Tag Archives: Fødselsgangen

En dag på fødegangen del 2

FullSizeRender copy

Forsættelse fra ‘En dag på fødegangen part 1‘.

Jeg skriver journal og kommer ind på stuen igen, da klokken ringer. Karen har fået gode røde kinder, og konstaterer tørt, ”Det klyx hjalp da, jeg får hele tiden …” Karen får en ve og rækker ud efter Michael. Han holder hende i den ene hånd, mens han forsigtigt masserer hendes lænd. ”Hårdere”, siger Karen kort. Michael trykker mere til. Jeg lytter hjertelyd. Det hele er så fint. Vi taler om mulighederne for smertelindring. Karret er snart fyldt op, men inden da vil jeg gerne køre en hjertelydsstrimmel (CTG) for at få et mere sammenhængende billede af barnets hjertelyd. Det er ok med Karen. Hun kommer i sengen. Får en varmepude til lænden og introduceres til lattergassen. Da veen kommer, tager hun masken, men får hurtig klaustrofobifornemmelse af den. ”Nej tak,” siger hun og trækker vejret videre uden masken.
Jeg analyserer CTG’en, som er helt normal.

Karen kommer i badekarret. Der falder fornyet ro på stuen. Hun lukker øjnene, mens Michael stryger hende gennem håret. Jeg stiller mig ved computeren og taster løs. Jeg vil helst forsøge at følge så godt med i journalskrivningen, som muligt. Tit får jeg ikke skrevet løbende i fødslen, hvilket gør, at jeg efterfølgende skal skrive notaterne i retrospektiv. Det kan være svært, når det har været en begivenhedsrig vagt og blodsukkeret er lavt efter mange timer på en fødestue. Jeg får opdateret journalen.

Karen klarer veerne flot, og jeg lytter hjertelyd ca. hvert kvarter. Jeg går kortvarigt ud fra stuen for at lave noget mad til Michael, og hente lidt nyt saft. ”Hvordan går det?”, spørger afdelingsjordemoderen, da vi mødes på gangen. ”Hun er kommet i badekar, og klarer veerne super flot. 4-5 cm, men det skal nok gå fint hurtigt med de veer”. Tommelfingeren opad.

Jeg får hurtigt tisset, og kommer ind på stuen igen med friske forsyninger.
Da jeg kommer ind kaster Karen op. Michael holder en pose, som jeg hurtig får skilt mig af med, og Karen får en ny. Der kommer igen ro. Jeg lytter en reaktiv hjertelyd. Der er tegnblødning i vandet, men ikke for meget, bekræfter jeg parret i. ”Både det, at du kaster op og der er tegnblødning, er tegn på, at du dilaterer mere og mere”, siger jeg.

Vi taler lidt om pressefasen. Karen vil gerne føde i vandet, hvis det er muligt, men er helt med på at komme op, hvis det kræves. Vi gennemgår kort, hvad der skal til for, at Karen kan føde i vandet. Michael vil gerne klippe navlesnoren hvis muligt. Vi gennemgår lidt om fødestillingerne, og jeg forbereder Karen på, at vi skal have en god kommunikation sammen, når hun skal presse. Ved sidste fødsel havde Karen svært ved at mærke presseveerne. ”Det var den epidural. Den virkede næsten for godt”, fortæller hun.

Jeg opfordrer Karen til at sige, når hun begynder at mærke, at det presser bagtil. Så ved vi, at det er ved at være tid.
Karen får en ve, og har svært ved at bruge vejtrækningen. Jeg minder hende om at trække vejret roligt gennem næsen og langsomt ud af munden, som var det et lille sugerør, hun skulle puste ud igennem. Karen falder ind i vejrtrækningen igen. I slutningen af veen kaster hun op. Michael giver hende lidt saft. Jeg går til computeren og noterer. Karen får en ve, ”det presser”, udbryder hun, og jeg kommer hen til kanten. ”Kom brug vejrtrækningen”, siger jeg. Jeg forsøger at berolige parret, og fortæller, at det er et rigtig godt tegn. Michael smiler. Jeg lytter hjertelyd igen, og kan nu høre, at barnets puls falder under veen. Efter retter den sig langsomt og bliver herefter helt normal.

Jeg pakker fødesættet ud, trækker syntocinon op (en indsprøjtning, som tilbydes til alle fødende, som de får i låret, når barnet er født. Medicinen hjælper livmoderen med at trække sig sammen for at forebygge en for stor blødning). Karen får en til ve, og har svært ved ikke at presse med. Spontant tager hun benene ud til siden. Jeg lytter en hjertelyd, som igen falder under veen. Den retter sig langsomt. Jeg fortæller Karen, at jeg gerne vil have hende op af vandet, da jeg bliver nødt til at få et mere sammenhængende billede af barnets hjertelyd. Parret bekræftes i, at det er helt normalt, at barnets hjertelyd vil falde, når barnet skal til at presses ud. Lige nu, skal jeg dog havde et overblik over, om hjertelydsmønstret er normalt eller afvigende. Karen kommer hurtigt op.

Jeg tager handsker på og undersøger indvendigt efter samtykke. Karen presser spontant under næste ve.” Du er helt åben”, fortæller jeg og smiler. Barnet står lige under spinae, som er halvvejs i bækkenet. Det går hurtigt og flot fremad. Jeg sætter en elektrode på barnets hoved, som registrerer hjertelyden, så jeg får det op på en skærm. Barnet laver igen et dyk i hjertelyden, som retter sig langsomt. Det bekræfter mig i, at det er bedst, at Karen bliver på land, så jeg har overvågning på barnet. Jeg beder Karen komme om i sideleje. Fin hjertelyd. Der kommer lidt grønt fostervand ud på bindet. Jeg informerer parret. Barnet har haft sin første afføring inde i maven. Det er helt ok. Det kan være et udtryk for, at det kortvarigt har været stresset og derfor har haft afføring. Det kan også være fordi, at det simpelthen bare var tid til første afføring, fordi tarmen var fuld. Jeg orienterer min afdelingsjordemoder.

Fostervandet er kun lysegrønt, hvorfor jeg vurderer, at der ikke er behov for en børnelæge ved fødslen.
Jeg synes virkelig, at det presser nu”, fortæller hun. Jeg opfordrer hende til at følge sin krop, og nykke lidt med på toppen af veen, hvis det letter. Ved næste ve kan hun næsten ikke holde op med at presse. Hun tager fat i sit ben og hiver det op til sig. Michael støtter det. Jeg skimter det øverste af barnets hovedet i skedeåbningen. Hurtig tager jeg et par handsker på. ”Karen, du skal til at føde!”, siger jeg. ”Det. Kan. Jeg. Godt. Mærke”, får jeg som svar.

Michael får besked på at kalde i snoren, når jeg siger til, så kommer en sosu ind på stuen med varme håndklæder. Jeg tænder varmelampen over børnebordet, så den nemt kan hives hen over barnet, når det er født. Der kommer en ve. Barnet kommer mere og mere frem med sit hoved. ”Kald du bare i snoren”, siger jeg til Michael.
Jeg minder Karen om, at hun skal gispe, når jeg siger til. Vi prøvegisper kort sammen, så Karen ved, hvad hun skal gøre. Den er hun helt med på. Assistenten er på stuen. ”Vi føder”, siger jeg. ”Det tænkte jeg nok”, siger hun og har allerede de varme håndklæder med. Hun hilser på parret. Under næste ve kommer hovedet rigtig godt frem. Jeg holder på Karens mellemkød mens min anden hånd omkranser toppen af barnets hoved. Assistenten justerer sengen, så jeg står godt.

Mellem veerne varmer jeg klude i varmt vand, som jeg holder på mellemkødet. ”Det er næsten altid to skridt frem og et tilbage, når man starter med at presse”, siger jeg og bliver afbrudt, da Karen giver et ordentlig tryk. Barnets hovedet er næsten ude. ”Nu skal du gispe”, siger jeg. Michael gisper med Karen, og forsigtigt og langsomt glider barnets hoved ud over mellemkødet. Barnets puls er naturligt lidt lav, og jeg vil gerne have barnet forløst med kroppen. ”Bliv ved med at presse”, siger jeg. Michael kigger med, da jeg fortæller, at hovedet er ude. Jeg kigger på CTG’en. ”Kom bare pres, hvis der stadig er ve”. Karen mærker efter. Måske er der. En lille pause, så mærker hun presset igen og trykker til. Jeg forløser barnets skuldre og kroppen følger med. ”Tillykke!”, siger sosu’en og jeg i kor, da barnet kommer ud, et skrig lyder, og jeg lægger det på Karens bare bryst og mave.

Karen løfter barnet højere op og hjælper med at dække det godt til, da sosu’en kommer med håndklæderne. ”Nårh, hvor er du fin!”, gentager hun flere gange. Michael holder hånden over Karens og aer hende over håret. En lille tåre gemmer sig vist i øjenkrogen. ”Er det en pige eller dreng?”, spørger sosu’en. Michael kigger og konstaterer, det er en pige! Parret griner. Karen ånder lettet op. Jeg holder øje med blødningen. Der er ca. 100 ml., så helt tilladeligt. Jeg sætter peanger på navlesnoren, så Michael kan klippe den. Så er det gjort. Det næste er moderkagen, der skal forløses. Jeg mærker på Karens mave, som er øm. Livmoderen er fin hård. Kort tid efter mærker Karen en efterve, og jeg holder udefra på hendes mave, mens jeg forsigtigt lirker i navlesnoren. Spontant og som en lettelse for Karen forløses moderkagen hel og flot. Der kommer en skylle blod med. I alt ca. 300 ml. Normalt.

Er jeg gået i stykker?”, spørger Karen. Jeg fortæller, at jeg umiddelbart ikke kan se, at hun er bristet i mellemkødet. Men jeg må tjekke med fingrene og en gazeserviet for at tjekke indvendigt. Med sterile handsker og hjælp fra sosu’en, undersøger jeg forsigtigt Karen. Hun har kun fået to små overfladiske rifter på de inderste kønslæber. Jeg vil sætte nogle enkeltknuder for at undgå, at de to rifter heler sammen, fortæller jeg. Karen får noget bedøvende gél på bristningen. Da det har virket, syr jeg forsigtigt et par enkeltknuder, så rifterne falder symmetrisk sammen på hver deres side.
Imens har den nyfødte pige fundet Karens bryst og dier allerede.

FullSizeRender

Jeg mærker Karen på maven og vurderer en sammentrukket livmoder og en tilladelig blødning.
Det gik godt nok hurtigt”, siger Karen og kigger på både Michael og mig. Jeg nikker. ”Det klarede du flot. Der var fart på jer”, siger jeg og peger på hende og pigen. Jeg giver parret ro og forlader stuen med løftet om et par nyristet sandwich og kaffe, som er på vej. Det sørger sosu’en for. Jeg ånder glad og lettet op. Det var en dejlig fødsel. ”Så greb du lige et barn”, siger afdelingsjordemoderen, da vi mødes i skyllerummet, hvor jeg hurtigt ordner fødebordet.
Jeg får mig hurtig en klapsammen-mad, et glas saft og sætter mig så til computeren. Jeg skriver tidstro de forskellige notater, hvordan barnet blev født, blødningsmængden osv. Efter godt 40 min. kan jeg holde inde med tasteriet. Jeg orienterer mig på tavlen, og ser, at der er kommet flere fødende ind, mens dem der fødte i nat, er blevet sendt hjem og op på barselsgangen. Umiddelbart har jeg ikke travlt, så jeg kan få mig en kop kaffe.

Da barnet er en time gammel, går jeg ind på stuen igen. Karen sidder op, og ligner et helt nyt menneske. Det er sjovt, hvordan ansigtstrækkene tit ændrer sig fra under til efter fødslen. Michael lægger mobilen på, da jeg kommer ind. Det var lige bedsteforældrene, der blev opdateret. De skal hente den store fra børnehave. ”Kan de komme herind og hilse på?”, spørger han. Det kan de. Parret vil gerne hjem senere i stedet for at komme på barselsgangen. Jeg gennemgår kort, hvad vi så skal nå og bekræfter dem i, at det lyder som en god plan. Normalt tager de fleste fleregangsforældre hjem 3-6 timer efter fødslen, hvis alt ellers er normalt med både barn og mor. Jeg mærker mave, ser til blødning. Vurderer pigen, som har en fin lyserød farve. Hun sutter på Karens bryst. Jeg fjerner dynen let. ”Hun er måske ikke helt 3600 g.”, vurderer jeg. Vi aftaler at måle og veje, når hun er færdig med at die.

Da klokken er 15, har vi vejet og målt og pigen har fået k-vitamin. Karen har det godt og har tisset. Jeg har gennemgået parrets spørgsmål til navlepleje, amning osv. Der er ikke så mange spørgsmål. Det meste kan de huske fra sidst. De får tider til hjemmebesøg fra jordemoderen. Hun vil komme om to dage og lave hælblodsprøve og hørescreening på barnet, og følge op på pigen og Karens trivsel. Jeg giver dem pjecer og et udskrift af journalen, så de har en kopi af fødselsforløbet. Jeg beundrer pigen, og forbereder parret på, at der er vagtskifte kl. 15.45. De må ringe, hvis de har brug for en jordemoder. Men ellers skal de bare tage sig sin tid, og må ringe i snoren, når de er klar til at tage hjem. Parret udtrykker at være meget tilfredse med forløbet, og vi giver hånd, som da hurtigt bliver til et kram.

Jeg åbner døren og møder parrets dreng, Frederik i døråbningen. Bagved står to spændte bedsteforældre. ”Er det mon her, der gemmer sig en lille ny?” spørger bedstefar. Jeg åbner døren helt og inviterer indenfor. ”Stort tillykke”, siger jeg og henvender mig til Frederik, som står lidt genert på stuen. ”Hej Frederik, hvor er din lillesøster heldig, at hun får dig som storebror”. Karen rækker hånden ud til ham, og han småløber hen til sengen. Michael løfter ham op, så han rigtig kan se, hvad der sådan ligger og bevæger sig under dynen. Jeg siger farvel, og vinker til familien, som alle står samlet omkring den lille ny. Sikken en fin afslutning på en vagt.

Efter overlevering i vagtstuen smider jeg uniformen i vasketøjskurven, går ud til bilen, sætter en blandet playlist fra Spotify på og triller tilbage mod København. På hjemturen forsøger jeg at lade skuldrene falde helt ned, trække vejret roligt og fordøje dagens indtryk. Efter en halv times tid slår jeg hen på P6, og får lidt nyt input fra verdenen omkring mig. Hjemme hopper jeg på cyklen, så jeg kan nå til gospelkor i Fredens kirke. Himlen er blå.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

En dag på fødegangen del 1

IMG_3378

Hvis nogen af jer synes Christine ser bekendt ud, så kan det være, at det er fordi I har mødt hende i Strut butikken, hvor hun engang arbejdede. Eller måske I har mødt hende på fødegangen. Christine er nemlig for nyligt blevet færdiguddannet som jordmoder, og har været så sød at tage os med på arbejde, så vi kan få et indblik i, hvordan en dag på fødegangen typisk ser ud. Selvom alle dage er forskellige, og det er svært at tale om en ‘typisk’ dag.

Indlægget er et føljeton, og personerne i Christines dagbog er fiktive, men inspireret af de mange fødsler, hun har været med til.

—————————

Mit vækkeur ringer kl. 6. Jeg ligger kort tid og vender dagens planer i hovedet; dagvagt på fødegangen, fri kl. 16, hjem og sætte bilen, på cyklen til gospelkor i Fredens Kirke, hjem og spise aftensmad, i seng. Aftenvagt i morgen.

Efter diverse morgenritualer småløber jeg ned til min bil og kører gennem Nørrebro ud til motorvejen. Tonerne fra the National og Rhye fylder bilen, og jeg forbereder mig mentalt på, at jeg nu skal på arbejde. Måske er der travlt, måske er det en mindre travl dag. Måske får jeg en fødsel, måske får jeg et forløb. Måske bliver det ukompliceret, måske opstår der noget akut. Det er vist egentlig begrænset, hvad jeg kan forberede mig på. Uvisheden måske.

På Hospitalet får jeg skiftet til min hvide kittel og møder mine søde og nattetrætte kollegaer i vagtstuen. Der har været gang i den i nat, fem kvinder har født og en skal til det. Der står frisk kaffe på kanden, som jeg hurtig tager en kop af. Der småsludres, men da klokken bliver 7.45 falder summen af stemmer og fokus falder på overleveringen fra nattevagterne til dagvagterne. Én skal afløse jordemoderen på stue 11. Der fødes. En kollega kender den fødende fra sin konsultation og går derfor derind. Vi andre hører om kvinderne, der har født. Hvordan gik fødslen, hvor meget har kvinden blødt, hvad er lige gjort, hvad mangler der, har barnet suttet etc.

Dagvagtens afdelingsjordemoder gennemgår de fødende, vi forventer kommer ind. Én har ringet med vandafgang fra kl. 5, hun har mærket barnet flere gange efterfølgende, hun ønsker at afvente spontane veer hjemme lidt endnu. Én fra svangreafdelingen er blevet sat i gang fra i går aftes, har nu regelmæssige veer, er 4 cm. åben og skal have en fødestue. Med hjælp fra afdelingsjordemoderen, som har det overordnede overblik, fordeler vi os på de enkelte stuer og fødende.
Jeg skal ind og måle/veje et barn, lave 2 timers undersøgelse på moderen og få parret på barselsgangen.

Inde på stuen ligger en træt, lidt bleg men meget smilende nybagt mor, Anne. Hun holder sin nyfødte dreng i armene og far Anders, sidder ved siden af og studerer drengens ansigtstræk og konstaterer, ”han ligner lidt mig som lille”. Anne nikker, ”han er så fin”. Jeg lykønsker, ridser kort op hvad jeg har fået overgivet fra jordemoderen, der har født med parret. Vi griner lidt sammen, da Anne udbryder: ”Jeg troede ikke på jordemoderen, da hun sagde, jeg ikke måtte gå på toilettet. Du skal føde og ikke på toilettet”, sagde hun. “Jeg var sikker på, at jeg skulle .. du ved .. Men hun havde jo ret, inden længe stod du Anders og sagde, du kunne se hovedet.” Jeg bekræfter dem i, at det jo har været noget helt nyt at skulle føde, og man jo derfor ikke altid lige ved, hvad kroppens signaler betyder. Vi vender blikket mod det, der skal gøres nu. Jeg skal trykke Anne på maven og sikre mig, at hendes livmoder er trukket godt sammen, og samtidig se, at hendes blødning er tilladelig. ”Du vil jo bløde derfra, hvor din moderkage har siddet fast på indersiden af livmoderen. Jo mere din livmoder trækker sig sammen, jo mindre vil den sårflade være, og blødningen vil mindskes”. Anne nikker. Jeg kigger til drengen.

Parret fortæller, at han har diet på det ene bryst. Han er nu veltilpas faldet i søvn, mens han ligger hud mod hud hos sin mor. Jeg kommenterer hans fine kysselæber. På Anne måler jeg blodtryk, puls, temperatur og iltmætning med vores ”TÅRN”, som vi jordemødre kalder det – det kan det hele. Livmoderen er hård og står til navlen, blødningen er tilladelig og Anne har i alt ca. blødt 250 ml (fra barnet er født til nu 2 timer efter fødslen). Anne kan mærke, at hun skal tisse. Aske, som drengen skal hedde, kommer over til Anders. Han knapper skjorten op, og får sin søn på maven. Der bliver taget et billede. Anne kommer langsomt op og sidde. Hun føler sig godt øm forneden. Jeg fjerner forsigtigt hendes epiduralkatheter i ryggen. ”Det var fantastisk, at jeg kunne få den bedøvelse. Jeg havde ikke sovet i et døgn, så bare lige at få de to timers hvile, tror jeg, gav mig kræfter til resten af fødslen”. Anders tilføjer: ”Ja, du var endda også helt åben, da jordemoderen mærkede efter, du havde sovet lidt. Det var altså lidt vildt.” Anne kommer på toilettet, får ren skjorte, trusser og ”ble” på, som de store bind tit bliver kaldt.

Jeg henter vægt og målebånd. Aske, som stadig sover, kommer på vægten. 3850g. Så var han alligevel lidt større end jordemoderen havde gættet. Han er 52 cm lang. Langsomt begynder han at brokke sig. Jeg gennemgår ham fra top til tå. Konklusionen bliver, at han er en fin, velskabt dreng. Han bliver puttet over til mors bryst, hvor han med lidt hjælp får fat og sutter med korrekt teknik. Efter samtykke fra parret giver jeg et stik med k-vitamin i hans lår (det tilbydes alle forældre, at deres barn får efter fødslen). Han trækker benet lidt til sig, og skal lige til at stikke i et hyl, men Anne får trykket ham godt ind til brystet, og han får i stedet mere lyst til at lappe lidt råmælk i sig.

Jeg går ud og ordner de sidste papirer i journalen, ringer til barselsgangen og melder Anne og hendes søn. Der er en stue klar til de nybagte forældre og sønnen. Jeg vinker til Anne, Anders og Aske da portøren triller mor og barn op på barselsgangen, mens Anders bærer taskerne. Stuen rydder jeg op. De blodplettede lagner ryger i vasketøjposen, brugte sprøjter og handsker ryger i skraldespanden og lattergas-masken skilles ad. Min kollega, som er social og sundhedsassistent (sosu) kommer ind på stuen og gør resten af oprydningen færdig, inden at rengøringen kaldes til stuen. Sosu’en har netop været inde til fødslen på stue 11. En fin pige blev født.

Jeg går ud i vagtrummet. Telefonen ringer. Det er kvinden med vandafgang fra kl. 5, jeg taler med. Nu er veerne taget meget til. De kommer med 4 minutters interval og er 1 minut lange. Fostervandet , som naturligt siver, er stadig klart, der er lidt tegnblødning. Hun har mærket lidt aktivitet fra barnet, men det er sværere at mærke, nu når veerne kommer så hyppigt. De niver godt både fortil, men trækker især også i lænden. Jeg inviterer hende ind til fødegangen. Sønnen er lige blevet afleveret i børnehave, så parret er klar til at køre til hospitalet. Ca. 20 min til ankomst.

Jeg informerer afdelingsjordemoderen om den forventede ankomst. Inde på stue 8 sætter jeg saft, vand og lidt kaffe på bordet. Jeg tænder vores sansestue-skærm, som lyser op med slørede røde farver, det minder om ild i pejsen. Der bølger afslappende rolig musik ud af højtalerne, og lyset på stuen dæmpes til røde, varme farver. Jeg henter kvindens journal, slår hendes journal op på computerskærmen og læser hendes graviditetsforløb og behandlingsplan igennem. Hun vil gerne i badekar, hvis muligt står der. Badekarret på stuen dækker jeg til med plastik med hjælp fra en Sosu. Så skal det bare fyldes, hvis det bliver aktuelt.

Parret ankommer. Karen og Michael vises ind på stuen. ”Nå, det prøvede vi da ikke sidst, skat!” udbryder Michael, da han ser sansestuen. ”Det er da fedt”. Karen nikker kort, men får så en ve og må hurtigt læne sig over sengen, mens hun roligt og koncentreret bruger sin vejrtrækning gennem veen. Jeg lægger forsigtigt en hånd på hendes lænd for at skabe et modtryk mod den vesmerte, som hun får her. Efter et minut ånder Karen langsomt ud, åbner øjnene og retter sig op. Hun griner lidt og giver mig hånden. ”Den var lidt slem”, siger hun. Jeg nikker. Det kunne jeg godt se. Vi gennemgår kort, hvornår fostervandet gik, hvilken farve det havde (var det grønt eller klart), hvornår veerne startede og med hvilket interval, om der har været blødning, om Karen har mærket normalt liv fra barnet, og om graviditeten ellers har været normal. Bortset fra bækkensmerter og en sygemelding fra uge 34, så har graviditeten været ukompliceret.

Karen kommer på sengen, og jeg mærker på hendes mave. Barnet ligger med sin ryg i Karens venstre side, hvilket stemmer overens med, at sparkende er blevet mærket i højre. Hovedet står godt ned i bækkenet, og jeg vurderer, at barnet ca. er 3600 g. Frederik, deres søn, vejede 3200 g. ved fødslen, fortæller Michael. Men han var også to uger tidligere på den, tilføjer Karen. Mens vi taler får Karen en ve, og jeg lytter med doptonen uden på maven til barnet. Jeg kigger på uret og tæller barnets hjerteslag. Helt normal hjertelyd under og umiddelbart efter veen.

Vil du mærke på mig?”, spørger Karen, da veen er ovre. De er spændt på, hvor meget, der er sket.
Jeg tager handsker på, og mærker forsigtigt indvendigt. ”Din livmoderhals er væk”, siger jeg. “Du er 4 cm. åben, rigtig flot. Barnet står godt ned i bækkenindgangen”. Karen får en ve, og jeg holder forsigtigt mine fingre stille. Der er rigtig godt tryk på under veen, og livmodermundens åbning dilateres op til 5 cm. Det går så fint fremad, siger jeg. Karen havde regnet med at være lidt mere åben. Hun synes godt nok, at veerne bider. Jeg ridser op, hvordan at det ofte går meget hurtigt, når det er 2. fødsel. ”Man kan være 4 cm. det ene øjeblik og 8 cm. det næste”, siger jeg. Jeg lytter hjertelyd igen. Karen får skjorte, trusser og et bind på. Fostervandet er stadig fint klart. Jeg giver et klyx, som skal tømme endetarmen. Det stimulerer samtidig livmoderen til at lave flere veer. Vi aftaler, at parret ringer i klokkesnoren, når Karen er tilbage fra toilettet. Imens fyldes badekarret.

Forsættelse følger…. 

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
%d bloggers like this: