Stines fødselsberetning: Timing is everything

Søndag d. 29.04.2012
Vi flyttede i går, og i dag pakker vi de sidste flyttekasser ud og får de sidste møbler på plads – og forsøger at gøre den nye lejlighed til vores hjem. Der er stadig 3 dage til termin. Jeg fornemmer lidt murren over lænden i løbet af formiddagen og er generelt lidt træt i kroppen, men går ud fra, at det er ‘regningen’ fra gårsdagens flytterod. Også selvom jeg ikke bar noget op eller ned ad trapperne.
Over aftensmaden fortæller jeg min kæreste, at jeg måske troede, der var veer og at han muligvis ikke skulle på arbejde mandag. Det føles som små ’bakker’ af overskuelig smerte (lidt som menstruationssmerter) med pauser imellem. Min kæreste mener, at det bare er overanstrengelse – der er jo stadig et par dage til termin, og ’førstegangsfødende går altid over tiden’.
I løbet af aftenen bliver det mere tydeligt, at det nok er veer, men den slags kan jo gå i sig selv igen, så vi forholder os afventende og går i seng. Omkring midnat kan jeg ikke holde ud at ligge i sengen længere og går ind i stuen, hvor jeg skiftevis sidder på hug eller læner mig ind over diverse møbler. Jeg går også på toilettet og ser lidt blod, så jeg ringer til Rigshospitalets obstetriske modtagelse og beskriver situationen. Vagthavende jordemoder siger, at alt lyder helt normalt og efter bogen, og at jeg bare skal blive ved med at gøre, som jeg har gjort hidtil. Men selvfølgelig ringe igen, hvis jeg har behov for det.
Mandag d. 30.04.2012
Omkring kl. 02 vækker jeg min kæreste og fortæller ham, at han helt sikkert ikke skal på arbejde. Hverken dagen efter eller de næste 14 dage. Han får travlt med at tænde computeren, sende mails og gøre vikarmaterialer færdige. Sådan går den næste time til halvanden med ham foran skærmen, mens jeg går rundt og har veer, der gradvist bliver kraftigere. Jeg har rigtig god brug af vejrtrækningen fra APA og har det bedst med at stå og læne mig indover møblerne. De lyde, der kommer  fra mig, bliver mere ’primale’ og kommer dybt nede fra halsen (jeg var øm og hæs i et par dage efter fødslen) og det hjælper at rokke med bækkenet og få min kæreste til at holde imod med sine hænder. Jeg når også i bad derhjemme – det varme vand er rart, men en lille brusekabine er ikke optimalt til en kvinde med stor mave og veer!
Omkring kl. 5 tager vi (igen) tid på mine veer, og de kommer både regelmæssigt og har den længde, de ’skal’ i forhold til at kontakte fødeafdelingen. I løbet af natten har der slet ikke været lange nok pauser mellem veerne til at jeg har kunnet nå at ligge ned og hvile, og med en flytning oveni, er jeg både træt og fysisk udmattet, så jeg er i den grad indstillet på morfin for at få noget ro og hvile inden selve fødslen, selvom jeg som udgangspunkt har forestillet mig en ’au naturel’ fødsel.
Min kæreste ringer til Rigets fødeafdeling kl. 5.30 og beskriver veerne og hvor længe jeg har været i gang. Jordemoderen beder os først om at ‘komme om et par timer’ – så hører hun mine primale grynt i baggrunden og ændrer det til ’eller bare om en times tid’! Vi bliver anbefalet at vente til kvart over 7 med at komme, så jordemødrene er igennem deres vagtskifte, og de sidste par timer hjemme er lidt hårde; veerne niver godt. Dog er det ikke smertefuldt på en ubærlig eller voldsom måde, så med vejrtrækningsøvelser går det alligevel.
Taxaen, der kører os gennem et mennesketomt Østerbro, kender både rute og opgang på Riget, og jeg sidder på bagsædet uden sele og koncentrerer mig om bare at sidde. Jeg når at have halvanden ve undervejs og får i den grad brug for kontrolleret åndedræt for at kunne sidde nogenlunde stille i bilen. Dejligt at bo tæt på Riget!
Jordemødrenes vagtskifte-overleveringen varede til kl. 7.30, så i det kvarter, vi venter på, at jeg skal undersøges, stod jeg stående og stønnende ind over et bord på gangen.
Undersøgelsen viser meget overraskende, at jeg er 10 cm åben og livmoderhals og mund er helt udslettet. Altså kan jeg ikke nå at få morfin eller hvile, fordi min datter bare lige mangler at skrue sig helt ned igennem bækkenet før jeg skal presse. Det er ikke så meget smerten som muligheden for hvile, der lå i mit ønske om drugs – så da vi finder ud af, hvor langt i fødslen vi egentlig er, og at der ikke er 10 timer+ tilbage, så bliver hvile og ro også mere eller mindre overflødigt.
Fødestuen deler vi med en jordemoder og Falck-elev og der er en behagelig, rolig stemning. Jeg får et varmt omslag på lænden og en sækkepude at læne mig op ad over sengen. Det varme omslag viser sig at have været lovligt varmt, da det bliver taget af og jeg er helt rød på huden. Men det føltes rigtig godt.
Undervejs er der tid til at tale om ønsker og om forløbet hidtil og det er på ingen måde dramatisk.
Min kæreste stemmer imod på mit bækken når der er veer, og det både hjælper og lindrer. Dejligt at vi har øvet det på forhånd. Min kæreste føler sig vist selv lidt til overs, men det gør en kæmpe forskel for mig med de hænder og hans rolige tilstedeværelse i det hele taget.
Efter et par timer på Riget er min datter næsten nået helt ned i bækkenet, men mine veer aftager, så jeg bliver lagt op på sengen og får taget vandet kl. 9.55 (det når aldrig at ’gå’ af sig selv). Fostervandet er fint klart og hele tiden undervejs har min datter det godt. I selve pressefasen dykker hendes hjertelyd en anelse under veerne, men retter sig med det samme igen, når jeg trækker vejret i iltmaske efterfølgende.
Kl. 10.15 begynder pressefasen, og jeg trækker vejret i maske imellem veerne. Der skulle have været lattergas i masken, men min kæreste slukker for gassen efter første brug af maske, ’for at det ikke skulle stå og bare sive’. Det fortæller han (heldigvis!) først efter vi var kommet hjem. Jeg får ren ilt som eneste smertelindring i hele forløbet, og det fungerer rigtig fint; måske fordi at masken betød, at jeg fokuserede 100% på min vejrtrækning.
Veerne er lovlig korte, bare 1½ pres pr. ve (der må gerne være 3), så jeg får akupunktur i lilletæerne af en fødselsassistent uden selv at kunne mærke den store forskel – min kæreste har efterfølgende fortalt, at man tydeligt kan se på ve-kurven at veerne bliver kraftigere. Han syntes i øvrigt også, at det virkede voldsomt med de ‘lange, lange’ nåle, men jeg kan ikke fornemme andet end et lille prik.
Til allersidst, lige inden forløsningen, bliver afdelingsjordemoderen tilkaldt, fordi det var svært at få hovedet helt ud – det er i øvrigt en meget mærkelig fornemmelse at føle på det lille runkne stykke hoved, der stikker ud mellem benene på mig – og jordemoderen sagde, at det muligvis er nødvendigt at lægge et klip. Afdelingsjordemoderen er dog lidt mere ’hands on’ og med hendes hjælp bliver min datters hoved krænget ud i næste ve. Hun var lidt besværlig at føde, fordi hendes venstre hånd lå knyttet oppe ved venstre øre. Ingen klip var nødvendige, og det er først efter hovedet kom ud, jeg ømmer mig. Det sved! Resten af kroppen følger let efter, og kl. 10.54 bliver vores lille pige født til en smuk, solskinsdag efter en udramatisk og god oplevelse.
Hun græder med det samme og tisser ud over mig og er så fin. Navlesnoren er ret kort, så den skal min kæreste klippe, før hun kommer helt op til mig. Hun bliver lynhurtigt lyserød og bare hænder og fødder er lidt blålige – lige efter bogen. Min kæreste fortæller efterfølgende, at han græd, da hun kom, men jeg opfatter kun, at hun bliver lagt op til mig og fornemmelsen af den lille, glatte krops tyngde. Det er en surrealistisk oplevelse. Efter moderkagen er født, får jeg (virkeligt flotte!) nettrusser og voksenble på og lægger mig over i stuens anden seng, hvor der også er plads til far og barn.
Vores lille pige måler 50 cm og vejer 2920 gram. Hun er helt perfekt – og vi er blevet forældre
/Stine
fødselsberetning
(Herfra blev det så mindre let, men det kan du læse meget mere om på min egen blog, Østfronten)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: