Tag Archives: Fødsel

Annas fødselsberetning: Min drømmefødsel

Måske kan du huske Anna fra da hun var ‘Månedens Strutmave i septemtber‘. Dengang fortalte hun om, hvordan det var at være gravid for første gang, og delte nogle af de tanker og overvejelser hun gik med. Nu har hun født den fineste lille pige, og er klar til at dele fødselsoplevelsen med os :)
IMG_3472

I denne beretning vil jeg på bedste vis forsøge at beskrive mine tanker fra veerne startede, til jeg lå med min smukke lille pige i armene. Som førstegangsfødende har man virkelig ingen anelse om, hvad der venter forude. Jeg havde en idé om, hvordan det ville foregå. Det havde jeg jo læst mig frem til.

Onsdag d. 7/9 – 2015 havde jeg en fornemmelse af, at jeg snart skulle føde. Trods den følelse i kroppen, hoppede jeg i bilen og kørte en tur hjem til min mormor og morfar. Om formiddagen havde jeg bestilt tid til overbårenhedsundersøgelse og fik en tid til dagen efter. Jeg var nu 40+6 og min tålmodighed var ved at være god opbrugt. Jeg havde jo de sygeste sommerfugle i maven og glædede mig sådan til at blive mor. Da jeg kørte hjemad igen, kunne jeg godt mærke på min krop, at noget var anderledes. Jeg har meget svært ved at beskrive denne følelse, men jeg følte, at min krop var på arbejde. Velvidende om, at min krop så småt var begyndt at gøre klar til fødsel, tog jeg lige en tur i Fakta. En ret underlig oplevelse med veer, skulle jeg hilse og sige. Det gik fint, jeg havde det godt og min kæreste og jeg grinte meget under turen. Jeg havde læst et sted på nettet, at hvis man så småt var begyndt at få veer, var det DØDSENS vigtigt at få sovet mest muligt natten igennem. Så det gjorde jeg, hele natten.

Da jeg stod op om morgenen var sammentrækningerne der stadig. Jeg var nu næsten sikker på, at det var veer. Og helt ærligt, så tænkte jeg faktisk, hvis det er sådan en fødsel føltes – THEN BRING IT ON. Jeg havde det super, når jeg altså ikke havde sammentrækninger. Jeg ringede ned på fødegangen, og vi aftalte, at jeg skulle komme med det samme. På fødegangen sagde jordmoderen, at jeg var 1 cm åben. Fedt, tænkte jeg. Hun spurgte derefter, om jeg havde lyst til at få et værelse indtil fødsel gik i gang. Jeg kan huske, at jeg tænke, ganske vist er jeg førstegangsfødende, men jeg har ikke tænke mig at ligge her hele dagen og vente på, at der sker noget. Så vi kørte hjem igen og ventede på, at der skulle ske noget mere.

Op af formiddagen tog veerne til, og jeg skulle nu ind og ligge i sengen, hver gang jeg fik en ve. Når jeg siger ligge i sengen, mener jeg på alle 4 og udstøde animalske brøl. Det var så sjovt, for når veen var ovre, havde jeg det SUPER. Ingen smerter og ingen bekymringer. Så snart jeg havde en ve overtog den kroppen i et par minutters tid. Jeg brugte hele eftermiddagen på at gøre mig klar. Støvsuge, rydde op, vaske tøj og plukke blomster uden i haven. Der skulle jo være fint til når jeg engang kom hjem igen. Sent på eftermiddagen blev min kæreste bekymret. Mine brøl var blevet mere højlydte, og der var nu kun nogle få minutter imellem. Han spurgte mig, om vi ikke snart skulle til at køre, han var jo så bange for at jeg fødte i bilen. Jeg sagde til ham, at jeg da i hvert fald lige skulle hænge den sidste vask op på tørrestativet, så kunne vi da godt køre, hvis han syntes.

Da jeg kom ned på fødegangen omkring kl. 18.30, blev jeg mødt af en jordmoder og en jordmoderstuderene. De mærkede efter, og jeg var 5 cm. åben. Jeg fik en fødestue med det samme. Den jordmoderstuderene var super, og hun var med mig hele fødslen igennem. Det var virkelig guld værd. Da vi kom over på fødestuen tog mine veer til. Som i SINDSYGT til. Det var helt vildt, hvad de gjorde ved min krop. Jeg vil næsten beskrive det som magtesløs. Det er vildt som kvindekroppen er programmeret til at føde, for den tager bare over 100%.

Mens jeg lå og vred mig i smerte, begyndte jeg at føle den sygeste pressetrang. Det fortalte jeg den studerene som hentede jordmoderen. Jeg fik af vide, at det var hver fald alt for tidligt til, at jeg skulle presse. Jeg kan huske, at jeg tænkte, hold nu op hvor skal jeg sk*de. Ja det tænkte jeg, for det var netop, sådan det føltes. Jeg kunne ikke holde ud af stå op eller ligge ned. De begyndte at snakke om smertestillende, da jeg græd utrøstelig. Det gjorde så ubeskriveligt ondt, og jeg måtte ikke komme op i badekarret da min datters hjertelyd var for høj. Inden jeg nåede at tage stilling til noget som helst, vendte det sig og min datters hjertelyd faldt til det normale.

Omkring kl. 20.00 tog jeg mit tøj af, og steg op i badekarret. Jeg vil ikke sige, at det tog smerterne, men jeg kunne da holde ud at sidde dernede. Så der blev jeg siddende. Da jeg allerede havde presseveer, skulle jeg gispe under hver ve. Det var så utroligt udmattende at gispe hele tiden. Jeg må være ærlig at indrømme, at jeg totalt havde mistet tidsfornemmelsen. Jeg anede ikke, hvor længe jeg havde været på sygehuset. Alt gik så stærkt og det eneste jeg fokuserede på var at gispe, så jeg ikke pressede. Jordmoderen tjekkede mig jævnligt med en doptone og mærkede med sine fingre indeni. Så blev jeg spurgt, om jeg ikke bare havde lyst til at føde i badekarret. Det var en tanke, der slet ikke havde strejfet mig under gravidteten. Jeg havde altid tænkt, at jeg ville bruge det som smertelindring. Men jeg lå jo fint her, så vi blev enige om at fortætte i karret. Pludselig sagde hun til mig, jeg tager lige vandet. Det er vidst ved at være tidspunktet til det. Det gjorde ondt. Fy for dævsens, det gjorde ondt. Jeg skreg til hende, om hun da ikke kunne tage hendes fingre til sig igen.

Da jordmoderen havde taget vandet gik det stærkt. Klokken var nu ca. 22.30, og jeg skulle ikke længere gispe, men fik lov at arbejde sammen med min krop. Sådan følte jeg det. Endelig kunne jeg få lov til at hjælpe hende til verden.

Det er sjovt som jeg slet ikke har nævnt min kæreste endnu. Han var fantastisk til at hjælpe mig i badekarret. Han sad på hug bag mig og holdt mig, så jeg ikke skvattede i. Jeg begyndte at presse med, når jeg fik en ve. Den smerte jeg havde på det tidspunkt, vil jeg ikke engang prøve at beskrive. Det gjorde så sindssygt ondt og det føltes som at føde. SUPRICE men den smerte kan ikke sammenlignes med noget andet. Jordmoderen, den studerene og min kæreste var virkelig gode til at komme med opmuntrende ord. Selvom jeg sjældent svarede dem, så hørte jeg dem udmærket. Jeg var så fokuseret på at få min datter til verden, at jeg lyttede til hvert et ord.

I pauserne mellem veerne fortalte jordmoderen, hvad jeg skulle gøre under næste ve. Jeg var i sådan en trance imellem veerne, at jeg sjældent kommunikerede. Min krop havde virkelig brug for at slappe af. Pludselig gik der alt for lang tid imellem mine presseveer, og jeg fik besked om at nulre mine brystvorter. På det tidspunkt syntes jeg, at det var vildt bizart, at jeg pludselig skulle nulre mine brystvorter. Men det skulle åbenbart kunne sætte fødslen bedre i gang. Jeg pressede alt, hvad jeg havde i mig under hver presseve og så fik jeg besked på, at man nu kunne se hovedet. Min kæreste styrtede over for at se, og han fik det vildeste blik i øjnene: NU SKULLE JEG BARE SE AT FÅ VORES BABY UD! Han heppede på mig under hver presseve ’du er så dygtig skat, pres, pres mere, kom nu, kom nu’ og kl. 23.25 kom vores prinsesse til verden. Da jeg fødte hende i badekarret, var hun så fin og ren. Lige som jeg havde forstilt mig, at hun skulle se ud. Helt perfekt. Jeg fik hende op i mine arme, og jeg skulle rejse mig op fra badekarret for at gå over på fødebriksen. Jeg var så bange for at falde og tabe hende, og jeg syntes, at hun lå så langt nede i mine arme. Men jeg kunne ikke få hende længere op. Da jeg kom op og stå var moderkagen stadig var inde i mig, spurgte jeg pænt min jordmoder, om hun ikke ville være sød at hive lidt i navlestrengen, så jeg kunne få hende længere op af min krop. De brød ud med det største grin. Den havde de alligevel ikke hørt før.

Jeg fik en 2. grads bristning. Hvilket var okay. Jeg blev syet, mens jeg lå med vores datter i armene. Der kom en blødning – de anede ikke, hvor den kom fra. Så det endte med, at jeg tabte 1 liter blod efter fødslen og måtte indlægges. Men det var alt sammen lige meget – Jeg græd af ren lykke. Det samme gjorde min kæreste. Den lykke følelse er det vildeste, jeg nogensinde har prøvet. Her fem mdr. efter fødslen tænker jeg, at jeg gerne ville gøre det hele igen i morgen. Men lige da jeg havde født – var det en helt anden sag. 😉 Selvom jeg ikke havde været til fødselsforberedelse eller havde nogen plan for fødslen, gik det hele efter bogen. Jeg kunne ikke have bedt om en bedre fødsel.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Månedens strutmave i december

12096348_10156076631440123_1469598915715275176_n

Månedens Strutmave hedder Camilla Wengel og er 31 år. Måske nogen af jer allerede har mødt hende, da hun holdt mindfullness og afspændingsevent i Strut. Hun bor på Østerbro med sin kone Sarah og sammen venter de sig en søn. Til daglig arbejder hun som selvstændig Psykomotorisk Terapeut, men er nu gået på barsel. Camilla er 35 uger henne og har termin d. 18 januar 2016.

Hvem fortalte du først, at du var gravid – og hvordan opdagede du det?
Min kone Sarah var den første som vidste besked, ud over mig. Vi tog testen sammen og jeg turde næsten ikke se resultatet – så det gjorde hun. Vi var blevet insemineret og de to uger vi ventede på svar havde været lange. Da vi fandt ud af det, lå vi helt stille og bare kiggede på hinanden. Jeg husker det som en blanding af stor glæde, lidt uvirkelighedsfølelse og så følelsen af forelskelse i kroppen.

Er der noget, der har overrasket dig ved at være gravid?
Hvor glad jeg er for bagerens træstammer. Hvor meget min krop og psyke er i udvikling hele tiden. Den ene uge er foranderlig fra den næste, din krop forandrer sig nærmest fra dag til dag. Din psyke gennemgår alle mulige følelsesstadier, minder fra fortiden, håb om fremtiden, frygt versus forventningsglæde, ens liv kan beskrives som en palet fyldt med farver.

Hvad er det bedste ved at være gravid?
At mærke livet i min mave, at mærke kærligheden gro og opleve, at jo større jeg vokser, jo bedre har jeg det med mig selv. Jeg føler mig i dyb kontakt med mit inderste og gør kun, hvad jeg vil, det er en gave og befrielse. Hvis jeg er træt, så tager jeg ikke med til et arrangement, hvis jeg er sulten, spiser jeg – det er helt ned til basis, og det føles så godt ikke at føle sig forpligtet overfor andre end sig selv, sin baby og kone. Sjovt nok har jeg efter første trimester også fået et overskud til at gå efter mine drømme med min praksis. Og så det at glæde sig sammen med sin kone over vores kommende søn, og se familie og venner glæde sig – det er rigtig rørende.

Hvad oplever du som det hårdeste ved at være gravid?
Den største udfordring (og gave) har været ikke at kunne regne ‘det’ ud. Graviditeten har budt på udfordringer med babys nyrerudvikling (baby er helt sund og rask nu), men i den periode, hvor vi ventede på svar om, hvordan det så ud, blev vi meget rystet og det var til tider svært at vente på svar. Det var en skræmmende oplevelse. Som par er vi kommet enormt tæt på hinanden, og har mærket en urkraft af en styrke til at takle en svær situation, og måske har vi lært, sagt med ydmyghed, at passe på os selv og hinanden i en ikke kontrollerbar periode. Jeg føler ihvertfald vi er kommet styrket igennem forløbet.

Er der noget, der er helt uundværligt for dig?
Min meditation, afspænding og yoga og allervigtigst er min kones kæmpe kærlighed og støtte, vi er 100 % sammen i det her og det er helt sikkert det som gør, at jeg klarer mig så godt. Og kan hvile i graviditeten på den måde jeg gør.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået?
Det bedste råd er lyt til dig selv og ikke andres gode råd og erfaringer, du ved bedst om dig, din krop og baby. Det værste råd ved jeg ikke helt, folk vil jo gerne dele ud af deres erfaringer fra et godt hjerte, men det er for det meste deres behov for at dele og ikke mit behov for at modtage råd, og det står jeg af på. Jeg er typen som nok selv skal opsøge, hvis jeg mener der er brug for råd fra andre.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

En dag på fødegangen del 2

FullSizeRender copy

Forsættelse fra ‘En dag på fødegangen part 1‘.

Jeg skriver journal og kommer ind på stuen igen, da klokken ringer. Karen har fået gode røde kinder, og konstaterer tørt, ”Det klyx hjalp da, jeg får hele tiden …” Karen får en ve og rækker ud efter Michael. Han holder hende i den ene hånd, mens han forsigtigt masserer hendes lænd. ”Hårdere”, siger Karen kort. Michael trykker mere til. Jeg lytter hjertelyd. Det hele er så fint. Vi taler om mulighederne for smertelindring. Karret er snart fyldt op, men inden da vil jeg gerne køre en hjertelydsstrimmel (CTG) for at få et mere sammenhængende billede af barnets hjertelyd. Det er ok med Karen. Hun kommer i sengen. Får en varmepude til lænden og introduceres til lattergassen. Da veen kommer, tager hun masken, men får hurtig klaustrofobifornemmelse af den. ”Nej tak,” siger hun og trækker vejret videre uden masken.
Jeg analyserer CTG’en, som er helt normal.

Karen kommer i badekarret. Der falder fornyet ro på stuen. Hun lukker øjnene, mens Michael stryger hende gennem håret. Jeg stiller mig ved computeren og taster løs. Jeg vil helst forsøge at følge så godt med i journalskrivningen, som muligt. Tit får jeg ikke skrevet løbende i fødslen, hvilket gør, at jeg efterfølgende skal skrive notaterne i retrospektiv. Det kan være svært, når det har været en begivenhedsrig vagt og blodsukkeret er lavt efter mange timer på en fødestue. Jeg får opdateret journalen.

Karen klarer veerne flot, og jeg lytter hjertelyd ca. hvert kvarter. Jeg går kortvarigt ud fra stuen for at lave noget mad til Michael, og hente lidt nyt saft. ”Hvordan går det?”, spørger afdelingsjordemoderen, da vi mødes på gangen. ”Hun er kommet i badekar, og klarer veerne super flot. 4-5 cm, men det skal nok gå fint hurtigt med de veer”. Tommelfingeren opad.

Jeg får hurtigt tisset, og kommer ind på stuen igen med friske forsyninger.
Da jeg kommer ind kaster Karen op. Michael holder en pose, som jeg hurtig får skilt mig af med, og Karen får en ny. Der kommer igen ro. Jeg lytter en reaktiv hjertelyd. Der er tegnblødning i vandet, men ikke for meget, bekræfter jeg parret i. ”Både det, at du kaster op og der er tegnblødning, er tegn på, at du dilaterer mere og mere”, siger jeg.

Vi taler lidt om pressefasen. Karen vil gerne føde i vandet, hvis det er muligt, men er helt med på at komme op, hvis det kræves. Vi gennemgår kort, hvad der skal til for, at Karen kan føde i vandet. Michael vil gerne klippe navlesnoren hvis muligt. Vi gennemgår lidt om fødestillingerne, og jeg forbereder Karen på, at vi skal have en god kommunikation sammen, når hun skal presse. Ved sidste fødsel havde Karen svært ved at mærke presseveerne. ”Det var den epidural. Den virkede næsten for godt”, fortæller hun.

Jeg opfordrer Karen til at sige, når hun begynder at mærke, at det presser bagtil. Så ved vi, at det er ved at være tid.
Karen får en ve, og har svært ved at bruge vejtrækningen. Jeg minder hende om at trække vejret roligt gennem næsen og langsomt ud af munden, som var det et lille sugerør, hun skulle puste ud igennem. Karen falder ind i vejrtrækningen igen. I slutningen af veen kaster hun op. Michael giver hende lidt saft. Jeg går til computeren og noterer. Karen får en ve, ”det presser”, udbryder hun, og jeg kommer hen til kanten. ”Kom brug vejrtrækningen”, siger jeg. Jeg forsøger at berolige parret, og fortæller, at det er et rigtig godt tegn. Michael smiler. Jeg lytter hjertelyd igen, og kan nu høre, at barnets puls falder under veen. Efter retter den sig langsomt og bliver herefter helt normal.

Jeg pakker fødesættet ud, trækker syntocinon op (en indsprøjtning, som tilbydes til alle fødende, som de får i låret, når barnet er født. Medicinen hjælper livmoderen med at trække sig sammen for at forebygge en for stor blødning). Karen får en til ve, og har svært ved ikke at presse med. Spontant tager hun benene ud til siden. Jeg lytter en hjertelyd, som igen falder under veen. Den retter sig langsomt. Jeg fortæller Karen, at jeg gerne vil have hende op af vandet, da jeg bliver nødt til at få et mere sammenhængende billede af barnets hjertelyd. Parret bekræftes i, at det er helt normalt, at barnets hjertelyd vil falde, når barnet skal til at presses ud. Lige nu, skal jeg dog havde et overblik over, om hjertelydsmønstret er normalt eller afvigende. Karen kommer hurtigt op.

Jeg tager handsker på og undersøger indvendigt efter samtykke. Karen presser spontant under næste ve.” Du er helt åben”, fortæller jeg og smiler. Barnet står lige under spinae, som er halvvejs i bækkenet. Det går hurtigt og flot fremad. Jeg sætter en elektrode på barnets hoved, som registrerer hjertelyden, så jeg får det op på en skærm. Barnet laver igen et dyk i hjertelyden, som retter sig langsomt. Det bekræfter mig i, at det er bedst, at Karen bliver på land, så jeg har overvågning på barnet. Jeg beder Karen komme om i sideleje. Fin hjertelyd. Der kommer lidt grønt fostervand ud på bindet. Jeg informerer parret. Barnet har haft sin første afføring inde i maven. Det er helt ok. Det kan være et udtryk for, at det kortvarigt har været stresset og derfor har haft afføring. Det kan også være fordi, at det simpelthen bare var tid til første afføring, fordi tarmen var fuld. Jeg orienterer min afdelingsjordemoder.

Fostervandet er kun lysegrønt, hvorfor jeg vurderer, at der ikke er behov for en børnelæge ved fødslen.
Jeg synes virkelig, at det presser nu”, fortæller hun. Jeg opfordrer hende til at følge sin krop, og nykke lidt med på toppen af veen, hvis det letter. Ved næste ve kan hun næsten ikke holde op med at presse. Hun tager fat i sit ben og hiver det op til sig. Michael støtter det. Jeg skimter det øverste af barnets hovedet i skedeåbningen. Hurtig tager jeg et par handsker på. ”Karen, du skal til at føde!”, siger jeg. ”Det. Kan. Jeg. Godt. Mærke”, får jeg som svar.

Michael får besked på at kalde i snoren, når jeg siger til, så kommer en sosu ind på stuen med varme håndklæder. Jeg tænder varmelampen over børnebordet, så den nemt kan hives hen over barnet, når det er født. Der kommer en ve. Barnet kommer mere og mere frem med sit hoved. ”Kald du bare i snoren”, siger jeg til Michael.
Jeg minder Karen om, at hun skal gispe, når jeg siger til. Vi prøvegisper kort sammen, så Karen ved, hvad hun skal gøre. Den er hun helt med på. Assistenten er på stuen. ”Vi føder”, siger jeg. ”Det tænkte jeg nok”, siger hun og har allerede de varme håndklæder med. Hun hilser på parret. Under næste ve kommer hovedet rigtig godt frem. Jeg holder på Karens mellemkød mens min anden hånd omkranser toppen af barnets hoved. Assistenten justerer sengen, så jeg står godt.

Mellem veerne varmer jeg klude i varmt vand, som jeg holder på mellemkødet. ”Det er næsten altid to skridt frem og et tilbage, når man starter med at presse”, siger jeg og bliver afbrudt, da Karen giver et ordentlig tryk. Barnets hovedet er næsten ude. ”Nu skal du gispe”, siger jeg. Michael gisper med Karen, og forsigtigt og langsomt glider barnets hoved ud over mellemkødet. Barnets puls er naturligt lidt lav, og jeg vil gerne have barnet forløst med kroppen. ”Bliv ved med at presse”, siger jeg. Michael kigger med, da jeg fortæller, at hovedet er ude. Jeg kigger på CTG’en. ”Kom bare pres, hvis der stadig er ve”. Karen mærker efter. Måske er der. En lille pause, så mærker hun presset igen og trykker til. Jeg forløser barnets skuldre og kroppen følger med. ”Tillykke!”, siger sosu’en og jeg i kor, da barnet kommer ud, et skrig lyder, og jeg lægger det på Karens bare bryst og mave.

Karen løfter barnet højere op og hjælper med at dække det godt til, da sosu’en kommer med håndklæderne. ”Nårh, hvor er du fin!”, gentager hun flere gange. Michael holder hånden over Karens og aer hende over håret. En lille tåre gemmer sig vist i øjenkrogen. ”Er det en pige eller dreng?”, spørger sosu’en. Michael kigger og konstaterer, det er en pige! Parret griner. Karen ånder lettet op. Jeg holder øje med blødningen. Der er ca. 100 ml., så helt tilladeligt. Jeg sætter peanger på navlesnoren, så Michael kan klippe den. Så er det gjort. Det næste er moderkagen, der skal forløses. Jeg mærker på Karens mave, som er øm. Livmoderen er fin hård. Kort tid efter mærker Karen en efterve, og jeg holder udefra på hendes mave, mens jeg forsigtigt lirker i navlesnoren. Spontant og som en lettelse for Karen forløses moderkagen hel og flot. Der kommer en skylle blod med. I alt ca. 300 ml. Normalt.

Er jeg gået i stykker?”, spørger Karen. Jeg fortæller, at jeg umiddelbart ikke kan se, at hun er bristet i mellemkødet. Men jeg må tjekke med fingrene og en gazeserviet for at tjekke indvendigt. Med sterile handsker og hjælp fra sosu’en, undersøger jeg forsigtigt Karen. Hun har kun fået to små overfladiske rifter på de inderste kønslæber. Jeg vil sætte nogle enkeltknuder for at undgå, at de to rifter heler sammen, fortæller jeg. Karen får noget bedøvende gél på bristningen. Da det har virket, syr jeg forsigtigt et par enkeltknuder, så rifterne falder symmetrisk sammen på hver deres side.
Imens har den nyfødte pige fundet Karens bryst og dier allerede.

FullSizeRender

Jeg mærker Karen på maven og vurderer en sammentrukket livmoder og en tilladelig blødning.
Det gik godt nok hurtigt”, siger Karen og kigger på både Michael og mig. Jeg nikker. ”Det klarede du flot. Der var fart på jer”, siger jeg og peger på hende og pigen. Jeg giver parret ro og forlader stuen med løftet om et par nyristet sandwich og kaffe, som er på vej. Det sørger sosu’en for. Jeg ånder glad og lettet op. Det var en dejlig fødsel. ”Så greb du lige et barn”, siger afdelingsjordemoderen, da vi mødes i skyllerummet, hvor jeg hurtigt ordner fødebordet.
Jeg får mig hurtig en klapsammen-mad, et glas saft og sætter mig så til computeren. Jeg skriver tidstro de forskellige notater, hvordan barnet blev født, blødningsmængden osv. Efter godt 40 min. kan jeg holde inde med tasteriet. Jeg orienterer mig på tavlen, og ser, at der er kommet flere fødende ind, mens dem der fødte i nat, er blevet sendt hjem og op på barselsgangen. Umiddelbart har jeg ikke travlt, så jeg kan få mig en kop kaffe.

Da barnet er en time gammel, går jeg ind på stuen igen. Karen sidder op, og ligner et helt nyt menneske. Det er sjovt, hvordan ansigtstrækkene tit ændrer sig fra under til efter fødslen. Michael lægger mobilen på, da jeg kommer ind. Det var lige bedsteforældrene, der blev opdateret. De skal hente den store fra børnehave. ”Kan de komme herind og hilse på?”, spørger han. Det kan de. Parret vil gerne hjem senere i stedet for at komme på barselsgangen. Jeg gennemgår kort, hvad vi så skal nå og bekræfter dem i, at det lyder som en god plan. Normalt tager de fleste fleregangsforældre hjem 3-6 timer efter fødslen, hvis alt ellers er normalt med både barn og mor. Jeg mærker mave, ser til blødning. Vurderer pigen, som har en fin lyserød farve. Hun sutter på Karens bryst. Jeg fjerner dynen let. ”Hun er måske ikke helt 3600 g.”, vurderer jeg. Vi aftaler at måle og veje, når hun er færdig med at die.

Da klokken er 15, har vi vejet og målt og pigen har fået k-vitamin. Karen har det godt og har tisset. Jeg har gennemgået parrets spørgsmål til navlepleje, amning osv. Der er ikke så mange spørgsmål. Det meste kan de huske fra sidst. De får tider til hjemmebesøg fra jordemoderen. Hun vil komme om to dage og lave hælblodsprøve og hørescreening på barnet, og følge op på pigen og Karens trivsel. Jeg giver dem pjecer og et udskrift af journalen, så de har en kopi af fødselsforløbet. Jeg beundrer pigen, og forbereder parret på, at der er vagtskifte kl. 15.45. De må ringe, hvis de har brug for en jordemoder. Men ellers skal de bare tage sig sin tid, og må ringe i snoren, når de er klar til at tage hjem. Parret udtrykker at være meget tilfredse med forløbet, og vi giver hånd, som da hurtigt bliver til et kram.

Jeg åbner døren og møder parrets dreng, Frederik i døråbningen. Bagved står to spændte bedsteforældre. ”Er det mon her, der gemmer sig en lille ny?” spørger bedstefar. Jeg åbner døren helt og inviterer indenfor. ”Stort tillykke”, siger jeg og henvender mig til Frederik, som står lidt genert på stuen. ”Hej Frederik, hvor er din lillesøster heldig, at hun får dig som storebror”. Karen rækker hånden ud til ham, og han småløber hen til sengen. Michael løfter ham op, så han rigtig kan se, hvad der sådan ligger og bevæger sig under dynen. Jeg siger farvel, og vinker til familien, som alle står samlet omkring den lille ny. Sikken en fin afslutning på en vagt.

Efter overlevering i vagtstuen smider jeg uniformen i vasketøjskurven, går ud til bilen, sætter en blandet playlist fra Spotify på og triller tilbage mod København. På hjemturen forsøger jeg at lade skuldrene falde helt ned, trække vejret roligt og fordøje dagens indtryk. Efter en halv times tid slår jeg hen på P6, og får lidt nyt input fra verdenen omkring mig. Hjemme hopper jeg på cyklen, så jeg kan nå til gospelkor i Fredens kirke. Himlen er blå.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Del, del, del: I jordemødrenes sko

I fredags postede vi indlægget ’En dag på fødegangen del 1’, hvor jordemoderen og vores tidligere kollega Christine, fortæller om en ’typisk’ dag på fødegangen. Der er ingen tvivl om, at Christine er en dygtig jordemoder med stor faglig stolthed, og hun ligesom andre jordemødre, ønsker at give de fødende en tryg og sikker oplevelse. Men som situationen er nu, så er fremtidsudsigterne for vores jordemødre og fødende ikke just lys.

I finanslovsaftalen for 2015 afsatte den tidligere regering i alt ca. 260 millioner kroner, øremærket til svangreomsorgen og til de hårdt pressede fødeafdelinger. I den nuværende regerings finanslovsforslag er disse midler fjernet igen fra år 2016 og fremefter. Gravide og jordemødre er dermed med et trylleslag snydt for 75 millioner kroner årligt.

Det var midler, der blandt andet var øremærket til at sikre ro og bedre tid på fødegangene, tryghed hos de gravide og så skulle de bringe svangreomsorgen op på et niveau, som svarede til Sundhedsstyrelsens egne anbefalinger.

Vi vil gerne være med til at støtte vores jordemødre og kæmpe for, at de har mulighed for at blive i faget under rimelige vilkår, og ikke bliver nødt til at ’stille træskoene’, fordi de ikke kan følge med!

Derfor deler vi denne video med 50 anonyme jordemødre fra hele Danmark, der fortæller om virkeligheden på fødegangen. Den viser, at det er en del af jordemødrenes hverdag, at de tvinges til at gå på kompromis med deres uddannelse og høje faglighed på grund af travlhed. Videoklippene er optaget over 12 dage i oktober 2015 – under eller umiddelbart efter deres vagt.

Den er stærk, skræmmende, ærlig og vigtig. Se den (den hele, hvis du kan holde det ud)! Og del den gerne med din omgangskreds.

Støt også op omkring sagen ved at give ‘Jordemødre for livet‘ et like på Facebook.

#jordmødreforlivet

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

En dag på fødegangen del 1

IMG_3378

Hvis nogen af jer synes Christine ser bekendt ud, så kan det være, at det er fordi I har mødt hende i Strut butikken, hvor hun engang arbejdede. Eller måske I har mødt hende på fødegangen. Christine er nemlig for nyligt blevet færdiguddannet som jordmoder, og har været så sød at tage os med på arbejde, så vi kan få et indblik i, hvordan en dag på fødegangen typisk ser ud. Selvom alle dage er forskellige, og det er svært at tale om en ‘typisk’ dag.

Indlægget er et føljeton, og personerne i Christines dagbog er fiktive, men inspireret af de mange fødsler, hun har været med til.

—————————

Mit vækkeur ringer kl. 6. Jeg ligger kort tid og vender dagens planer i hovedet; dagvagt på fødegangen, fri kl. 16, hjem og sætte bilen, på cyklen til gospelkor i Fredens Kirke, hjem og spise aftensmad, i seng. Aftenvagt i morgen.

Efter diverse morgenritualer småløber jeg ned til min bil og kører gennem Nørrebro ud til motorvejen. Tonerne fra the National og Rhye fylder bilen, og jeg forbereder mig mentalt på, at jeg nu skal på arbejde. Måske er der travlt, måske er det en mindre travl dag. Måske får jeg en fødsel, måske får jeg et forløb. Måske bliver det ukompliceret, måske opstår der noget akut. Det er vist egentlig begrænset, hvad jeg kan forberede mig på. Uvisheden måske.

På Hospitalet får jeg skiftet til min hvide kittel og møder mine søde og nattetrætte kollegaer i vagtstuen. Der har været gang i den i nat, fem kvinder har født og en skal til det. Der står frisk kaffe på kanden, som jeg hurtig tager en kop af. Der småsludres, men da klokken bliver 7.45 falder summen af stemmer og fokus falder på overleveringen fra nattevagterne til dagvagterne. Én skal afløse jordemoderen på stue 11. Der fødes. En kollega kender den fødende fra sin konsultation og går derfor derind. Vi andre hører om kvinderne, der har født. Hvordan gik fødslen, hvor meget har kvinden blødt, hvad er lige gjort, hvad mangler der, har barnet suttet etc.

Dagvagtens afdelingsjordemoder gennemgår de fødende, vi forventer kommer ind. Én har ringet med vandafgang fra kl. 5, hun har mærket barnet flere gange efterfølgende, hun ønsker at afvente spontane veer hjemme lidt endnu. Én fra svangreafdelingen er blevet sat i gang fra i går aftes, har nu regelmæssige veer, er 4 cm. åben og skal have en fødestue. Med hjælp fra afdelingsjordemoderen, som har det overordnede overblik, fordeler vi os på de enkelte stuer og fødende.
Jeg skal ind og måle/veje et barn, lave 2 timers undersøgelse på moderen og få parret på barselsgangen.

Inde på stuen ligger en træt, lidt bleg men meget smilende nybagt mor, Anne. Hun holder sin nyfødte dreng i armene og far Anders, sidder ved siden af og studerer drengens ansigtstræk og konstaterer, ”han ligner lidt mig som lille”. Anne nikker, ”han er så fin”. Jeg lykønsker, ridser kort op hvad jeg har fået overgivet fra jordemoderen, der har født med parret. Vi griner lidt sammen, da Anne udbryder: ”Jeg troede ikke på jordemoderen, da hun sagde, jeg ikke måtte gå på toilettet. Du skal føde og ikke på toilettet”, sagde hun. “Jeg var sikker på, at jeg skulle .. du ved .. Men hun havde jo ret, inden længe stod du Anders og sagde, du kunne se hovedet.” Jeg bekræfter dem i, at det jo har været noget helt nyt at skulle føde, og man jo derfor ikke altid lige ved, hvad kroppens signaler betyder. Vi vender blikket mod det, der skal gøres nu. Jeg skal trykke Anne på maven og sikre mig, at hendes livmoder er trukket godt sammen, og samtidig se, at hendes blødning er tilladelig. ”Du vil jo bløde derfra, hvor din moderkage har siddet fast på indersiden af livmoderen. Jo mere din livmoder trækker sig sammen, jo mindre vil den sårflade være, og blødningen vil mindskes”. Anne nikker. Jeg kigger til drengen.

Parret fortæller, at han har diet på det ene bryst. Han er nu veltilpas faldet i søvn, mens han ligger hud mod hud hos sin mor. Jeg kommenterer hans fine kysselæber. På Anne måler jeg blodtryk, puls, temperatur og iltmætning med vores ”TÅRN”, som vi jordemødre kalder det – det kan det hele. Livmoderen er hård og står til navlen, blødningen er tilladelig og Anne har i alt ca. blødt 250 ml (fra barnet er født til nu 2 timer efter fødslen). Anne kan mærke, at hun skal tisse. Aske, som drengen skal hedde, kommer over til Anders. Han knapper skjorten op, og får sin søn på maven. Der bliver taget et billede. Anne kommer langsomt op og sidde. Hun føler sig godt øm forneden. Jeg fjerner forsigtigt hendes epiduralkatheter i ryggen. ”Det var fantastisk, at jeg kunne få den bedøvelse. Jeg havde ikke sovet i et døgn, så bare lige at få de to timers hvile, tror jeg, gav mig kræfter til resten af fødslen”. Anders tilføjer: ”Ja, du var endda også helt åben, da jordemoderen mærkede efter, du havde sovet lidt. Det var altså lidt vildt.” Anne kommer på toilettet, får ren skjorte, trusser og ”ble” på, som de store bind tit bliver kaldt.

Jeg henter vægt og målebånd. Aske, som stadig sover, kommer på vægten. 3850g. Så var han alligevel lidt større end jordemoderen havde gættet. Han er 52 cm lang. Langsomt begynder han at brokke sig. Jeg gennemgår ham fra top til tå. Konklusionen bliver, at han er en fin, velskabt dreng. Han bliver puttet over til mors bryst, hvor han med lidt hjælp får fat og sutter med korrekt teknik. Efter samtykke fra parret giver jeg et stik med k-vitamin i hans lår (det tilbydes alle forældre, at deres barn får efter fødslen). Han trækker benet lidt til sig, og skal lige til at stikke i et hyl, men Anne får trykket ham godt ind til brystet, og han får i stedet mere lyst til at lappe lidt råmælk i sig.

Jeg går ud og ordner de sidste papirer i journalen, ringer til barselsgangen og melder Anne og hendes søn. Der er en stue klar til de nybagte forældre og sønnen. Jeg vinker til Anne, Anders og Aske da portøren triller mor og barn op på barselsgangen, mens Anders bærer taskerne. Stuen rydder jeg op. De blodplettede lagner ryger i vasketøjposen, brugte sprøjter og handsker ryger i skraldespanden og lattergas-masken skilles ad. Min kollega, som er social og sundhedsassistent (sosu) kommer ind på stuen og gør resten af oprydningen færdig, inden at rengøringen kaldes til stuen. Sosu’en har netop været inde til fødslen på stue 11. En fin pige blev født.

Jeg går ud i vagtrummet. Telefonen ringer. Det er kvinden med vandafgang fra kl. 5, jeg taler med. Nu er veerne taget meget til. De kommer med 4 minutters interval og er 1 minut lange. Fostervandet , som naturligt siver, er stadig klart, der er lidt tegnblødning. Hun har mærket lidt aktivitet fra barnet, men det er sværere at mærke, nu når veerne kommer så hyppigt. De niver godt både fortil, men trækker især også i lænden. Jeg inviterer hende ind til fødegangen. Sønnen er lige blevet afleveret i børnehave, så parret er klar til at køre til hospitalet. Ca. 20 min til ankomst.

Jeg informerer afdelingsjordemoderen om den forventede ankomst. Inde på stue 8 sætter jeg saft, vand og lidt kaffe på bordet. Jeg tænder vores sansestue-skærm, som lyser op med slørede røde farver, det minder om ild i pejsen. Der bølger afslappende rolig musik ud af højtalerne, og lyset på stuen dæmpes til røde, varme farver. Jeg henter kvindens journal, slår hendes journal op på computerskærmen og læser hendes graviditetsforløb og behandlingsplan igennem. Hun vil gerne i badekar, hvis muligt står der. Badekarret på stuen dækker jeg til med plastik med hjælp fra en Sosu. Så skal det bare fyldes, hvis det bliver aktuelt.

Parret ankommer. Karen og Michael vises ind på stuen. ”Nå, det prøvede vi da ikke sidst, skat!” udbryder Michael, da han ser sansestuen. ”Det er da fedt”. Karen nikker kort, men får så en ve og må hurtigt læne sig over sengen, mens hun roligt og koncentreret bruger sin vejrtrækning gennem veen. Jeg lægger forsigtigt en hånd på hendes lænd for at skabe et modtryk mod den vesmerte, som hun får her. Efter et minut ånder Karen langsomt ud, åbner øjnene og retter sig op. Hun griner lidt og giver mig hånden. ”Den var lidt slem”, siger hun. Jeg nikker. Det kunne jeg godt se. Vi gennemgår kort, hvornår fostervandet gik, hvilken farve det havde (var det grønt eller klart), hvornår veerne startede og med hvilket interval, om der har været blødning, om Karen har mærket normalt liv fra barnet, og om graviditeten ellers har været normal. Bortset fra bækkensmerter og en sygemelding fra uge 34, så har graviditeten været ukompliceret.

Karen kommer på sengen, og jeg mærker på hendes mave. Barnet ligger med sin ryg i Karens venstre side, hvilket stemmer overens med, at sparkende er blevet mærket i højre. Hovedet står godt ned i bækkenet, og jeg vurderer, at barnet ca. er 3600 g. Frederik, deres søn, vejede 3200 g. ved fødslen, fortæller Michael. Men han var også to uger tidligere på den, tilføjer Karen. Mens vi taler får Karen en ve, og jeg lytter med doptonen uden på maven til barnet. Jeg kigger på uret og tæller barnets hjerteslag. Helt normal hjertelyd under og umiddelbart efter veen.

Vil du mærke på mig?”, spørger Karen, da veen er ovre. De er spændt på, hvor meget, der er sket.
Jeg tager handsker på, og mærker forsigtigt indvendigt. ”Din livmoderhals er væk”, siger jeg. “Du er 4 cm. åben, rigtig flot. Barnet står godt ned i bækkenindgangen”. Karen får en ve, og jeg holder forsigtigt mine fingre stille. Der er rigtig godt tryk på under veen, og livmodermundens åbning dilateres op til 5 cm. Det går så fint fremad, siger jeg. Karen havde regnet med at være lidt mere åben. Hun synes godt nok, at veerne bider. Jeg ridser op, hvordan at det ofte går meget hurtigt, når det er 2. fødsel. ”Man kan være 4 cm. det ene øjeblik og 8 cm. det næste”, siger jeg. Jeg lytter hjertelyd igen. Karen får skjorte, trusser og et bind på. Fostervandet er stadig fint klart. Jeg giver et klyx, som skal tømme endetarmen. Det stimulerer samtidig livmoderen til at lave flere veer. Vi aftaler, at parret ringer i klokkesnoren, når Karen er tilbage fra toilettet. Imens fyldes badekarret.

Forsættelse følger…. 

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Politiken søger par til artikelserie

Hej strutmaver,

Vi har haft besøg af en sød journalist fra Politiken, der søger et par, som skal føde inden for de næste par måneder. Hvor bedre at lede end på Mestforgravide.dk :) Vi håber, der er nogle af der, der synes det kunne være sjovt. Det lyder da i hvert fald ikke dårligt at få fødslen foreviget af en af landets bedste og prisvindende pressefotografer.

————————————————

Kære alle kommende forældre!

Jeg hedder Malene Tabart og er journalist for Politikens Ibyen-tillæg, som følger med avisen hver fredag. Jeg arbejder p.t. på en juleserie, som skal udkomme i december, til hvilken jeg leder efter et par, som skal føde indenfor de her næste par måneder (senest i starten af december). Hvis det måske kunne være jer, er I mere end velkomne til at læse nærmere om, hvad artikelserien går ud på her nedenfor.

Juleserien består af i alt fire artikler, som dykker ned i forskellige livstadier (en slags livcyklus fra død til liv), og den afsluttende artikel i den serie er fødslen, der kommer i avisen d. 25. december. Som journalist vil  jeg gerne være med som fluen på væggen til så meget af fødslen som muligt, så det er vigtigt, at jeg finder nogen, som synes, det kunne være en sjov oplevelse at være med. Men hvis jeg eksempelvis var så heldig at komme med til jeres, kan vi sagtens lave en aftale om, at I bare smider mig ud, hvis der kommer tidspunkter, hvor I gerne vil være alene undervejs. Jeg forholder mig tavs og kommer ikke til at interagere med nogen af jer under selve fødslen, med mindre I selvfølgelig selv har overskud og lyst til det. Derudover vil jeg gerne mødes med jer inden terminen over en kop kaffe, både så I lige kan lære mig lidt at kende, men også så jeg kan få lidt tanker med i min artikel fra jer om, hvordan det er at stå overfor at skulle være forældre om lidt, hvis ikke I allerede har prøvet det før, og hvad det er for et liv, jeres barn kommer ud til, hvad I håber for ham/hende, og hvad I ikke håber for ham/hende og sådan.

Artiklen er en mulighed for at få et evigt dokumenteret minde fra jeres barns fødsel både i tekst og billeder (taget af en af landets bedste og prisvindende pressefotografer), og I kan få lov til at læse den igennem, inden den bliver trykt, så I ved, hvad der kommer ud.

Er I blevet interesseret i at deltage, eller har I  bare lyst til at høre nærmere, er I mere end velkomne til at ringe på min mobil 30529418 eller sende mig en mail på malenetabart@hotmail.com. I kan også altid sende mig jeres kontaktoplysninger, så ringer eller mailer jeg gerne til jer.

Bedste hilsner og håber at høre fra jer!

Malene Tabart

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Louises fødselsberetning: 30 lange timer, men det var det hele værd

Jeg nød at læse, hvor forskellige fødsler kan være, og hvor vild kvindekroppen kan være. At der kan komme et lille menneske ud. Så her er min historie.

Jeg havde termin d. 04.02 2015. Min mand og jeg havde for sjov gået og sagt, at hun ville komme til tiden eller måske lidt før, da jeg selv er meget punktlig – selvom alle jo siger førstegangsfødende går over tid. Men der var nu noget i min mavefornemmelse, der sagde det modsatte. Og tiden skulle vise, at vi havde ret.

Den 01.02.2015 om aftenen, havde vi haft venner på besøg til middag. Jeg sad med min store mave, og vi snakkede om, hvor vildt det var, at nu ville hun snart komme til verden. Ja, samme nat gik det i gang. Jeg vågnede kl 02 for at tisse. Ude på toilettet får jeg tisset, men jeg synes nu det er en lidt for lang tår! Det risler sådan ud af mig. Det første jeg tænker er; ’Shit måske er mit vand gået!’ Vandet lugtede heller ikke af tis. Så måske var det vandet! Jeg trisser ind i soveværelset for at finde et bind og nogle underbukser. I den forbindelse vækker jeg min mand og fortæller, at jeg tror mit vand er gået. Vi bliver begge lidt usikre på, hvad vi gør nu. Kl. er jo 02 om natten, så måske noget mere søvn ville være smart. Men jeg er alt for høj over, at fødselsprocessen er gået i gang, så det er ikke meget hvile jeg får. Samtidigt begynder det ret hurtigt at mure i underlivet, sådan som menstruationssmerter føles. Her starter også nogle meget lette veer.

Ved kl 05-06 tiden, kan min krop ikke være rolig mere. Jeg er stadigvæk ret ”høj” over, at det hele er gået i gang. Så jeg får spist noget morgenmad og går i bad. Veerne er blevet kraftigere, og det varme bad er fantastisk! Jeg har under min graviditet gået til APA fødselsforberedelse, og har mange gode redskaber, som jeg kan bruge under veerne. Jeg finder hurtig ud af, at bevægelse er godt. Derfor står jeg og rokker frem og tilbage til min yndlingsmusik i badet, og i hele lejligheden. Yes mand! Nu kommer min lille pige snart til verden. Vi skal snart se hende! Jeg glæder mig, men er også lidt nervøs. Det er vildt endelig at mærke de veer, som man har snakket og læst så meget om.

Veerne tager til hen af morgenen, og jeg er stadigvæk i bevægelse – stående henover et bord eller siddende. Her begynder jeg at bruge den dybe vejrtrækning, og den hjælper meget. Den er min tro følger gennem de mange timer. Veerne varer ca. 1 min og 3 min pause, og sådan kører det i mange timer. Så vi ringer til hospitalet, som siger, jeg bare skal slappe så meget af, jeg kan og ringe igen om nogle timer. Veerne kommer faktisk ret regelmæssigt gennem hele formiddagen. Jeg prøver at ligge mig ned, men igen har jeg det bedst oppe og rokkende rundt. Jeg får siddet ned og slappet lidt af, men det er ikke meget. Hen mod middagstid, synes vi begge, det kunne være dejligt at blive set af en jordemoder. Da jeg har været i gang noget tid, og jeg føler veerne er lidt kraftigere og gerne vil vide, hvor langt jeg er, kontakter vi hospitalet. Hospitalet vil gerne se os, og vi kommer derud ved 14-tiden. Jeg bliver undersøgt, og er kun 2-3 cm åben. Jeg kan huske, jeg tænker ’Ej så lidt, så er der lang vej igen’. Lidt overrasket får vi en stue. Formentlig fordi jeg har haft vandafgang og har været i gang i 12 timer. På stuen kommer jeg op i badekarret, som jeg sådan havde glædet mig til at ligge i for at slappet af i det varme vand. Det får jeg også gjort. Der er en sød jordemoder på stuen hele tiden, og hun lytter ofte på hjertelyden for at tjekke, at det hele er ok. Jeg har i graviditeten ikke lavet nogen smerteplan eller haft nogle bestemte stillinger, jeg vidste, jeg ville føde i. Igennem fødselsforberedelsen har jeg lært de forskellige måder, men jeg har med vilje ikke lagt mig fast på noget. Smerter har aldrig været min stærke side, så her havde jeg også forberedt mig selv på, at hvis det blev nødvendigt, og jeg ikke kunne holde det ud mere, så ville jeg sige ja tak til, hvad de kunne tilbyde mig.

Efter noget tid i karret, kan jeg ikke find ro der mere, og jeg fryser. Vejrtrækninger hjælper rigtig meget, men jeg synes, jeg er lidt mat i kroppen. Jordmoren tilbyder mig akupunktur og TENT, som jeg takker ja til. TENT er små pladder, der sidder under maven og pulser, når der så kommer en ve, kan man booste med en remoter. Det hjælper rigtig meget. Ved 20-tiden om aftenen er jeg ved at være godt træt. Og har brug for en pause. Jeg er blevet undersøgt, og det går stille fremad. Jeg er nu 4-5cm åben. Vi snakker med jordmoren om epiduralblokade, og det takker jeg ja til. Jeg skal derfor have CGT overvågning på.

Pludselig falder hjertelyden på baby. Nogle dygtige læger bliver tilkaldt, og der bliver taget blodprøve på hendes hoved – alt er ok, og hun retter sig fint igen.

Jeg får min blokade sidst på aftenen og den virker virkelig godt. Jeg følte mig næsten helt høj på den, da det var så dejligt at få slappet af. Jeg fik lidt at spise, og der var en virkelig dejlig stemning på stuen. Vi aftaler med jordmoren, at jeg får lov til at slappe af et par timer, derefter vil de sætte gang i veerne igen med ve-drop. Da jeg har været i gang i mange timer nu, vil de gerne have, der kommer lidt mere skub i tingene, så babyen snart kommer ud.

Kl. 01 bliver jeg undersøgt igen, og v-droppen bliver sat op. Jeg havde frygtet det lidt, da jeg havde hørt mange får ve-storm af det. Dette sker ikke for mig, men de gør dælme ondt de veer nu! Fy for den! Men med fokus på min vejrtrækning og jordmoren, der hjælper mig med en god rytme, samt min mand der masserer mig på lænden, er de til at holde ud. Nattetimerne går med at blive undersøgt for at se, hvor udvidet jeg er, kontrollere veer og bare prøve at ”nyde”, at nu kommer babyen snart. Men jeg er ved at være meget mørbanket. Da jeg står op forsat, er mine ben ret trætte, for at sige det mildt. Jeg ryster. Babys hjertelyd svinger flere gange, og jeg får iltbehandling og lægen undersøger med blodprøve på issen. Alt er ok, og de holder tæt øje med hende og mig. Ud på de tidlige morgentimer med 4-tiden, er jeg ved at være omkring 8-9 cm åben, og jeg kan godt mærke vægten af baby og et pres nede ved endetarmen. Jeg tænker, nu kommer den presse fase! Nu skal jeg bare give den en sidste skalle, så er hun her. Jordmoren vil også gerne have baby nu snart, og giver grønt lys til, at jeg forsigtigt skal begynde at presse hende ned ad. Så med ve-drop og vilje begynder vi på at presse. Hu-hej, det er en vild oplevelse. Veerne gør pisse nas, men det, at jeg kan bruge nogle kræfter (de sidste jeg havde) til at hjælpe hende ned. Det var virkelig fedt. Det ikke så fede var, at der ikke skete det helt store. Når jeg presser på en ve, kunne jeg mærke hun kom ned ad, men i pausen røg hun tilbage (jeg stod på gulvet og bøjede helt ned i knæene), hvor jeg fik de ben kræfter fra ved jeg ikke. Til sidst er jeg også ved at give helt op. Jeg er udkørt, træt og ked af, at det skal tage så lang tid. Nu skal det snart være slut. ”Jeg kan ikke mere får jeg fremstammet”.

Der er flere jordmødre på stuen nu og en læge. De undersøger mig og baby igen. Jeg er helt åben 10cm! Jubii, tænker jeg! Men babys hoved ligger skævt. De snakker meget om, hvor skævt det er. Jeg udtrykker, at jeg er bange for, det er for skævt, og jeg ikke selv kan presse hende ud, og vi skal lave akut kejsersnit. Det er det sidste jeg ønsker efter alle de timer. Jeg har et stort ønske om selv presse hende ud. Det er den fase jeg havde glædet mig mest til. Lægerne siger, at de kan tage hende ud med en kop og skrue hende ud på den måde. Godt tænker jeg, det er planen. Så jeg og min mand sætter de sidste sejl og kræfter ind. Lægerne vil gerne have en sidste blodprøve fra baby, den bliver taget og pludselig skal det gå stærkt. Jeg når ikke helt at opdage, at prøven er dårlig. Men en læge får sagt til mig, “Louise nu SKAL hun ud. Du presser og jeg hiver, og når jeg siger gisp, så gør du det! SHIT”. Fuck AV! Der bliver presset og råbt AV. Men ud kommer det lille hoved, i et kort øjeblik forsvinder smerten. Her viser det sig, at navlestengen sidder to gange rundt om hovedet. Og så skal kroppen ud. AV igen! Men hendes skulder sidder fast. Så jordemoder og lægen skal lave div. håndgreb for at dreje baby ud. Alt imens bliver jeg lagt i forskellige stillinger for at se, om det hjælper. Det er det vildeste, jeg har prøvet. Jeg er inde i min egen lille verden, hvor jeg trækker vejret og gør, hvad lægerne siger. Det er ubeskriveligt, hvad koppen kan, selvom man ikke føler, man har flere kræfter tilbage.

Så kl. 07.45 den 03.02 kommer Clara til verden. Efter lægerne har givet hende ilt og tjekket hende, kommer hun over at ligge på mit bryst. De store brune øjne kigger på mig, og i det øjeblik, var det alle 30 timer værd. Det er en ubeskrivelig følelse. Hun kom ud, og hun har det godt!

clara

 

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Signes fødselsberetning: Man kan godt føde omvendt

Det er vigtigt for mig at få fortalt vidt og bredt, at man godt kan føde et barn vaginalt, som ligger i underkropsstilling – eller en sædefødsel, som det også hedder. Der er mange myter omkring sådan en fødsel, og de fleste læger siger straks ”kejsersnit”. Men her kommer min historie, der startede med min jordemoder, der rørte mig oppe ved ribbenene og sagde…

”Jeg tror altså det er hovedet jeg kan mærke her…”
Nogle uger før terminen finder vi ud af, at barnet (vi vidste ikke kønnet) ligger omvendt. Altså med hovedet oppe og røven nede. Der er selvfølgelig tid endnu, hvor barnet kan vende sig. Det havde det imidlertid på ingen måde tænkt sig at gøre. Vi prøvede to vendingsforsøg, jeg lå på alverdens mærkværdige måder med hovedet nedad op af strygebrætter og lænestole, min kæreste ”rystede” mig med et tørklæde og flere mærkelig ting. Intet hjalp. Ungen havde bestemt sig til at ligge omvendt, eller det man i jordemodersproget kalder underkropsstilling (UK). Det første jeg sagde, da det blev konstateret hos jordemoderen var: ”Jamen så må jeg jo føde den sådan”.

At kende sin jordemoder
Inden jeg fortæller videre, er det relevant at fortælle, at min søster på dette tidspunkt var jordemoder i Holbæk. Da jeg gerne ville have, at hun var min jordemoder, flyttede jeg i de sidste uger af graviditeten sygehus fra Rigshospitalet til Holbæk (note: der er frit sygehusvalg – du kan altså selv bestemme, hvor du vil føde). Det var inden vi fandt ud af, at barnet lå omvendt. Da vi opdagede det, blev vi enige om, at min søster ikke skulle være primær jordemoder, da en sædefødsel har mere alvorlige risici end en almindelig fødsel, og der er en stor risiko for at den ender i akut kejsersnit. Der er altså også en større risiko for, at man som jordemoder kommer ud i en svær situation, og derfor blev vores relation en for stor forhindring i forhold til at kunne tage disse beslutninger. Min søster skulle være med, men primær jordemoder blev hendes tætte kollega, som hun er i Kendt Jordemoder ordning med. Vores nye jordemoder havde desuden selv født et barn i UK, og taget imod flere børn i UK. Det var rart for os at vide.

En ”rigtig” fødsel?
Der er rigtig mange forestillinger og myter om sædefødsler. De fleste børn, der ligger omvendt, bliver forløst med kejsersnit, men jeg var hunderæd for tanken om, at nogle skulle skære i mig. Desuden indså jeg lige pludselig, hvor meget fødselsoplevelsen betød for mig. At være med i klubben… at præstere den kraftpræstation det er… alle de små ting, som at skulle ringe efter min mand og sige: ”Så er det nu”. Det hele betød pludselig noget, og jeg ville absolut ikke have det kejsersnit, selvom jeg kendte til risikoen ved en sædefødsel. Kejsersnit er ikke en forkert fødsel. Jeg var bare grundlæggende bange for det.

Jeg gik over tid, og som dagene gik, kom vi tættere og tættere på et planlagt kejsersnit, som vi ikke kunne komme udenom, hvis fødslen ikke gik i gang af sig selv. Vi blev scannet flere gange om ugen, og lægerne var begyndt at mene, at barnet ville blive for stort til en sædefødsel. Jeg var dog i de sidste uger 1-2 cm åben, og derfor valgte vi sammen med vores jordemoder at løsne hinder to gange. Anden gang hjalp det – veerne kom tre dage før det planlagte kejsersnit.

Veerne var en fin proces. Jeg håndterede dem med vejrtrækninger og selvfølgelig bed det, men det var okay. Vi bor i København og skulle altså til Holbæk og føde, så der var en times tid i bilen for at nå til hospitalet.

Om natten var min fornemmelse, at vi skulle til at komme af sted, og vi ringede og informerede om, at nu kørte vi. Da vi kom ind på fødegangen kl. 3.45 var jeg 7 cm åben. Så det var et passende tidspunkt, vi var kommet af sted på.

Ved en UK-fødsel skal alt gå sin helt naturlige og sikre gang. Dvs. ingen igangsættelse, ingen markant smertelindring, barnet må ikke være for småt eller for stort, fødder og ben skal ligge helt rigtigt, og kvinden skal ligge på ryggen for at jordemoderen kan komme til at lave de rigtige greb. Derfor var der ikke så meget at rafle om, og ikke nogen ønskeliste at hive frem. Det fandt jeg faktisk lidt befriende.

Alvoren ved en sædefødsel
Problemet ved en sædefødsel er, at hovedet ikke som normalt baner vej for kroppen. Kroppen kommer først og er mindre end hovedet, og derfor er der en risiko for at hovedet sidder fast. Derved vil navlestregen blive klemt, barnet får iltmangel og i værste fald blive hjerneskadet.

Under hele forløbet følte jeg mig tryg og i gode hænder. På et tidspunkt sidder vores pige fast. Hun er ude til omkring skuldrene, og benene, som ligger oppe om skuldrene, ville ikke give slip og komme ud. Hjertelyden daler, min søster kommer op til hovedenden for at få tættere kontakt til mig, og hele lægeholdet (som har stået klar i tilfælde af akut kejsersnit) er på mærkerne på en diskret måde. Hun sidder fast nogle minutter. Så siger lægen til jordemoderen, at hun gerne må gøre noget aktivt nu. Hun gør nogle greb, og benene løser selv – heldigvis.

Alt dette opfanger jeg ikke. Det eneste jeg kan mærke er, at min mand har det skidt. Så siger de til mig, at kun hovedet mangler nu, og så giver jeg den alt, hvad jeg kan, for jeg ved jo, at det er det farlige tidspunkt. Hovedet kommer ud på tre presseveer, hun kommer op på mig, og jeg vender som med et fingerknips tilbage til verdenen. Instinktivt kan jeg mærke, at vores pige er slap, og jeg spørger om hun er okay. Jeg bliver forsikret om, at hun er okay, hun kommer over til lægerne og giver et skrig fra sig. Jeg er lettet og kigger ned på min mand, der lige skal ligge lidt ned på gulvet efter den kritiske fase. Min søster (der ellers er en ganske hårdfør jordemoder) må knibe en tåre. Det hele har været langt mere dramatisk end jeg har opfanget. Men nu er alt godt.

Når man taler med folk om sædefødsler skærer de tit ansigt og siger: ”Av!”. En sædefødsel gør ikke mere ondt end en almindelig fødsel, og jeg bristede ikke det mindste. 

At kende sin jordemoder
Jeg oplevede, at der er stor forskel på, hvordan man bliver informeret og behandlet i systemet. Derfor vil jeg anbefale, at du altid snakker med flere forskellige jordemødre og læger, hvis der er noget usædvanligt omkring din fødsel. Og så må du gerne være lidt emsig, når det kommer til sundhedssystemet.

For mig var det en afgørende faktor, at jeg kendte mine jordemødre. Det skabte en tryg ramme, at jeg vidste hvem, der ville være der, og at de også troede på, at det nok skulle gå godt. Så ligger dit barn i underkropsstilling, og har du en fornemmelse af, at du godt kan føde det vaginalt, så stå fast og bliv ved med at tro på det. For man kan godt føde omvendt.

unnamed-1

Månedens Strutmave i juli

11296753_724330337713095_1532797673_n

Månedens Strutmave er Malene, som du til dagligt kan finde i Strut på Fælledvej 13, hvor hun står i butikken og hjælper og guider alle de andre mange strutmaver. Malene er 40 år og gravid i 31 uge med sit andet barn – en lille datter. Sammen med sin mand og datter på 8 år, er de netop hjemvendt fra Tel Aviv, hvor de boede i 3 1/2 år. Et eventyr uden lige, som de alle tre savner rigtig meget. Dog er de også glade for at være tilbage i Danmark, hvor de glæder sig til at modtage lillesøster i start september. Især storesøster er MEGET spændt og kan slet ikke vente til storesøsterrollen.

Hvem fortalte du først, at du var gravid – og hvordan opdagede du det?
Det var selvfølgelig min mand, jeg fortalte det til først. Han blev ikke så overrasket, da jeg havde haft en spontan abort i uge 10, før denne her graviditet. Vi forsøgte hurtigt igen og overraskelsen var derfor ikke så stor. Vi blev mere bare rigtigt glade begge to, fordi det lykkedes så hurtigt at blive gravid igen.
Jeg var hjemme i Danmark med min datter på juleferie, da jeg fik en fornemmelse af, at der var noget i “gærde”. Jeg var kun 4 uger henne på det tidspunkt, men jeg havde allerede kvalme og ømme bryster. Jeg kunne teste positivt, da jeg vendte hjem til Israel igen, der var jeg 6 uger henne. Vi fortalte det til vores datter efter nakkefoldsscanningen og hun blev meget glad.

Har der været forskel på reaktionerne fra dine omgivelser fra første graviditet til denne?
Ja. Reaktionerne på, at vi – efter 8 år – venter barn nr. 2 har meget været: “Gud, den havde vi ikke lige set komme” og “Det er da noget af en lille efternøler, men hvor er det dejligt”.
Denne her gang oplever jeg mindre fokus på min graviditet fra familie og venner, hvilket jeg har det rigtig fint med. Også for mit eget vedkommende tager jeg det hele mere afslappet denne gang. Jeg synes hurtigt, at der kan være lidt for meget romantik og glamour over det at være gravid. Ikke at det ikke er en dejlig og en spændende tid, for det er det helt bestemt, men det er også hårdt.

Er der noget, der har overrasket dig ved at være gravid?
JA! Det overraskede mig, hvor hurtigt jeg blev gravid :-) – på trods af, at jeg nu har rundet de 40 år. Det har som sådan ikke overrasket mig, men jeg må sande at min krop er ældre nu, og det kan virkelig mærkes. Jeg har haft en del flere gener denne gang, bl.a har mit bækken gjort ondt (hvilket jeg intet mærkede til i første graviditet).
Derudover har man, når man venter barn nr. 2, travlt på en anden måde, og jeg synes, at det til tider har været svært at finde energien. Samtidig havde vi en hjemflytning fra udlandet, så vi havde sindsygt travlt i den periode, og jeg brugte al min energi på det.
Jeg har i denne graviditet også været meget mere bekymret end sidste gang. Dette skyldes i høj grad den spontane abort jeg oplevede. De 3 første måneder af graviditeten var jeg meget bekymret for at det skulle gå galt igen.

Hvad er det bedste ved at være gravid?
Det bedste er helt klart det man har skabt sammen. Det er ubetinget lykke, at min lille familie og jeg nu venter et lille familiemedlem mere. Det fællesskab man har omkring det at sætte et nyt lille væsen i verden, det er stort.
Og så er det bare fantastisk, når man mærker livet inde i maven. At man kan skabe et helt komplet menneske inde i sig – der må jeg stadig knibe mig selv i armen indimellem. Det er jo helt fantastisk, at det kan lade sig gøre.

Hvad oplever du som det hårdeste ved at være gravid?
Det hårdeste er helt klart, at få “hjulene til at køre” og have overskud samtidig. Efter en lang dag med job, praktiske gøremål osv. er jeg virkelig flad om aftenen.
Og så vægtforøgelsen, der også denne gang er hård for min krop. Jeg er et lille gemyt, og der skal ikke mange kilo til, før jeg har smerter i ben og fødder.

Oplever du forskel på dine graviditeter?
Jeg har ikke oplevet den store forskel på mine to graviditeter. Nu er de jo også “pige-graviditeter” begge to.
Dog vil jeg igen nævne travlheden denne gang, som helt sikkert også har gjort, at jeg ikke har taget helt så meget på denne gang som i første graviditet. Ganske enkelt fordi jeg ikke har haft den samme tid til at hvile, spise en masse osv.
Særligt for mine graviditeter er, at begge babyer inde i maven lægger sig med numsen i bækkenet, dvs i underkropstilling. Jeg fik kejsersnit med nr. 1 og det ser meget ud til et kejsersnit igen. På denne måde er mine graviditeter helt identiske mht bevægelserne i maven. Jeg oplever nøjagtig de samme bevægelser i denne graviditet.

Er der noget, der er helt uundværligt for dig?
Min daglige yoga hjemme på stuegulvet, 30 min hver morgen, inden familien vågner. Jeg har lavet yoga hver dag i mange år og har fortsat hele min graviditet. Faktisk er jeg overrasket over, hvor meget jeg stadig kan. Hvis jeg ikke gør det, bliver jeg stiv i kroppen, får flere smerter og mere væske i kroppen.
Og så er 8-9 timers søvn nødvendigt for mig.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået?
Faktisk har der ikke været så mange råd denne gang, synes jeg. Dog er min mand god til at minde mig om, at det er vigtigt, at jeg passer på mig selv, får hvilet, spist godt osv: “lad tingene flyde og læg dig i sofaen, hvis du har brug for det”, siger han tit.
Nåh ja, så kan jeg godt være foruden de råd mødre og svigermødre kommer med – det er trods alt 30-40 år siden de har født og MEGET har ændret sig siden.
Kh Marlene

‘Er en fødsel lige så slem som en mands forkølelse?’

Kvinder er ofte gode til at tale om deres følelser – og det kan være en kæmpe fordel, specielt når man er gravid eller nybagt mor. For der er altid nogen, der har følt eller oplevet nogenlunde det samme som dig, og det er en dejlig fornemmelse ikke at være den eneste i verden, der ikke synes, amning var let fra starten; som ikke elskede baby fra første øjeblik – eller som slet ikke syntes at moderskab eller fødsel er så hårdt, som man kan læse om nogle steder.

Men hvad med fædrene? I denne artikel fortæller en far om sine 5 største frygter, og her kan du læse nogle af hans tanker:

#1 Den største frygt under graviditeten
Ja, jeg kan jo ikke sige, hvordan det er for alle, men den største frygt under graviditeten var for min del, om nu det her lille barn ville være sundt og raskt.

#2 Kan jeg finde ud af at tage vare på et barn?
Hvordan skulle man holde på et sådant lille barn og tage sig af det – uanset om det måtte være handikappet eller ej? Ville man være moden til opgaven og blive en god far?

#3 Frygten for ufrivillig abort
Tredjepladsen må nok gå til frygten for den ufrivillige abort. Tanken om at det hele skulle slutte før det var begyndt.

#4 Er en fødsel lige så slem som en mands forkølelse?
Næstsidste punkt på min top 5 over ting man kan frygte i forbindelse med en graviditet eller fødsel bliver til selve fødslen.
For selvom jeg ikke har født børn selv, så kan jeg sige, at det ser ikke rart ud. Det ser næsten ud som om, det er ligeså slemt, som at være forkølet som mand. I mænd som læser dette vil forstå, hvad jeg mener! Det er ikke rart!

#5 Hvordan beskytter jeg barnet mod vuggedød?
Det sidste punkt – som i mit hovedet ikke fyldte så meget inden fødslen, men som efterfølgende, ind imellem, fik en til at gå og kigge til den lille et overdrevet antal gange: vuggedød.
En snigende fare, som man faktisk ikke kunne forsvare sig imod. Der fandtes ganske vidst gode råd, men visse var modstridende og ingen kunne med sikkerhed sige, hvordan man skulle beskytte sin lille pode mod en stille død. For mig har det nok været den værste frygt. Nu var man lige kommet igennem alle de farer, som lurede under graviditeten, og nu skulle man være bange for at miste det her lille mirakel på en uforklarlig måde!

Rusen ved at holde sit barn første gang
Selvom der er mange ting at frygte ved at få børn, så overskygges det klart af den rus af lykke, det er, når man løfter sit nyfødte barn for første gang. Selv frygten for vuggedøden bærer noget positivt med sig. For jeg har et utal af gange stået og faldet i staver, mens jeg kiggede på dette lille bitte sovende mirakel.

nybagt far

– har du husket at tale med din barns (kommende) far i dag? Og ved du, hvad han glæder sig mest til eller frygter? Ved han, hvordan du har det? En graviditet, fødsel og forældreskab er en vild rejse, og I gør det meget lettere for hinanden ved at være åbne og give plads til de forskellige følelser, der kommer undervejs. Hvis du gør dig mange tanker og bekymringer om fødslen, så kan vi kun anbefale, at du finder en god fødselsforberedelse. Du kan evt. starte med at læse Anja Bays bog om ‘Smertefri Fødsel’

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
%d bloggers like this: