Tag Archives: Allergivenlig Ammepude

Månedens Strutmave i maj

Månedens strutmave er Marie på 36. Hun er gift med Kim, og de har kendt hinanden siden 2006. Parret bor på Vesterbro og venter barn nr. 4 med termin 25. juni 2015. Vi har i forvejen Asta på 7, Bertram på 5 og Dina på 3. Jeg har altid gerne ville have mindst 3 børn, men vi var ikke helt sikre på, om vi skulle have flere efter Dina. Jeg havde dog virkeligt svært ved at sige stop. Jeg kunne ikke rigtigt med tanken om, at jeg havde været gravid for sidste gang.

Hvem fortalte du først, at du var gravid – og hvordan opdagede du det? 
Det var selvfølgelig Kim, jeg fortalte det til først. Jeg havde meget tidligt symptomer, så allerede da jeg var omkring 3+0 havde jeg en anelse om, at der var noget i gære. Min mave var voldsomt oppustet, jeg havde kvalme, jeg var træt som et alderdomshjem. Jeg testede positiv da jeg var 4+0.

Har der været forskel på reaktionerne fra dine omgivelser fra første graviditet til denne?
Reaktionerne på, at vi venter nr. 4 har været ret forskellige og jeg må indrømme at jeg er blevet overrasket over en del af de reaktioner vi har fået. Bl.a. var en af de første reaktioner vi fik fra et familiemedlem: “Hold kæft, I er åndsvage” (læs i øvrigt HER om passende reaktioner, når folk fortæller dig, at de er gravide). Heldigvis har der også været rigtigt mange positive reaktioner og vi er begge stødt på en del mennesker, som har fortalt os, at de selv gerne ville have haft 4+ børn. Og så har der selvfølgelig været en masse, der har spurgt os, om det er planlagt. Og altså, ja det er det i den forstand, at vi jo godt ved hvordan man undgår graviditet:-)

Er der noget, der har overrasket dig ved at være gravid?
Jeg er blevet ret overrasket over, hvor hurtigt man kan knytte sig til et lille væsen der vokser i ens mave. Første gang var det helt specielt at være gravid, fordi alt var nyt og jeg var meget opmærksom på den mindste forandring. Jeg blev gravid igen da Asta var 6 mdr., men der ville skæbnen desværre, at vi ved gennemskanning i uge 20 fik besked om, at den lille pige, vi ventede, havde en alvorlig hjertefejl (HLHS). Vi valgte efter en masse undersøgelser at afbryde graviditeten i uge 21. Der betegner man det som en senabort, men det udtryk har jeg aldrig forliget mig med. Det var for mig absolut en fødsel af en lillebitte pige. I mine efterfølgende graviditeter har det været noget sværere for mig at knytte mig til barnet i starten, da vi har skulle igennem flere hjertescanninger i hhv. uge 15 og 22. Noget andet der har overrasket mig er, hvor let det har været for os at få de børn, vi gerne vil. Jeg er blevet gravid i første forsøg hver gang og har aldrig oplevet at abortere spontant. Jeg kan undre mig over, at naturen er så gavmild ved nogen (os f.eks.) og at andre skal igennem år, hvor de kæmper for ønskebarnet. Jeg føler mig utroligt priviligeret.

Hvad er det bedste ved at være gravid?
Jeg synes noget af det mest fantastiske er at mærke liv i maven. Jeg elsker de første blide puf og når man så kommer længere hen, synes jeg, det er vildt, når man kan mærke, at det er en lille fod, der ligger bag ved maveskindet. Jeg føler mig utroligt kvindelig og feminin, når livet gror i mig.

Hvad oplever du som det hårdeste ved at være gravid?
I denne graviditet har trætheden klart været det hårdeste. Jeg har ikke haft meget overskud, når jeg er kommet hjem fra arbejde. Derfor har Kim stået for rigtig mange praktiske ting herhjemme. I mine andre graviditeter har jeg haft bækkensmerter, men det har jeg slet ikke denne gang. Nu, hvor jeg kun har 6 uger til termin, er jeg ved at være ret tung og besværet, men ellers har jeg ikke haft specielt mange skavanker. Jeg er lige gået på barsel og håber at få en lille smule overskud tilbage, nu hvor jeg ikke skal op og på arbejde hver dag. Jeg glæder mig til at kunne være der lidt mere for mand og børn igen.

Oplever du forskel på dine graviditeter?
De to pigegraviditeter har været nærmest identiske i forhold til kvalme og madlede i starten – og måden maven har siddet på. Med Bertram havde jeg ikke nær så mange tidlige symptomer og i modsætning til Asta og Dina, hvor jeg var gravid lidt over det hele, voksede maven bare længere og længere ud. Hvis jeg selv skal komme med et bud på, hvad vi venter denne gang, må det blive en pige, men nu må vi se til juni:-)

Er der noget, der er helt uundværligt for dig? 
Jeg levede stort set LCHF før denne graviditet, men det er gået helt fløjten med de to streger på testen. Min tidligere meget søde tand er vendt frygteligt tilbage. Især sure vingummier har hittet. Jeg håber på at kunne stramme mig an og gå tilbage til LCHF når jeg har født, da min krop har det meget bedre på den livsstil.

Jeg har klaret graviditeten stort set uden at købe noget ventetøj, udover et par jeans og en ordentlig stak ventestrømpebukser. Jeg har levet i kjoler, især tætsiddende kjoler, der fremhæver maven på den gode måde. Og så har jeg været utroligt glad for min ammepude om natten, som støtte for maven.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået?
Jeg synes faktisk ikke rigtig, jeg har fået nogen råd denne gang. Måske er det fordi vi venter nr. 4 og folk tænker at vi har prøvet det hele før? Jeg har mere gjort mig erfaringer selv. Første gang havde jeg 4 ugers barsel før fødsel (det blev dog til 6, da jeg fødte 42+1) og jeg gearede ikke rigtigt ned før fødslen. Da jeg havde født var jeg virkeligt dårlig til at få slappet af, når Asta sov. Det er selvfølgelig anderledes når man har børn i forvejen, det der med at få slappet af i ugerne op til fødsel, men jeg tror at både Kim og jeg er blevet mere afslappede i forhold til at sige at det ok at aftensmaden er rugbrødsmadder og at der i en periode ikke er klinisk rent i lejligheden. Og så er det er bare så vigtigt at udnytte tiden hvor baby sover til selv at få koblet fra. Vasketøjet løber ingen steder:-)

månedens strutmave i maj

Vi ønsker Marie en rigtig god fødselsoplevelse – og en dejlig barsel. 

Det er helt individuelt, hvor meget tøj og udstyr, du føler behov for at købe – og i øvrigt også hvor meget af dit ‘almindelige’ tøj, du kan bruge. Et par gode ventejeans og strømpebukser med plads til maven er dog noget, som nærmest alle gravide får glæde af at investere i. I Strut har vi altid et stort udvalg af begge dele. Og kjoler – særligt tætsiddende kjoler, der fremhæver maven – er fantastiske til gravide.

Vi er i øvrigt helt enige med Marie i at ammepuden er en skøn sovepartner – læs meget mere om Struts ammepuder HER

Hvis du har lyst til at være Månedens Strutmave, så kontakt Stine på stine @ strutshop.dk og fortæl lidt om dig selv.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Ammepuden – hvad kan den bruges til og hvornår skal du købe den?

Ammepuder er fantastiske. Intet mindre. Med den rigtige pude, der har den rigtige støtte, kan du aflaste din krop i både graviditeten og mens du ammer.

De ammepuder, du kan få i Strut, har inderpuder fra Fossflakes. De er Oeko-Tex certificerede, allergivenlige og har et blødt, åndbart fyld af kunstdun. Fyldet er stabilt, og i modsætning til eksempelvis Krøyerkugler eller speltkerner bliver det, hvor det er, i stedet for at rutsche rundt i puden. (Du husker måske fornemmelsen fra 90’ernes sækkestole?) En anden kæmpe fordel ved Fossflakes-puderne er, at de er vaskbare; så er det ikke noget problem at baby vender ansigtet væk i det øjeblik, mælken begynder at fosse ud, gylper undervejs eller at du kommer til at spilde chokolade eller andet på puden. Fyldet sikrer en desuden en god luftgennemstrømning og er med til at holde dig og baby tempererede under amningen. Det er særligt vigtigt og praktisk, hvis du har et barn, der gerne bruger 45 minutter på en enkelt amning – og falder i søvn i din favn efterfølgende!

ammepuder i fossflakes fra strut kollektion

Hvornår skal jeg købe en ammepude?

Du kan med fordel anskaffe dig en ammepude allerede mens du er gravid. De er skønne at bruge som ekstra støtte i sofaen eller som sovepartnere. Puderne kan støtte dig mellem knæene og stadig nå op under maven, så du kan sove behageligt – det er noget lettere end at skulle flytte rundt på 3-4 pyntepuder hver gang, du vender dig i sengen (og urolig/forstyrret søvn oplever langt de fleste i løbet af deres graviditet)

Struts ammepuder ser ikke specielt ‘børne-agtige’ i designet. Hvorfor ikke?

Rigtig mange – måske endda de fleste – kommer til at sidde i stuen, når de ammer. Derfor synes vi, at det giver rigtig god mening at vælge en ammepude, der passer visuelt ind i din stue (eller det rum, du kommer til at bruge som amme-central). Den kommer til at være der i rigtig lang tid, så det giver god mening at vælge et design og betræk, som du synes om og som ikke forstyrret blikket.

Tro os. Når du får en baby i hjemmet, er det ikke til at undgå at se det – heller ikke selvom din ammepude er i neutrale farver og blender ind i den øvrige indretning! Der vil være masser af babysager, legetøj og andet udstyr, der markerer at en lille ny er flyttet ind.

Hvordan bruger jeg min ammepude?

Du bruger puden som støtte under baby, når du skal amme. På den måde aflaster du skuldre, nakke og arme, fordi du kan slappe af i dem og ikke skal holde babys vægt. Sæt dig godt til rette i sofaen, lænestolen (eller hvor du nu skal sidde) og læg puden til rette, hvor det føles behageligt – og placer baby på den i brysthøjde.

Du kan også bruge ammepuden til nakketræning med babyer, der ikke er meget for at blive lagt på maven. Det må ikke erstatte ‘rigtig’ mavetræning, men kan være et godt supplement til at få din lille følgesvend til at forstå, at det giver mening at lære at holde det tunge hoved. Læg armene i kryds under hovedet og placer dem på puden – så kan baby se lidt af verden, når bare hovedet kommer en smule op, og det kan være ret motiverende.

Når du ikke længere ammer, eller – hvis du langtidsammer – at dit barn er blevet så stort at det kan sidde på dit skød i stedet for at ligge ned, så kan ammepuden flytte ind i børneværelset eller legekrogen. Det er en god pude at sidde op ad, når man skal hygge med en bog, bygge (eller vælte!) med klodser eller samle puslespil.

Jeg ammer ikke. Hvad skal jeg med en ammepude?

Dels er puden rigtig rar under graviditeten – særligt i 3. trimester – og dels kommer du stadig til at skulle sidde med baby og flasken. Der skal du også være støttet godt, så du ikke spænder unødigt i skuldre og arme. Det hjælper en ammepude med. Uanset om du er amme- eller flaskemor. Vi har gode erfaringer med begge dele her i Strut.

Praktisk om Struts ammepuder

Betrækkene er altid i 100% bomuld og kan vaskes på vrangen ved 40°. Alle betræk syes på vores egen systue her i Danmark, og udover de betræk, du finder på strutshop.dk kan det også for det meste lade sig gøre at sy på bestilling ud fra dine ønsker. Nogle af puderne har Liberty-betræk, andre er i ‘almindelig’ bomuld og en hel del er i forskellige former for patchwork, så der er rig mulighed for at finde et mønster eller en farvesammensætning, der appellerer til lige netop din smag.

Ammepuderne kommer i 2 størrelser: almindelig og tvilling. Den almindelige pude er 77 cm i længden og har en diameter på 28 cm. Den vejer 720 g. Tvillingepuden måler 116 cm og har en diameter på 28 cm. Den vejer 1600 g.

Pudevåret er i 100% bomuld, og fyldet er kunstdun, der består af 70% Fossflakes (flager fremstillet i 100% ren polyethylen) og 30% silikoniserede polyester-kuglefibre. Både vår og fyld er Oeko-Tex certificeret. Puden kan vaskes ved 60° og med fordel tørretumbles. Husk at fjerne den fra tørretumbleren straks efter tumbling er slut.

TIP: For at få mere volumen i din ammepude foreslår vi, at du tørretumber den i 10 minutter ved svag varme (max 60°) eller lægger den ud i luften/i gennemtræk i et par timer.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
%d bloggers like this: