Stines fødselsberetning: Den perfekte hjemmefødsel

Det er faktisk anden fødselsberetning, Stine deler. Den første kan du læse her. Denne handler om hjemmefødsler, og babyer der helt selv vælger deres fødselsdage.

Drømmen gennem hele min anden graviditet var en rolig, afslappende og god hjemmefødsel, og vi fik præcis det, vi ønskede. Det lyder måske som inkompatible størrelser, men fødslen var både afslappet og samtidig enormt intens. De dygtige jordemødre fornemmede og agerede intuitivt ud fra vores ønsker. Nåja, og allervigtigst fik vi en dejlig, lille pige, der snød alle både med sin ankomstdag og sin størrelse.

Onsdag aften, mens vi passer hus og kat for mine forældre i det vestsjællandske, konstaterer Jonas (som jeg har skrevet her) at jeg er ‘virkeligt højgravid’ og at ‘jeg tror, du føder snart’. Jeg føler mig også virkeligt højgravid, men jeg har alligevel ikke regnet med at fødslen vil gå igang dagen efter, hvor jeg er 37+3.

Torsdag skal vi have frokostgæster, og min ældste datter er simpelthen så træls om formiddagen, at vi får hende til at sove en sjælden middagslur med mig. Lige da hun er faldet i søvn og jeg selv er ved at døse hen, mærker jeg et lille ‘plop’ og noget vådt i trusserne. SÅ dårlig kontrol har jeg trods alt ikke med min bækkenbund, og jeg synes derfor, at jeg hellere må undersøge sagen.

Det er helt sikkert ikke dårlig bækkenbunds- og/eller blærekontrol, men i stedet klart, fint fostervand. Jeg fortæller gennem toiletdøren Jonas, hvordan landet ligger og får ham til at smide et par tørre trusser ind til mig. Jeg får også hans telefon ud på toilettet og Jonas bliver sendt afsted for at høre om en af mine forældres naboer mon ligger inde med et par seriøse natbind. Planen var, at vi skulle passe hus og kat indtil fredag aften, så jeg ringer allerførst til mine forældre, der er på ferie et stykke oppe i det svenske land. De bliver ret overraskede, men vi er enige om, at min datters elskede moster er det bedste valg med pasning – mine forældre kan ikke nå hjem i tide. Dernæst ringer jeg til min søster for at give hende en heads up.

Jonas har ikke noget held hos naboerne (men får dog et engangs-vådlagen med tilbage, som jeg sidder på på vejen hjem i bilen) og cykler i stedet i Rema med sine brækkede tæer for at købe bind. I mellemtiden ringer jeg til Rigets fødegang og fortæller dem at alt er vel og vandet er gået. Både Jonas og jeg er helt rolige, men naturligvis også glade og spændte. Og så er vi klar. Helt klar. Mens vores datter sover videre pakker vi al vores habengut og rydder huset op. Jeg tænker (meget nonchalant) at de frokostgæster, der nok var på vej, jo bare kunne komme og spise med, men Jonas overbeviser mig om det fornuftige i at ringe og aflyse.

Jonas vækker den kommende storesøster og vi spiser en solid frokost inden vi kører hjemad mod Østerbro. Vi har en fin køretur hjem og synger grinende med på Halfdans børnesange undervejs. Jonas har dog ondt i foden til sidst efter små 100 km kørsel med tre brækkede tæer. Jeg har endnu ingen veer. Vi regner med at veerne først går igang, når vi er på plads hjemme i den proverbielle ‘hule’. Føde-hormoner er ret cool på den måde.

Vi kommer hjem i fin form og selvom vores pige synes, det er lidt mærkeligt, at jeg sådan ‘tisser i bukserne’, så tager hun det hele med ophøjet ro. Ligesom os, egentlig. Ingen panik, ingen uro. I stedet en forventningens glæde. NU sker det og vi er begge sikre på, at vi vil få den fødsel, vi ønsker os.

Jeg hviler mig i sengen og mærker en lillebitte smule småveer – intet værre end menstruationssmerter. Imens bygger Jonas babysengen. Det er et af de projekter, vi havde tænkt os at tage hul på efter ferien hos mine forældre, men det giver rigtig god mening i forhold til vores store pige: sengen bliver bygget, fordi baby kommer.

Jonas kører hende afsted til babysitterne kl 16.30 og hun er ellevild ved konceptet. Mosterbesøg og en lille slikpose på en torsdag – det er lykken, når man er 3 år. Jonas er vist lidt nervøs for, om jeg lynføder inden han når tilbage, men der sker ikke så meget herhjemme.

Jeg lægger mig ind i sofaen med strikketøj og Downton Abbey på Netflix og strikker løs på babytæppet. Jeg ringer igen til fødegangen og vi bliver enige om, at jordemoderen kommer forbi i løbet af den tidlige aften – medmindre vi får brug for det før. Jonas kommer tilbage og vi deler en pizza og taler om, hvor syret det hele er. Jonas havde haft en fornemmelse af, at noget var anderledes ved mig onsdag aften, så hans intuition havde gjort ham klar til muligheden af en nært forestående fødsel.

Jordemoder Charlotte kommer ca. 20.45 og vi taler lidt om, hvordan jeg har det, inden hun undersøger mig. Jonas går ind i soveværelset på dette tidspunkt – fair nok at han ikke har lyst til at se den indre undersøgelse. Jeg synes ikke, jeg har haft rigtige veer endnu, men det må jeg have haft, for jeg er 3 cm åben og ’smørblød’, som Charlotte malerisk udtrykker det. Vandet er stadig fint og klart, og Charlotte løsner ligeså forsigtigt på hinderne for at sætte lidt mere skub i fødslen – knap 24 timer har man fra vandafgang, hvis man ønsker en hjemmefødsel, og det er målet for både os og jordemoderen. Hun er meget udramatisk omkring vores ‘tidspres’ fordi jeg er så fødeklar og fordi lillesøster står så lavt i mit bækken, at hun kan mærke hovedet. Charlotte forudser, at når veerne går igang, så kommer det til at gå stærkt. Hun vurderer – ligesom konsultationsjordemoderen tirsdag morgen – lillesøster til 2700 g, men med det forbehold, at hun står meget, meget langt nede i bækkenet og derfor fint kan være større. Der bliver jævnligt lyttet til hjertelyden med trærør – Jonas lytter også med – og lillesøster er i absolut superform og så langt fra at være stresset, som man kan være.

Vi bliver enige om, at jeg skal have akupunktur – en blanding af afslappende og vestimulerende punkter – fordi det havde været så effektivt i pressefasen sidste gang, og mens jordemoderen konsulterer sin akupunktur-bog, gør jeg klar til at blive stukket og puttet med Jonas i soveværelset. Han har i løbet af aftenen også lagt et vådlagen under det almindelige lagen og skiftet mit sengetøj, så sengen er parat.

Kl. 22. I sengen får jeg akupunktur og så slukker jordemoderen lyset og Jonas og jeg får fred i soveværelset, så oxytoxin og akupunktur kan sætte veerne godt i gang. Charlotte går en tur i nabolaget og vi får hendes mobilnummer, som vi kan ringe til inden for den næste halve time, hvis veerne kommer i gang. Kl. 23 er der vagtskifte, men allerede inden Charlotte er ude af døren kommer den første ‘rigtige’ ve, hvor jeg lige skal trække vejret med veen, og de næste 20 minutter, hvor vi er alene hjemme, kommer der yderligere 4-5 gode veer. Vi ringer til Charlotte og hun kontakter fødegangen og beder dem sende nattens jordemoder direkte ud, inden hun selv går tilbage til os.

Jonas hygger sig med hjemmefødslen. Spiller lidt på iPad, laver kaffe, ser til mig – han føler sig hjemme og ved hvor han skal gøre af sig selv i modsætning til at være i et fremmed hospitalsrum. Charlotte sidder ved mig i sengen og har hånden på min ene fod, når veerne kommer. Det er rart. Og faktisk også et af de afspændingspunkter, som Heidi bruger i Meyermetoden.

Kl. 23 kommer den ‘nye’ jordemoder Christina. Nålene i hænder og knæ generer mig, så de bliver taget ud. Fra nu af er veerne så intense, at jeg skal arbejde aktivt med både vejrtrækning og min krop. Charlotte og Christina laver overdragelse og Charlotte giver mig et kram og ønsker held og lykke inden hun går.

Fordi lillesøster står så lavt i bækkenet er der i modsætning til min første fødsel slet ingen lændesmerter, så Jonas’ forsøg på at holde imod og massere gør hverken fra eller til. Til gengæld hjælper det meget, når han ‘kradser’ mig på ryggen under en ve. Det flytter mit fokus fra veen til den lettere berøring. Jeg befinder mig i sengen resten af fødslen og læner mig ind over en sækkestol med en pude på, mens jeg roterer i bækkenet under hver ve og fokuserer på vejrtrækningen. Den stilling fungerer bedst og den fungerede også sidst, så det er åbenbart ‘min’ optimale ve-stilling. Veerne bliver stadigt mere intense, men absolut til at håndtere.

Jonas spørger, om jeg vil have noget musik, og Leonard Cohens stemme virker tiltalende, så han får lov at croone i baggrunden. Jordemoder Christina spørger lidt ind til mine ønsker for fødslen, til hvorvidt jeg vil have hormonsprøjten i låret efter fødslen (det vil jeg kun hvis det viser sig nødvendigt) og hvordan vi ønsker at håndtere navlesnoren (den skal pulsere færdig), men ellers bliver der ikke talt om fødeplaner. Jeg drikker absurde mængder af hyldeblomstsaftevand undervejs i fødslen. Omkring 3 liter. Til gengæld har jeg ikke lyst til at indtage noget som helst andet. Jonas lægger en chokoladekiks og noget slik ind til mig, og jeg har lyst til at sige til ham, at det er rigtig sødt og betænksomt, men at det skal jeg altså ikke have. Han vil hellere bare ville give mig muligheden for at få lidt snacks uden at jeg skal spørges først og forholde mig til noget. Godt tænkt.

Christina sætter sig ind i stuen med sit strikketøj mens Jonas er ved mig, så vi får mest mulig fred til at være i vores eget selskab. Da jeg begynder at sætte lyd på veerne sammen med vejrtrækningen, sætter hun sig ind i soveværelset på en stol og strikker videre.

Hun siger, at jeg skal sige til, hvis jeg begynder at føle trang til at presse (jeg tror dog ikke, jeg svarer). Jeg er meget fokuseret på ve-arbejdet, for mellem kl 23-24 er der ikke deciderede pauser mellem veerne. Der er markant forskel på intensiteten og når den er på sit højeste er jeg nødt til at fokusere 100% på at arbejde med vejrtrækning og afspænding. Ve-intensiteten slipper aldrig helt kroppen i den time. Jeg insisterer dog på at have mine pauser, selvom de er korte og reelt ikke-eksisterende, hvor jeg slapper af i kroppen og trækker vejret normalt. Det er ren stædighed, men giver også noget overskud. Jonas kommenterer lidt før midnat, at ‘nu er der 10 veer igen’, og både Christina og jeg mener, at det er noget overmodigt, for ’så skal det GODT nok være nogle heftige veer’. Manden fik ret.

Fredag d. 17.7.2015. Fødslen.

Omkring midnat skifter mine lyde igen karakter, så der nu ikke kun er dybe, primallyde under veerne, men også en presselyd. Christina lægger strikketøjet i stuen og finder sine fødselsinstrumenter og gummihandsker frem.

Hun beder mig lægge mig ned på siden og siger noget i retning af ‘jeg ved ikke, om du selv er klar over det, men jeg kan høre, hvad der skal til at ske nu, og jeg skal lige undersøge dig, så vi kan se, om du er parat’. Jonas går hurtigt ud i køkkenet for at tænde ovnen på 50 grader og lægger håndklæder derind, så de er lune og klar til lillesøster. Han skynder sig og siger ‘jeg er tilbage om 10 sekunder – jeg skal bare lige lune håndklæderne’. Jeg kan høre alt, hvad der bliver sagt og registrerer det, men jeg kan ikke svare nogen, fordi jeg koncentrerer mig om at føde i stedet.

Jeg er absolut klar til at føde på alle tænkelige måder, og lillesøster har det stadig rigtig godt. Hun er en decideret zen-baby og bliver hverken presset eller stresset undervejs i fødslen, men har som mig en rolig, nem fødsel. Ikke mindst fordi den er så kort. Jonas holder mig i hånden, mens Christina undersøger mig (det er anden gang i løbet af fødslen, jeg bliver undersøgt, og det er rart at slippe for) og jeg har den første presseve i sideliggende stilling. Jeg klemmer vist godt til i hans hånd, for jeg husker et overrasket smerte-ansigt på Jonas.

Christina beder mig løfte mit højre ben i vejret, så der bliver plads til at lillesøster kan komme ud, men det kan jeg altså ikke selv overskue, så Jonas holder mit ben mens Christina klarer resten og hun hjælper i de allersidste faser med at guide min vejrtrækning mellem gisp, dybe indåndinger og pres. Jeg har spontant lagt min ene hånds tommelfinger mellem øjenbrynene og trykker der under pressefasen. Det er Meyermetodens første afspændingspunkt og det fungerer for mig at have som fokuspunkt i pressefasen.

Jonas følger med fra første parket og ser, hvordan Christina holder igen og hjælper huden og lillesøsters hoved med at passe sammen og komme frem (efter devisen: så kan jeg selv gøre det næste gang). Lillesøster er hverken en ‘normal’ nedadkiggende baby eller stjernekigger, men kommer derimod frem sidelæns. Hendes storesøster havde en hånd knyttet ved øret, så mine piger skal åbenbart lige udfordre deres mor til allersidst. Det betyder at fødslen af skuldrene svier noget, for de skal ud på den bredest mulige måde. Presseveerne starter 00.10 og lillesøster bliver født 00.21. Hun kommer til verden stille og roligt og stikker ikke i et forskrækket vræl, men ligger bare og misser med øjnene mod den dæmpede belysning og tager sin nye situation lidt ind, inden hun begynder at brokke sig over luftforandringen. Hun er så fin og hverken krøllet i krop eller ansigt. Og så er hun smurt godt ind i fosterfedt. Jeg er heller ikke ‘oppustet’ i ansigtet – det når man ikke at blive i løbet af 10 minutters presseveer.

Hun har, som sin storesøster, en ret kort navlestreng og kan ikke nå længere op end til midt på min mave. Der ligger hun pakket ind, mens navlesnoren får lov at pulsere færdig. Jonas klipper den og hun kommer helt op til mig. Her ligger hun afslappet og kigger med den nyfødtes uudgrundelige øjne mens Leonard Cohen med helt igennem fantastisk timing synger sin smukke ‘Halleluja’ i baggrunden.

Det går fint med fødslen af moderkagen, men jeg havde glemt, HVOR ubehageligt den del egentlig er. Jeg gider ikke mere på det tidspunkt i (efter)fødslen og vil bare gerne slappe af. Jeg får en slags voksenble og de sexede nettrusser på, og Jonas lægger sig op til mig i sengen. Christina har taget sig af det blod og snask, der følger med en fødsel (det er overraskende lidt, og en del af hjemmefødsels-kittet er blå, engangsunderlag til netop snasket. Dem samler hun i en affaldspose og tager med, da hun går et par timer efter fødslen.)

Christina ringer også til fødegangen og melder at fødslen er vel overstået, får lillesøsters CPR-nummer og sms-er med Charlotte, der skriver tilbage og ønsker tillykke.

Vi får lov at slappe af for os selv i soveværelset efter en hurtig undersøgelse af lillesøster, hvor Christina giver hende en lille, lilla, hjemmestrikket hue. Lillesøster viser sig at have snydt alle med sine fine 3100 g. Hun måler 50 cm. Christina lægger sig ind på sofaen og blunder lidt (hjemmefødselsjordemødre bliver i minimum 2 timer efter fødslen) indtil det er tid til at måle mit blodtryk igen, tage status på blødning og alment velbefindende. Lillesøster ligger hud mod hud med Jonas, mens jeg skal ud og tisse. Det skal man nemlig kunne efter en fødsel, og det er ærligt talt mærkeligt at skulle stå til regnskab for sin evne til at lade vandet over for et andet voksent menneske. Det svier selvsagt, men er intet problem (jeg har trods alt drukket voldsomme mængder saftevand!) og så går jeg tilbage i seng igen. Jonas sover med lillesøster på brystet indtil kl. 3.30 og så får jeg hende hen til mig, hvor hun sutter lidt mere og vi sover indtil kl. 9 og vågner helt høje på oplevelsen.

 photo DSC_0530_zpsnx2ievxa.jpg
^^Vores dejlige lillesøster

– – –

Vi nåede ikke at få talt fødeplan eller fødselsønsker igennem med nogle af jordemødrene, men jeg kan se, når jeg kigger på planen her på bagkant, at de var med til at opfylde alle de ønsker, vi havde. Ikke mindst at vi skulle have lov at være i tosomhed og at der skulle være så meget ro som muligt. Vi fik lige præcis det, vi drømte om og ønskede os – en rolig, afslappet, afstressende hjemmefødsel helt på vores præmisser. Ja, selve fødslen var kort og intens, men optakten med vandafgang gav os god tid til at omstille os.

Jeg tænkte mellem kl. 23-24, hvor jeg gik fra 3-10 cm, at hvis jeg skulle have den her slags veer i mange timer, så ville jeg få brug for både Jonas’ hjælp og alle de værktøjer, jeg havde. Jonas derimod vidste ret tidligt, at det ville blive en hurtig fødsel – han kunne genkende mine bevægelser og lyde fra første fødsel og havde ret godt styr på, hvor langt vi var. Lillesøster har tydeligvis også haft en både udramatisk og utraumatisk fødselsoplevelse ligesom os og hun har taget det hele med ophøjet ro.

Storesøster kom hjem fredag omkring middagstid – det var så skønt at få hende hjem igen, men også en rigtig beslutning for os, at hun ikke skulle være med til fødslen.

Hjemmefødsler er ikke for alle – men hvis man er sund og rask, ens baby er sund og rask, føler sig tryggest hjemme og man går spontant i fødsel mellem uge 37 og 41/42, så har man mulighed for at føde i sit eget hjem på sine egne præmisser. Jeg kan i al fald kun anbefale det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

%d bloggers like this: