Tag Archives: Fødsel Og Fødselsforberedelse

Gratis fødselsforberedelse i Strut

Vi elsker, den opbakning, I giver omkring vores månedlige, gratis fødselsforberedelse her i Strut! Det giver så megen god energi at mærke, at I kan bruge hinanden og ikke mindst vores dygtige doula, Anne-Sophie, til at blive klogere på fødslen, veer, smertelindring og alle de tanker, der følger med.

I april er temaet igen smertelindring og igangsættelse, fordi vi ved, det er emner, der fylder rigtig meget for mange af jer. Hovedfokus vil være på smertelindring i en naturlig form, og du vil få masser af viden og strategier til at smertedække dig selv; både mentalt men også med enkle, naturlige midler.

Der er højt til loftet og ingen emner er ‘off the table’ – for ingen følelser er forkerte, når det handler om din graviditet og din fødsel. Alle gravide er velkomne, og vi plejer at være en god blanding af førstegangsfødende og flergangsfødende.

Vi glæder os til at se jer og byder som vanligt på lidt at spise og drikke (og naturligvis også muligheden for at låne vores toilet undervejs, hvis baby sparker lidt for vildt på blæren ;))

Som altid vil der også være et særligt tilbud til alle fremmødte på dagen, og det er – naturligvis – ganske gratis at deltage.

Læs mere og tilmeld dig ved at klikke på billedet herunder (du kan også tilmelde dig direkte i butikken eller ved at skrive til os på info @ strutshop.dk)

fødselsforberedelse april

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Gratis fødselsforberedelse i Strut

Det er atter tid til at genoptage den gratis fødselsforberedelse i Strut. Den kommende periode bliver det ikke ‘vores’ jordemoder Krista, I kommer til at møde. Hun har nemlig travlt med sin egen fødsel og barsel. I stedet har vi allieret os med en dygtig doula, der den sidste torsdag hver måned vil lægge vejen forbi Strut for at holde oplæg om forskellige emner omkring graviditet og fødsel. Hun hedder Anne-Sophie og du kan finde hende på morgaia.dk. Her er Anne-Sophie – og hvad fortæller om sig selv og om sin holdning til det at skabe rammerne for en god fødsel:

 morgaia.dk - doula i Strut

Hej, mit navn er Anne-Sophie – jeg er doula og fødselspraktiker og brænder i mit arbejde for, at kvinder må få nogle gode fødselsoplevelser. Selv er jeg mor til to børn. I det daglige arbejder jeg med forskellige behandlinger, laver fødselsforberedelse, yder ammehjælp og er med til fødsler som doula. Jeg har ikke et ønske om at fødslen skal være på én bestemt måde – tværtimod ønsker jeg at kvinder må være i stand til at tage de valg i forbindelse med deres fødsel, som passer til dem. Det er med stor glæde at jeg sidste torsdag i hver måned skal komme i Strut og dele ud af min viden og erfaring – og ikke mindst give jer gravide muligheden for at stille en masse spørgsmål og få en dybere indsigt i jeres muligheder.

Konceptet og rammerne i Strut er de samme som altid – vi gør plads til alle jer smukke strutmaver og så er der sat to timer af til en god, åben og oplysende snak om de emner, I nu måtte brænde for og brænde inde med.

Første gang i 2015 bliver torsdag d. 26. februar fra 9.30-11.30 – og temaet er Smertelindring og igangsættelse

Læs mere og tilmeld dig på Facebook lige HER

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Månedens Strutmave i marts

strutmave marts 1

Månedens strutmave tilhører Randi på 30 år, som er gravid i uge 32 med sit 2. barn. Hun bor på Sluseholmen sammen med kæresten Bendt og sønnen Hannibal på 3 år.

Hvordan og til hvem fortalte du først, at du var gravid?
Jeg var kun lige stoppet med p-pillerne, da jeg opdagede, at jeg var gået et par dage over tid. Testen viste 2 tydelige streger, og jeg var meget overrasket over at det kunne gå så hurtigt! Første gang var der alligevel gået 3-4 måneder, før der var ”bid”. Jeg fortalte det til min kæreste og søn som de allerførste, og efter 12 ugers scanningen fik resten af familien de gode nyheder. Min svigermor fik en strikkeopskrift på en meget lille dragt præsenteret, og var ret overrasket for den kunne Hannibal da ikke passe? 😉

Hvad har været det mest overraskende ved at være gravid?
Jeg er blevet meget overrasket over hvor nemt det er gået med at være gravid, samtidigt med at have en 3-årig i trodsalderen. Han har virkelig været sød, og forstående overfor at mor nu er så tyk, at han ikke kan blive båret rundt mere. Denne graviditet har også overrasket ved at gå meget hurtigere end den første. Da jeg ventede min søn, var jeg meget træt og de 9 måneder føltes virkelig laaange, men denne gang er tiden bare fløjet afsted! Jeg har ikke haft tid til at være bekymret og tælle dage som i første omgang, og det tror jeg egentlig er rigtig godt for mig.

Det hårdeste ved at være gravid er de ekstra kilo som man skal bære rundt på. Og maven som konstant i vejen. Det er begyndt at blive sværere at sove igennem, og jeg er indimellem meget svimmel. Derudover går jeg rundt og siger undskyld hele tiden, fordi jeg enten vælter noget med maven, eller støder ind i folk. Der er mange af mine kolleger som har fået en mave i nakken, når jeg forsøger at smyge mig bag dem i kantinen.

Det dejligste ved at være gravid er  at forestille sig, hvad det er for en lille fyr, der ligger derinde og sparker. Jeg tænker især over om han kommer til at ligne sin storebror meget, eller om han bliver en helt anden type, både af udseende og temperament. Og så er det hyggeligt at se frem til endnu en barsel med cafe latte og babybio.

Hvad har været helt uundværligt for dig under graviditeten?
I de sidste par måneder har mit støttebælte fra Carriwell været en kæmpe fordel. Jeg brugte det også i sidste graviditet, og det er skønt at kunne bevæge sig uden at maven tynger for meget. Derudover er jeg også meget glad for min Sorte Jernhest, da min balance er blevet lidt udfordret her sidst i graviditeten. Det er rart at kunne hente Hannibal på 3 hjul, og ikke være bekymret for balancen.

Hvad er det bedste, du har gjort for dig selv under graviditeten?
Jeg har forsøgt at holde min træning ved lige, så jeg stadig kommer afsted minimum 30 min, 2-3 gange om ugen. Enten til svømning eller cardio/styrke. Selvfølgelig er intensiteten ikke den samme, men følelse af at røre sig er bare skøn, og jeg er sikker på at det hjælper både fysisk og psykisk at føle sig i god form.  Derudover har jeg udnyttet at mit job er meget fleksibelt, så jeg har mulighed for at arbejde hjemme fra sofaen, og på den måde få slappet lidt af, når huset er tomt. Jeg har ikke tilmeldt mig decideret fødselsforberedelse denne gang, men følger Projekt Nyfødt, hvor jeg er kommet med i en gruppe, hvor vi har 4 kursusgange med information om fødsel og babyer. Det er rart at få det genopfrisket, det føles om 100 år siden jeg sidst havde en baby i hænderne.

Drømmer du om 1, 2, 3 eller flere børn?
Med 2 drengebørn i huset fra maj måned, så tror jeg der bliver rigeligt gang i den. Min kæreste og jeg er ret enige om, at 2 børn er det mest ideelle for os.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået – og hvad vil du gerne give videre til andre gravide?
Det råd jeg oftest har fået fra lægen og jordemoder er, at det er godt at slappe af og komme ned at ligge midt på dagen. Men de uddyber aldrig rigtig, hvordan man skal gøre det samtidigt med, at man passer sit fuldtidsjob og sin 3-årige. Mit bedste råd må være at være så velforberedt som muligt, både i forhold til fødslen og i tiden bagefter med barnet. Det hjalp mig rigtig meget at vide, at jeg havde undersøgt alt, hvad jeg kunne på forhånd. Lidt ligesom at læse til en eksamen.  Og så er internettet din bedste ven; du kan få alt at vide, og få tilsendt alle de ting du aldrig vidste, at du ville få brug for efter fødslen – helt uden at forlade din sofa.

Vi ønsker Randi en rigtig god fødsel – og en skøn barsel!

Hvis maven tynger eller hvis du har bækkenløsning eller ‘bare’ døjer med lændesmerter, er et støttebælte en rigtig god idé. I Strut har vi forskellige modeller, bl.a. fra Carriwell og Anita, men du kan også gå efter en shapewear-underkjole til gravide, der giver rigtig god støtte til den  voksende mave, samtidig med at den holder på formerne på resten af kroppen.

Den generelle anbefaling er at du skal fortsætte med at dyrke moderat motion, når du bliver gravid. Så længe det føles godt og ikke gør ondt, er det sundt for dig og baby, at du holder en vis kondition og styrke. Hvis du er i tvivl, så spørg altid din jordemoder og læge til råds. I Strut har vi nogle rigtig gode leggings, der nok hedder shapewear, men som udover at give flotte former også holder og støtter maven rigtig godt, når du fx løber en tur eller dyrker yoga. Vi har testet!

Du kan læse mere om Projekt Nyfødt HER

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Månedens Strutmave i januar

månedens_strutmave_januar

Månedens Strutmave tilhører Line på 31. Line havde termin d. 16.1., men så længe havde baby ikke tænkt sig at vente med at fejre sin fødselsdag. Søndag d. 12. januar fik Line og hendes kæreste et fint, nyt familiemedlem, der skal bo sammen med dem og katten Elvis i Københavns nordvest-kvarter. Vi ønsker STORT tillykke.

Hvem fik først at vide, at du var gravid?
Min kæreste, selvfølgelig! Det var en torsdag morgen i maj måned, og vi blev vildt glade, men skulle begge på arbejde. Jeg havde ret svært ved at koncentrere mig den dag! Vi fik lavet en tidlig scanning i uge 10, fordi vi skulle på Roskilde Festival inden 12 ugers scanningen. Jeg sendte scanningsbilledet til mine forældre – ringede dem op og bad dem tjekke deres mail. Derefter fik de fleste venner og familiemedlemmer det at vide.

Hvad har været mest overraskende ved at være gravid?
Jeg synes, det har været helt utroligt at følge kroppens udvikling. Jeg er glad for, at en graviditet varer 9 måneder, så både krop og psyke kan nå at forberede sig på fødslen. Jeg var meget skræmt ved tanken om at skulle føde de første mange måneder af min graviditet, men nu føler jeg mig mere klar. Der er selvfølgelig dage, hvor jeg tænker ‘f*** – gade vide om min krop klarer det’, men jeg tror nu, at det er en meget naturlig reaktion.

Hvad har været det hårdeste?
Jeg har været forskånet for mange graviditetsgener, men i starten var det helt sikkert trætheden, som var hårdest. Her til sidst er det bare tungt at bære rundt på maven, og jeg synes, det er hårdt, hvis jeg bare skal op fra sofaen, samle noget op fra gulvet eller tage strømper på. Jeg er blevet ret overrasket over, hvor lidt energi jeg har her op til terminen.

… og det dejligste?
Det dejligste ved at være gravid er at mærke liv! I starten er det helt uvirkeligt, at der er noget derinde i maven, som bevæger sig. Her i slutningen af graviditeten er det skønt at mærke baby og det er også en god måde at inddrage min kæreste i graviditeten. Det er så vidunderligt livsbekræftende.

Hvad har været helt uundværligt under graviditeten?
I starten af graviditeten brugte jeg meget en app, hvor man kunne følge graviditeten uge for uge*. Det er sjovt at læse om barnets udvikling uge for uge. Jeg har også brugt en app til at træne bækkenbunden. Jeg har ikke trænet hver dag, men har gjort det 2-3 gange om ugen.

Derudover har jeg været glad for venteleggings og -bukser, som ikke strammer omkring maven.

Hvad er det bedste, du har gjort for dig selv under graviditeten?
Jeg har gået til noget gravid-gymnastik på apa, hvor vi lavede øvelser, som var tilpasset mavens størrelse. Det var rigtig godt. Udover det har jeg også fulgt et fødselsforberedelseshold på apa. Der var vi 14 kvinder, som har termin nogenlunde samme tid og vi har fået en masse gode øvelser til de forskellige faser i fødselsen – samt grint over diverse ting ved graviditeten, men vi har også talt om bekymringer og tanker omkring fødslen og det at være gravid.

Drømmer du om 1, 2, 3 eller flere børn?
2 børn, men nu skal jeg lige have den første ud 🙂

Det bedste råd du har fået – og som du gerne vil give videre til andre gravide?
Der er mange, som har givet en masse velmenende råd og advarsler omkring gravidteten og som førstegangsfødende har det til tider været svært at håndtere strømmen af informationer. Når jeg har været i tvivl, har jeg søgt på Sundhedsstyrrelsens hjemmeside og rettet mig (nogenlunde) efter deres anbefalinger.

Det bedste råd jeg har fået er at nyde min barsel, få slappet af og ikke tænke på arbejdet. Jeg har haft svært ved at slippe mit arbejde, men jeg er glad for, at jeg har fået slappet af og ordnet diverse babyting, så vi er klar til babys ankomst uden stress.

DSC_0017

Hvis du, ligesom Line, spekulerer over fødslen, kan du få talt den igennem her i Strut, når vi d. 28. januar holder årets første jordemoderkonsultation med temaet ‘Igangsættelse og den naturlige fødsel’. Det er Lines smukke mave – og halskæde! – forrest i billedet fra sidste jordemoderkonsultation. Læs mere og tilmeld dig HER

*App’en hedder ‘Gravid‘ og er udviklet af Jordemoderforeningen. Find den HER

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook eller via Bloglovin’

Kejsersnit?

I løbet af den sidste måned har der været en del debat om kejsersnit. Bl.a. i Information har man kunnet læse flere artikler, kronikker og debatindlæg om emnet. Udgangspunktet var, at Information bragte en artikel, hvori det fremgik, at kejsersnit var sundere for mor og barn end en almindelig, vaginal fødsel. Det er efterfølgende blevet problematiseret en del, for der var flere ting, som artiklen simpelthen ikke tog højde for. Herunder, at et kejsersnit jo faktisk er et ret voldsomt operativt indgreb, der kommer tæt på organerne. Det faktum, at kejsersnit, ligesom alle andre operationer, ikke er uden risici, blev stort set også forbigået.

Kejsersnit

Det fremgik af artiklerne, at der er meget lille medicinsk evidens for, at den vaginale fødsel er sundere og at risikovurderingen af kejsersnit er baseret på undersøgelser, der sammenblander planlagte og akutte kejsersnit. Det er naturligvis problematisk, men sat på spidsen er det søreme også problematisk at anbefale en større operation som standard, hvis den ikke er nødvendig.

Informations journalister tog fat i en ph.d.-afhandling, der viser, at børn født ved planlagt kejsersnit har en tendens til at have en bedre Apgar-score end børn født ved vaginal fødsel. Omvendt viser samme ph.d.-afhandling, at børn født ved kejsersnit har større risiko for at den nyfødte får vejrtrækningsproblemer og ender på neonatalafdelingen efter fødslen, end børn født ved vaginal fødsel.

Den danske kultur er til ‘naturlige’ fødsler, men er det nu også en skidt ting? Jordemoderforeningens formand, Lillian Bondo, siger til Information:

»Jeg tror grundlæggende, at danskerne synes, at indgreb ikke er godt, når det ikke er nødvendigt. Mange tænker, at det, som jeg kan selv, det vil jeg gerne selv – det må være det rigtige.« Lillian Bondo opremser også mange af de fordele, der kan være ved vaginale fødsler, blandt andet at barnets lunger bliver tømt for vand, at barnets hormonniveau stiger under fødslen, så det trækker vejret energisk, når det fødes – og endelig at mødet med moderens bakterier kan ruste barnet til at blive mere modstandsdygtigt. Men det udgangspunkt betyder ikke, at hun ikke bryder sig om kejsersnit:

»Jeg er stor tilhænger af det gode kejsersnit. Det skal bruges der, hvor det er bedre end at føde vaginalt, og det skal bruges i tide.«

Oplysning og forberedelse

Det fremgår af artiklerne, at flere kvinder har følt sig pressede til en vaginal fødsel, selvom de ønskede et planlagt kejsersnit – og at den danske fødselskultur i høj grad er bundet op på den ‘naturlige’ fødsel. En del af de kvinder, der ønsker et planlagt kejsersnit, uden at der er medicinske grunde til det, er kvinder, der har en traumatisk eller voldsom fødselsoplevelse i bagagen.

Der er også førstegangsfødende, der ønsker sig planlagte kejsersnit, fordi de er bange for smerten ved at føde naturligt. Her ligger der et kæmpe oplysningsarbejde for jordemødrene, og måske en gentænkning af det offentliges tilgang til fødselsforberedelse i det hele taget. I stedet for at fødselsforberedelsen på hospitalerne foregår i store auditorier og mest af alt fokuserer på den medicinske del af sagen, diverse drugs, og patientliggør kvinderne, så kunne det handle om at give kvinderne redskaber og strategier til at håndtere smerte – og til at tale om, at langt, langt hovedparten af alle kvinder er i stand til at føde naturligt. Særligt i vores del af verden, hvor vi generelt har en god sundhedstilstand, får mad hver dag og lever sikkert og sundt.

Anja Bays kursus ‘Smertefri Fødsel’ er bare et af de private tiltag, der efterhånden har givet flere tusinde kvinder redskaberne til og troen på, at de kan få en god fødsel. Man kan ikke løbe en maraton uden at træne på forhånd – en fødsel kræver også forberedelse. Både fysisk og mentalt, for det er en nærmest ubegribelig kraftpræstation, din krop skal udføre, og du har brug for alle de strategier til håndtering af veerne, du kan få. Også apa har i mange år udbudt kurser og forløb til gravide, og fælles for de private tiltag er, at de fokuserer på kvindens evner til at føde. Det er en myndiggørelse af kvinden og en tiltro til hendes medfødte evner – en positiv tilgang til processen – der er væsensforskellig fra den sygeliggørelse og patientliggørelse, der kan ligge i sundhedsvæsenet.

Struts ‘hus-jordemoder’ Krista Bella Hultén fra dinfødsel.dk er også af den grundholdning, at kvinder kan føde selv – men at de skal føle sig trygge for at fødslen får de bedste odds for at blive en god oplevelse. Det mener hun bl.a. sikres ved den gode fødselsforberedelse, ved at du tager ansvaret for din fødsel og er i trygge omgivelser under fødslen. Det indebærer at du er tryg ved den jordemoder, du føder med, og at du føler, dine behov og ønsker bliver anerkendt.

Den gode fødsel

Ikke to fødsler er ens, og dermed er der heller ikke nogen entydig beskrivelse af den gode fødsel. Jeg havde personligt en fantastisk oplevelse, var 10 cm åben ved ankomst til Riget, og fødte ‘au naturel’ efter en god time. Men jeg havde også et barn, der skruede sig helt rigtigt ned og havde det godt hele vejen igennem – samt nogle gode strategier for at håndtere veerne. Udover det, så glædede jeg mig til at føde helt fra start. Jeg er sikker på, at den positive indstilling også havde indflydelse på min personlige oplevelse. Jeg kender andre, der har haft noget anderledes og mere voldsomme oplevelser – bl.a. med akutte kejsersnit – men som stadig har haft en god fødselsoplevelse. Og andre igen, der har haft fødsler, de slet ikke var glade for selvom de på papiret var helt normale. Både vaginale og kejsersnit.

Din gode fødsel er den, der er rigtig for dig. Den, hvor du har taget ansvaret og har forberedt dig så godt som muligt – på dine egne præmisser. Hvor du har formuleret dine ønsker, men er åben over for andre muligheder. Uanset om det måtte være en hjemmefødsel i et fødekar eller et planlagt kejsersnit. Vi skal som samfund og i sundhedsvæsenet være rummelige nok til at acceptere alle former for fødsels-ønsker, der er sikre, forsvarlige og ikke mindst truffet på et oplyst grundlag.

/Stine

Bemærk: Denne post er vores læsning af og holdning til debatten, og artikler og kronikker er kun citeret i uddrag. For at læse de fulde indlæg i Information kan du klikke HER, HER, HER, HER og HER. Foto er lånt herfra.

Vi vil meget gerne have dine input om kejsersnit eller naturlig fødsel – enten som kommentarer her eller på Facebook.

Du kan møde jordemoder Krista d. 28. januar her i Strut, når vi holder årets første jordemoderkonsultation med temaet ‘Igangsættelse og den naturlige fødsel’. Læs mere og tilmeld dig HER

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook eller via Bloglovin’

Smukke strutmaver, jordemoder og julegodter i Strut

Tusind tak til dygtige Krista fra dinfødsel.dk (der i den grad har fået mig til at ønske en hjemmefødsel, når det engang bliver tid til ‘næste fødsel’!) og til dagens skønne strutmaver for endnu en god torsdag formiddag med gratis jordemoderkonsultation i Strut. I anledning af julen havde vi allieret os med Ukrudt og serverede søde sager, der næsten smager for godt til også at være sunde 😉

Dagens tema var ‘Sund og sikker fødsel – det skal du vide!’, og ud fra det blev der talt om igangsættelse, om den gode fødselsforberedelse og om, at man kan (og bør) forberede sig til sin fødsel, også selvom man aldrig kan planlægge den.

jordemoder

Vi håber, at alle dagens fremmødte strutmaver fik en masse god viden med i bagagen – og vi glæder os til flere jordemoderbesøg i 2014. Hold øje med bloggen, i nyhedsbrevet eller på Facebook, hvor vi melder de nye datoer ud.

Psst! Den stribede strutmave, du kan se nederst til højre, bliver i øvrigt Månedens Strutmave her i december og kommer på mellem jul og nytår. Hvis du kunne tænke dig at blive Månedens Strutmave i det nye år, så skriv til info@strutshop.dk

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook eller via Bloglovin’

Gratis jordemoderkonsultation i Strut

Vi er snart nået slutningen af året, men det betyder ikke, at du skal snydes for en sidste omgang jordemoder-snak i 2013. Vi fortsætter naturligvis successen i det nye år, så hold øje med nyhedsbrev, Facebook eller bloggen for datoer og info 🙂

Torsdag d. 19. december fra 9.30-11.30 kan du møde jordemoder Krista fra dinfødsel.dk til en snak om fødsel og fødselsforberedelse med udgangspunkt i dagens tema:

Sund og sikker fødsel – det skal du vide!

  • Du hører mere om hvad du selv kan gøre, for at give dig selv og baby de allerbedste odds for en både sund, god og sikker fødsel.
  • Du får gode råd til, hvordan du får den fødsel, som passer til dig og din krop (og til baby!).
  • Du får et materiale med hjem fra Krista fyldt med viden og gode råd.
  • Vi byder på te og kaffe – og i anledning af julen også lidt sødt. Der vil være særlige tilbud på dagen.
  • Du får mulighed for at få taget et fint billede af din smukke strutmave.

Læs mere om sidste jordemoderkonsultation HER.

I løbet af de 2 timer, der er sat af, er der er rigelig tid til at få sat ord på og drøftet dine tanker og overvejelser omkring din graviditet og fødsel med indspark fra andre gravide og fra en erfaren jordemoder.

TILMELD DIG HER

jordemoder

Psst! Husk også vores advents-give away om lækre basis-pakker til gravide eller nybagte mødre. Læs mere og deltag HER

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook eller via Bloglovin’

 

Smukke strutmaver og jordemoderbesøg

Jordemoder Krista fra dinfødsel.dk var forbi Strut på Fælledvej i torsdags, hvor smukke strutmaver hørte og talte om fødsel og fødselsforberedelse. Under temaet Smertefri Fødsel? Er det muligt? blev der vendt tanker, overvejelser og fakta omkring fødsel og smerte. Som altid var der en god blanding af første- og flergangsfødende, og rig mulighed for at komme på banen med netop det, den enkelte grubler over.

Her er lidt stemningsbilleder fra formiddagen. Du kan allerede nu sætte kryds i kalenderen d. 19. december, hvor årets sidste jordemoderbesøg finder sted med temaet Sikker og sund fødsel. Det skal du vide.

jordemoder

 

Vi fortsætter selvfølgelig med jordemoderbesøg i 2014 – hold øje med nyhedsbrevet, Facebook eller bloggen for datoer og temaer.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook eller via Bloglovin’

Smukke strutmaver og jordemoderbesøg

strutmaver

Tusind tak til alle fremmødte for en skøn formiddag i Strut med jordemoder Krista og snak om den naturlige fødsel og igangsættelse!

Vi håber, I fik svar på en masse spørgsmål og gik herfra med boostet tro på jer selv og jeres evne til at føde.

Vi glæder os allerede til næste gang som bliver d. 28.11. med temaet “Smertefri fødsel. Kan man det?” 

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook eller via Bloglovin’

Reminder: jordemoderbesøg i Strut

Hvis du er gravid og godt kunne tænke dig at få talt dine tanker og overvejelser igennem – men ikke synes, at de 20 minutter hos din jordemoder er nok, så kom forbi Strut til en gratis jordemoderkonsultation med dygtige Krista fra Dinfødsel.dk

Næste besøg er torsdag d. 31. oktober kl. 9.30-11.30.

Læs mere om månedens tema HER – og tilmeld dig HER

jordemoderkonsultation

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook eller via Bloglovin’

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
%d bloggers like this: