Tag Archives: Fitmomcph

FITMOMCPH: Træning i 3. trimester

Så er vi nået til det sidste gæsteindlæg fra Fitmomcph; Træning i 3. trimester. Fik du ikke læst ‘Træning i 1. trimester’ kan du finde det her, og ‘Træning i 2. trimester’ kan du finde her. Vi håber I har nydt at læse med ligeså meget som vi har – og I er blevet motiverede til at få noget sved på panden!

***

Slutspurten, træning i tredje trimester

I 3. trimester vokser maven for alvor, og den lille baby møver sig rundt. Du føler måske en vis tyngde på dette tidspunkt, men du kan stadig gå raske ture, cykle og du kan også sagtens træne. Det er vigtigt, at du lytter til din krop og husker, at du også har brug for hvile. Hvis du har bækken- eller rygsmerter er det en god ide at opsøge en fysioterapeut, der kan give dig specifikke øvelser. Dit tyngdepunkt er ændret og det går ud over din balance. Nu er der ikke så lang tid til, at du skal endelig skal se din baby, og dermed også skal igennem en fødsel. Et studie viste, at de fysisk aktive kvinder havde korterevarende fødsel vurderet fra åbning på 4 cm til selve fødslen, faktisk var det 264 minutter versus 382 minutter (1) – hvem vil ikke gerne forkorte sin fødsel med næsten 2 timer!

Hvordan skal du træne?
Du SKAL stadig træne din bækkenbund! (Se tidligere indlæg her og her). Det er de færreste gravide, der bryder sig om at hoppe og løbe lange ture i 3. trimester, men du kan sagtens få pulsen op ved powerwalking eller let jogging. Hvis du stadig træner i fitness på hold eller lign. er det en god ide at spørge instruktøren om han/hun vil hjælpe med alternative øvelser til evt. hop og andre high impact øvelser. Du kan sagtens lave konditionstræning og let styrketræning så længe, at du holder dig inden for de 14-15 på borg skalaen (se første indlæg). Du kan måske synes det er rart at gå på specifikke gravid træningshold, da der i trejde trimester er lidt mere at være opmærksom på.

I 3. trimester er der et par forholdsregler du skal kende, når du træner;

  • Undgå pres bevægelser over hoved, da det kan give anledning til øget tryk på bækkenbunden. Hvis du gerne vil træne pres og træner med frie vægte, vil jeg anbefale, at du har en personlig træner, eller en træningskyndig person med, der kan guide og fejlrette dig under øvelserne.
  • Undgå at træne de lige mavemuskler. Der sker en udvidelse af den lige bugmuskel, senen linea alba udvider sig for at gøre plads til babyen. Der kan opstå et mellemrum midt på maven, også kaldet diastase. Du kan tjekke, om du har det ved at lave en mavebøjning og se om din mave former sig som en spids. Hvis du har diastase er det ikke hensigtsmæssigt at træne de lige mavemuskler.
  • Undgå øvelser hvor du ligger fladt på ryggen i længere tid, da fosterets vægt kan komme til at afklemme nogen af de store blodåre.

    Øvelser

Her er et forslag til en god helkropstræning, hvor der er taget hensyn til de givne forholdsregler. Lav hver øvelse i 1 min. – husk at du ikke skal performe, men blot vedligeholde. Alle øvelserne skal føles godt, og du kan altid justere vægten og tempoet så det passer dig. HUSK at spænd op i bækkenbunden hver gang du laver en øvelse.

1 min. Ring rows:  Hold godt fast i ringene og læn dig tilbage i strakte arme, spænd dine baller og baglår, så du bliver helt stiv som et bræt. Træk dig kontrolleret op til ringene og tænk på at samle skulderbladene. Du kan justere sværhedsgraden, hvis du går længere frem med fødderne bliver øvelsen hårdere, går du tilbage med fødderne bliver den nemmere.

3 trim A

1 min. Airsquat: Stå i hoftebredde med fødderne, sæt langsomt hoften bagud. Hold ryggen ret og spænd i mave og bækkenbund. Når du rammer en vinkel på 90 grader, skal du spænde i ballerne og rejse dig eksplosivt op til startposition.

3 trim b

1 min. Russian twist: Sæt dig på gulvet med benene let bøjet og fødder samlet (sæt dig evt. på en pude, abmat eller lign.). Spænd op i bækkenbunden og læn dig lidt tilbage, tag en let kettlebell og flyt den fra den ene hofte til den anden hofte, hold den tæt på kroppen. Hold spændingen i bækkenbunden under hele øvelsen, lav evt. 6 gentagelser og hold en lille pause.

3 trim c

1 min. Hip thrust: Denne øvelser er perfekt til træning af baller og bækkenbund samtidig. Pres hoften op, knib sammen og spænd ballerne alt, hvad du kan – sænk igen. Øvelsen kan laves med en kettlebell, vægtstang eller bare noget som vejer lidt og du kan ligge på hoften. Hvis du ikke har vægt på, kan du lave øvelsen som knibeøvelse, hold knibet i 6-8 sekunder. Sænk hoften og slap af i 6-8 sekunder.

3 trim d

Jeg ønsker dig god træning og alt held og lykke med din fødsel og fremtidige erhverv som nybagt mor 🙂

***

Mangler du træningstøj med plads til strutmaven, så har vi masser af det i Strut og på Strutshop.dk lige her.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Kilder:
(1) Sundhedsstyrelsen, Center for Forebyggelse FYSISK AKTIVITET – håndbog om forebyggelse og behandling. 2003
(2) Clapp JF, III. The course of labor af- ter endurance exercise during pregnancy. Am J Obstet Gynecol 1990; 163(6 Pt 1):1799-1805.
(3) Clapp JF, III, Capeless EL. Neonatal morphome- trics after endurance exercise during preg- nancy. Am J Obstet Gynecol 1990; 163(6 Pt 1):1805-1811.
(4) Clapp JF, III, Dickstein S. Endurance exercise and pregnancy outco- me. Med Sci Sports Exerc 1984; 16(6):556- 562.
(5) Bell RJ, Palma SM, Lumley JM. The effect of vigorous exercise during preg- nancy on birth-weight. Aust N Z J Obstet Gynaecol 1995; 35(1):46-51.
(6) Hjollund NH, Jensen TK, Bonde JP, Henriksen TB, Andersson AM, Kolstad HA et al. Spontaneous abortion and physical strain around implantation: a follow-up study of first-pregnancy plan- ners. Epidemiology 2000; 11(1):18-23.
(7) Klarlund Pedersen, Graviditet og Motion 2. udgave, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk 2012

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
%d bloggers like this: