Sommertid er udsalgstid, og de fleste af os elsker at gøre et scoop eller få den jakke, vi har sukket efter hele foråret, til halv pris.
Men når du er gravid, er det ikke helt det samme at shoppe – kroppen, humøret og behovene forandrer sig løbende, så det kan være svært at vide, hvad der sidder godt, føles rart og samtidig får dig til at se fantastisk ud. Jeg syntes i al fald, det var ret vanskeligt at finde ud af, hvad der klædte mig – og min stil ændrede sig i løbet af graviditeten, for jeg havde lyst til noget, der både var mere feminint og mere ‘voksent’.
Derfor har vi samlet 5 gode råd til dig, der skal på udsalgs-shopping med en fin, gravid mave.
1
Se dit klædeskab igennem, inden du tager på udsalg (det gælder i øvrigt al shopping!) og tjek, hvad du reelt kan passe stadigvæk. Det giver dig et overblik over, hvad du mangler i garderoben.
Tip: Læg det du ikke kan passe helt væk og ta’ det først frem igen efter du har født. Så undgår du hele tiden at blive mindet om, at du ikke kan passe det, og der bliver bedre overblik i garderoben. Og plads til nyt tøj.
2
Forestil dig, hvad du har brug for, for at få det du kan passe (nu og til slut af graviditeten) i brug: f.eks sorte, grå eller mørkegrå ventejeans eller -bukser til den spraglede bluse. En undertrøje, der dækker hele maven, gør måske, at du kan bruge den lidt transparente bluse. Eller måske kan du stadig bruge dine løse bukser, hvis du finder en tætsiddende, lang bluse. Og med en cardigan kan du tage nogle af sommertoppene med ind i efteråret. Det kan også være, at d mangler nogen gode ventekjoler, som er gode til hverdag og på arbejde, og eventuel nolge accessories, som bælter eller tørklæder, der nemt kan skabe lidt variation i garderoben. Vær kreativ og mærk efter, hvad du føler dig tilpas i.
3
Lav så en liste og få et overblik over, hvilke nye items, der kan bruges til flere ting i din garderobe. Skal det være en bestemt farve jeans eller et par klassiske chinos, der passer til næsten alle dine overdele? Eller mangler du overdele, der dækker hele maven, og som du kan bruge over løse bukser og nederdele med elastik i linningen. Eller mangler du strømpebukser til den fin yndlingskjole? (Og når du er SÅ godt forberedt, så er det også tilladt at lade sig friste af et virkeligt godt tilbud, som falder lidt uden for din sædvanlige stil.)
4
Selvom du gerne vil bevare din stil under graviditeten og som nybagt mor, så rykker den sig ofte af sig selv; dels fordi de nye, smukke former kræver anderledes snit for at blive fremhævet bedst muligt, og dels fordi du måske føler dig mere sårbar, romantisk eller følsom og gerne vil have, at det ydre afspejler det indre. Der er også det praktiske aspekt med tøj, der fungerer til at amme eller tumle med baby.
5
Tænk fremad (hvis du kan overskue at se ud på den anden side af fødslen!) og find gode ammebasics på udsalg. Der ér en tid efter strutmaven, hvor næsten alt drejer sig om dit lille nye vidunder, at få amningen igang og et familieliv til at fungere. Og selvom du måske godt kunne have både lyst og brug for en shoppetur på det tidspunkt, så er det ikke sikkert, det kan lade sig gøre det første stykke tid efter fødslen.

Rigtig god shopping!
(Husk at Strut holder udsalg med mange, lækre sager til både strutmaver og ammende. I butikken på Fælledvej starter udsalget fredag d. 28. kl.11 )