Månedens Strutmave i februar

DSC_0074

Månedens Strutmave tilhører Natalia på 34, der har termin d. 3.3. (på mandag!) og venter sit og kærestens første barn. De bor på Holmen.

Hvordan og til hvem fortalte du først, at du var gravid?
Den allerførste, der fik den gode nyhed, var min kæreste. Vi havde begge stressende jobs, og havde prøvet at blive gravide i et års tid uden held, så jeg tog masser af tests for at være sikker. Da jeg selv var blevet overbevist, så satte jeg en af de positive graviditetstests fast på et kort og skrev ‘Jeg glæder mig til at møde dig næste år’. Det puttede jeg i en kuvert, og udenpå skrev jeg med venstre hånd (Natalia er højrehåndet, red.) ‘Til min far’. Jeg lagde brevet i postkassen, men min kæreste troede det var til naboen, der har børn – så jeg var nødt til at forklare ham, hvad det handlede om. Og at det var ham, der skulle være far. Så blev han så glad, at han hoppede rundt. Vi fortalte det først til resten af vores familie og venner efter nakkefolds-scanningen, og det var faktisk ret dejligt at have en viden om noget dejligt, der kun var vores.

Hvad har været det mest overraskende ved at være gravid?
Jeg er overrasket over, at man bliver så følsom. Jeg græder over alting. Ikke på en negativ måde, men det er som om, man bliver en anden – man bliver en MOR allerede mens man er gravid.

Det allerbedste ved at være gravid, er at mærke livet derinde. Jeg kan ikke falde i søvn uden lige at skulle mærke et spark.

Det hårdeste ved at være gravid har været de fysiske begrænsinger her til sidst. Det er tungt at bære og besværligt at skifte stilling.

Hvad har været helt uundværligt under graviditeten?
En ammepude til at sove med! Det lærte jeg af min kærestes søster. Jeg købte min ammepude, da jeg var 5 måneder henne, og har sovet med den siden – det er SÅ dejligt.

Hvad er det bedste, du har gjort for dig selv under graviditeten?
Jeg har faktisk været rigtig glad for at finde Strut (selvom jeg først fandt butikken lidt sent); det er dejligt med et sted som det. Ellers har jeg været rigtig glad for at læse Anja Bays bog om ‘Smertefri fødsel’. Den har givet mig en tryghed og nogle gode redskaber. Jeg synes, det har været vigtigt at få så meget positiv information som muligt.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået – og hvad vil du gerne give videre til andre gravide?
Det værste råd har været ‘husk nu, du skal spise for to!’ Nej, jeg skal ikke! Mit bedste råd (udover at købe en ammepude til at sove med) er at dyrke det gode ved graviditeten. At samle på den information, der giver god karma. Jeg sagde mit job op, og hvis det kan lade sig gøre, så vil jeg også anbefale det til andre. Stop med at arbejde og vær til stede i det, der sker lige nu, og den rejse det er at være gravid og blive mor.

Jeg er helt enig i Natalia – ammepuder er fantastiske sovepartnere! Og senere kan de bruges som lækre puder i stuen eller til børneværelsets hyggekrog. Specielt, hvis både betræk og pude kan vaskes, og det kan Struts ammepuder.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook eller via Bloglovin’

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: