Tag Archives: En Dag På Fødselsgangen

En dag på fødegangen del 2

FullSizeRender copy

Forsættelse fra ‘En dag på fødegangen part 1‘.

Jeg skriver journal og kommer ind på stuen igen, da klokken ringer. Karen har fået gode røde kinder, og konstaterer tørt, ”Det klyx hjalp da, jeg får hele tiden …” Karen får en ve og rækker ud efter Michael. Han holder hende i den ene hånd, mens han forsigtigt masserer hendes lænd. ”Hårdere”, siger Karen kort. Michael trykker mere til. Jeg lytter hjertelyd. Det hele er så fint. Vi taler om mulighederne for smertelindring. Karret er snart fyldt op, men inden da vil jeg gerne køre en hjertelydsstrimmel (CTG) for at få et mere sammenhængende billede af barnets hjertelyd. Det er ok med Karen. Hun kommer i sengen. Får en varmepude til lænden og introduceres til lattergassen. Da veen kommer, tager hun masken, men får hurtig klaustrofobifornemmelse af den. ”Nej tak,” siger hun og trækker vejret videre uden masken.
Jeg analyserer CTG’en, som er helt normal.

Karen kommer i badekarret. Der falder fornyet ro på stuen. Hun lukker øjnene, mens Michael stryger hende gennem håret. Jeg stiller mig ved computeren og taster løs. Jeg vil helst forsøge at følge så godt med i journalskrivningen, som muligt. Tit får jeg ikke skrevet løbende i fødslen, hvilket gør, at jeg efterfølgende skal skrive notaterne i retrospektiv. Det kan være svært, når det har været en begivenhedsrig vagt og blodsukkeret er lavt efter mange timer på en fødestue. Jeg får opdateret journalen.

Karen klarer veerne flot, og jeg lytter hjertelyd ca. hvert kvarter. Jeg går kortvarigt ud fra stuen for at lave noget mad til Michael, og hente lidt nyt saft. ”Hvordan går det?”, spørger afdelingsjordemoderen, da vi mødes på gangen. ”Hun er kommet i badekar, og klarer veerne super flot. 4-5 cm, men det skal nok gå fint hurtigt med de veer”. Tommelfingeren opad.

Jeg får hurtigt tisset, og kommer ind på stuen igen med friske forsyninger.
Da jeg kommer ind kaster Karen op. Michael holder en pose, som jeg hurtig får skilt mig af med, og Karen får en ny. Der kommer igen ro. Jeg lytter en reaktiv hjertelyd. Der er tegnblødning i vandet, men ikke for meget, bekræfter jeg parret i. ”Både det, at du kaster op og der er tegnblødning, er tegn på, at du dilaterer mere og mere”, siger jeg.

Vi taler lidt om pressefasen. Karen vil gerne føde i vandet, hvis det er muligt, men er helt med på at komme op, hvis det kræves. Vi gennemgår kort, hvad der skal til for, at Karen kan føde i vandet. Michael vil gerne klippe navlesnoren hvis muligt. Vi gennemgår lidt om fødestillingerne, og jeg forbereder Karen på, at vi skal have en god kommunikation sammen, når hun skal presse. Ved sidste fødsel havde Karen svært ved at mærke presseveerne. ”Det var den epidural. Den virkede næsten for godt”, fortæller hun.

Jeg opfordrer Karen til at sige, når hun begynder at mærke, at det presser bagtil. Så ved vi, at det er ved at være tid.
Karen får en ve, og har svært ved at bruge vejtrækningen. Jeg minder hende om at trække vejret roligt gennem næsen og langsomt ud af munden, som var det et lille sugerør, hun skulle puste ud igennem. Karen falder ind i vejrtrækningen igen. I slutningen af veen kaster hun op. Michael giver hende lidt saft. Jeg går til computeren og noterer. Karen får en ve, ”det presser”, udbryder hun, og jeg kommer hen til kanten. ”Kom brug vejrtrækningen”, siger jeg. Jeg forsøger at berolige parret, og fortæller, at det er et rigtig godt tegn. Michael smiler. Jeg lytter hjertelyd igen, og kan nu høre, at barnets puls falder under veen. Efter retter den sig langsomt og bliver herefter helt normal.

Jeg pakker fødesættet ud, trækker syntocinon op (en indsprøjtning, som tilbydes til alle fødende, som de får i låret, når barnet er født. Medicinen hjælper livmoderen med at trække sig sammen for at forebygge en for stor blødning). Karen får en til ve, og har svært ved ikke at presse med. Spontant tager hun benene ud til siden. Jeg lytter en hjertelyd, som igen falder under veen. Den retter sig langsomt. Jeg fortæller Karen, at jeg gerne vil have hende op af vandet, da jeg bliver nødt til at få et mere sammenhængende billede af barnets hjertelyd. Parret bekræftes i, at det er helt normalt, at barnets hjertelyd vil falde, når barnet skal til at presses ud. Lige nu, skal jeg dog havde et overblik over, om hjertelydsmønstret er normalt eller afvigende. Karen kommer hurtigt op.

Jeg tager handsker på og undersøger indvendigt efter samtykke. Karen presser spontant under næste ve.” Du er helt åben”, fortæller jeg og smiler. Barnet står lige under spinae, som er halvvejs i bækkenet. Det går hurtigt og flot fremad. Jeg sætter en elektrode på barnets hoved, som registrerer hjertelyden, så jeg får det op på en skærm. Barnet laver igen et dyk i hjertelyden, som retter sig langsomt. Det bekræfter mig i, at det er bedst, at Karen bliver på land, så jeg har overvågning på barnet. Jeg beder Karen komme om i sideleje. Fin hjertelyd. Der kommer lidt grønt fostervand ud på bindet. Jeg informerer parret. Barnet har haft sin første afføring inde i maven. Det er helt ok. Det kan være et udtryk for, at det kortvarigt har været stresset og derfor har haft afføring. Det kan også være fordi, at det simpelthen bare var tid til første afføring, fordi tarmen var fuld. Jeg orienterer min afdelingsjordemoder.

Fostervandet er kun lysegrønt, hvorfor jeg vurderer, at der ikke er behov for en børnelæge ved fødslen.
Jeg synes virkelig, at det presser nu”, fortæller hun. Jeg opfordrer hende til at følge sin krop, og nykke lidt med på toppen af veen, hvis det letter. Ved næste ve kan hun næsten ikke holde op med at presse. Hun tager fat i sit ben og hiver det op til sig. Michael støtter det. Jeg skimter det øverste af barnets hovedet i skedeåbningen. Hurtig tager jeg et par handsker på. ”Karen, du skal til at føde!”, siger jeg. ”Det. Kan. Jeg. Godt. Mærke”, får jeg som svar.

Michael får besked på at kalde i snoren, når jeg siger til, så kommer en sosu ind på stuen med varme håndklæder. Jeg tænder varmelampen over børnebordet, så den nemt kan hives hen over barnet, når det er født. Der kommer en ve. Barnet kommer mere og mere frem med sit hoved. ”Kald du bare i snoren”, siger jeg til Michael.
Jeg minder Karen om, at hun skal gispe, når jeg siger til. Vi prøvegisper kort sammen, så Karen ved, hvad hun skal gøre. Den er hun helt med på. Assistenten er på stuen. ”Vi føder”, siger jeg. ”Det tænkte jeg nok”, siger hun og har allerede de varme håndklæder med. Hun hilser på parret. Under næste ve kommer hovedet rigtig godt frem. Jeg holder på Karens mellemkød mens min anden hånd omkranser toppen af barnets hoved. Assistenten justerer sengen, så jeg står godt.

Mellem veerne varmer jeg klude i varmt vand, som jeg holder på mellemkødet. ”Det er næsten altid to skridt frem og et tilbage, når man starter med at presse”, siger jeg og bliver afbrudt, da Karen giver et ordentlig tryk. Barnets hovedet er næsten ude. ”Nu skal du gispe”, siger jeg. Michael gisper med Karen, og forsigtigt og langsomt glider barnets hoved ud over mellemkødet. Barnets puls er naturligt lidt lav, og jeg vil gerne have barnet forløst med kroppen. ”Bliv ved med at presse”, siger jeg. Michael kigger med, da jeg fortæller, at hovedet er ude. Jeg kigger på CTG’en. ”Kom bare pres, hvis der stadig er ve”. Karen mærker efter. Måske er der. En lille pause, så mærker hun presset igen og trykker til. Jeg forløser barnets skuldre og kroppen følger med. ”Tillykke!”, siger sosu’en og jeg i kor, da barnet kommer ud, et skrig lyder, og jeg lægger det på Karens bare bryst og mave.

Karen løfter barnet højere op og hjælper med at dække det godt til, da sosu’en kommer med håndklæderne. ”Nårh, hvor er du fin!”, gentager hun flere gange. Michael holder hånden over Karens og aer hende over håret. En lille tåre gemmer sig vist i øjenkrogen. ”Er det en pige eller dreng?”, spørger sosu’en. Michael kigger og konstaterer, det er en pige! Parret griner. Karen ånder lettet op. Jeg holder øje med blødningen. Der er ca. 100 ml., så helt tilladeligt. Jeg sætter peanger på navlesnoren, så Michael kan klippe den. Så er det gjort. Det næste er moderkagen, der skal forløses. Jeg mærker på Karens mave, som er øm. Livmoderen er fin hård. Kort tid efter mærker Karen en efterve, og jeg holder udefra på hendes mave, mens jeg forsigtigt lirker i navlesnoren. Spontant og som en lettelse for Karen forløses moderkagen hel og flot. Der kommer en skylle blod med. I alt ca. 300 ml. Normalt.

Er jeg gået i stykker?”, spørger Karen. Jeg fortæller, at jeg umiddelbart ikke kan se, at hun er bristet i mellemkødet. Men jeg må tjekke med fingrene og en gazeserviet for at tjekke indvendigt. Med sterile handsker og hjælp fra sosu’en, undersøger jeg forsigtigt Karen. Hun har kun fået to små overfladiske rifter på de inderste kønslæber. Jeg vil sætte nogle enkeltknuder for at undgå, at de to rifter heler sammen, fortæller jeg. Karen får noget bedøvende gél på bristningen. Da det har virket, syr jeg forsigtigt et par enkeltknuder, så rifterne falder symmetrisk sammen på hver deres side.
Imens har den nyfødte pige fundet Karens bryst og dier allerede.

FullSizeRender

Jeg mærker Karen på maven og vurderer en sammentrukket livmoder og en tilladelig blødning.
Det gik godt nok hurtigt”, siger Karen og kigger på både Michael og mig. Jeg nikker. ”Det klarede du flot. Der var fart på jer”, siger jeg og peger på hende og pigen. Jeg giver parret ro og forlader stuen med løftet om et par nyristet sandwich og kaffe, som er på vej. Det sørger sosu’en for. Jeg ånder glad og lettet op. Det var en dejlig fødsel. ”Så greb du lige et barn”, siger afdelingsjordemoderen, da vi mødes i skyllerummet, hvor jeg hurtigt ordner fødebordet.
Jeg får mig hurtig en klapsammen-mad, et glas saft og sætter mig så til computeren. Jeg skriver tidstro de forskellige notater, hvordan barnet blev født, blødningsmængden osv. Efter godt 40 min. kan jeg holde inde med tasteriet. Jeg orienterer mig på tavlen, og ser, at der er kommet flere fødende ind, mens dem der fødte i nat, er blevet sendt hjem og op på barselsgangen. Umiddelbart har jeg ikke travlt, så jeg kan få mig en kop kaffe.

Da barnet er en time gammel, går jeg ind på stuen igen. Karen sidder op, og ligner et helt nyt menneske. Det er sjovt, hvordan ansigtstrækkene tit ændrer sig fra under til efter fødslen. Michael lægger mobilen på, da jeg kommer ind. Det var lige bedsteforældrene, der blev opdateret. De skal hente den store fra børnehave. ”Kan de komme herind og hilse på?”, spørger han. Det kan de. Parret vil gerne hjem senere i stedet for at komme på barselsgangen. Jeg gennemgår kort, hvad vi så skal nå og bekræfter dem i, at det lyder som en god plan. Normalt tager de fleste fleregangsforældre hjem 3-6 timer efter fødslen, hvis alt ellers er normalt med både barn og mor. Jeg mærker mave, ser til blødning. Vurderer pigen, som har en fin lyserød farve. Hun sutter på Karens bryst. Jeg fjerner dynen let. ”Hun er måske ikke helt 3600 g.”, vurderer jeg. Vi aftaler at måle og veje, når hun er færdig med at die.

Da klokken er 15, har vi vejet og målt og pigen har fået k-vitamin. Karen har det godt og har tisset. Jeg har gennemgået parrets spørgsmål til navlepleje, amning osv. Der er ikke så mange spørgsmål. Det meste kan de huske fra sidst. De får tider til hjemmebesøg fra jordemoderen. Hun vil komme om to dage og lave hælblodsprøve og hørescreening på barnet, og følge op på pigen og Karens trivsel. Jeg giver dem pjecer og et udskrift af journalen, så de har en kopi af fødselsforløbet. Jeg beundrer pigen, og forbereder parret på, at der er vagtskifte kl. 15.45. De må ringe, hvis de har brug for en jordemoder. Men ellers skal de bare tage sig sin tid, og må ringe i snoren, når de er klar til at tage hjem. Parret udtrykker at være meget tilfredse med forløbet, og vi giver hånd, som da hurtigt bliver til et kram.

Jeg åbner døren og møder parrets dreng, Frederik i døråbningen. Bagved står to spændte bedsteforældre. ”Er det mon her, der gemmer sig en lille ny?” spørger bedstefar. Jeg åbner døren helt og inviterer indenfor. ”Stort tillykke”, siger jeg og henvender mig til Frederik, som står lidt genert på stuen. ”Hej Frederik, hvor er din lillesøster heldig, at hun får dig som storebror”. Karen rækker hånden ud til ham, og han småløber hen til sengen. Michael løfter ham op, så han rigtig kan se, hvad der sådan ligger og bevæger sig under dynen. Jeg siger farvel, og vinker til familien, som alle står samlet omkring den lille ny. Sikken en fin afslutning på en vagt.

Efter overlevering i vagtstuen smider jeg uniformen i vasketøjskurven, går ud til bilen, sætter en blandet playlist fra Spotify på og triller tilbage mod København. På hjemturen forsøger jeg at lade skuldrene falde helt ned, trække vejret roligt og fordøje dagens indtryk. Efter en halv times tid slår jeg hen på P6, og får lidt nyt input fra verdenen omkring mig. Hjemme hopper jeg på cyklen, så jeg kan nå til gospelkor i Fredens kirke. Himlen er blå.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
%d bloggers like this: