Tag Archives: Gode Råd Til Nybagte Mødre

Gode råd til de første måneder med baby

Når du bliver mor for allerførste gang er det lidt som at træde ind over grænsen til et nyt, ukendt land. Du kender ikke sproget, skikkene, traditionerne eller noget som helst andet, og det kan være voldsomt svært at navigere i. Ikke mindst fordi du oftest har en omgangskreds, sundhedsplejerske og Google, der står på nakken for at give gode råd.

Det allerbedste råd, vi kan give er:

STOL på dig selv og LYT til din egen intuition.

Du har kendt dit barn i omkring 9 måneder allerede. Du er sammen med det 24 timer i døgnet. Det er dig, der har allerbedst føling med, hvad babys behov er.

Derfor: Prioritér ro og alene-tid med dit spædbarn. Det er den bedste måde for jer at lære hinanden at kende på, og sådan kommer du hurtigst til at kende babys signaler, forskellige klynkelyde og andre tegn, der kan hjælpe dig med at afkode babys behov.

Barselsbesøg kan være hyggelige, men det vigtigste lige nu er altså ikke at give din mor eller svigermor eller nogensomhelst andre plads til at besøge og holde din nyfødte. Det kan de tids nok komme til. (Det kan i øvrigt være en fordel at melde ud på forhånd, at I ønsker at begrænse barselsbesøgene i den første tid, hvis I helst vil undgå at blive overrendt med søde, velmenende gæster. Undtagelsen er dem, der kommer, stiller en portion mad og går igen med det samme. De er altid velkomne)

Derudover er der nogle generelle råd, der altid giver mening at huske.

Støt det lille hoved. Babys hoved er måske nok lille i forhold til dit, men det er kæmpestort i forhold til resten af babys krop og desuden vældigt tungt. Det skal understøttes godt indtil baby har trænet sine hals- og nakkemuskler nok til selv at holde det.

Træn motorikken og øje-hånd koordination. Nakke- og halsmusklerne trænes i øvrigt ved at lægge baby på maven. Ikke nødvendigvis længe ad gangen, men ofte og i korte intervaller. Du kan for eksempel gøre det til en vane at lægge baby på maven i et par minutter hver gang, du skifter. Du har sikkert hørt det før, men at kunne holde hovedet stabilt selv er det første skridt på vejen til al videre motorisk udvikling.

Det giver også altid god mening at træne al anden motorik, når baby er blevet et par måneder, så bliv inspireret af babyyoga, stimulastik og øv krydsbevægelser med din baby (eksempelvis ved at krydse armene ind over kroppen)

Lær gråden (og babys signaler) at kende. Der er forskel på gråd og på gråd. Ret hurtigt kan du sikkert høre forskel på forskellige typer gråd, og jo mere tid du bruger med baby, jo lettere vil det givetvis blive at kende signalgråden. En type betyder ‘jeg er træt’, en anden ‘jeg er sulten’ og en tredje ‘noget er dumt. Hjælp mig’ (den sidste kategori er den sværeste, for ‘dumt’ kan være alt fra ‘min ble er snavset’, ‘jeg har brug for din nærhed’ til ‘jeg har luft i maven’ og alt derimellem)

Smil. Babyer elsker at se på smilende, milde ansigter. Mere end noget andet, faktisk, viser hjerneforskningen. Og når du smiler til baby, får hun lyst til at kopiere det – så der går ikke mange uger inden du kan lokke de første, bevidste smil frem. Smilet booster tilknytningen mellem jer, så der er al mulig grund til at gøre det så ofte og så meget, som baby orker. Husk dog, at hvis baby vender ansigtet væk, så trænger hun til en lille, mental pause. Det er altså hårdt at skulle lære en hel verden at kende.

Giv dig selv en (velfortjent!) pause! Intet andet job (måske bortset fra astronauter) kræver, at du er tilgængelig 24 timer i døgnet for at få missionen til at lykkes. Det kan man i en periode – ikke mindst fordi dine hormoner hjælper dig til at klare et minimum af søvn de første par måneder. Find ud af, hvordan du bedst lader op – på den måde kan du være den bedste mor for dit barn.

Måske lader du op ved at være i komplet symbiose med baby – så kan en vikle eller bæresele være din pause, hvor du har hænderne fri og samtidig kan indsnuse babyduft. Måske lader du op ved at lade din partner tage over og give dig tid og ro til at få et dejligt bad, en lur mens de triller en tur med baby i barnevognen eller en halv eller hel time på en café med en kop varm kaffe.

Tal med baby. Selvom det måske ikke virker sådan, så hjælper du dit barns sprog rigtig godt på vej. Selv den første spæde pludren er et sprog, og jo mere du taler til baby med og om verden, jo bedre stimulerer du babys lyst til at abe efter og selv øve sig på at kommunikere. Du kan både tale om current events på den globale sfære, om den nyeste sladder eller pludre med på babys egne lyde – find ud af, hvad der virker bedst for dig.

… og så siger vi det lige en gang til:

STOL PÅ DIG SELVdu er eksperten på din baby.

Du kan altid selv tilvælge råd og vejledning, hvis du har brug for andres input, men du er absolut i din ret til at bede andre holde deres råd og meninger for sig selv.

nybagt mor

Billede lånt herfra

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
%d bloggers like this: