Månedens Strutmave i februar

Månedens Strutmave er Louise på 22. Hun venter sit første barn (en lille pige) d. 25 marts og bor i Skive med sin kæreste.

Månedens Strutmave februar

Louises historie er ikke helt som de fleste graviditetshistorier, så derfor bliver det hendes fortælling og hendes ord, du kan læse her og ikke den række spørgsmål, vi plejer at stille.

Louises historie
Jeg er meget glad for, at I her i Strut vil bruge min historie! Jeg håber, at folk vil læse den og vide at hvis de skulle komme i samme situation, skal de ikke være bange for at åbne sig op og snakke om de bekymringer der kommer med en uventet graviditet. Nogle vil sikkert tænke, at det kunne være undgået, hvis jeg havde været mere opmærksom, men jeg føler ikke, der er mere, jeg kunne have gjort for det. Da min menstruation ikke kom, tog jeg graviditetstest HVER måned, men de var alle negative. Jeg gjorde det selvom jeg vidste, at jeg var ufrugtbar – bare for at være sikker. Jeg fik ondt i maven og gik til lægen, som mærkede på min mave, lyttede og tog blodprøver. Ifølge min læge var der ingen tegn på, at jeg var gravid. Han mente til gengæld, at jeg havde for meget syre i maven og skulle opereres for dette. Det er jeg så ikke blevet, da vi opdagede babyen før 😉

Jeg bor i Skive med min kæreste, og vi arbejder begge oppe på kasernen. Min kæreste er fra Nykøbing Mors og jeg selv er fra København og flyttede til Skive, da jeg startede min militærkarriere.

Nu glæder jeg mig til at blive mor. Faktisk så meget at jeg håber hver dag, at jeg føder. Alligevel vil jeg gerne gå lidt længere, så hun er mere ‘gennembagt’. Min graviditet har dog ikke været fyldt med glæde hele tiden… faktisk vidste jeg ikke, at jeg var gravid de første 5 måneder af min graviditet! Fordi jeg tidligere har fået at vide hos lægen, at jeg ikke kunne blive gravid på grund af tidligere sygdom, så kom det som noget af et chok da lægen på Viborg Sygehus meddelte mig og min kæreste, at vi skulle være forældre. Og at babyen kom om 5 måneder!

Både min kæreste og jeg er soldater og havde egentlig affundet os med ikke at skulle have børn – i al fald ikke i den nærmeste fremtid, da vi begge stod til udsendelser og en masse øvelser, hvilket overhovedet ikke ville passe med en baby. Jeg tror dog på, at der er en grund til at alting sker, og at der er en grund til at jeg blev gravid, selvom det – ifølge lægerne – var umuligt.

I de fem måneder hvor jeg har været uviden om min graviditet, har jeg heller ikke ligefrem ligget på den lade side. Jeg har faktisk slet ikke siddet stille siden sommerferien. Når man træner til udsendelse i forsvaret, er man konstant på øvelser i naturen, man får ikke ordentlig mad, bærer rundt på en kampvægt på 100 kg i flere timer, flere dage – ja, uger i streg. Og når man kommer hjem, går man i byen, drikker sig hønefuld og opfører sig åndssvagt. Livet som soldat er et hårdt liv og slet ikke et liv for en gravid, hvor man skal passe på sig selv, slappe af og give kroppen hvile.

Jeg var netop hjemvendt fra 3 ugers øvelse (og en vild bytur), da jeg vågnede lørdag morgen d. 25 oktober og har ekstremt ondt i maven. Jeg kan også mærke en lille ‘bule’ nederst i maven og bliver rigtig bange for om det kan være en kræftknude. Lægen på Skive Hospital er slet ikke til nogen hjælp – jeg når dårligt nok at få løftet op i min trøje, før han siger: “Du er da gravid – højgravid! Du skal til Viborg og scannes”

Min kæreste og jeg kører til Viborg, og i bilen tænker jeg at det er umuligt, men alligevel er der en lille form for glæde et sted inde i mig som ved, at lægen ikke har taget fejl. Min kæreste sidder uvidende og bekymret ved siden af mig og prøver at komme med sjove vittigheder for at lette stemningen lidt – jeg hører ham slet ikke. Da vi ankommer til Viborg får jeg taget blodprøver, min temperatur, blodtryk mm. og lægen undersøger min mave. Alting ser rigtig fint ud, da jeg jo er i ekstremt god form, dog med en kæmpe bule på maven, som nogen gange forsvinder og kommer frem et andet sted.

Helt ærligt, så var jeg slet ikke i tvivl om, at det var en kræftknude – netop fordi jeg har det på skrift fra min læge at jeg er ufrugtbar. Alligevel sidder håbet stadigvæk i mig. Lægen beder mig og min kæreste om at følge med op på kvindeafdelingen, hvor jeg synes, jeg kan se på ham, at han allerede ved, hvad der er galt med mig. Han siger dog ingenting. Vi kommer ind i et rum, hvor der står en scanner (sådan en som man bruger, når man skal have en gynækologisk undersøgelse), men lægen når dårligt nok at bruge den, før han siger, “Jeg skal vist have den anden scanner”. Her troede jeg, at jeg var alvorligt syg indtil lægen siger, at vi nok skal forberede os på at se noget. Lægen peger på skærmen og min kæreste spørger, hvad det er, vi skal se?

“Det er jeres baby. Den er 5 måneder gammel”

Hvad der sker herfra og de følgende timer, kan jeg næsten ikke huske. Jeg kan kun huske min kærestes ansigtsudtryk. Han bliver nærmest ligbleg og ryster så meget, at han ikke kan gå. Vi sætter os ned ved udgangen og holder om hinanden mens tårerne triller. Men det er ikke glædestårer, ikke endnu. Vi er begge i en form for choktilstand. Vi beslutter os at køre til Mors, hvor min kærestes forældre bor, fordi vi har brug for at snakke med nogen om, hvad der lige er sket.

Hans mor bliver lige så overrasket som os – og meget glad. Vi er til gengæld ikke glade, og den dag var jeg i tvivl om vi nogensinde ville blive glade igen. Mine forældre blev også meget glade og overvældende over nyheden. Det gjorde alle, vi fortalte det til, faktisk. Alle omkring os var så glade på vores vegne, undtagen os. Min kæreste var i chok i to uger, og jeg var skrækslagen for, om jeg ville miste ham. Han havde sagt nogle måneder forinden at han hellere ville være single end at have kæreste og barn, og der har været mange stunder, hvor jeg har grædt af skræk over at kunne miste ham. Jeg er så glad for ham, at jeg aldrig har været så dybt forelsket i nogen før. Han var min sergent, da jeg var under uddannelse og trænede mig op til at blive den soldat, jeg er i dag. Alt i min verden mindede mig om ham, og nu bar jeg også hans barn, så jeg ville altid have ham omkring mig – selv hvis jeg mistede ham. Og jeg ville ikke gøre det alene. Jeg ville dele oplevelsen med ham, ingen andre.

Den første måned efter vi fandt ud af, at jeg var gravid, var vi ikke kærester følelsesmæssigt. Jeg turde ikke nærme mig ham, turde ikke snakke om babyen eller om de bekymringer og tanker som graviditeten havde medbragt. Jeg følte, at han afskyede mig hver gang han kiggede på mig og at han syntes, jeg var hæslig, jo tykkere jeg blev. Det var hårdt. Det var en svær kamp, som jeg kæmpede i flere måneder uden nogensinde at nævne det overfor ham, fordi jeg ikke ville presse ham yderligere.

Vi kom igennem det og kom ud på den anden side. På den anden side har vi købt et hus, vi netop er flyttet ind i og har gjort klar til babyens ankomst. Sammen. Nu glæder vi os! Jeg hygger mig herhjemme med at gøre huset klar og få pakket alle de ting, som skal pakkes.

Louise har samlet nogle af sine bedste råd og hvad hun har haft glæde af i løbet af graviditeten her:

Noget af det der rent praktisk har været mest uundværligt under graviditeten er ventebukser. At have noget på, der strammer omkring maven er simpelthen ULIDELIGT!

Jeg synes også, det er vigtigt at tage imod al den hjælp, man kan få, uanset om ens graviditet er planlagt eller ej. Brug din jordemoder og sundhedsplejerske, hvis du er i kontakt med hende endnu. Det er vigtigt med et godt forhold til dem, fordi man skal kunne være ærlig overfor dem, og de er med til at give en ro i sindet, når man bliver urolig.

Jeg har også haft virkelig megen glæde af en terminsgruppe på Facebook. Vi er over 300 medlemmer med termin i marts, og kan hjælpe hinanden med spørgsmål, forvirring, gode råd fra andengangsmødre og så videre. Det er et sted, hvor man kan brokke sig uden at blive betragtet som “hormonella” og et sted man kan komme og få ro i sindet, hvis man er bange for det ansvar det er at blive mor. Man er forholdsvis anonym, og der er altid en der skriver tilbage hurtigt. Terminsgruppen har hjulpet mig rigtig meget med en masse bekymringer som min kæreste ikke kunne svare på eller forholde sig til. Det kan være lidt svært at stille ‘dumme’ spørgsmål til sin jordemoder, men i den gruppe ved man, at man bliver taget seriøst uanset hvad. En jordemoder kan godt ‘glemme’, at man er førstegangsfødende, når hun sidder med over 20 forskellige gravide hver dag og der intet nyt er i det for hende. (Red.: Der er ingen ‘dumme’ spørgsmål! Når du spørger din jordemoder om netop det, du er bekymret for eller overvejer, så hjælper det hende til at finde ud af, hvordan hun bedst kan hjælpe dig)

Det bedste råd jeg kan give til andre er, at man skal lytte til sig selv og holde sig væk fra alle der dikterer hvad der er rigtigt og forkert for en gravid. Lyt til din egen krop. Den skal nok sige fra, hvis den bliver for presset. Lyt til din intuition og stol på at du ved, hvad der er bedst for dig og dit barn. Og NYD DET! Også selvom graviditeten kommer som en kæmpe overraskelse. Det er fantastisk livsbekræftende at mærke ens lille, glade baby hoppe rundt inde i maven.

Det er også vigtigt at huske på, at din kæreste ikke går rundt med barnet og at hans hverdag faktisk ikke ændrer sig mærkbart før barnet kommer. Bliv ikke vred på ham, hvis han ikke føler den samme glæde som du gør. Det tager længere tid for mænd at blive fædre. Du er mor fra det øjeblik, du ved, at du er gravid. Din kæreste bliver først for alvor far, når babyen bliver født. Inddrag ham i de væsentlige ting som jordemoder, fødselsforberedelse og scanningerne. På den måde bliver oplevelsen mere virkelig for ham. Vigtigst af alt, så giv ham TID til at blive klar i sit eget tempo. Når han så endelig viser interesse, så fortæl, forklar og beskriv tingene for ham, så han forstår det.

Vi ønsker Louise og hendes kæreste en god fødsel og en skøn barsel, når deres lille pige bestemmer sig for at have fødselsdag.

Har du en historie, du gerne vil dele? I Strut vil vi gerne være med til at give så mange stemmer som muligt luft – fordi der ikke kun er en måde at være gravid eller mor på. Du kan skrive til Stine på stine @ strutshop.dk med din beretning.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

%d bloggers like this: