Stefanis fødselsberetning:1. GANG OVERGAV JEG MIG TIL HOSPITALET — DENNE GANG FØDTE JEG SELV MIT BARN

Fra styret til styrende med fødeteknikkerne
Ved min 1.fødsel følte jeg mig fuldstændig magtesløs, når jeg fik en ve og lå i krampe på sofaen. På hospitalet følte jeg at det var jordemødre og læger der styrede min fødsel og ikke jeg. Hele den sidste del af min 1. fødsel, husker jeg som noget der foregik med mig som patient, og uden at jeg havde noget at skulle have sagt. Jeg lå på ryggen og blev klippet i mellemkødet. En CTG og jordmødrene fortalte mig hvornår jeg skulle presse.
Denne gang var jeg fast besluttet på, at fødslen skulle være en god oplevelse. Selvfølgeligt er det hårdt kropsligt arbejde at føde et barn, men jeg var indstillet på, at jeg og min krop kan klare det, hvis jeg giver livmoderen plads til at arbejde og jeg finder måder at slappe af i kroppen på, der giver mig mulighed at holde ud og arbejde med mine veer.

For mig var det teknikkerne fra ‘Smertefri Fødsel/Anja Bay-metoden’ der hjalp mig på vej. Jeg kunne arbejde med min krop og give livmoderen plads og ro til at arbejde (især den sidste del af udvidelsesfasen fra de 3-10 cm., som kun varede 30-40 min). Derudover var jeg afklaret med mine ønsker til fødslen, hvilket klart gjorde den største forskel ift min første fødsel.

Igangsættelsen

Jeg bliver sat i gang med en stikpille torsdag morgen kl. 8.30, 14 dage over termin. Få timer efter begynder veerne med 4 min. mellemrum og varer ca. 1 min. Selvom jeg synes, de hurtigt tager til i styrke, kan jeg godt følge med ved at slappe af de rigtige steder i kroppen og ved hjælp af en bestemt vejrtrækning jeg har lært på et fødelsforberedelseskursus. Tidlig eftermiddag skal jeg møde på hospitalet igen, enten for at få endnu en stikpille eller for at få taget vandet. Jeg er ved godt mod, da jeg synes veerne virker kraftige, men overkommelige, indtil jeg bliver undersøgt og sendt hjem igen med følgende besked: Du har for mange veer til at jeg vil give dig en stikpille til, men du er ikke åben nok for at jeg kan tage vandet (prikke hul på fosterhinderne)…:o(
Nå, der er jo ikke noget at gøre, og det går jo trods alt den rette vej.
Hjemme igen bliver veerne ved, stædig med 3-4 min. mellemrum. Vi snakker, ser lidt fjernsyn og spiser sushi. Gentagne gange får min kæreste sagt, at det her er helt anderledes end 1. gang, fordi jeg tager den ene ve efter den anden stille og roligt, og jeg har overskud mellem veerne. Under fødslen af vores 1.søn lå jeg det meste af tiden i total krampe på sofaen og havde svært ved at være i veerne. Nu tager jeg de fleste veer siddende på en pilatesbold og både min vejrtrækning (laboro vejrtrækning) og den særlige form for afspænding jeg har lært hjælper mig rigtig meget!
Sammentrækningerne tager til
Ved 2-tiden om natten synes jeg veerne er voldsomme, og smerterne tiltagende — der må da være sket noget! Vi tager atter ind på hospitalet, og jeg er nu ca 2 cm åben…og meget træt! Det er nu ca. 17 timer siden, at jeg blev sat i gang. CTG’en (strimlen) viser dog gode veer, fin hjerterytme og fosterbevægelse, så jeg får en panodil, en ipren og noget sløvende med hjem for at få sovet lidt, og vi aftaler at ringe ind næste morgen kl.10, for at lave en aftale om at få taget vandet.
Jeg er vågen resten af natten. Pillerne virker ikke, og når jeg når at døse lidt hen, er jeg ikke klar inden veen starter og kommer ikke ind i min vejrtrækning tids nok, hvilket resulterer i, at jeg bliver overmandet af smerte. Så jeg vurderer, at det er bedre at holde sig vågen og koncentrere sig om afspændingen og vejrtrækning.
Næste formiddag er vi på hospitalet igen og beskeden (oveni trætheden og veerne) er ved at slå mig helt ud: Jeg er med lidt god vilje måske ca. 3 cm åben!! Jordmoderen siger, at jeg vist ikke har særlig meget gavn af at være andengangsfødende da det ikke lader til at gå hurtigere….Det kan jeg jo kun give hende ret i.
Jordmoderen foreslår en epidural, så jeg kan få sovet lidt, men jeg vil ikke have den: Jeg føler, at jeg stadig kan takle veerne, og jeg er bange for at epiduralen vil forhale processen yderligere eller sætte fødslen helt i stå. Jeg er dog meget øm under maven, fordi lille Linus ynder at danse tango inde i maven nærmest gennem hele forløbet. Han kan vist trods alt mærke, at der er ved at ske noget.
Tiden går på modtagerstuen med veer, CTG (som jeg efter ønske får lov til at sidde eller stå op med for at holde mig aktiv), og jeg håber så meget på snart at få lov til at komme i vand/kar, hvilket jeg husker som meget smertelindrende fra min sidste fødsel. (Jeg fik dog ikke lov til at føde i vand dengang, så det kunne jeg rigtig godt tænke mig nu).
Fra modløshed til nyt mod
Da jeg bliver undersøgt igen ved 15-tiden, er jeg knap og nap åben nok til at jordmoderen vil tage vandet, men hvis det ikke hjælper, synes hun jeg skal have et vedrop.
Og dér bryder jeg helt sammen! Jeg er afsindig træt, jeg er øm og jeg vil (død pine) ikke føde på ryggen i sengen igen (hvilket vedroppet og CTG godt kunne betyde) — det var bare ikke lige min drømmeforestilling om en fødsel!
Jeg får lidt tid til at sunde mig og kl. 16 tager jordmoderen vandet, mens jeg står op — og til min store lykke er fostervandet klart, og veerne kommer nu med meget korte mellemrum. Endeligt kan jeg komme i vand! Jeg er ovenpå igen! Veerne nu er heftige og kommer nærmest lige oveni hinanden, men jeg er glad for at det nu går fremad og jeg kan komme i det varme vand. Jeg bliver kørt over på fødestuen i en kørestol, da der nærmest ikke er nogen pause imellem veerne. Jeg kommer i vandet, hvilket er rigtig rart. Jordmoderen forstår ikke rigtig min vejrtrækning, og spørger om jeg har pressetrang. Da jeg svarer, at det havde jeg ikke endnu, giver hun mig besked på at trække vejret dybt, ”for ellers får barnet altså ikke ilt nok”. I den korte pause jeg har mellem veerne får jeg sagt, at der kun er 3% forskel på ilttilførslen og beder min kæreste om at finde sedlen om “Smertefri Fødsel” frem, som jeg havde printet og lagt i vandrejournalen. Hun stoler på, at jeg ved hvad jeg gør, og er sød til bare at være tilstede og understøtte mig i det jeg gør.
Kort tid efter forlader modet mig, og jeg tror ikke et sekund på at jeg kan presse mit barn ud. Jordmoderen er helt rolig og siger “Du gøre det supergodt, og det kan du sagtens”. Jeg udbryder bare “Ach du Scheisse!” — jeg ved ikke hvor det tyske kommer fra lige der, men jeg husker at have læst om “overgangsfasen” og ved at lige om lidt kommer kræfterne og modet tilbage. Bare det at kende til fødslens forskellige faser gør, at selv det mest uoverskulige moment er til at takle.
Så får jeg får pressetrang og får lov til at presse. Da jordmoderen siger, at barnets hoved er ret stort og mit mellemkød ikke særlig fleksibelt (great!), får jeg (mellem presseveerne) fortalt hende, at jeg blev klippet sidste gang (Hun havde ikke nået at kigge i min journal inden jeg kom). Jeg kunne se på hende, at hun mente det også kunne blive nødvendigt denne gang. Men jeg skal bare ikke klippes igen! Så jeg koncentrerer mig 110% på at bruge presseteknikkerne rigtigt og bruge visualiseringen med at ”tænke mig selv åben nok” til at kunne presse mit barn ud. Og det fungerer tilsyneladende!
En time efter jordmoderen havde prikket hul på fosterhinden (hvor jeg var knap 3 cm. åben), ligger min lille lækre Linus på min mave i badekarret og min anden fødsel ender trods den lange opstart alligevel i en drømmefødsel.

 

/Stefani

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

%d bloggers like this: