Tag Archives: Fødselshistorie

Louises fødselsberetning: 30 lange timer, men det var det hele værd

Jeg nød at læse, hvor forskellige fødsler kan være, og hvor vild kvindekroppen kan være. At der kan komme et lille menneske ud. Så her er min historie.

Jeg havde termin d. 04.02 2015. Min mand og jeg havde for sjov gået og sagt, at hun ville komme til tiden eller måske lidt før, da jeg selv er meget punktlig – selvom alle jo siger førstegangsfødende går over tid. Men der var nu noget i min mavefornemmelse, der sagde det modsatte. Og tiden skulle vise, at vi havde ret.

Den 01.02.2015 om aftenen, havde vi haft venner på besøg til middag. Jeg sad med min store mave, og vi snakkede om, hvor vildt det var, at nu ville hun snart komme til verden. Ja, samme nat gik det i gang. Jeg vågnede kl 02 for at tisse. Ude på toilettet får jeg tisset, men jeg synes nu det er en lidt for lang tår! Det risler sådan ud af mig. Det første jeg tænker er; ’Shit måske er mit vand gået!’ Vandet lugtede heller ikke af tis. Så måske var det vandet! Jeg trisser ind i soveværelset for at finde et bind og nogle underbukser. I den forbindelse vækker jeg min mand og fortæller, at jeg tror mit vand er gået. Vi bliver begge lidt usikre på, hvad vi gør nu. Kl. er jo 02 om natten, så måske noget mere søvn ville være smart. Men jeg er alt for høj over, at fødselsprocessen er gået i gang, så det er ikke meget hvile jeg får. Samtidigt begynder det ret hurtigt at mure i underlivet, sådan som menstruationssmerter føles. Her starter også nogle meget lette veer.

Ved kl 05-06 tiden, kan min krop ikke være rolig mere. Jeg er stadigvæk ret ”høj” over, at det hele er gået i gang. Så jeg får spist noget morgenmad og går i bad. Veerne er blevet kraftigere, og det varme bad er fantastisk! Jeg har under min graviditet gået til APA fødselsforberedelse, og har mange gode redskaber, som jeg kan bruge under veerne. Jeg finder hurtig ud af, at bevægelse er godt. Derfor står jeg og rokker frem og tilbage til min yndlingsmusik i badet, og i hele lejligheden. Yes mand! Nu kommer min lille pige snart til verden. Vi skal snart se hende! Jeg glæder mig, men er også lidt nervøs. Det er vildt endelig at mærke de veer, som man har snakket og læst så meget om.

Veerne tager til hen af morgenen, og jeg er stadigvæk i bevægelse – stående henover et bord eller siddende. Her begynder jeg at bruge den dybe vejrtrækning, og den hjælper meget. Den er min tro følger gennem de mange timer. Veerne varer ca. 1 min og 3 min pause, og sådan kører det i mange timer. Så vi ringer til hospitalet, som siger, jeg bare skal slappe så meget af, jeg kan og ringe igen om nogle timer. Veerne kommer faktisk ret regelmæssigt gennem hele formiddagen. Jeg prøver at ligge mig ned, men igen har jeg det bedst oppe og rokkende rundt. Jeg får siddet ned og slappet lidt af, men det er ikke meget. Hen mod middagstid, synes vi begge, det kunne være dejligt at blive set af en jordemoder. Da jeg har været i gang noget tid, og jeg føler veerne er lidt kraftigere og gerne vil vide, hvor langt jeg er, kontakter vi hospitalet. Hospitalet vil gerne se os, og vi kommer derud ved 14-tiden. Jeg bliver undersøgt, og er kun 2-3 cm åben. Jeg kan huske, jeg tænker ’Ej så lidt, så er der lang vej igen’. Lidt overrasket får vi en stue. Formentlig fordi jeg har haft vandafgang og har været i gang i 12 timer. På stuen kommer jeg op i badekarret, som jeg sådan havde glædet mig til at ligge i for at slappet af i det varme vand. Det får jeg også gjort. Der er en sød jordemoder på stuen hele tiden, og hun lytter ofte på hjertelyden for at tjekke, at det hele er ok. Jeg har i graviditeten ikke lavet nogen smerteplan eller haft nogle bestemte stillinger, jeg vidste, jeg ville føde i. Igennem fødselsforberedelsen har jeg lært de forskellige måder, men jeg har med vilje ikke lagt mig fast på noget. Smerter har aldrig været min stærke side, så her havde jeg også forberedt mig selv på, at hvis det blev nødvendigt, og jeg ikke kunne holde det ud mere, så ville jeg sige ja tak til, hvad de kunne tilbyde mig.

Efter noget tid i karret, kan jeg ikke find ro der mere, og jeg fryser. Vejrtrækninger hjælper rigtig meget, men jeg synes, jeg er lidt mat i kroppen. Jordmoren tilbyder mig akupunktur og TENT, som jeg takker ja til. TENT er små pladder, der sidder under maven og pulser, når der så kommer en ve, kan man booste med en remoter. Det hjælper rigtig meget. Ved 20-tiden om aftenen er jeg ved at være godt træt. Og har brug for en pause. Jeg er blevet undersøgt, og det går stille fremad. Jeg er nu 4-5cm åben. Vi snakker med jordmoren om epiduralblokade, og det takker jeg ja til. Jeg skal derfor have CGT overvågning på.

Pludselig falder hjertelyden på baby. Nogle dygtige læger bliver tilkaldt, og der bliver taget blodprøve på hendes hoved – alt er ok, og hun retter sig fint igen.

Jeg får min blokade sidst på aftenen og den virker virkelig godt. Jeg følte mig næsten helt høj på den, da det var så dejligt at få slappet af. Jeg fik lidt at spise, og der var en virkelig dejlig stemning på stuen. Vi aftaler med jordmoren, at jeg får lov til at slappe af et par timer, derefter vil de sætte gang i veerne igen med ve-drop. Da jeg har været i gang i mange timer nu, vil de gerne have, der kommer lidt mere skub i tingene, så babyen snart kommer ud.

Kl. 01 bliver jeg undersøgt igen, og v-droppen bliver sat op. Jeg havde frygtet det lidt, da jeg havde hørt mange får ve-storm af det. Dette sker ikke for mig, men de gør dælme ondt de veer nu! Fy for den! Men med fokus på min vejrtrækning og jordmoren, der hjælper mig med en god rytme, samt min mand der masserer mig på lænden, er de til at holde ud. Nattetimerne går med at blive undersøgt for at se, hvor udvidet jeg er, kontrollere veer og bare prøve at ”nyde”, at nu kommer babyen snart. Men jeg er ved at være meget mørbanket. Da jeg står op forsat, er mine ben ret trætte, for at sige det mildt. Jeg ryster. Babys hjertelyd svinger flere gange, og jeg får iltbehandling og lægen undersøger med blodprøve på issen. Alt er ok, og de holder tæt øje med hende og mig. Ud på de tidlige morgentimer med 4-tiden, er jeg ved at være omkring 8-9 cm åben, og jeg kan godt mærke vægten af baby og et pres nede ved endetarmen. Jeg tænker, nu kommer den presse fase! Nu skal jeg bare give den en sidste skalle, så er hun her. Jordmoren vil også gerne have baby nu snart, og giver grønt lys til, at jeg forsigtigt skal begynde at presse hende ned ad. Så med ve-drop og vilje begynder vi på at presse. Hu-hej, det er en vild oplevelse. Veerne gør pisse nas, men det, at jeg kan bruge nogle kræfter (de sidste jeg havde) til at hjælpe hende ned. Det var virkelig fedt. Det ikke så fede var, at der ikke skete det helt store. Når jeg presser på en ve, kunne jeg mærke hun kom ned ad, men i pausen røg hun tilbage (jeg stod på gulvet og bøjede helt ned i knæene), hvor jeg fik de ben kræfter fra ved jeg ikke. Til sidst er jeg også ved at give helt op. Jeg er udkørt, træt og ked af, at det skal tage så lang tid. Nu skal det snart være slut. ”Jeg kan ikke mere får jeg fremstammet”.

Der er flere jordmødre på stuen nu og en læge. De undersøger mig og baby igen. Jeg er helt åben 10cm! Jubii, tænker jeg! Men babys hoved ligger skævt. De snakker meget om, hvor skævt det er. Jeg udtrykker, at jeg er bange for, det er for skævt, og jeg ikke selv kan presse hende ud, og vi skal lave akut kejsersnit. Det er det sidste jeg ønsker efter alle de timer. Jeg har et stort ønske om selv presse hende ud. Det er den fase jeg havde glædet mig mest til. Lægerne siger, at de kan tage hende ud med en kop og skrue hende ud på den måde. Godt tænker jeg, det er planen. Så jeg og min mand sætter de sidste sejl og kræfter ind. Lægerne vil gerne have en sidste blodprøve fra baby, den bliver taget og pludselig skal det gå stærkt. Jeg når ikke helt at opdage, at prøven er dårlig. Men en læge får sagt til mig, “Louise nu SKAL hun ud. Du presser og jeg hiver, og når jeg siger gisp, så gør du det! SHIT”. Fuck AV! Der bliver presset og råbt AV. Men ud kommer det lille hoved, i et kort øjeblik forsvinder smerten. Her viser det sig, at navlestengen sidder to gange rundt om hovedet. Og så skal kroppen ud. AV igen! Men hendes skulder sidder fast. Så jordemoder og lægen skal lave div. håndgreb for at dreje baby ud. Alt imens bliver jeg lagt i forskellige stillinger for at se, om det hjælper. Det er det vildeste, jeg har prøvet. Jeg er inde i min egen lille verden, hvor jeg trækker vejret og gør, hvad lægerne siger. Det er ubeskriveligt, hvad koppen kan, selvom man ikke føler, man har flere kræfter tilbage.

Så kl. 07.45 den 03.02 kommer Clara til verden. Efter lægerne har givet hende ilt og tjekket hende, kommer hun over at ligge på mit bryst. De store brune øjne kigger på mig, og i det øjeblik, var det alle 30 timer værd. Det er en ubeskrivelig følelse. Hun kom ud, og hun har det godt!

clara

 

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Signes fødselsberetning: Man kan godt føde omvendt

Det er vigtigt for mig at få fortalt vidt og bredt, at man godt kan føde et barn vaginalt, som ligger i underkropsstilling – eller en sædefødsel, som det også hedder. Der er mange myter omkring sådan en fødsel, og de fleste læger siger straks ”kejsersnit”. Men her kommer min historie, der startede med min jordemoder, der rørte mig oppe ved ribbenene og sagde…

”Jeg tror altså det er hovedet jeg kan mærke her…”
Nogle uger før terminen finder vi ud af, at barnet (vi vidste ikke kønnet) ligger omvendt. Altså med hovedet oppe og røven nede. Der er selvfølgelig tid endnu, hvor barnet kan vende sig. Det havde det imidlertid på ingen måde tænkt sig at gøre. Vi prøvede to vendingsforsøg, jeg lå på alverdens mærkværdige måder med hovedet nedad op af strygebrætter og lænestole, min kæreste ”rystede” mig med et tørklæde og flere mærkelig ting. Intet hjalp. Ungen havde bestemt sig til at ligge omvendt, eller det man i jordemodersproget kalder underkropsstilling (UK). Det første jeg sagde, da det blev konstateret hos jordemoderen var: ”Jamen så må jeg jo føde den sådan”.

At kende sin jordemoder
Inden jeg fortæller videre, er det relevant at fortælle, at min søster på dette tidspunkt var jordemoder i Holbæk. Da jeg gerne ville have, at hun var min jordemoder, flyttede jeg i de sidste uger af graviditeten sygehus fra Rigshospitalet til Holbæk (note: der er frit sygehusvalg – du kan altså selv bestemme, hvor du vil føde). Det var inden vi fandt ud af, at barnet lå omvendt. Da vi opdagede det, blev vi enige om, at min søster ikke skulle være primær jordemoder, da en sædefødsel har mere alvorlige risici end en almindelig fødsel, og der er en stor risiko for at den ender i akut kejsersnit. Der er altså også en større risiko for, at man som jordemoder kommer ud i en svær situation, og derfor blev vores relation en for stor forhindring i forhold til at kunne tage disse beslutninger. Min søster skulle være med, men primær jordemoder blev hendes tætte kollega, som hun er i Kendt Jordemoder ordning med. Vores nye jordemoder havde desuden selv født et barn i UK, og taget imod flere børn i UK. Det var rart for os at vide.

En ”rigtig” fødsel?
Der er rigtig mange forestillinger og myter om sædefødsler. De fleste børn, der ligger omvendt, bliver forløst med kejsersnit, men jeg var hunderæd for tanken om, at nogle skulle skære i mig. Desuden indså jeg lige pludselig, hvor meget fødselsoplevelsen betød for mig. At være med i klubben… at præstere den kraftpræstation det er… alle de små ting, som at skulle ringe efter min mand og sige: ”Så er det nu”. Det hele betød pludselig noget, og jeg ville absolut ikke have det kejsersnit, selvom jeg kendte til risikoen ved en sædefødsel. Kejsersnit er ikke en forkert fødsel. Jeg var bare grundlæggende bange for det.

Jeg gik over tid, og som dagene gik, kom vi tættere og tættere på et planlagt kejsersnit, som vi ikke kunne komme udenom, hvis fødslen ikke gik i gang af sig selv. Vi blev scannet flere gange om ugen, og lægerne var begyndt at mene, at barnet ville blive for stort til en sædefødsel. Jeg var dog i de sidste uger 1-2 cm åben, og derfor valgte vi sammen med vores jordemoder at løsne hinder to gange. Anden gang hjalp det – veerne kom tre dage før det planlagte kejsersnit.

Veerne var en fin proces. Jeg håndterede dem med vejrtrækninger og selvfølgelig bed det, men det var okay. Vi bor i København og skulle altså til Holbæk og føde, så der var en times tid i bilen for at nå til hospitalet.

Om natten var min fornemmelse, at vi skulle til at komme af sted, og vi ringede og informerede om, at nu kørte vi. Da vi kom ind på fødegangen kl. 3.45 var jeg 7 cm åben. Så det var et passende tidspunkt, vi var kommet af sted på.

Ved en UK-fødsel skal alt gå sin helt naturlige og sikre gang. Dvs. ingen igangsættelse, ingen markant smertelindring, barnet må ikke være for småt eller for stort, fødder og ben skal ligge helt rigtigt, og kvinden skal ligge på ryggen for at jordemoderen kan komme til at lave de rigtige greb. Derfor var der ikke så meget at rafle om, og ikke nogen ønskeliste at hive frem. Det fandt jeg faktisk lidt befriende.

Alvoren ved en sædefødsel
Problemet ved en sædefødsel er, at hovedet ikke som normalt baner vej for kroppen. Kroppen kommer først og er mindre end hovedet, og derfor er der en risiko for at hovedet sidder fast. Derved vil navlestregen blive klemt, barnet får iltmangel og i værste fald blive hjerneskadet.

Under hele forløbet følte jeg mig tryg og i gode hænder. På et tidspunkt sidder vores pige fast. Hun er ude til omkring skuldrene, og benene, som ligger oppe om skuldrene, ville ikke give slip og komme ud. Hjertelyden daler, min søster kommer op til hovedenden for at få tættere kontakt til mig, og hele lægeholdet (som har stået klar i tilfælde af akut kejsersnit) er på mærkerne på en diskret måde. Hun sidder fast nogle minutter. Så siger lægen til jordemoderen, at hun gerne må gøre noget aktivt nu. Hun gør nogle greb, og benene løser selv – heldigvis.

Alt dette opfanger jeg ikke. Det eneste jeg kan mærke er, at min mand har det skidt. Så siger de til mig, at kun hovedet mangler nu, og så giver jeg den alt, hvad jeg kan, for jeg ved jo, at det er det farlige tidspunkt. Hovedet kommer ud på tre presseveer, hun kommer op på mig, og jeg vender som med et fingerknips tilbage til verdenen. Instinktivt kan jeg mærke, at vores pige er slap, og jeg spørger om hun er okay. Jeg bliver forsikret om, at hun er okay, hun kommer over til lægerne og giver et skrig fra sig. Jeg er lettet og kigger ned på min mand, der lige skal ligge lidt ned på gulvet efter den kritiske fase. Min søster (der ellers er en ganske hårdfør jordemoder) må knibe en tåre. Det hele har været langt mere dramatisk end jeg har opfanget. Men nu er alt godt.

Når man taler med folk om sædefødsler skærer de tit ansigt og siger: ”Av!”. En sædefødsel gør ikke mere ondt end en almindelig fødsel, og jeg bristede ikke det mindste. 

At kende sin jordemoder
Jeg oplevede, at der er stor forskel på, hvordan man bliver informeret og behandlet i systemet. Derfor vil jeg anbefale, at du altid snakker med flere forskellige jordemødre og læger, hvis der er noget usædvanligt omkring din fødsel. Og så må du gerne være lidt emsig, når det kommer til sundhedssystemet.

For mig var det en afgørende faktor, at jeg kendte mine jordemødre. Det skabte en tryg ramme, at jeg vidste hvem, der ville være der, og at de også troede på, at det nok skulle gå godt. Så ligger dit barn i underkropsstilling, og har du en fornemmelse af, at du godt kan føde det vaginalt, så stå fast og bliv ved med at tro på det. For man kan godt føde omvendt.

unnamed-1

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
%d bloggers like this: