Månedens Strutmave i september

Månedens Strutmave tilhører Malene, der bor på Frederiksberg med sin forlovede. Hun er 40 år, gravid i 28. uge med sit første barn – og skal giftes i starten af oktober.

strutmaveHvem fortalte du først om graviditeten?
Den allerførste var min forlovede, og han troede ikke på det, så jeg var nødt til at tage en test mere. Det var i Frankrig, så vi endte med at blive helt i tvivl om, hvordan en fransk positiv test skulle se ud. Men jeg havde en klar fornemmelse af, at jeg var gravid. Efter et døgns tid ringede jeg til min søster. Vi var i gang med et inseminations-forløb og det vidste vores nærmeste, så det gav ikke mening at holde graviditeten ‘hemmelig’.

Hvad har været det mest overraskende ved at være gravid?
Jeg er blevet overrasket over, hvor hurtigt omsorgs- og beskyttergenet sætter ind. Hvordan man kan blive bekymret over helt nye ting – som fx når min forlovede kører på motorcykel. Mine egne fysiske og mentale begrænsninger har også overrasket mig; specielt fordi jeg har haft mange år, hvor jeg kun har skullet prioritere og tage hensyn til mig selv. Nu er der pludselig éen, der allerede er meget vigtigere.

Det hårdeste ved at være gravid er…
…frygten for at miste. Jeg fik et ‘dårligt’ tal til nakkefoldsscanningen og har også oplevet at bløde, og det krævede al min mentale styrke at komme godt igennem tankerne om etik, risici og mine egne følelser. Det er også en hård og omfattende opgave at skulle revurdere min identitet, mine styrker og værdier, fordi de har forandret sig i løbet af graviditeten.

Det dejligste ved at være gravid er…
… kærligheden! Ubetinget. Kærligheden til det lille væsen som er et mirakel og en drømmebaby, og kærligheden til min forlovede. Det er det, der fylder allermest.

Hvad har været helt uundværligt igennem din graviditet?
Politikens Graviditetsbog. Den er jeg rigtig glad for at læse i, og på et tidspunkt kaldte min forlovede den for ‘julekalenderen’! Jeg kunne ikke lade være med at læse forud og glæde mig til det næste, der skete.

Hvad har været helt uundværligt under graviditeten?
For mig har det været vigtigt at have nogle pauser og tid til mig selv. Jeg bruger min åndelighed, yoga og meditation.

Hvad vil du gerne kunne fortsætte med efter fødslen?
Vi vil prioritere tid til os selv. Både som par og hver for sig, for at holde fast i at have en hel identitet, der ikke udelukkende drejer sig om baby og barsel. En del af tiden under barslen skal vi bruge sammen – vi holder 6 ugers fælles barsel, enten i Frankrig eller i vores sommerhus. Hvis det kan lade sig gøre, vil min forlovede meget gerne have mulighed for at holde mere barsel alene med vores lille dreng. Vi håbede, at øremærkningen af barsel blev gennemført.

Har du et godt råd til andre gravide?
Lad VÆRE med at Google! Der er så mange skrækhistorier og det letteste i verden er at få spolehjerne over alt det frygtelige, der måske kan ske. Og forsøg at lytte til din krop og dine grænser. Respekter at du måske skal til at geare ned og skrue ned for ambitionsniveauet. Det er ok. Der er en tid til alting.

Psst! Yoga anbefales som motionsform til gravide. Hvis der ikke er et tilbud i nærheden af dig, så kan du sagtens dyrke yoga hjemme på stuegulvet med en DVD som instruktør.

Psst! Kunne du tænke dig at få mere at vide om øremærkning af barsel til fædre? Så læs med her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

%d bloggers like this: