Tag Archives: Gravid

Månedens strutmave i april

Månedens strutmave i april er Louise, der er 27 år og venter sit andet barn med termin d. 10 maj. Louise fortæller: Jeg bor I Nordsjælland sammen med min kæreste Søren igennem 7 år. Vi har sammen Nuunu, der bliver 4 år d. 30 maj. Vi har længe ønsket os barn nummer 2, men da jeg er under min drømmeuddannelse har det ikke rigtig passet ind. Vi blev derfor enige om at vente til jeg var færdig (slut august 2015), men skæbnen ville det anderledes. Jeg er i lære som visual merchandiser, hvilket kræver at man går på Svendborgs erhvervsskole i ca. 14 uger over 3 perioder.

Hvem fortalte du først, at du var gravid – og hvordan opdagede du det?
I august begyndte jeg at få kvalme og sagde faktisk til Søren, at jeg havde mistanke om at jeg var gravid. Han sagde ‘ej, det er du ikke’. Jeg tænkte, at det havde han nok ret i, for jeg har tidligere døjet med svag kapsel i spiserøret, så jeg tænkte ikke mere over det. Da jeg skulle på mit sidste skoleophold i september og skrive min fagprøve blev kvalmen værre. Jeg besluttede mig for at købe en graviditettest om mandagen, da jeg var kommet til Svendborg. 3 ugers hård fagprøveskrivning skulle til at begynde og JA, jeg var gravid! Det var svært lige fra testen viste de to pæne streger.

Jeg er ikke særlig god til at være gravid. Faktisk er jeg rigtig dårlig til det. Jeg synes, det sætter alt for mange begrænsninger for mig. I min sidste graviditet tog jeg 30 kilo på og jeg havde i august måned endelig tabt dem alle og mere til. Jeg havde lige købt to nye par bukser i str. 36 og jeg kan virkelig ikke huske hvornår det sidst er sket. Så tanken om at jeg skulle tage på 30 kilo på igen og det IGEN skulle tage mig 3 år, før de ville være væk, var ulidelig og desuden skulle vi jo først være gravide denne sommer, når jeg var færdig med min uddannelse…

Er der noget, der har overrasket dig ved at være gravid?
Jeg har været overrasket over, hvor forskellige gravidteter kan være og forstår hvorfor mange siger ‘Nyd din første graviditet, det er der, du har tid!’ Når man venter barn nummer 2, skal man jo stadig have overskud til den første, der vil lege, kravle rundt på en og som stadig skal aktiveres. Energien er bare ikke altid til det.

Hvad oplever du som det hårdeste ved at være gravid?
Jeg er ikke god til at være “fanget” i min egen krop, og det at der pludselig er en anden, der skal bestemme, hvad jeg kan og skal. Det er altså ikke rigtig mig. Jeg har følt mig som et helt forfærdeligt menneske, fordi jeg netop ikke har nydt det at være gravid.
Når det er sagt, så synes jeg, at det at lave et lille barn er noget af det smukkeste to mennesker kan udrette sammen!

Oplever du forskel på første og anden graviditet?
Jeg har i denne graviditet ligget henover toilettet de første fire måneder og været helt utrolig træt. Jeg er stædig som et æsel, hvilket heller ikke har været så heldigt med mit hårde fysiske arbejde. Derfor har jeg også været plaget af rigtig mange plukveer. Derfor har jeg været nødt til at gå ned i tid hurtigt, og jeg blev sygemeldt ca. 3 uger før min “rigtige” barsel skulle gå I gang. Jeg havde lige en eksamen den 19. marts, jeg skulle have overstået inden jeg med ro i sindet kunne gå fra.

Er der noget, der er helt uundværligt for dig?
I modsætning til min sidste graviditet, hvor jeg stort set kun spiste kage og is har jeg denne gang haft lyst til frugt, især vandmelon – den er lidt svær sådan en decemberdag. Det har nok ligget lidt i min underbevisthed at jeg absolut ikke ville tage 30 kilo på igen. Ellers er graviditetsleggings virkelig uundværlige – og gode basistoppe.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået?
“Nyd det”. Den er ærligt talt lidt svær at sluge, når man ikke er fan af at være gravid.
Nu skal det jo ikke kun være surt det hele og efter jeg er gået på barsel og fået overstået min eksamen, er overskuddet heldigvis kommet tilbage. Jeg er heldigvis begyndt at nyde min graviditet og glæder mig meget til at skulle føde igen, samt at holde det lille vidunder i mine arme.
Her satser vi på en rolig hjemmefødsel som jo også bliver en oplevelse i sig selv.

Behagelige leggings og fleksible toppe er et must for de fleste. Du finder altid et udvalg af begge dele i Strut.

Vi ønsker Louise en rigtig god fødsel <3

månedens strutmave

Har du lyst til at dele dine erfaringer med graviditet og være Månedens Strutmave? Så skriv lidt om dig selv til Stine på stine @ strutshop.dk

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Graviditet og udstyr. 1. trimester

Læs med i Struts nye mini-serie om den udvikling, som du og baby gennemgår i løbet af de omkring 40 uger, en almindelig graviditet varer.

Du kan læse om din udvikling, hvad der (i grove træk) sker med fostret undervejs – og ikke mindst vores erfaringer med, hvad du kan få brug for og med fordel investere i på forskellige tidspunkter. Der er 4 kapitler: 1. trimester, 2. trimester, 7.-8. måned og 9.-10. måned, og vi starter fra begyndelsen.

1. TRIMESTER (1-12. uge)

BABY, BABY, BABY

Livet begynder nu. To celler mødes og deles i det uendelige. I løbet af første trimester sker en helt mirakuløs udvikling fra to celler og en blob til et menneske i miniaturestørrelse. I slutningen af uge 12 er alle organer dannet og baby er ca. 5,5 cm lang fra hoved til hale. Baby vejer ca. 40 gram og er i udstrakt længde nogenlunde 9 cm. Indtil uge 10 kaldes graviditeten den ’embryonale periode’ – fra uge 11 kaldes graviditeten den ‘føtale periode’. Det svarer til, hvornår baby overgår fra at være et embryo til et foster.

embryo til foster

NYGRAVID

19 ud af 20 kvinder vil opleve kvalme i løbet af deres graviditet. Det kan være alt fra mildt ubehag til decideret sygelig kvalme, der medfører sygemeldinger og i de slemmeste tilfælde hospitalsindlæggelser. Kontakt altid din læge, hvis du har så voldsom kvalme, at du ikke kan spise eller drikke. Kvalmen er for langt de fleste mest udtalt i 1. trimester, og aftager herefter (heldigvis)

Mange oplever at brysterne vokser og bliver ømme i den første del af graviditeten – for en del er netop brystspændinger et af de allerførste tegn på, at man er i lykkelige omstændigheder.

Det kan opleves som decideret ubehageligt at have sine almindelige jeans eller bukser på, selvom vægten ikke er ændret og der heller ikke er nogen babybule at se endnu. ALT der strammer eller trykker på den nederste del af maven er bandlyst, og mange køber deres første par ventejeans eller leggings i første trimester.

I 11.-12. uge begynder toppen af livmoderen at kunne mærkes over kønsbenet. De fleste har taget et sted mellem 0-3 kg på. Nogle taber sig dog også, hvis de døjer meget med kvalme.

UDSTYR

Endnu er det for de fleste mest af alt en fornemmelse indeni at være gravide, og verden kan endnu ikke se nogle forandringer. Dog kan det være en idé at investere i en blød, fleksibel bh, hvis du allerede nu er vokset ud af dine almindelige bh’er.

Hvis du ikke kan holde ud at dine strømpebukser, jeans eller bukser trykker ind nederst på maven, så er du ikke den eneste. Det første udstyr er ofte et par ventejeans eller bukser, et par strømpebukser eller to og et par leggings. Både jeans, strømpebukser og leggings til gravide er konstrueret med plads og rum til at kunne vokse med dig og maven (og hofterne!) igennem hele graviditeten.

1 trimesterVentejeans, der ligner almindelige bukser, men med lavt snit og justerbar linning // En blød, behagelig bh // Ventestrømpebukser, der ikke strammer nogen træls steder // Leggings. Fordi komfort er vigtigt.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Månedens Strutmave i marts

Månedens Strutmave er Anne-Cathrine Madsen. Hun er 26 år, fysioterapeut og bor i Slagelse med sin kæreste Ricco på 27. Anne-Cathrine fortæller: Jeg har termin d. 16. april (dronningens fødselsdag – hvilket min mormor gjorder mig opmærksom på), med vores 1. barn. Vi kender ikke kønnet.

strutmave marts

Hvem fortalte du først, at du var gravid – og hvordan opdagede du det?
Jeg havde haft nogle maveproblemer i et stykke tid samt lidt kvalme og svimmelhed. Men fordi jeg havde taget mine mini-piller punktligt, så overvejede jeg slet ikke, at jeg kunne være gravid. Min kollega, som var gravid, irriterede sig en dag på arbejde over sin mave og det fik mig til at tænke at lægen nok ville spørge om jeg var gravid, når jeg besøgte ham. Så jeg besluttede mig for at tage en test, for at kunne sige at den var negativ. Fordi jeg var overbevist om, at testen var negativ, tog jeg den næste morgen kl. 5.30 alene hjemme. Der gik ikke mange sekunder før testen var positiv. Selv om jeg var i CHOK, så kunne jeg mærke at det rigtige var at beholde barnet. Jeg var slet ikke i tvivl.
Jeg gik lidt i panik og talte med min lillesøster, for jeg var simpelthen så nervøs for at fortælle min kæreste det! Min mavefornemmelse sagde godt nok at han nok ville blive glad, men den have jo også sagt til mig at testen ville være negativ. Heldigvis var min kæreste heler ikke i tvivl, da jeg fortalte ham det senere på eftermiddagen. Han havde et kæmpe smil – og han er ellers ikke typen, der smiler særlig tit.

Ved en scanning ugen efter fik vi at vide, at jeg var 11 uger henne. I dag er jeg er glad for, at jeg var så langt henne, da jeg opdagede det, for jeg var blevet vildt pylret og overforsigtig, hvis det havde været planlagt. Nu havde jeg levet mit liv som jeg plejede i 10 uger, uden at der var sket noget (inkl. at løbe en halvmaraton). Det gav mig en tryghed om, at graviditeten nok skulle ‘holde’, selv om jeg levede mit liv som jeg plejede.

Er der noget, der har overrasket dig ved at være gravid?
Jeg viste ikke særlig meget om graviditeter. Kun den almindelige viden fra folkeskolen og lidt fra da jeg studerede. Så ja, der er meget der har overrasket mig. Jeg har aldrig sat mig ind i alt muligt omkring graviditet, som f.eks. flere af min veninder har. Undervejs i graviditeten fandt jeg også ud af, at jeg ikke behøver at vide ALT. For det er ikke sikkert, det passer på en selv. F.eks. fik jeg at vide, at kvalme forsvinder ofte efter første trimester. Det gjorde den så bare ikke ved mig, hvilket undrede nogle af mine veninder, som jo havde læst på det. Så jeg har givet min krop lov til at overraske mig. Hvis der var noget, der bekymrede mig, så kunne jeg altid læse om det undervejs, eller spørge min jordemoder. Dog har jeg ikke kunne lade være med at læse om kroppens og barnets udvikling under graviditeten (men det er nok en erhvervsskade).

Hvad er det bedste ved at være gravid?
For det første har det været vildt dejligt, at min kæreste kastede sig ud i det her ’eventyr’ sammen med mig. Han går rigtig meget op i at skulle være far og har f.eks. vist barnevognen frem til alle sine kammerater, så snart det var muligt. For det andet – og det er nok en kliché – men følelsen af glæde og omsorg til den lille i maven er fantastisk. Jeg havde slet ikke regnet med, at de følelser allerede ville være så vilde i graviditeten. Jeg kan bliver helt overrumplet af lykke, når baby pusler rundt i maven. Så pyt med kvalme, svimmelhed og plukveer.

Hvad oplever du som det hårdeste ved at være gravid?
Fysisk har jeg haft det godt, på trods af den kvalme og svimmelhed, som har været der igennem hele graviditeten. Med små pauser i løbet af dagen har jeg sagtens kunne arbejde helt frem til barsel.
Men andres (heldigvis slet ikke alles!) holdning til, hvordan en graviditet bør være og ikke mindst hvordan den ikke skal være, det har kunne gøre mig ked af det. De fleste har været rigtig søde, når de har spurgt, hvorfor jeg ikke opdagede graviditeten tidligere. Desværre har enkelte har været decideret nedladende og er kommet med kommentar som: ”Hvis ens menstruation ikke kommer, bør man da tænke at graviditet er en mulighed” og ”Alle graviditeter er da planlagte, ellers kunne man bare have beskyttet sig”. Så har jeg måtte forklare, at jeg var på mini-piller, fordi jeg ikke må få p-piller. Plus at min menstruation er meget uregelmæssig og kan udeblive i lange perioder. (Red: I øvrigt er selv den bedste beskyttelse ikke 100% sikker. Selvom du tager p-piller, minipiller eller bruger kondom kan du godt blive gravid. Chancerne er ikke store, men de er der) For ikke at tage det for personligt, har jeg måtte sige til mig selv, at folk ikke kan gøre for det – de ved bare ikke bedre.

Er der noget, der er helt uundværligt for dig?
JA!!! Mælk og ostemader og grape. Jeg troede ikke, at jeg kunne blive afhængig af noget bestemt, men frugt med bare den mindste snert af citrus, især grape, har været uundværligt. Til gengæld har jeg aldrig haft en jul, hvor jeg har spist så lidt julemad og konfekt. Derudover har graviditetsyoga givet mig en god ro og hvile i mig selv – både fysisk og psykisk. Det var faktisk min kæreste, der forslog det.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået?
Det bedste råd fik jeg fra en kollega. Han huskede mig på, at nakkefoldsskanningen og misdannelsesskanningen er undersøgelser for at se, om barnet har det godt. Det er jeg rigtig glad for at han fortalte mig. For til nakkefoldskanningen fik vi en mindre god risikovurdering og jeg skulle have taget en stor blodprøve som kunne afgøre, om barnet var sygt – det var bare 2 uger efter, vi havde opdaget graviditeten. Heldigvis var alt som det skulle være.

Jeg har ikke fået decideret dårlige råd, men på et tidspunkt kunne jeg ikke rumme flere råd og det lærte mig, at man kan blive nødt til at sige højt. Heldigvis tog de fleste min udmelding meget pænt. Sidenhen har jeg sorteret i rådene, så jeg kun har brugt dem, der passede til mig.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Månedens Strutmave i februar

Månedens Strutmave er Louise på 22. Hun venter sit første barn (en lille pige) d. 25 marts og bor i Skive med sin kæreste.

Månedens Strutmave februar

Louises historie er ikke helt som de fleste graviditetshistorier, så derfor bliver det hendes fortælling og hendes ord, du kan læse her og ikke den række spørgsmål, vi plejer at stille.

Louises historie
Jeg er meget glad for, at I her i Strut vil bruge min historie! Jeg håber, at folk vil læse den og vide at hvis de skulle komme i samme situation, skal de ikke være bange for at åbne sig op og snakke om de bekymringer der kommer med en uventet graviditet. Nogle vil sikkert tænke, at det kunne være undgået, hvis jeg havde været mere opmærksom, men jeg føler ikke, der er mere, jeg kunne have gjort for det. Da min menstruation ikke kom, tog jeg graviditetstest HVER måned, men de var alle negative. Jeg gjorde det selvom jeg vidste, at jeg var ufrugtbar – bare for at være sikker. Jeg fik ondt i maven og gik til lægen, som mærkede på min mave, lyttede og tog blodprøver. Ifølge min læge var der ingen tegn på, at jeg var gravid. Han mente til gengæld, at jeg havde for meget syre i maven og skulle opereres for dette. Det er jeg så ikke blevet, da vi opdagede babyen før 😉

Jeg bor i Skive med min kæreste, og vi arbejder begge oppe på kasernen. Min kæreste er fra Nykøbing Mors og jeg selv er fra København og flyttede til Skive, da jeg startede min militærkarriere.

Nu glæder jeg mig til at blive mor. Faktisk så meget at jeg håber hver dag, at jeg føder. Alligevel vil jeg gerne gå lidt længere, så hun er mere ‘gennembagt’. Min graviditet har dog ikke været fyldt med glæde hele tiden… faktisk vidste jeg ikke, at jeg var gravid de første 5 måneder af min graviditet! Fordi jeg tidligere har fået at vide hos lægen, at jeg ikke kunne blive gravid på grund af tidligere sygdom, så kom det som noget af et chok da lægen på Viborg Sygehus meddelte mig og min kæreste, at vi skulle være forældre. Og at babyen kom om 5 måneder!

Både min kæreste og jeg er soldater og havde egentlig affundet os med ikke at skulle have børn – i al fald ikke i den nærmeste fremtid, da vi begge stod til udsendelser og en masse øvelser, hvilket overhovedet ikke ville passe med en baby. Jeg tror dog på, at der er en grund til at alting sker, og at der er en grund til at jeg blev gravid, selvom det – ifølge lægerne – var umuligt.

I de fem måneder hvor jeg har været uviden om min graviditet, har jeg heller ikke ligefrem ligget på den lade side. Jeg har faktisk slet ikke siddet stille siden sommerferien. Når man træner til udsendelse i forsvaret, er man konstant på øvelser i naturen, man får ikke ordentlig mad, bærer rundt på en kampvægt på 100 kg i flere timer, flere dage – ja, uger i streg. Og når man kommer hjem, går man i byen, drikker sig hønefuld og opfører sig åndssvagt. Livet som soldat er et hårdt liv og slet ikke et liv for en gravid, hvor man skal passe på sig selv, slappe af og give kroppen hvile.

Jeg var netop hjemvendt fra 3 ugers øvelse (og en vild bytur), da jeg vågnede lørdag morgen d. 25 oktober og har ekstremt ondt i maven. Jeg kan også mærke en lille ‘bule’ nederst i maven og bliver rigtig bange for om det kan være en kræftknude. Lægen på Skive Hospital er slet ikke til nogen hjælp – jeg når dårligt nok at få løftet op i min trøje, før han siger: “Du er da gravid – højgravid! Du skal til Viborg og scannes”

Min kæreste og jeg kører til Viborg, og i bilen tænker jeg at det er umuligt, men alligevel er der en lille form for glæde et sted inde i mig som ved, at lægen ikke har taget fejl. Min kæreste sidder uvidende og bekymret ved siden af mig og prøver at komme med sjove vittigheder for at lette stemningen lidt – jeg hører ham slet ikke. Da vi ankommer til Viborg får jeg taget blodprøver, min temperatur, blodtryk mm. og lægen undersøger min mave. Alting ser rigtig fint ud, da jeg jo er i ekstremt god form, dog med en kæmpe bule på maven, som nogen gange forsvinder og kommer frem et andet sted.

Helt ærligt, så var jeg slet ikke i tvivl om, at det var en kræftknude – netop fordi jeg har det på skrift fra min læge at jeg er ufrugtbar. Alligevel sidder håbet stadigvæk i mig. Lægen beder mig og min kæreste om at følge med op på kvindeafdelingen, hvor jeg synes, jeg kan se på ham, at han allerede ved, hvad der er galt med mig. Han siger dog ingenting. Vi kommer ind i et rum, hvor der står en scanner (sådan en som man bruger, når man skal have en gynækologisk undersøgelse), men lægen når dårligt nok at bruge den, før han siger, “Jeg skal vist have den anden scanner”. Her troede jeg, at jeg var alvorligt syg indtil lægen siger, at vi nok skal forberede os på at se noget. Lægen peger på skærmen og min kæreste spørger, hvad det er, vi skal se?

“Det er jeres baby. Den er 5 måneder gammel”

Hvad der sker herfra og de følgende timer, kan jeg næsten ikke huske. Jeg kan kun huske min kærestes ansigtsudtryk. Han bliver nærmest ligbleg og ryster så meget, at han ikke kan gå. Vi sætter os ned ved udgangen og holder om hinanden mens tårerne triller. Men det er ikke glædestårer, ikke endnu. Vi er begge i en form for choktilstand. Vi beslutter os at køre til Mors, hvor min kærestes forældre bor, fordi vi har brug for at snakke med nogen om, hvad der lige er sket.

Hans mor bliver lige så overrasket som os – og meget glad. Vi er til gengæld ikke glade, og den dag var jeg i tvivl om vi nogensinde ville blive glade igen. Mine forældre blev også meget glade og overvældende over nyheden. Det gjorde alle, vi fortalte det til, faktisk. Alle omkring os var så glade på vores vegne, undtagen os. Min kæreste var i chok i to uger, og jeg var skrækslagen for, om jeg ville miste ham. Han havde sagt nogle måneder forinden at han hellere ville være single end at have kæreste og barn, og der har været mange stunder, hvor jeg har grædt af skræk over at kunne miste ham. Jeg er så glad for ham, at jeg aldrig har været så dybt forelsket i nogen før. Han var min sergent, da jeg var under uddannelse og trænede mig op til at blive den soldat, jeg er i dag. Alt i min verden mindede mig om ham, og nu bar jeg også hans barn, så jeg ville altid have ham omkring mig – selv hvis jeg mistede ham. Og jeg ville ikke gøre det alene. Jeg ville dele oplevelsen med ham, ingen andre.

Den første måned efter vi fandt ud af, at jeg var gravid, var vi ikke kærester følelsesmæssigt. Jeg turde ikke nærme mig ham, turde ikke snakke om babyen eller om de bekymringer og tanker som graviditeten havde medbragt. Jeg følte, at han afskyede mig hver gang han kiggede på mig og at han syntes, jeg var hæslig, jo tykkere jeg blev. Det var hårdt. Det var en svær kamp, som jeg kæmpede i flere måneder uden nogensinde at nævne det overfor ham, fordi jeg ikke ville presse ham yderligere.

Vi kom igennem det og kom ud på den anden side. På den anden side har vi købt et hus, vi netop er flyttet ind i og har gjort klar til babyens ankomst. Sammen. Nu glæder vi os! Jeg hygger mig herhjemme med at gøre huset klar og få pakket alle de ting, som skal pakkes.

Louise har samlet nogle af sine bedste råd og hvad hun har haft glæde af i løbet af graviditeten her:

Noget af det der rent praktisk har været mest uundværligt under graviditeten er ventebukser. At have noget på, der strammer omkring maven er simpelthen ULIDELIGT!

Jeg synes også, det er vigtigt at tage imod al den hjælp, man kan få, uanset om ens graviditet er planlagt eller ej. Brug din jordemoder og sundhedsplejerske, hvis du er i kontakt med hende endnu. Det er vigtigt med et godt forhold til dem, fordi man skal kunne være ærlig overfor dem, og de er med til at give en ro i sindet, når man bliver urolig.

Jeg har også haft virkelig megen glæde af en terminsgruppe på Facebook. Vi er over 300 medlemmer med termin i marts, og kan hjælpe hinanden med spørgsmål, forvirring, gode råd fra andengangsmødre og så videre. Det er et sted, hvor man kan brokke sig uden at blive betragtet som “hormonella” og et sted man kan komme og få ro i sindet, hvis man er bange for det ansvar det er at blive mor. Man er forholdsvis anonym, og der er altid en der skriver tilbage hurtigt. Terminsgruppen har hjulpet mig rigtig meget med en masse bekymringer som min kæreste ikke kunne svare på eller forholde sig til. Det kan være lidt svært at stille ‘dumme’ spørgsmål til sin jordemoder, men i den gruppe ved man, at man bliver taget seriøst uanset hvad. En jordemoder kan godt ‘glemme’, at man er førstegangsfødende, når hun sidder med over 20 forskellige gravide hver dag og der intet nyt er i det for hende. (Red.: Der er ingen ‘dumme’ spørgsmål! Når du spørger din jordemoder om netop det, du er bekymret for eller overvejer, så hjælper det hende til at finde ud af, hvordan hun bedst kan hjælpe dig)

Det bedste råd jeg kan give til andre er, at man skal lytte til sig selv og holde sig væk fra alle der dikterer hvad der er rigtigt og forkert for en gravid. Lyt til din egen krop. Den skal nok sige fra, hvis den bliver for presset. Lyt til din intuition og stol på at du ved, hvad der er bedst for dig og dit barn. Og NYD DET! Også selvom graviditeten kommer som en kæmpe overraskelse. Det er fantastisk livsbekræftende at mærke ens lille, glade baby hoppe rundt inde i maven.

Det er også vigtigt at huske på, at din kæreste ikke går rundt med barnet og at hans hverdag faktisk ikke ændrer sig mærkbart før barnet kommer. Bliv ikke vred på ham, hvis han ikke føler den samme glæde som du gør. Det tager længere tid for mænd at blive fædre. Du er mor fra det øjeblik, du ved, at du er gravid. Din kæreste bliver først for alvor far, når babyen bliver født. Inddrag ham i de væsentlige ting som jordemoder, fødselsforberedelse og scanningerne. På den måde bliver oplevelsen mere virkelig for ham. Vigtigst af alt, så giv ham TID til at blive klar i sit eget tempo. Når han så endelig viser interesse, så fortæl, forklar og beskriv tingene for ham, så han forstår det.

Vi ønsker Louise og hendes kæreste en god fødsel og en skøn barsel, når deres lille pige bestemmer sig for at have fødselsdag.

Har du en historie, du gerne vil dele? I Strut vil vi gerne være med til at give så mange stemmer som muligt luft – fordi der ikke kun er en måde at være gravid eller mor på. Du kan skrive til Stine på stine @ strutshop.dk med din beretning.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Månedens strutmave i oktober

Månedens Strutmave er Paula, der er 43 år og underviser i sang på Complete Vocal Institute. Ved siden af har hun sin egen forretning med privat sangundervisning, sangkurser og sang på virksomheder. Paula bor på Vesterbro sammen med kæreste, en datter på 9 år, to sønner på 14 og 17 år, en kat, 2 gekkoer – og så venter hun en pige mere. Paula fortæller: “Jeg har termin den 21. December, men håber lidt jeg føder lidt før, da jeg fortrækker min datter har fødselsdag så langt væk fra juleaften som muligt!”

Hvem fortalte du først at du var gravid?
Min kæreste! Han var midt i en forretningssamtale, da jeg kom farende ud fra toilettet med en positiv graviditets test i hånden. Han reaktion var et hurtigt blik på testen og et ”øøhh den ta’r vi lige senere, den dér”!
Jeg glædede mig især til at fortælle min datter på 9 år, at hun skulle være storesøster, da hun læææænge har plaget om dette! Hendes reaktion var ”jeg håber det er en pige, for hvis det er en dreng, vil jeg egentlig hellere ha’ en hund..”.  Så der var vi heldige!

Har du oplevet forskel på dine graviditeter – i så fald hvordan?
Ja, jeg havde den vildeste kvalme de første 3 måneder, hvilket kom meget bag på mig, da det var meget værre end de andre gange! Jeg kunne ingenting andet end at gå på arbejde og så hjem og ligge i sengen, med en klud foran næsen der var dryppet med æterisk olie –  og have ondt af mig selv. Jeg holdt kvalmen nede ved at leve af hvidt brød med smør, kartofler  med smør og lidt frugt (grønsager og kød var det klammeste i verden) – så det er ikke så mærkeligt, at jeg tog et par kilo på, lynhurtigt. OG så har vi besluttet, at jeg skal føde hjemme denne gang. Det bliver i hvert fald nyt og spændende.

Er der noget der har overrasket dig ved at være gravid?
Ud over de 3 første helvedes måneder, har der ikke været noget særligt.. Men det er stadig lige så surrealistisk som første gang, at der vokser et helt nyt menneske inden i mig. Jeg får stadig de samme Alien associationer 😉

Hvad er det bedste ved at være gravid?
Det bedste er at jeg får lov til at opleve denne ultimative lykke det er at få et barn, én gang til!

Hvad oplever du som det hårdeste ved at være gravid?
Træthed og søvnmangel (der er nok lidt en sammenhæng dér). Jeg bliver virkelig svimmel hvis jeg står op længere tid ad gangen, det er ret irriterende, så jeg sidder meget mere ned end normalt, når jeg underviser – og er også begyndt at sidde ned og lave mad. Og øhm.. min kæreste har desværre været nødt til at sove på sofaen her på det sidste, da jeg (efter sigende!) er begyndt at snorke helt sygt meget.. det er ikke særlig feminint! Ellers nyder jeg altså ret meget at være gravid.

Er der noget, der er helt uundværligt for dig?
De få sæt gravidtøj jeg har indkøbt, især de bløde leggings der går op over maven, min cykel (så jeg slipper for at gå..), puden jeg har mellem knæene om natten – og min søde kæreste, der siger jeg er smuk og minder mig om, at jeg skal huske at slappe af!

Din familie er ikke den traditionelle kernefamilie – hvilke fordele og ulemper er der i det? Har du oplevet reaktioner fra omverdenen?
Ja, da jeg har valgt at få 4. barn som 43-årig, stikker jeg vist en smule ud fra normen. Men jeg synes de fleste i min omgangskreds har reageret positivt, sådan lidt med et skævt smil a la ”ja, selvfølgelig er du gravid igen Paula” og et par ”men godt det ikke er mig!”. Det er fint med mig, jeg er meget bevist om mine valg og er glad og stolt over at jeg følger mit hjerte.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået?
Jeg har ikke fået særlig mange råd, da folk omkring mig vist mener, at jeg burde have rimelig meget styr på det nu.
Ellers siger min erfaring mig, at det er utrolig vigtigt som forælder at lytte til sin egen intuition! Jeg gjorde flere ting med mit første barn, som jeg fortryder i dag. For eksempel anbefalede min sundhedsplejerske, at jeg brugte “Godnat og sov godt”-metoden, men jeg græd mindst lige så meget som min søn gjorde, og det gik fuldstændig imod min mavefornemmelse – hvilket resulterede i at jeg i al hemmelighed ”snød” og lagde min søn til at sove sammen med mig i stedet! Det var en god beslutning*

strut foto

* Det var faktisk en rigtig god beslutning. Neurovidenskab og psykologi har påvist det, som mødre har vidst i deres hjerter i tusindvis af år: Det kan være direkte skadeligt for et barns udvikling at overhøre dets gråd og kalden på hjælp. Når babyer græder og ikke får opmærksomhed og nærhed og trøst, bliver de stressede og stress frigør store mængder af cortisol i hjernen – hvilket kan slå hjerneceller ihjel. Det er problematisk, når en baby, der fødes til termin stadig bare kun en 25% udviklet hjerne. Derfor er babyer ekstra sårbare overfor stresspåvirkninger og børn, hvis behov ikke bliver mødt kan risikere at blive skadede på flere niveauer. Læs bl.a. mere HER for en mere videnskabelig udredning af, hvorfor det ikke er en god idé at lade baby græde sig selv i søvn.

En ammepude er ikke kun til amning – den er en virkeligt god sovepartner. Læs mere om hvad du ellers kan bruge en ammepude til HER

At føle sig godt tilpas i sit tøj er ikke uvæsentligt, når du er gravid – og leggings eller strømpebukser, der sidder godt og ikke strammer er fantastiske. Se hele udvalget HER og HER

Hvis du kunne tænke dig at lære mere om mulighederne for hjemmefødsel, så læs mere HER eller HER

Månedens Strutmave: Luna fra Grønland

Månedens Strutmave er Luna Billum på 28 år. Luna fortæller om sig selv:
Jeg er fra København, men bor i Østgrønlands største by, Tasiilaq, med ca. 2000 indbyggere. Jeg er lærer på byens skole og er klasselærer for en 5. klasse. Jeg bor sammen med min kæreste Nicki, som er her fra byen. Vi har netop fået en større bolig, hvor der er bedre plads til når babyen kommer. Det er mit første barn, men Nicki har Fritz på 7 år. Babyen er heldig at skulle have ham som storebror. Jeg har termin den 17. september 2014, så der er virkelig kort tid til nu.

Hvem fortalte du først at du var gravid?
Jeg ringede til jordemoderen som det første, da jeg var lidt I tvivl om, hvordan en positiv test så ud. Inderst inde vidste jeg det vist godt, men jeg ville bare gerne lige have bekræftet det. Bagefter ringede jeg til Nicki og sagde noget i dur med “Hej… øhm, jeg tror, at jeg er gravid. Så du skal være far. Hvornår kommer du hjem fra arbejde…?”. Jeg havde besluttet mig for ikke at ville sige det til nogen andre, før vi var ovre de 12 uger, men så fortalte jeg alligevel en god veninde heroppe, at jeg var gravid.

Er der noget der har overrasket dig ved at være gravid?
JA! Hvor udmattet og træt jeg har været i nogle perioder. Især de 12 første uger synes jeg var hårdt. Jeg havde jo læst side op og side ned om, at man i det første trimester kunne opleve træthed og sådan, men at jeg alligevel nogle dage har måtte blive hjemme for arbejde for at kunne sove, havde jeg alligevel ikke regnet med. Her til sidst har jeg også været træt, men jordemoderen har sagt at det er meget vigtigt at få sovet 1-2 timer til middag hver dag, så det gør jeg. Det er alligevel ret fedt at få ordineret daglige middagslure af 1-2 timers varighed på recept af sundhedsvæsnet!

Oplever du nogle forskelle på at være gravid på Grønland i forhold til i Danmark?
Nu har jeg ikke prøvet at være gravid i Danmark, men ud fra veninder, bekendte og hvad jeg ellers har kunne læse mig til, så er der forskelle på at være gravid i forhold til tilbud fra sundhedsvæsnet. Heroppe er det hverken muligt at få nakkefolds-, misdannelses– eller kønsscanninger. Det har selvfølgelig været lidt svært at forene sig med, når nu jeg har vidst at det ville muligt i Danmark. Omvendt har jeg tænkt, at da min mor ventede mig var det heller ikke muligt at få foretaget sådanne scanninger. Min kæreste og jeg er begge unge og sunde, så hvorfor skulle barnet ikke også være det? Dog ved vi, hvad kønnet er, for i sommer var der en speciellæge, som jeg fik tillusket mig en scanning hos. Han syntes, det ville glæde barnet, hvis vi gik efter nogle blå nuancer 🙂

Der er ikke tradition for mødregrupper heroppe og der er heller ikke alverdens udbud af aktiviteter såsom gravidsvømning, yoga, Smertfri Fødsel og så videre.* Det kan jeg godt være lidt træt af nogle dage, men omvendt har det ikke gjort mig det store. Som lærer går man fra to uger før forventet termin, hvilket jo er meget senere end hvis jeg var lærer i Danmark. Når jeg er kommet hjem fra arbejde, har jeg simpelthen ikke haft overskuddet til at skulle andet end at slappe af på sofaen, så på den måde har det ikke gjort så meget at udbuddet af aktiviteter ikke har været der.

Jeg har barsel i 32 uger og tager til Danmark med min kæreste på et tidspunkt og holder noget af den der. Ellers tænker jeg at tiden skal gå med at være sammen med den lille og gå nogle gode ture i den smukke natur, vi er omgivet af.

I øjeblikket går jeg til jordemoder en gang om ugen og jeg ved allerede nu, at det er hende jeg skal føde med, da der kun er en. Min jordemoder er fra en hjemmefødselsordning i Danmark, og vi har talt om mulighederne for at føde hjemme. Jeg synes egentlig, det kunne være meget fedt, men har ikke helt besluttet mig. Aftalen er nu, at jeg mærker efter den dag jeg går i fødsel og så tager vi den derfra. Sygehuset ligger 150 meter væk, så hvis der opstår nogle komplikationer eller jeg bliver utryg, tager vi bare derop. Jeg kan blive på sygehuset så længe jeg har lyst efterfølgende, og det er en rigtig god tryghed at have.

Det bedste ved at være gravid, er når jeg kan mærke, at der er aktivitet i maven. I de sidste uger har det været rigtig meget, og det er vildt hyggeligt og meget virkeligt.

Hvad oplever du som det hårdeste ved at være gravid?
Jeg synes, de fysiske begrænsninger har været svære at skulle sluge. Indtil uge 23 løb jeg nogle gange om ugen, men måtte næsten fra den ene dag til den anden stoppe med det. Terrænet her er meget kuperet og vejene dårlige, så det var ikke rart at løbe mere. Ellers synes jeg faktisk, at det har været lidt hårdt at skulle leve op til den forestilling jeg selv havde af at være gravid. Jeg tror forestillingen var skabt ud fra hvad veninder og hvad man ellers kan læse sig til, berettede fra graviditeten. En forestilling om, at jeg ville gå rundt og have et konstant smil på læben, have en masse overskud og glæde mig helt ustyrligt meget. Sådan synes jeg ikke min graviditet har været. Det har noget af en rutchetur, der har været præget af underskud på kontoen, træthed, tårer og bekymringer, men selvfølgelig også dage med masser af overskud og en følelse af, at verden bare kan komme an. De udsving har været hårde for mig. Jeg tror egentligt, at det meget normalt at have sådanne udsving – for mig har det bare været lidt svært.

Er der noget, der er helt uundværligt for dig?
Jeg måtte lynhurtigt have fat i nogle BH’er uden bøjle og dem har jeg været afhængig af lige siden. Uhh, tanken om at skulle til at gå med almindelig BH igen gør mig helt dårlig. Jævnlige fodbade og en god kropsolie har jeg sat meget pris på.

Hvor mange børn drømmer du om?
Vi har talt om to eller tre børn – det er også hvad der kan sidde på bagsædet af en bil. Nu må vi se. Nu skal vi lige have ham i maven ud før der planlægges flere børn.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået?
Selvom jeg har lidt svært ved at efterleve det, så må det bedste råd være at nyde graviditeten. Jeg kan godt fortryde, at jeg ikke har givet lidt mere slip for bekymringer og tanker og i stedet nydt det. Måske jeg bliver bedre næste gang? Jeg har ikke rigtig fået nogle dårlige råd – de fleste råd er jo givet i god mening, men råd som ”husk nu, at du endelig ikke må spise for to…” har været ret indlysende og derfor lidt fjollet 🙂

Luna Strutmave 2 Luna StrutmaveLuna med en stor, smuk mave. Og prøv så lige at se den setting! Det er altså et imponerende sted at tage billeder af sin smukke mave.  

Kunne du også tænke dig at være Månedens Strutmave eller Månedens Mor? Så skriv til os på stine@strutshop.dk og fortæl lidt om dig selv.

*Det er faktisk muligt at tage et kursus i Smertefri Fødsel på Grønland. Det er bare i Nuuk. Anjas kurser kan også tages over nettet, hvis det passer bedst i dine planer.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Månedens Strutmave i marts

strutmave marts 1

Månedens strutmave tilhører Randi på 30 år, som er gravid i uge 32 med sit 2. barn. Hun bor på Sluseholmen sammen med kæresten Bendt og sønnen Hannibal på 3 år.

Hvordan og til hvem fortalte du først, at du var gravid?
Jeg var kun lige stoppet med p-pillerne, da jeg opdagede, at jeg var gået et par dage over tid. Testen viste 2 tydelige streger, og jeg var meget overrasket over at det kunne gå så hurtigt! Første gang var der alligevel gået 3-4 måneder, før der var ”bid”. Jeg fortalte det til min kæreste og søn som de allerførste, og efter 12 ugers scanningen fik resten af familien de gode nyheder. Min svigermor fik en strikkeopskrift på en meget lille dragt præsenteret, og var ret overrasket for den kunne Hannibal da ikke passe? 😉

Hvad har været det mest overraskende ved at være gravid?
Jeg er blevet meget overrasket over hvor nemt det er gået med at være gravid, samtidigt med at have en 3-årig i trodsalderen. Han har virkelig været sød, og forstående overfor at mor nu er så tyk, at han ikke kan blive båret rundt mere. Denne graviditet har også overrasket ved at gå meget hurtigere end den første. Da jeg ventede min søn, var jeg meget træt og de 9 måneder føltes virkelig laaange, men denne gang er tiden bare fløjet afsted! Jeg har ikke haft tid til at være bekymret og tælle dage som i første omgang, og det tror jeg egentlig er rigtig godt for mig.

Det hårdeste ved at være gravid er de ekstra kilo som man skal bære rundt på. Og maven som konstant i vejen. Det er begyndt at blive sværere at sove igennem, og jeg er indimellem meget svimmel. Derudover går jeg rundt og siger undskyld hele tiden, fordi jeg enten vælter noget med maven, eller støder ind i folk. Der er mange af mine kolleger som har fået en mave i nakken, når jeg forsøger at smyge mig bag dem i kantinen.

Det dejligste ved at være gravid er  at forestille sig, hvad det er for en lille fyr, der ligger derinde og sparker. Jeg tænker især over om han kommer til at ligne sin storebror meget, eller om han bliver en helt anden type, både af udseende og temperament. Og så er det hyggeligt at se frem til endnu en barsel med cafe latte og babybio.

Hvad har været helt uundværligt for dig under graviditeten?
I de sidste par måneder har mit støttebælte fra Carriwell været en kæmpe fordel. Jeg brugte det også i sidste graviditet, og det er skønt at kunne bevæge sig uden at maven tynger for meget. Derudover er jeg også meget glad for min Sorte Jernhest, da min balance er blevet lidt udfordret her sidst i graviditeten. Det er rart at kunne hente Hannibal på 3 hjul, og ikke være bekymret for balancen.

Hvad er det bedste, du har gjort for dig selv under graviditeten?
Jeg har forsøgt at holde min træning ved lige, så jeg stadig kommer afsted minimum 30 min, 2-3 gange om ugen. Enten til svømning eller cardio/styrke. Selvfølgelig er intensiteten ikke den samme, men følelse af at røre sig er bare skøn, og jeg er sikker på at det hjælper både fysisk og psykisk at føle sig i god form.  Derudover har jeg udnyttet at mit job er meget fleksibelt, så jeg har mulighed for at arbejde hjemme fra sofaen, og på den måde få slappet lidt af, når huset er tomt. Jeg har ikke tilmeldt mig decideret fødselsforberedelse denne gang, men følger Projekt Nyfødt, hvor jeg er kommet med i en gruppe, hvor vi har 4 kursusgange med information om fødsel og babyer. Det er rart at få det genopfrisket, det føles om 100 år siden jeg sidst havde en baby i hænderne.

Drømmer du om 1, 2, 3 eller flere børn?
Med 2 drengebørn i huset fra maj måned, så tror jeg der bliver rigeligt gang i den. Min kæreste og jeg er ret enige om, at 2 børn er det mest ideelle for os.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået – og hvad vil du gerne give videre til andre gravide?
Det råd jeg oftest har fået fra lægen og jordemoder er, at det er godt at slappe af og komme ned at ligge midt på dagen. Men de uddyber aldrig rigtig, hvordan man skal gøre det samtidigt med, at man passer sit fuldtidsjob og sin 3-årige. Mit bedste råd må være at være så velforberedt som muligt, både i forhold til fødslen og i tiden bagefter med barnet. Det hjalp mig rigtig meget at vide, at jeg havde undersøgt alt, hvad jeg kunne på forhånd. Lidt ligesom at læse til en eksamen.  Og så er internettet din bedste ven; du kan få alt at vide, og få tilsendt alle de ting du aldrig vidste, at du ville få brug for efter fødslen – helt uden at forlade din sofa.

Vi ønsker Randi en rigtig god fødsel – og en skøn barsel!

Hvis maven tynger eller hvis du har bækkenløsning eller ‘bare’ døjer med lændesmerter, er et støttebælte en rigtig god idé. I Strut har vi forskellige modeller, bl.a. fra Carriwell og Anita, men du kan også gå efter en shapewear-underkjole til gravide, der giver rigtig god støtte til den  voksende mave, samtidig med at den holder på formerne på resten af kroppen.

Den generelle anbefaling er at du skal fortsætte med at dyrke moderat motion, når du bliver gravid. Så længe det føles godt og ikke gør ondt, er det sundt for dig og baby, at du holder en vis kondition og styrke. Hvis du er i tvivl, så spørg altid din jordemoder og læge til råds. I Strut har vi nogle rigtig gode leggings, der nok hedder shapewear, men som udover at give flotte former også holder og støtter maven rigtig godt, når du fx løber en tur eller dyrker yoga. Vi har testet!

Du kan læse mere om Projekt Nyfødt HER

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

En anderledes kærligheds-historie

I sidste måned, da jeg efterlyste “Månedens Strutmave” på Facebook, var I flere, der var lynhurtige på tasterne. Højgravide Jeanette skrev også ind, men hendes historie fortjener sit helt eget indlæg. Det er langt, men læs med hele vejen, for det er også utroligt stærkt. Jeanettes historie er (heldigvis!) anderledes end de flestes, og jeg har nu læst den igennem 4 gange. Hver gang sidder jeg med tårer i øjnene og en klump i halsen, for den er så utroligt uretfærdig og sørgelig – men samtidig er det også en historie fuld af mod og kærlighed, og om nogle helt fantastiske mennesker.

Jeg giver hermed ordet til Jeanette:

Jeg hedder Jeanette, er 31 år og bor i Grejs ved Vejle sammen med min mand Henrik og vores hund Loui.

Da jeg var gravid med vores første barn, boede vi i Holstebro. Det var planlagt, at jeg skulle føde i Herning, da børneafdelingen var der. Vi havde det bedst med, at den var i nærheden, hvis der skulle være nogle problemer.

Der var intet som tydede på, at der skulle blive noget; jeg havde en drømme-graviditet. Ingen komplikationer, et ønskebarn. Alt var lykke!

Alt var lykke lige indtil uge 37+3, hvor jeg ikke mærkede liv og kunne ikke fremprovokere noget, så da Henrik kom hjem fra arbejde, tog vi til tjek på sygehuset i Holstebro. Her startede jordemoderen med at køre en strimmel som så fin ud og der var faktisk ingen umiddelbar grund til bekymring, udover jeg stadig ikke havde mærket liv. Jordmoderen tilkaldte derfor en fødselslæge, der skannede mig. Fødselslægen kunne se, at vores søn ”sparede på sig selv” og hun vurderede sammen med en fødselslæge i Herning, at han havde bedst af at komme ud.

Vi fik forklaret, at det skete engang i mellem, og når barnet så kom ud, ville det blive godt, så det var en “livrem og seler”løsning at tage ham ud. Vi skulle derfor til Herning, hvor jeg skulle have et kejsersnit og hvor børneafdelingen var lige i nærheden, hvis der skulle blive brug for det. Vi var meget rolige og trygge ved beslutningen, så vi kørte til Herning.

I bilen snakkede vi om, hvor underligt og dejligt det var, at lige om lidt ville vi få ham ud og blive forældre. Med andre ord; vi glædede os!

Da vi ankom til Herning blev vi mødt af jordmoderen, som viser os ind på en stue, hvor jeg bliver gjort klar til kejsersnittet. Kl. 21.26 torsdag den 31. maj 2012 kommer vores søn til verden, og her begynder vores mareridt – selvom vi endnu ikke vidste, hvad der ventede os.

Vores søn var rigtig dårlig, havde kraftig blodmangel, og på grund af blodmanglen havde han også iltmangel. Han fik hurtigt tilført blod og lægerne arbejdede for at stabilisere ham. Det overvåger Henrik, imens jeg bliver syet sammen. Han kan se, hvordan der kommer flere og flere mennesker til for at hjælpe.

Jeg bliver kørt på opvågning, og efter lidt tid kommer Henrik for at se til mig. Han fortæller, at de forsat arbejder med vores søn.

Lige med et kommer jordemoderen og en sygeplejerske stormende ind og siger, at vi skal nøddøbe og det er nu. Det er først her, at det for alvor går op for os, at det er rigtig slemt. Vi havde endnu ikke endeligt fastlagt et navn, fordi vi lige ville se, hvad han var for en, men nu skulle det lige pludselig gå stærkt. Han kom til at hedde Alfred; et af de navne vi havde tænkt på og det helt rette navn til ham.

 Efter Alfred var blevet døbt, fik vi at vide, at de havde tilkaldt personale fra Skejby, som var på vej i en babyambulance. Så snart de havde stabiliseret Alfred, ville vi blive overflyttet til neonatal afdelingen, A5, i Skejby. Her ville de lægge ham i en nedkølnings-respirator for at mindske de eventuelle skader, som iltmanglen kunne have forårsaget.

Alfred kommer i bedring og i løbet af natten kører de af sted med ham. Vi kører efterfølgende i en sygetransport. Da vi ankommer til Skejby og har fået en stue på barselsafsnittet, er det første vi skal op at se til Alfred. Her møder vi en dreng, der er lyserød og fin, et dejligt syn!

På dette tidspunkt har vi nærmest ikke sovet i et døgn, så vi tager tilbage til vores stue og får et par timers søvn, hvorefter vi igen tager op til Alfred.

Da jeg er meget afkræftet (jeg er jo ny-opereret, men ens barn kommer før alt andet) tager jeg tilbage til stuen og får hvilet mig noget mere. Henrik bliver ved Alfred. Efter et par timer begynder Alfred at få tilbagefald. Han reagerer ikke og tager ikke imod behandlingen, når lægerne prøver noget nyt. Han kan ikke finde ud af at trække vejret selv.

Hen over middag kan vi godt regne ud, hvilket retning det er ved at tage. Men man slipper stadig ikke det mindste lille håb.

Om formiddagen har de taget en masse forskellige prøver på Alfred og ved kaffetid får vi dommen. De kan ikke gøre mere for vores Alfred! Personalet foreslår, at vi skal have ham over til os i min seng, så vi kunne mærke ham og være tæt på ham, alt imens han stadig var tilkoblet respiratoren. Efter en tid vil lægen så komme tilbage og sige, når det var tid til, at vi skulle sige stop. Vi skal sige stop til vores eget barns liv!

Da lægen kom og lyttede til Alfred, kunne hun konstatere, at han selv havde givet op, og ikke engang maskinen kunne holde ham i gang. Det var en stor lettelse for os, forstået på den måde at vi slap for at skulle sige stop. Selvom at vi vidste, at han ikke ville overleve, klynger man sig altid til det sidste håb. Det kunne jo være.

Alfred blev 20 timer gammel, inden hans lille krop måtte give op.

 Skejby havde et år forinden oprettet en ny afdeling, A3, en lille afdeling med 2 stuer, som er til dem, hvor barnet er dødt i maven og skal fødes og i enkelte tilfælde for par i vores situation. Dog kun hvis der er plads.

Der var heldigvis plads den fredag, vi havde brug for det. Til afdelingen var der i dagstimerne tilkoblet faste jordemødre, der havde fået ekstra undervisning i at hjælpe og støtte mennesker i den sværeste stund i deres liv. Om natten kunne man tilkalde dem.

De tog sig virkelig godt af os, og hver gang der kom en ny jordemoder på vagt, kom hun ind og præsenterede sig og ville gerne høre, hvad der var sket for os. Først blev vi lidt irriterede over at skulle fortælle det hele om og om igen. Især når de fortalte, at de havde læst vores journal, men ville gerne lige høre det fra os. Vi fandt dog hurtigt ud af, at det var fordi at jo mere man snakker om det, des bedre; man bearbejder tabet og oplevelsen en lille smule hver gang man fortæller om det.

Vi blev også spurgt flere gange, om vi ville have Alfred ind til os, om vi ville gå en tur med ham – eller noget helt andet. Det var nemlig sådan, at Alfred var kommet på køl bag en låst dør på afdelingen. Det havde de gjort, fordi de havde spurgt forældre, der tidligere havde mistet, om, hvis de kunne gøre noget om, hvad det så skulle være? Hver gang havde svaret været: Mere tid sammen med vores barn!

Hver gang de spurgte sagde vi nej tak. Vi havde det begge sådan, at vi havde sagt farvel til Alfred. Vi ville kunne huske ham for at være så fin at se på. På et tidspunkt om lørdagen sidder jeg og kigger alle vores billeder igennem, og her går det op for mig, at vi kun har to billeder, hvor vi har gjort ham i stand og givet ham tøjet på til hans sidste rejse.

Vi genoptager snakken om, hvorvidt vi skal have Alfred ind og vi bliver enig om, at vi vil have ham ind, hvis han stadig ser fin ud og så skulle han ligge i vuggen. Derfor går jeg ud til jordemoderen og beder hende kigge til ham. Han var stadig så fin og vi fik ham ind til os. Dette var simpelthen noget af det bedste vi gjorde, for ellers ville vi nok også føle i dag, at vi havde fået for lidt tid sammen med ham.

I løbet af vores ophold på A3 oplevede vi, at vi blev stærkere som par. Vi kunne overtage hinandens tanker og sætninger. Da vi kom til planlægningen af Alfreds sidste rejse, oplevede vi bl.a., uden vi havde snakket om det, at vi begge gerne ville, at han skulle ligge på kirkegården i den by, hvor jeg kommer fra – en lille landsby udenfor Holstebro, hvor mine forældre stadig bor. Vi ønskede, at han skulle brændes og have en plænesten.

Igennem hele vores ophold på A3 oplevede vi, at det var en stor hjælp, at der var en jordemoder, som kun skulle koncentrere sig om dem, der var indlagt. Der var tid til at snakke og støtte os, når vi havde brug for det – og så længe vi havde brug for det. Det gjorde, at vi var klædt så godt på, som man nu kan blive, til at komme hjem og møde omverden. Selv derhjemme stod der masser af mennesker klar til at snakke med os, bl.a. vores egen læge, den jordemoderen der havde fulgt os i Holstebro og så præsten.

På A3 blev vi også præsenteret for Landsforeningen Spædbarnsdød. I første omgang valgte vi bare at tænke over det; der var jo så meget andet, der også skulle fordøjes, men efter nogle uger meldte vi os ind. Landsforeningen Spædbarnsdød består af en masse frivillige, der er klar til at støtte og tale. Derudover tilbyder de bl.a. også sorggrupper og afholder forskellige arrangementer rundt omkring i landet. Særligt jeg havde brug for en at snakke med, og jeg fik en kontakt person med en historie, der var så tæt på vores egen som muligt. For mig var det en rigtig rar følelse at kunne tale med en, som kunne sætte sig ind i, hvordan jeg kunne have det, og hvad vi havde været igennem.

Alle mennesker er forskellige, og der er heller ingen, der sørger ens; heller ikke kun kvinder og mænd imellem. Vi oplevede, og gør det stadig, at man er stærk på forskellige tidspunkter og klar til at hjælpe hinanden igennem en svær tid. Selv i dag, næsten to år efter, kan vi have nedture, men heldigvis bliver der længere og længere imellem dem.

Den eneste ‘opskrift’ eller rigtige måde at komme igennem et tab på er, at man mærker efter, hvad der er det rigtige for en selv. Nogle har brug for at ’være i’ sorgen lang tid og andre kortere tid. Nogle har svært ved at snakke om det mens andre netop har brug for at tale det igennem. Både i forhold til venner og udefrakommende.

Vi har altid haft det sådan, at folk gerne måtte spørge til  vores søn og til os, og så har vi sagt enten til eller fra. Det har fungeret rigtig godt for os, for dagene svinger. Nogle dage er det hele bare for tæt på til at man kan snakke.

Kort tid efter vi mistede Alfred flyttede vi til Vejle. Det havde hele tiden været meningen, fordi Henrik havde fået arbejde hernede. Vi har oplevet det som at skulle starte helt forfra, og at møde nye mennesker har til tider været en udfordring. Et er, at det kan være svært for folk man kender, hvordan de bedst forholder sig til ens tab. Noget helt andet er, når man skal møde nye mennesker. I vores alder er det oplagte spørgsmål “Har I nogen børn?”. Man har både lyst til at sige ja og nej på samme tid – ikke mindst fordi man overvejer, hvordan modtageren nu vil reagere hvis man siger ja, og så fortæller at vores søn bare ikke er iblandt os mere.

Vi valgte løsningen at ’føle os frem’ og gjorde, hvad der virkede som det rigtige i øjeblikket. Vi har både oplevet dem, der har taget det i stiv arm og spurgt ligeud, om de måtte spørge ind til det. Det er en rigtig god reaktion. Men vi har også oplevet, at nogle tog afstand og slet ikke kunne finde ud af, hvordan de skulle forholde sig til os. Det er ikke kun ubehageligt for dem, men også for os. For vi har ikke lyst til at gøre folk dårligt til mode.

Det har også hjulpet, og vi hele tiden har haft følelsen af at vi har gjort det, der var rigtigt for os; nemlig at se fremad og forberede os på en ny graviditet, for vi kunne ikke se et liv uden levende børn og vores største ønske var at kunne gøre Alfred til storebror.

Dertil er vi kommet nu for den 19. marts 2014 kommer lillebror til verden ved planlagt kejsersnit.

Denne graviditet har naturligvis fyldt meget og været med en del bekymringer, men vi har fra starten haft en fast plan for hvordan vi skulle komme igennem med mindst mulige bekymringer. Vi er blevet fulgt tættere og blevet skannet oftere. I Kolding, hvor lillebror skal komme til verden, har de et lille hold af læger, der skanner tvillingegraviditeter. Her kan de ved på deres særlige udstyr og med nogle specielle teknikker og målinger se, om et af børnene skulle have blodmangel. Det kan forekomme, når der er 2. Vi venter jo kun en, men fordi Alfred blandt andet havde blodmangel, blev det vurderet at det ville være det rigtige for os – og det er vi selv ikke i tvivl om, at det har været.

Udover at jeg har været mere belastet og besværet i denne graviditet, så har ham der lillebror det rigtig godt inde i den lille et-værelses. Troen på, at Alfreds skæbne var og bliver et engangstilfælde, gør, at den sidste ventetid nu bare skal overstås, og så glæder vi os til at tage imod lillebror.

At miste noget så dyrebart som et barn, er et rigtig svært emne, og desværre ikke noget, man taler om. Der er stor berøringsangst omkring det.

Der er ikke noget bestemt råd, jeg kan give videre.  Jeg kan kun anbefale, at man hele tiden mærker efter hvordan man egentlig har det, og hvad der føles rigtig for en selv og som par. Der er jo desværre ikke de samme tilbud om hjælp rundt i landet, men jeg vil opfordre til at tage imod så mange som muligt – selvfølgelig uden at føle, at man er ved at drukne i dem. Gør eventuelt som os; tænk over tilbuddet og tag det op på et senere tidspunkt, som vi gjorde med Landsforeningen Spædbarnsdød. Det er nemlig ikke sikkert, man får tilbuddet igen, og man kan altid sortere fra, hvis det ikke føles rigtigt.

Vi oplevede også, at jo mere åbne vi har været om tabet og oplevelsen, des flere har åbnet sig over for os, og vi har hørt om flere, der også har mistet, og som har tilbudt os at tale med dem om det. Vi takkede pænt for deres tilbud og sagde, at vi ville vende tilbage, hvis det var okay. Vi har ikke umiddelbart benyttet os af de tilbud, fordi vi har følt, at vi fik hjælp nok fra de professionelle og offentlige instanser. Men bare det at man ved, at der er nogen, der tænker på en og til enhver tid vil hjælpe og støtte en, er en rigtig rar fornemmelse. Det betyder at man ikke føler sig alene med sit store tab.

/Jeanette

jeanette

Vi ønsker Jeanette, Henrik og ‘Lillebror’ en rigtig god fødsel på onsdag – og ALT det bedste fremover til hele familien. De er de stærkeste, mest fantastiske mennesker.

Lillebror kom til verden onsdag d. 19.3.2014 – og hele familien har det godt:lillebror

Du kan læse mere om Landsforeningen Spædbarnsdød HER

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Derfor er yoga godt for dig under graviditeten

yoga-artikel

Leder du efter en træningsform, der giver styrke, smidighed og ro før fødslen? Yoga giver det hele, fortæller indehaver af Yogakompagniet, Laila Tórsheim.

Af Ulla Hinge Thomsen, journalist

Hvorfor er det godt at dyrke yoga, når jeg er gravid?

Du kommer nemmere igennem din graviditet og frem til fødslen, rent fysisk. Yoga er især godt mod typiske gravidgener som lændesmerter, hævede ben og dårlig holdning. Du lærer også at afspænde nogle af de muskler, som er gode at afspænde under fødslen. Mange kvinder har for eksempel svært ved at finde ud af, hvornår bækkenbunden er spændt og afslappet – det lærer du af yoga.

Hvad får jeg ud af at dyrke yoga?

Foruden alle de fysiske fordele får du en form for kropslig intelligens. Mange begynder at lave små ændringer, når de dyrker yoga. De bliver mere bevidste om, hvad de spiser, eller hvor mange aftaler de siger ja til. Du får en respekt for kroppen og en kropsbevidsthed, som du kan bruge under fødslen. Noget af det vigtigste er, at du lærer at afspænde. De fleste af os tænker træning som ‘nu skal jeg træne min ryg’ eller ‘jeg skal passe på ikke at blive for tyk’, men det er også vigtigt at kunne afspænde og være sammen med sig selv og sin krop på en måde, hvor der ikke er mål med det. En fødsel gør meget mere ondt, hvis du spænder.

Er yoga også godt for baby?

Ja, hvis vi ser rent biologisk på det, ved vi, at det er gavnligt for både mor og barn, at de ikke er stressede under graviditeten. Derudover sker der også noget ved yoga, som er svært at forklare, men nemt at fornemme. For mange er yoga en ugentlig pause, hvor de giver sig tid til virkelig at mærke babyen, og der opstår en stor opmærksomhed på, at der faktisk ligger et lille barn i maven og vokser. Jeg har selv fået to børn og hver gang haft en intuitiv fornemmelse af, at baby nød det, når jeg hengav mig til at mærke ham eller hende. Det gør det nemmere at knytte sig til barnet, hvis man allerede gør det i graviditeten.

Hjælper yoga i forhold til fødslen?

Ja! Du lærer at trække vejret – at ‘iltoptimere’ – så du ikke går kold under fødslen. Et roligt åndedræt er en direkte påvirkning af nervesystemet og hormonproduktionen. Du lærer at slappe af på en udånding og bliver bedre til fokusere og koncentrere dig. Hvis tanken ‘hvornår holder det her dog op!’ melder sig, registrerer du den, men bliver i åndedrættet. Det betyder rigtig meget for, hvor ondt det gør at føde at du er istand til at kunne forblive afspændt, arbejde med kroppen og være fokuseret. Det kan faktisk være en rigtig fed oplevelse at føde på den måde. Rent mentalt sker der også et holdningsskift. Der vokser et mor-ansvar op, hvor du kommer til at tænke ‘det er ikke synd for mig, at jeg skal føde. Ja, jeg bliver udfordret, men jeg skal gøre mit bedste for at hjælpe mit barn til verden’. Endelig lærer du en masse gode ve- og fødestillinger.

Kan jeg dyrke yoga, selv om man ikke har gjort det, før man blev gravid?

Sagtens! Mange har startet deres yogakarriere under deres graviditet. Jeg har et gravidhold, hvor jeg både har nybegyndere og yogainstruktører. Det betyder ikke noget, for alles krop ændrer sig, når de er gravide, så på den måde er vi ‘lige’.

Kan jeg træne yoga hjemme selv, eller skal jeg gå på hold?

Du kan sagtens starte med at købe dvd’en, men hvis du har mulighed for det, er det en god idé at supplere med noget holdtræning, hvor du får flere stillinger og mere ‘fødsel’.

Er der noget, jeg skal passe på?

Du kan godt have tidligere skader i din krop – diskusprolaps eller lignende – så hvis du mærker smerte, er det et signal om, at du skal stoppe. I så fald kan du opsøge en kvalificeret gravid-yogalærer, som kan vise dig alternative stillinger. Selv om du for eksempel har bækkenløsning, kan du sagtens dyrke yoga, så er der bare nogle stillinger, du ikke skal lave – det står i hæftet til dvd’en.

Strutshop.dk kan du købe Laila Thorheims dvd Yoga for gravide, så du kan lave alle øvelserne derhjemme. 199,00 kr.

dvd

Få inspiration til yogatøj lige her eller se strutshop.dk udvalg af træningstøj her.

VIND: Lækker Goodiebag til gravide og nybagte mødre

Vi er i fuld gang med at flytte rundt, bygge om og re-style bloggen, og det kommer også til at få indflydelse på indholdet. For fremtiden kommer bloggen til at handle mere om alt det, der rør sig omkring graviditet, barsel og livet med baby, mens facebook’en skal handle mere om nyheder, udsalg, konkurrencer og andre ‘hurtige’ nyheder.

Vi synes, det er sjovt og skønt at blogge om alt, der handler om graviditet, barsel, amning og babylivet – men vi vil rigtig gerne høre jeres mening om, hvad I gerne vil læse mere om! Det er jo vores læsere, der er grunden til, at vi blogger.

goodiebag indlæg

Derfor udlodder vi 4 lækre goodiebags til 4 heldige vindere. Vi vil rigtig gerne høre, hvad du kunne tænke dig at se og læse om på mestforgravide.dk.

goodiebag indhold

Du kan deltage i konkurrencen med op til 3 lodder:

  • skriv en kommentar til dette indlæg (husk din mailadresse, så vi kan kontakte dig, når du vinder!) – 1 lod

  • skriv en kommentar her og følg Strut på Facebook eller via Bloglovin’ – 2 lodder

  • det ovenstående OG del vores konkurrence på din facebook eller blog  – 3 lodder

Vi har bl.a. planer om:

  • Månedens Strutmave (se bare her)
  • Mød leverandørerne og få deres input til sæsonens vigtigste items
  • Styling og tøj – modeserier til gravide/ammende
  • Gode råd til aktiviteter under graviditeten og på barsel
  • ‘Vis mig din pusletaske’
  • ‘Viden om’ – indlæg om fx slynger, yoga, træning og leg for dig og baby
  • Debatindlæg om aktuelle emner (fx om ammedebatten som her og her)
  • Give aways
  • Gode råd fra jordemoderen
  • Idéer til at pakke tasken til hospitalet – eller indkøbslisten til den første tid med baby

Konkurrencen løber til d. 10. juli kl. 23.59. Vi glæder os til at læse jeres idéer!

BEMÆRK: Goodiebag’en skal afhentes i Strut.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
%d bloggers like this: