Månedens strutmave i December

Månedens Strutmave er Signe på 31 år, der danner par med Kasper på snart sjette år. Sammen har vi Blommen på 2 år og 8 måneder. Vi bor i Ørestad. Signe blogger på plummum.dk

foto-10

Hvem fortalte du først, at du var gravid?
Kasper. Min krop fortalte mig på alle mulige måder – præcis som under først graviditet, at jeg gemte på noget i maven; murren i maven, stik i æggestokkene og deslige, før jeg overhovedet kunne få to streger frem på en graviditetstest. Da de to streger endelig viste sig på den lille, hvide stav kunne jeg simpelthen ikke holde tæt. Jeg ville ellers have ventet her anden gang, til jeg havde fået graviditeten bekræftet hos lægen. Men jeg var alt for spændt og nærmest smed den overtissede test i hovedet på Kasper.

Er der noget, der har overrasket dig ved at være gravid?
Både ja og nej. Her, under anden graviditet, vidste jeg selvsagt meget mere om, hvad jeg gik ind til. Men to graviditeter er som bekendt sjældent ens – heller ikke ens egne. Kvalmen kom bag på mig under denne graviditet. Jeg så vitterlig ikke skyggen af den under første graviditet, så da jeg bogstavelig talt blev tvunget i knæ foran toilettet mange gange dagligt på grund af jernkvalme i første trimester, var jeg, ja, en kende overrasket over, hvor fuldkommen forskelligt to graviditetsforløb kan være.

Hvad er det bedste ved at være gravid?
Uh, jeg kunne nævne en kæmpe liste, men lad mig nøjes med få punkter.

At mærke livet inde i maven er noget af det allerbedste. Her i syvende måned mærker jeg nærmest konstant voldsomme puf, sparken, asen og masen. Og selvom det somme tider kan gøre helt ondt (og forstyrre nattesøvnen en del), når man får et los i ribbenene, så er det fuldkommen fantastisk at mærke, at man som menneske – som kvinde – er i stand til at give liv til og modne et andet lille væsen. Og så er det altså ovenud fantastisk, når ens tumling lægger hovedet på den gravide mave og med den blideste omsorg i stemmen fortæller, at hun eeelsker lillesøster, mens de små tumlingehænder på kærligste vis aer maveskindet. Det kan trække tårer frem her hos den hormonforstyrrede, kan jeg fortælle.

Hvad oplever du som det hårdeste ved at være gravid?
Jeg er nødt til at nævne kvalmen igen. Den er heldigvis slut for længe siden, men den var oprigtig talt forfærdelig, da den stod på – også på et psykisk plan. Den er totalt lammende for al normal dagligdag og tankegang i øvrigt, og det er hårdt, når hverdagen skal køre. Jobbet passer jo ikke sig selv, og det gør hjemmefronten heller ikke. Da kvalmen var allerværst, havde jeg ikke engang kræfter til at løfte mit hoved ned over toilettet. Jeg fandt på en ret tvivlsom metode, hvor jeg lå på gulvet ude på toilettet på min arbejdsplads og kastede op på en masse toiletpapir, som jeg så efterfølgende kunne hælde i toilettet. Jep, absolut ikke særlig lækkert, men jeg havde ikke så mange andre muligheder lige der.

Men kvalmen er som nævnt ikke længere en del af hverdagen, så det hårdeste p.t. er at få det hele til at hænge sammen i dagligdagen. Somme tider (ok, hver dag!) har jeg allermest lyst til at kaste mig på sofaen til en lur, når jeg har fri fra arbejde, men hjemmets tumling skal have al den opmærksomhed, hun fortjener, der skal stå mad på bordet senest kl. 18 og ofte er der aftenarbejde, når barnet først er puttet. Det forårsager lidt for mange plukkeveer i utide. MEN når det så er sagt, så er det altså helt fantastisk at være gravid, hvis du spørger mig. Jeg kunne godt gå hen og blive ret afhængig.

Er der noget, der er helt uundværligt for dig?
Jeg har kunnet passe det meste af min almindelige garderobe gennem hele graviditeten, så i virkeligheden er det mest et par gravidjeans med sådan en elastik, der kan trækkes helt op over maven, der er ret uundværlige. Men her under anden graviditet har jeg opdaget hvor smukt maven fremhæves i ventetøj, som der jo heldigvis findes så meget fint af i dag. Så jeg har købt en hel del ventekjoler, der smyger sig smukt om maven, og dem ville jeg ærlig talt ikke være foruden.

Derudover ville jeg aldrig gå gennem en graviditet uden et godt fødselsforberedende kursus, som giver mig mere ro i krop og sind. Denne gang har jeg haft stor glæde af et yogaforløb, og jeg starter snart endnu et forløb op, der både inkluderer mindfulness og også teoretisk gennemgang af fødslen. Det ville jeg ikke undvære, selvom jeg har været det hele igennem én gang.

Oplever du forskel på første og anden graviditet?
Jeg har allerede været omkring det væsentligste. Kvalmen og det faktum, at man som fleregangsgravid bare ikke kan få den hvile, som kroppen skriger efter, så ofte som man burde. Men derudover har jeg også følt en større ro omkring graviditeten her anden gang. Jeg er bedre til at lytte til min krop (ikke at jeg altid kan føje den). Jeg ved, hvordan det føles, når hormonerne raser og man opfører sig helt irrationelt for at fortryde et øjeblik efter. Jeg ved, hvad det vil sige at blive mor osv.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået?
Jeg har fået mange åndssvage råd gennem begge graviditeter – fx råd om hvordan man bør(!?) være mor. Det kender de fleste mødre og gravide sikkert alt til. Bedsteforældre kan især være slemme med at øse ud af mere eller mindre ubrugelige råd. Holy moly. Her er det godt at kunne tælle til ti (eller 100) i det indre, når nogen fx mener, at man putter sit barn helt forkert og bare skal lade det lille pus skrige sig i søvn. De bedste råd jeg har fået som gravid er dem, der handler om, at man slet ikke behøver alle de råd, fordi moderskabet kommer helt naturligt til en, når baby er ude. Og det gør det jo.

___

Fra Strut anbefaler vi, at du finder en form for fødselsforberedelse, der passer dig og dit temperament og som indeholder både teori og praktiske øvelser, som for eksempel vejrtrækning, ve- og hvilestillinger. Du ville ikke løbe et maraton uden at forberede dig først. Det samme gælder en fødsel. Du giver dig selv de bedste forudsætninger for en god fødselsoplevelse, hvis du er godt forberedt og har strategier til at tackle veerne. Der er rigtig mange gode muligheder, så tjek hvilke tilbud, der er i dit område. Spørg eventuelt din jordemoder eller dit netværk, hvad deres erfaringer er. Vi har rigtig gode erfaringer med bl.a. APA og Smertefri Fødsel.

Vi er enige med Signe i, at ventetøj, der fremhæver dine smukke former, er udgiften værd. 9 måneder er længe, hvis man aldrig synes, der er noget i klædeskabet, der er rigtig rart eller flatterende at have på. I Strut kan du finde ventebukser og ventekjoler til alle budgetter.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

%d bloggers like this: