Tag Archives: Infertilitet

Gæsteblogger: Fyrsten og Fruen

FullSizeRender copy 2

Jeg er førstegangs gravid og mor til tre: Oliver på 19, Ane på 2 og Baby som endnu hviler trygt under mit bryst. Lyder det forvirrende? Så hæng på.

Jeg blev bonusmor til Oliver, da jeg var 23, og han var 10. Jeg havde på ingen måde forestillet mig, at jeg skulle forelske mig i en mand, Jess, der var 10 år ældre end jeg, og som ikke bare boede i en anden landsdel, men også var far til en stor, smuk dreng. Men tingene bliver jo sjældent, som man forestiller sig. I det her tilfælde blev de meget bedre 🙂 Jeg har aldrig tænkt – hverken dengang eller sidenhen – at jeg skulle påtage mig en morrolle overfor Oliver. Sådan én har han jo. Hvilket stod ekstra tydeligt én af de første weekender, hvor vi var sammen. Jess var faldet i søvn på sofaen, og Oliver fik lov at vælge en film, vi skulle se. Jeg husker ikke titlen, men det var vist en Stephen King. Da vi havde set filmen færdig, sagde Oliver: ”Orv, hvor fedt! Sådan en film ville min mor ALDRIG lade mig se!!!” Ups…. Så nej, jeg var ikke og bliver ikke Olivers mor, men jeg bærer med stolthed titlen som hans bonusmor – for det er det, jeg er: Én ekstra til at elske ham. Og selvom jeg hverken har skiftet hans bleer eller sunget godnatsang for ham, så er jeg sikker på, at det jeg har givet ham, i form af at være en ekstra voksen til at støtte, vejlede og elske, også har været medvirkende til at skabe det omsorgsfulde og dejlige menneske, som han er i dag.

Ane blev jeg mor til, da jeg var 25, men jeg fik hende først i mine arme fire år senere. Jess og jeg var netop blevet gift, og jeg drømte, at en lille pige med mørke øjne stak hovedet ud ad min mave. Jess var ikke svær at få med på idéen, som han selv havde haft længe, så vi gik straks i gang med Projekt Baby. Undervejs købte vi hus, bil og hund – for det er jo sådan man gør, ikk’? Tiden gik, og de to røde streger udeblev. Vi indkøbte en stak ægløsningstests, som ikke gjorde den store forskel, og til sidst tog vi til lægen. Konklusionen lød på svært nedsat sædkvalitet, og vi blev henvist til fertilitetsbehandling. Vi startede op på Holbæk fertilitetsklinik, som var meget optimistiske. Nogle af Jess’ prøver var dårlige, mens andre var okay. Og han havde jo et barn i forvejen, og jeg var ung. De ville dog alligevel starte os op med ICSI (microinsemination), som er den mest avancerede form for behandling, da vi jo kunne risikere at stå med endnu en dårlig prøve fra Jess på selve dagen. Jeg var fuld af håb og tro på, at det nok skulle lykkes. Det havde de jo sagt, at det ville. For at gøre en lang historie kort, stod vi 2 år senere med flossede nerver, forgrædte øjne og 9 icsi-behandlinger i rygsækken. Vi var desuden 150.000 kroner fattigere, da vi startede op samtidig med, at der blev indført brugerbetaling på fertilitetsbehandling. Lægerne udredte os begge igen og kunne ikke finde nogen grund til, at vi ikke blev gravide. Deres eneste forklaring var, at vi enten var uheldige, eller at vi rent genetisk ikke passede sammen. Jeg var ødelagt. Fuldstændig ødelagt. Og Jess ligeså, for han skulle ikke blot bære sin egen sorg, men også holde mig på benene. Så vi satte alle sejl ind! Vi ansøgte om adoption (som også viste sig besværligt af forskellige årsager), vi så nærmere på sæddonation, og vi tog en alvorssnak med hinanden og min søster.

Infertilitet er desværre ikke nyt i min verden – begge mine forældre har været møllen igennem med deres nye ægtefæller, så både min søster og jeg lærte allerede i vores barndom, at langt fra alle børn kommer med storken. Som teenagere lovede vi hinanden, at kunne den ene af os ikke få børn, ville den anden hjælpe. Min søster havde tre børn, inden sin 30 års fødselsdag. Flere gange under vores behandlingsforløb havde hun mindet mig om, at hun agtede at stå ved sit løfte. Jeg slog det hen. Selvfølgelig. For man føder jo selv sine børn, ikk’?! Ens søster kan da i hvert fald ikke gøre det! Ikke desto mindre tog vi snakken. Og med en blanding af tanker som ’det her kan vi godt’ og ’det lykkes alligevel aldrig!’ blev vi enige om at give det et forsøg. Vi ville skiftevis inseminere mig med donorsæd, og min søster med min mands sæd. Ikke overraskende stod jeg endnu engang med en negativ test. En måned senere stod min søster med en positiv.

Og sådan blev jeg mor til Ane 🙂 Den smukkeste lille pige med de mørke øjne, som jeg havde drømt om 4 år tidligere. Hun er 2 år i dag og det vigtigste i min verden. Hun ligner sin moster af udseende, men har sin fars iver, når det kommer til at arbejde med at bygge en hule eller save en gren over. Hun har til gengæld sin mors skøre måde at danse på og klæder sig ud ved hver given lejlighed, præcis som jeg selv gjorde som barn. Og når vi snakker om, at der ligger en baby i mors tykke mave, siger Ane, ”Ane lå i mosters mave!” 🙂

For ja, der ligger en baby i min mave. En baby som startede som en flyvsk idé. En spinkelt håb om at få flere børn og et ønske om at kunne finde accept i at vide, at man havde prøvet alt. Så jeg tog mod til mig og fik foretaget en kikkertoperation, som den fertilitetsklinik, vi var i behandling hos for år tilbage, havde frarådet mig. Nu ville det jo bare være et forsøg, og gik det ikke, så var vi alligevel verdens heldigste, fordi vi havde Ane. Men jeg blev opereret, fik fjernet noget endometriosevæv, og vi tilmeldte os IUI-d (insemination med donorsæd). En uge efter jeg var blevet insemineret, fik Jess en blodprop i hjertet. Vi glemte alt om baby for en stund. Jess lå to dage på Riget og to dage på Hvidovre Hospital, før han kom hjem. Han var naturligvis træt, bange og medtaget ovenpå en skrækkelig oplevelse! Jeg var søsyg. Først troede jeg, at det skyldtes elevatorturene på Riget, min næste tanke var chokket. Min sidste tanke var graviditet, som en test dog hurtigt udelukkede. Så jeg tog til lægen og vendte hjem med en henvisning til en øre-, næse- og halsspecialist.

En uge efter blodproppen fejrede vi min 31 års fødselsdag, som var passeret dagen efter blodproppen. Jess gav mig to fingerringe og den fineste, lille gyngestol til at stå på verandaen af legehuset, som han har bygget til Ane. Jeg gav ham et kys og en positiv graviditetstest. Den første positive graviditetstest på 6 år.

Der er i dag under en måned til termin. Planen er, at Baby skal komme til verden herhjemme i vores spisestue. Vi kender ikke kønnet, og det er også fuldstændig ligegyldigt. Det vigtige er, at vi får lov at blive forældre én gang til. Vi får lov at indsnuse babyduft og forelske os på ny. Vi får lov at give Ane en lillebror eller søster, som hun kan vokse op med. Og vi får lov til at føle os som verdens heldigste mennesker 🙂

Besøg Fyrsten og Fruen HER.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
%d bloggers like this: