Månedens Strutmave i august

Processed with VSCOcam with c1 preset

Månedens strutmave er Linda på 29 år, som bor på yndlings-Nørrebro med A. I øko-babybulen gemmer lille A sig, som har verdenspremiere til september. Til dagligt er hun digitalredaktør i magasinbranchen og blogger om småtingslykke på sjette år lige her: Simpeldagbog.dk

Hvem fortalte du først, at du var gravid – og hvordan opdagede du det?
Naturligvis til A. Vi opdagede det samtidig, så jeg fortalte det som sådan ikke. Jeg var gået tre dage over tid, men graviditetstesten var ikke helt-helt tydelig (synes jeg). På tredje dagen insisterede A på, at vi købte en af de lidt dyrere graviditetstests på apoteket, som viser ”gravid/ikke gravid,” for vi var trætte af at analysere streger selv.

Vi løb nærmest hjem fra apoteket, og kort tid efter stod vi sammen og nedstirrede et timeglas på graviditetstesten. ”Gravid” poppede op, tårerne tonsede ud af øjnene, og vi prøvede at sige en masse – men det hele endte allermest i kys og kram. Kort tid efter begyndte A at støvsuge, og jeg gik rastløst rundt i lejligheden. Det var netop dét, vi sådan havde ventet på – og alligevel var det helt overvældende på en ud af kroppen-måde!

Er der noget, der har overrasket dig ved at være gravid?
Jeg er jubelpositiv overrasket over det fællesskab, man automatisk bliver en del af. Hvad enten det er en ekspedient, en anden gravid eller en far på barsel er den voksende mave et naturligt springbræt til en samtale. Det føles som en stor high five, og jeg værdsætter virkelig de snakke, jeg har haft med tilfældige rundt omkring.

Hvad er det bedste ved at være gravid?
Den gnist og glød man får som gravid. Det er med hjerter i øjnene, at jeg har struttet med maven hele sommeren igennem! Jeg har nydt hvert spark – også gennem de søvnløse nætter. Det føles som en stor kærlighedskolbøtte!

Hvad oplever du som det hårdeste ved at være gravid?
Det er både hårdt og stort på én og samme gang… men den bekymring for et lille menneske, som automatisk følger i det sekund, at testen afslører ”gravid.” Mit følelsesbarometer svinger mellem, at det er angstfyldt og livsbekræftende! Beskyttertrangen er en ny størrelse, og jeg lærer forhåbentlig med tiden at navigere nogenlunde i følelseshavet. Den kommer til at være der resten af livet, så vi kan lige så godt lære hinanden rigtig godt at kende …

Er der noget, der er helt uundværligt for dig?
Det er A, min ammepude og rugbrød, frugt og chokolade.

A, fordi jeg kan ikke ønske mig en bedre far til lille A. Jeg har ikke selv haft en far i halvdelen af mit liv, så det har en særlig og skrøbelig betydning. Jeg er hver dag taknemmelig og ofte helt rørt over, at lille A får verdensbedste far, der altid vil være der for ham!

Ammepuden, fordi den sørger for en kropskrammer til min lænd og samtidig kan støtte enten mave eller ligge mellem benene. Gad vide om den nogensinde kommer til at blive brugt som en reel ammepude – den er i hvert fald uundværlig til gravidkroppen!

… og resten er brændstof, som nydes og spises i flæng! Især rugbrød med en cremet ost, sæsonens søde bær og Summerbird-chokolade. Uhm.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået?
Alle har nærmest en mening, holdning og et råd til graviditet, fødsel eller børneopdragelse. Normalt er jeg meget nysgerrig og opsøgende, men jeg har haft brug for at begrænse min research og suge det til mig, som virker fint og fornuftigt. Meget af det er jo en uoverskuelig omgang kluddermor af gamle skrøner, noget der var aktuelt for 15 år siden eller et misforstået hensyn. Jeg tror på sund fornuft, en god mavefornemmelse og et bankende mor-hjerte, der ved, hvad ens eget barn har brug for. Og hvis jeg bliver i tvivl om noget, er jeg ikke bange for at spørge min dygtige jordemoder til råds eller powerkvinderne i mit liv.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: