Månedens Strutmave i januar

Screen Shot 2016-01-14 at 11.13.47

Månedens strutmave hedder Stine Johanne Thiesen og er 33 år. Hun har faktisk allerede født (spoiler der er det sødeste billede nederst i indlægget!), men derfor skal I ikke snydes for at lære hende bedre at kende. Hun arbejder som kommunikationsmedarbejder og International Koordinator på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Stine er gift med Michael John Wong Ming, som er fra New Zealand. De mødte hinanden i London i 2001 og har boet sammen i New Zealand. Det fine billede er taget af blogger og fotograf Guro Sofie Ulsaker Jacobsen, som er en af Stines tidligere kollegaer, som hun kontaktede i forbindelse med et ønske om at få taget professionelle billeder af sin voksende mave (hun var i uge 35, da hun fik dem taget). Se resten af de fine billeder HER.

“Tanken var at billederne både skulle afspejle min nuværende tilstand som gravid, men også hvilken person jeg er. Da jeg selv arbejder med fotografi og er interesset i visuelkultur valgte jeg, at vi skulle på Glyptoteket. Denne location var perfekt, da stedet både emmer af historie, kulturarv og æstetik. På denne vis gik vi væk fra de traditionelle gravid-billeder som oftes laves i fotografens eget studie. Og husk at professionelle billeder taget af ens mave kommer man ikke til at fortryde. Det er jo altid rart at kunne se tilbage på denne særlige periode af sit liv.”

Hvem fortalte du først, at du var gravid – og hvordan opdagede du det?
​I det øjeblik man finder ud af, at den er god nok tager ens følelsesapparat over, man bliver på samme tid euforisk af glæde, men samtidigt også bekymret. Der venter jo stadigvæk tre måneder med en uvished om nu barnet også bliver hos en. Men glæden er heldigvis den dominerende følelse, som min mand og mine forældre, som var de første der fik besked, gengældte.

Er der noget, der har overrasket dig ved at være gravid?
Rejsen på de ni måneder, hvor man knyttes til barnet er helt speciel. Det symbiotiske ​forhold som udvikles mellem dig og baby er helt unikt, synes jeg. Det kan ikke sammenlignes med noget andet – og er et forhold som efter fødslen vil intensiveres.

En anden ting er alt den positive opmærksomhed, man får som gravid både fra ens nærmeste og folk i det offentlige rum. Jeg har svømmet en del under min graviditet, og når man til tider føler sig mere som en hvalros end en havfrue, har de positive kommentarer i omklædningsrummet været så dejlige at få. Ja, blufærdighed og reserverethed  (især den sidste er vel et dansk kendetegn) forsvinder som dug for solen i de tæt beduggede lokaler.

Hvad er det bedste ved at være gravid?
​Det er vel den glæde og varme, som er omkring dig og din partners lille mirakel, hvilket både kommer fra ens nærmeste og folk i det offentlige rum. Det at man bærer på et lille væsen i ens maven er overvældende, og giver dig masser af positive hormoner, der bidrager til den ultimative lykkefølelse, som du også deler med din partner.

Det bedste ved at være gravid er også ens barsel, som jeg anbefaler, at man udfylder med alle de ting man elsker. Her skal der være plads til styrke ens balance igennem velvære, motion, samvær og hobbyer.

Hvad oplever du som det hårdeste ved at være gravid?
Ja, man har nok hørt det før, men kvalmen i de tre første måneder er ikke at anbefale. Dog forsvandt den efter jeg begyndte på et B6-vitamin tilskud.

Er der noget, der er helt uundværligt for dig?
Min rutine med at træne bækkenbund (igennem fire korte pilates-øvelser), yoga og svømning hver uge. Især mine pilates-øvelser har ​forhindret, at jeg har fået rygsmerter og de har styrket min holdning, så jeg ikke lider af iskiassmerter, som mange gravide får problemer med.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået?
Flere gravide/mødre kan blive irriteret over at få råd om alt fra graviditet til børnepasning, men jeg ser det som en gave at få den interesse og omsorg fra andre. Alt i alt er det jo et tegn på folk vil dig noget godt – du behøver jo heller ikke følge rådene, men lyt til dig selv.

Da alle mennesker er individuelle, så er det relativt, hvad der virker for dig, men generelt vil jeg sige at styrkelse af ens fysiske og mentale balance igennem graviditeten, og efter fødsel, er guld værd. Dette vil smitte af på dine omgivelser, samt efter fødslen på din baby og dit forhold til din partner.

Husk nu at minde dig selv om det i hverdagen – altså at få prioriteret dig selv. Ens graviditet er jo en særlig tid som man også skal huske at nyde.

UPDATE: 

“Nu er vi blevet forældre til en skøn lille pige som kom til verden d. 30. december. Hun vejede 3310 g. og var 51 cm. lang. Hun skal hedde Filippa.”

cd48d8bf-c981-4221-aa11-82797dc9779d

Kunne du tænke dig at blive Månedens Strutmave på Mestforgravide.dk? Så send en mail til katharina@strutshop.dk og fortæl lidt om dig selv 🙂

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: