnet kommer ud, skal det direkte op til mig, og far skal klippe navlesnoren. Det hele kan lade sig gøre, så fødslen bliver så naturlig som muligt.

Jeg får lov at gå ind på stuen og sætter mig på operationsbordet. Nu kommer narkoselægen ind, og lige i det sekund bliver jeg nervøs! Jeg skal have en rygmarvsbedøvelse, og det frygter jeg pludselig. Jeg husker, jeg næsten maser livet ud af jordmoderens hånd, men hun tager det helt cool og smiler bare. Så siger lægen, at han er færdig. WHAT! Jeg mærkede INTET! Fantastisk. Så er det værste da overstået 😉

Pludselig bliver jeg varm i benene, og min mås bliver lammet. Så bliver jeg lagt ned og kan mærke, hvordan bedøvelsen rigtig begynder at virke. Jeg har svært ved at forstå, at jeg kan mærke al berøring, men de lover mig, at jeg ikke vil kunne mærke smerte.

De fortæller, at de går i gang, og vi får af vide, at når vi hører, at de suger fostervandet, så vil der gå et par sekunder før babyen kommer op til mig. Tiden efter suget trækker ud, og jeg bliver rusket rundt på operationsbordet. Bassen sidder fast, og de skærer mig lidt mere op og maser igennem tre mand for at få barnet ud. Det lyder voldsomt, og det er det da nok også, men jeg observerer ikke rigtig, hvad der forgik. Jeg har jo heller ikke noget at sammenligne med. Min kæreste, derimod, fortæller efterfølgende at han når at høre, at de panikker lidt, og beder om skalpel og så videre.

Pludselig kommer der en kææææmpe baby-DRENG op i mine arme, kl. 11.53, og far klipper navlesnoren. Det hele er så smukt.. Storm, som vi får skænket den dag, ligger bare helt stille og kigger med det ene øje på skiftevis min kæreste og jeg. Jeg bliver syet sammen og kørt til opvågning. En time efter jeg beder jeg selv om at få vejet og målt Storm. 3968 gram og 52 cm. (To dage senere bliver han målt til 56 cm) Han er helt perfekt! Han er dog gul og blå efter den hårde start på livet, men bliver godkendt af børnelægen.

Alt i alt var det den smukkeste oplevelse nogensinde! Alle var super rolige og meget fattede, og var der bare for OS. Så min frygt for ikke at føde naturligt, og følelsen af nederlag, er nu vendt til, at Storms vej til verden var det helt rigtige for os.
Jeg håber dog en dag selv at komme til at føde 😉

sandras fødselsberetning

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

%d bloggers like this: