Tag Archives: Strutmave

Månedens strutmave i januar

Screen Shot 2016-01-14 at 11.13.47

Månedens strutmave hedder Stine Johanne Thiesen og er 33 år. Hun har faktisk allerede født (spoiler der er det sødeste billede nederst i indlægget!), men derfor skal I ikke snydes for at lære hende bedre at kende. Hun arbejder som kommunikationsmedarbejder og International Koordinator på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Stine er gift med Michael John Wong Ming, som er fra New Zealand. De mødte hinanden i London i 2001 og har boet sammen i New Zealand. Det fine billede er taget af blogger og fotograf Guro Sofie Ulsaker Jacobsen, som er en af Stines tidligere kollegaer, som hun kontaktede i forbindelse med et ønske om at få taget professionelle billeder af sin voksende mave (hun var i uge 35, da hun fik dem taget). Se resten af de fine billeder HER.

“Tanken var at billederne både skulle afspejle min nuværende tilstand som gravid, men også hvilken person jeg er. Da jeg selv arbejder med fotografi og er interesset i visuelkultur valgte jeg, at vi skulle på Glyptoteket. Denne location var perfekt, da stedet både emmer af historie, kulturarv og æstetik. På denne vis gik vi væk fra de traditionelle gravid-billeder som oftes laves i fotografens eget studie. Og husk at professionelle billeder taget af ens mave kommer man ikke til at fortryde. Det er jo altid rart at kunne se tilbage på denne særlige periode af sit liv.”

Hvem fortalte du først, at du var gravid – og hvordan opdagede du det?
​I det øjeblik man finder ud af, at den er god nok tager ens følelsesapparat over, man bliver på samme tid euforisk af glæde, men samtidigt også bekymret. Der venter jo stadigvæk tre måneder med en uvished om nu barnet også bliver hos en. Men glæden er heldigvis den dominerende følelse, som min mand og mine forældre, som var de første der fik besked, gengældte.

Er der noget, der har overrasket dig ved at være gravid?
Rejsen på de ni måneder, hvor man knyttes til barnet er helt speciel. Det symbiotiske ​forhold som udvikles mellem dig og baby er helt unikt, synes jeg. Det kan ikke sammenlignes med noget andet – og er et forhold som efter fødslen vil intensiveres.

En anden ting er alt den positive opmærksomhed, man får som gravid både fra ens nærmeste og folk i det offentlige rum. Jeg har svømmet en del under min graviditet, og når man til tider føler sig mere som en hvalros end en havfrue, har de positive kommentarer i omklædningsrummet været så dejlige at få. Ja, blufærdighed og reserverethed  (især den sidste er vel et dansk kendetegn) forsvinder som dug for solen i de tæt beduggede lokaler.

Hvad er det bedste ved at være gravid?
​Det er vel den glæde og varme, som er omkring dig og din partners lille mirakel, hvilket både kommer fra ens nærmeste og folk i det offentlige rum. Det at man bærer på et lille væsen i ens maven er overvældende, og giver dig masser af positive hormoner, der bidrager til den ultimative lykkefølelse, som du også deler med din partner.

Det bedste ved at være gravid er også ens barsel, som jeg anbefaler, at man udfylder med alle de ting man elsker. Her skal der være plads til styrke ens balance igennem velvære, motion, samvær og hobbyer.

Hvad oplever du som det hårdeste ved at være gravid?
Ja, man har nok hørt det før, men kvalmen i de tre første måneder er ikke at anbefale. Dog forsvandt den efter jeg begyndte på et B6-vitamin tilskud.

Er der noget, der er helt uundværligt for dig?
Min rutine med at træne bækkenbund (igennem fire korte pilates-øvelser), yoga og svømning hver uge. Især mine pilates-øvelser har ​forhindret, at jeg har fået rygsmerter og de har styrket min holdning, så jeg ikke lider af iskiassmerter, som mange gravide får problemer med.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået?
Flere gravide/mødre kan blive irriteret over at få råd om alt fra graviditet til børnepasning, men jeg ser det som en gave at få den interesse og omsorg fra andre. Alt i alt er det jo et tegn på folk vil dig noget godt – du behøver jo heller ikke følge rådene, men lyt til dig selv.

Da alle mennesker er individuelle, så er det relativt, hvad der virker for dig, men generelt vil jeg sige at styrkelse af ens fysiske og mentale balance igennem graviditeten, og efter fødsel, er guld værd. Dette vil smitte af på dine omgivelser, samt efter fødslen på din baby og dit forhold til din partner.

Husk nu at minde dig selv om det i hverdagen – altså at få prioriteret dig selv. Ens graviditet er jo en særlig tid som man også skal huske at nyde.

UPDATE: 

“Nu er vi blevet forældre til en skøn lille pige som kom til verden d. 30. december. Hun vejede 3310 g. og var 51 cm. lang. Hun skal hedde Filippa.”

cd48d8bf-c981-4221-aa11-82797dc9779d

Kunne du tænke dig at blive Månedens Strutmave på Mestforgravide.dk? Så send en mail til katharina@strutshop.dk og fortæl lidt om dig selv 🙂

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Månedens Strutmave i september

11809827_1642057849397342_1077871358_n

Månedens strutmave har faktisk allerede født, men vi skruer lige tiden tilbage, og lader som om, at hun ikke har.
 

Månedens Strutmave er Anna på 23 år. Hun er i lære ved SKAT i Ribe, men er nu har barsel. Hun venter en lille pige sammen med Mark, som hun har været kærester med i otte år. De er lige flyttet fra en lille lejlighed i Ribe til et hus i landsbyen Branderup. Sammen har de allerede mopsen Møffe, men glæder sig vildt til at Anna skal føde.

Hvem fortalte du først, at du var gravid – og hvordan opdagede du det?
Jeg fandt ud af, at jeg var gravid mellem jul og nytår. Julen er altid lidt hektisk med gaveindkøb, julefrokoster og masser af planer. Det havde næsten lige været juleaften, hvor jeg havde hygget mig med familien, fået god mad og rødvin. Et par dage efter tænkte jeg, gad vide hvor min menstruation bliver af. Jeg tog en snak med min kæreste, og vi gik sammen i Netto for at købe en graviditets-test. På vej hjem af snakkede og jokede lidt – hvad nu hvis jeg var gravid. Det skulle siges, at jeg i de forgangne måneder havde tisset på en del stave, så chancen for, at det lige var i dag, at det skulle ske, var nok lidt fjern i begge vores tanker. Da jeg kom hjem, gik jeg på toilettet, tissede på staven og ventede. Det var anderledes denne gang. Der kom en svag lyserød streg frem med det samme. Jeg kan huske, at jeg tænke: Jamen hvad betyder det?? Normalt blev testen bare smidt i toiletspanden efter 2 minutter, og så var det det. Men denne gang var der 2 streger!! Min kæreste råbte op af trappen (jeg havde nok været på toilettet mere end de typiske 2 minutter) og jeg fik fremstammet: Øhem skat, jeg tror, at jeg er gravid. Pludselig stod vi og kiggede på hinanden i et ’jamen tillykke, hvor er det dejlig – meen hvad gør vi lige med nytår’ situation. Vi ville jo helst ikke fortælle det til nogen endnu, og da slet ikke allerede til nytår. Men det var jo helt uundgåeligt.

Er der noget, der har overrasket dig ved at være gravid?
Det har overrasket mig, hvor meget man egentlig skal vide. Selvom jeg har læst utallige bøger om graviditet, smerter under fødslen og amning, syntes jeg stadig, at jeg har tusinde spørgsmål. Måske er det fordi, at man som førstegangs mor er lidt usikker, og egentlig bare vil have kontrol. Det er en ting jeg har måtte lære mig selv under graviditeten – at ligge mit kvindelige kontrolgen lidt fra mig. For man kan ikke styre, hvordan kroppen reagerer undervejs i gravidteten, eller under fødslen. Man kan ikke styre, hvordan tankerne flyver rundt i hovedet nogle dage. Da jeg fandt roen i mig selv og accepterede, at jeg ikke kunne kontrollere min graviditet, kunne jeg nyde den.

Hvad er det bedste ved at være gravid?
Det absolut bedste ved at være gravid er, at min kæreste syntes jeg er for lækker. Jeg bærer hans barn og han får mig til at være SÅ stolt af det. Ud over de søde, rosende ord min kæreste er så god til at give, er det jo helt fantastisk at få lidt ekstra opmærksomhed. Og så bliver man jo bare forkælet på den fede måde. Så sent som i sidste uge, lagde min søde svigerinde neglelak på mine tånegle, fordi det var noget værre bøvl for mig at nå derned selv.

Hvad oplever du som det hårdeste ved at være gravid?
At begrænse sig selv. Igen, er det nok det kvindelige kontrolgen der kommer til udtryk. ”Jeg kan jo sagtens selv, og jeg beder ikke om hjælp”. Nej det kan man faktisk ikke altid, og det er mere end okay at bede om hjælp. Og især her sidst i gravidteten. Min kæreste er god til at tage støvsugeren, ordne havearbejdet og vaske gulve. IMENS JEG SIDDER PÅ SOFAEN OG KIGGER PÅ!! Det er rigtig hårdt for mig at overgive mig og sige til mig selv ”Det er okay at han tager tjansen, igen i dag”. Egentlig burde jeg nyde det. Men jeg glæder mig faktisk til, at jeg kan gå amok med havearbejdet eller gå en lang tur i højt tempo, når vores lille pige er kommet til verden. Så kan jeg igen være den kvinde jeg var inden gravidteten – uden begrænsninger.

Er der noget, der er helt uundværligt for dig?
Gode råd og gode veninder. Google kan være et farligt sted at lede efter gode råd. I rigtig mange situationer er det fantastisk at have veninder, hvor man kan spørge ærligt og lige ud af posen. Jeg har ikke mange rigtig gode veninder, men dem jeg har, er fuldstændig uundværlige. Det er dem jeg går til, når jeg tvivler på mine egenskaber som fremtidig mor, eller er usikker på om det nu også er rigtige jeg gør. I stedet for at blive dømt (hvilket må være en førstegangsgravids største frygt), får jeg konstruktiv vejledning og GODE RÅD. Det er guld værd i mine øjne.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået?
Det værste råd jeg har fået i gravidteten, var at melde mig ind i en facebookgruppe for gravide kvinder i 2015. Jeg har en veninde som i god tro tilføjede mig til sådan en gruppe. Det var helt i starten af min graviditet, og jeg blev fuldstændig overrumplet med historier om kvinder som aborterede og scanninger på hospitalet som var gået helt galt. Det var inden jeg selv havde været til ”de store scanninger”. Det kunne jeg godt have undværet, da jeg blev helt unødvendigt bekymret og bange. Jeg fik meldt mig ud, og jeg er efterfølgende meldt ind i en anden facebookgruppe, som jeg er MEGET glad for.

Det bedste råd jeg har fået må være, at man skal acceptere tingene som de er og nyde gravidteten bedst muligt. Lige netop denne graviditet, med denne baby kommer ikke igen. Så det er bare at nyde den så længe den nu må vare. Det at bi bevare et positivt livssyn har hjulpet mig meget. Jeg står op hver morgen, kigger mig selv i spejlet og siger til mig selv: Jeg er smuk, dejlig og jeg har det vidunderligt. For alle kvinder og alle graviditeter fortjener selvtillid, stolthed og masser af glæde.

Som tidligere nævnt har Anna allerede født en velskabt lille pige, og dette er ikke det sidste I hører til den lille families eventyr. Hun har nemlig sagt ja til at dele sin fødselsoplevelse med os. Vi glæder os til at læse part 2 🙂

Har du lyst til at dele dine erfaringer med graviditet og være Månedens Strutmave? Så skriv lidt om dig selv til Katharina på katharina@strutshop.dk

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Månedens Strutmave i juli

11296753_724330337713095_1532797673_n

Månedens Strutmave er Malene, som du til dagligt kan finde i Strut på Fælledvej 13, hvor hun står i butikken og hjælper og guider alle de andre mange strutmaver. Malene er 40 år og gravid i 31 uge med sit andet barn – en lille datter. Sammen med sin mand og datter på 8 år, er de netop hjemvendt fra Tel Aviv, hvor de boede i 3 1/2 år. Et eventyr uden lige, som de alle tre savner rigtig meget. Dog er de også glade for at være tilbage i Danmark, hvor de glæder sig til at modtage lillesøster i start september. Især storesøster er MEGET spændt og kan slet ikke vente til storesøsterrollen.

Hvem fortalte du først, at du var gravid – og hvordan opdagede du det?
Det var selvfølgelig min mand, jeg fortalte det til først. Han blev ikke så overrasket, da jeg havde haft en spontan abort i uge 10, før denne her graviditet. Vi forsøgte hurtigt igen og overraskelsen var derfor ikke så stor. Vi blev mere bare rigtigt glade begge to, fordi det lykkedes så hurtigt at blive gravid igen.
Jeg var hjemme i Danmark med min datter på juleferie, da jeg fik en fornemmelse af, at der var noget i “gærde”. Jeg var kun 4 uger henne på det tidspunkt, men jeg havde allerede kvalme og ømme bryster. Jeg kunne teste positivt, da jeg vendte hjem til Israel igen, der var jeg 6 uger henne. Vi fortalte det til vores datter efter nakkefoldsscanningen og hun blev meget glad.

Har der været forskel på reaktionerne fra dine omgivelser fra første graviditet til denne?
Ja. Reaktionerne på, at vi – efter 8 år – venter barn nr. 2 har meget været: “Gud, den havde vi ikke lige set komme” og “Det er da noget af en lille efternøler, men hvor er det dejligt”.
Denne her gang oplever jeg mindre fokus på min graviditet fra familie og venner, hvilket jeg har det rigtig fint med. Også for mit eget vedkommende tager jeg det hele mere afslappet denne gang. Jeg synes hurtigt, at der kan være lidt for meget romantik og glamour over det at være gravid. Ikke at det ikke er en dejlig og en spændende tid, for det er det helt bestemt, men det er også hårdt.

Er der noget, der har overrasket dig ved at være gravid?
JA! Det overraskede mig, hvor hurtigt jeg blev gravid 🙂 – på trods af, at jeg nu har rundet de 40 år. Det har som sådan ikke overrasket mig, men jeg må sande at min krop er ældre nu, og det kan virkelig mærkes. Jeg har haft en del flere gener denne gang, bl.a har mit bækken gjort ondt (hvilket jeg intet mærkede til i første graviditet).
Derudover har man, når man venter barn nr. 2, travlt på en anden måde, og jeg synes, at det til tider har været svært at finde energien. Samtidig havde vi en hjemflytning fra udlandet, så vi havde sindsygt travlt i den periode, og jeg brugte al min energi på det.
Jeg har i denne graviditet også været meget mere bekymret end sidste gang. Dette skyldes i høj grad den spontane abort jeg oplevede. De 3 første måneder af graviditeten var jeg meget bekymret for at det skulle gå galt igen.

Hvad er det bedste ved at være gravid?
Det bedste er helt klart det man har skabt sammen. Det er ubetinget lykke, at min lille familie og jeg nu venter et lille familiemedlem mere. Det fællesskab man har omkring det at sætte et nyt lille væsen i verden, det er stort.
Og så er det bare fantastisk, når man mærker livet inde i maven. At man kan skabe et helt komplet menneske inde i sig – der må jeg stadig knibe mig selv i armen indimellem. Det er jo helt fantastisk, at det kan lade sig gøre.

Hvad oplever du som det hårdeste ved at være gravid?
Det hårdeste er helt klart, at få “hjulene til at køre” og have overskud samtidig. Efter en lang dag med job, praktiske gøremål osv. er jeg virkelig flad om aftenen.
Og så vægtforøgelsen, der også denne gang er hård for min krop. Jeg er et lille gemyt, og der skal ikke mange kilo til, før jeg har smerter i ben og fødder.

Oplever du forskel på dine graviditeter?
Jeg har ikke oplevet den store forskel på mine to graviditeter. Nu er de jo også “pige-graviditeter” begge to.
Dog vil jeg igen nævne travlheden denne gang, som helt sikkert også har gjort, at jeg ikke har taget helt så meget på denne gang som i første graviditet. Ganske enkelt fordi jeg ikke har haft den samme tid til at hvile, spise en masse osv.
Særligt for mine graviditeter er, at begge babyer inde i maven lægger sig med numsen i bækkenet, dvs i underkropstilling. Jeg fik kejsersnit med nr. 1 og det ser meget ud til et kejsersnit igen. På denne måde er mine graviditeter helt identiske mht bevægelserne i maven. Jeg oplever nøjagtig de samme bevægelser i denne graviditet.

Er der noget, der er helt uundværligt for dig?
Min daglige yoga hjemme på stuegulvet, 30 min hver morgen, inden familien vågner. Jeg har lavet yoga hver dag i mange år og har fortsat hele min graviditet. Faktisk er jeg overrasket over, hvor meget jeg stadig kan. Hvis jeg ikke gør det, bliver jeg stiv i kroppen, får flere smerter og mere væske i kroppen.
Og så er 8-9 timers søvn nødvendigt for mig.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået?
Faktisk har der ikke været så mange råd denne gang, synes jeg. Dog er min mand god til at minde mig om, at det er vigtigt, at jeg passer på mig selv, får hvilet, spist godt osv: “lad tingene flyde og læg dig i sofaen, hvis du har brug for det”, siger han tit.
Nåh ja, så kan jeg godt være foruden de råd mødre og svigermødre kommer med – det er trods alt 30-40 år siden de har født og MEGET har ændret sig siden.
Kh Marlene

Månedens Strutmave i maj

Månedens strutmave er Marie på 36. Hun er gift med Kim, og de har kendt hinanden siden 2006. Parret bor på Vesterbro og venter barn nr. 4 med termin 25. juni 2015. Vi har i forvejen Asta på 7, Bertram på 5 og Dina på 3. Jeg har altid gerne ville have mindst 3 børn, men vi var ikke helt sikre på, om vi skulle have flere efter Dina. Jeg havde dog virkeligt svært ved at sige stop. Jeg kunne ikke rigtigt med tanken om, at jeg havde været gravid for sidste gang.

Hvem fortalte du først, at du var gravid – og hvordan opdagede du det? 
Det var selvfølgelig Kim, jeg fortalte det til først. Jeg havde meget tidligt symptomer, så allerede da jeg var omkring 3+0 havde jeg en anelse om, at der var noget i gære. Min mave var voldsomt oppustet, jeg havde kvalme, jeg var træt som et alderdomshjem. Jeg testede positiv da jeg var 4+0.

Har der været forskel på reaktionerne fra dine omgivelser fra første graviditet til denne?
Reaktionerne på, at vi venter nr. 4 har været ret forskellige og jeg må indrømme at jeg er blevet overrasket over en del af de reaktioner vi har fået. Bl.a. var en af de første reaktioner vi fik fra et familiemedlem: “Hold kæft, I er åndsvage” (læs i øvrigt HER om passende reaktioner, når folk fortæller dig, at de er gravide). Heldigvis har der også været rigtigt mange positive reaktioner og vi er begge stødt på en del mennesker, som har fortalt os, at de selv gerne ville have haft 4+ børn. Og så har der selvfølgelig været en masse, der har spurgt os, om det er planlagt. Og altså, ja det er det i den forstand, at vi jo godt ved hvordan man undgår graviditet:-)

Er der noget, der har overrasket dig ved at være gravid?
Jeg er blevet ret overrasket over, hvor hurtigt man kan knytte sig til et lille væsen der vokser i ens mave. Første gang var det helt specielt at være gravid, fordi alt var nyt og jeg var meget opmærksom på den mindste forandring. Jeg blev gravid igen da Asta var 6 mdr., men der ville skæbnen desværre, at vi ved gennemskanning i uge 20 fik besked om, at den lille pige, vi ventede, havde en alvorlig hjertefejl (HLHS). Vi valgte efter en masse undersøgelser at afbryde graviditeten i uge 21. Der betegner man det som en senabort, men det udtryk har jeg aldrig forliget mig med. Det var for mig absolut en fødsel af en lillebitte pige. I mine efterfølgende graviditeter har det været noget sværere for mig at knytte mig til barnet i starten, da vi har skulle igennem flere hjertescanninger i hhv. uge 15 og 22. Noget andet der har overrasket mig er, hvor let det har været for os at få de børn, vi gerne vil. Jeg er blevet gravid i første forsøg hver gang og har aldrig oplevet at abortere spontant. Jeg kan undre mig over, at naturen er så gavmild ved nogen (os f.eks.) og at andre skal igennem år, hvor de kæmper for ønskebarnet. Jeg føler mig utroligt priviligeret.

Hvad er det bedste ved at være gravid?
Jeg synes noget af det mest fantastiske er at mærke liv i maven. Jeg elsker de første blide puf og når man så kommer længere hen, synes jeg, det er vildt, når man kan mærke, at det er en lille fod, der ligger bag ved maveskindet. Jeg føler mig utroligt kvindelig og feminin, når livet gror i mig.

Hvad oplever du som det hårdeste ved at være gravid?
I denne graviditet har trætheden klart været det hårdeste. Jeg har ikke haft meget overskud, når jeg er kommet hjem fra arbejde. Derfor har Kim stået for rigtig mange praktiske ting herhjemme. I mine andre graviditeter har jeg haft bækkensmerter, men det har jeg slet ikke denne gang. Nu, hvor jeg kun har 6 uger til termin, er jeg ved at være ret tung og besværet, men ellers har jeg ikke haft specielt mange skavanker. Jeg er lige gået på barsel og håber at få en lille smule overskud tilbage, nu hvor jeg ikke skal op og på arbejde hver dag. Jeg glæder mig til at kunne være der lidt mere for mand og børn igen.

Oplever du forskel på dine graviditeter?
De to pigegraviditeter har været nærmest identiske i forhold til kvalme og madlede i starten – og måden maven har siddet på. Med Bertram havde jeg ikke nær så mange tidlige symptomer og i modsætning til Asta og Dina, hvor jeg var gravid lidt over det hele, voksede maven bare længere og længere ud. Hvis jeg selv skal komme med et bud på, hvad vi venter denne gang, må det blive en pige, men nu må vi se til juni:-)

Er der noget, der er helt uundværligt for dig? 
Jeg levede stort set LCHF før denne graviditet, men det er gået helt fløjten med de to streger på testen. Min tidligere meget søde tand er vendt frygteligt tilbage. Især sure vingummier har hittet. Jeg håber på at kunne stramme mig an og gå tilbage til LCHF når jeg har født, da min krop har det meget bedre på den livsstil.

Jeg har klaret graviditeten stort set uden at købe noget ventetøj, udover et par jeans og en ordentlig stak ventestrømpebukser. Jeg har levet i kjoler, især tætsiddende kjoler, der fremhæver maven på den gode måde. Og så har jeg været utroligt glad for min ammepude om natten, som støtte for maven.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået?
Jeg synes faktisk ikke rigtig, jeg har fået nogen råd denne gang. Måske er det fordi vi venter nr. 4 og folk tænker at vi har prøvet det hele før? Jeg har mere gjort mig erfaringer selv. Første gang havde jeg 4 ugers barsel før fødsel (det blev dog til 6, da jeg fødte 42+1) og jeg gearede ikke rigtigt ned før fødslen. Da jeg havde født var jeg virkeligt dårlig til at få slappet af, når Asta sov. Det er selvfølgelig anderledes når man har børn i forvejen, det der med at få slappet af i ugerne op til fødsel, men jeg tror at både Kim og jeg er blevet mere afslappede i forhold til at sige at det ok at aftensmaden er rugbrødsmadder og at der i en periode ikke er klinisk rent i lejligheden. Og så er det er bare så vigtigt at udnytte tiden hvor baby sover til selv at få koblet fra. Vasketøjet løber ingen steder:-)

månedens strutmave i maj

Vi ønsker Marie en rigtig god fødselsoplevelse – og en dejlig barsel. 

Det er helt individuelt, hvor meget tøj og udstyr, du føler behov for at købe – og i øvrigt også hvor meget af dit ‘almindelige’ tøj, du kan bruge. Et par gode ventejeans og strømpebukser med plads til maven er dog noget, som nærmest alle gravide får glæde af at investere i. I Strut har vi altid et stort udvalg af begge dele. Og kjoler – særligt tætsiddende kjoler, der fremhæver maven – er fantastiske til gravide.

Vi er i øvrigt helt enige med Marie i at ammepuden er en skøn sovepartner – læs meget mere om Struts ammepuder HER

Hvis du har lyst til at være Månedens Strutmave, så kontakt Stine på stine @ strutshop.dk og fortæl lidt om dig selv.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Månedens strutmave i april

Månedens strutmave i april er Louise, der er 27 år og venter sit andet barn med termin d. 10 maj. Louise fortæller: Jeg bor I Nordsjælland sammen med min kæreste Søren igennem 7 år. Vi har sammen Nuunu, der bliver 4 år d. 30 maj. Vi har længe ønsket os barn nummer 2, men da jeg er under min drømmeuddannelse har det ikke rigtig passet ind. Vi blev derfor enige om at vente til jeg var færdig (slut august 2015), men skæbnen ville det anderledes. Jeg er i lære som visual merchandiser, hvilket kræver at man går på Svendborgs erhvervsskole i ca. 14 uger over 3 perioder.

Hvem fortalte du først, at du var gravid – og hvordan opdagede du det?
I august begyndte jeg at få kvalme og sagde faktisk til Søren, at jeg havde mistanke om at jeg var gravid. Han sagde ‘ej, det er du ikke’. Jeg tænkte, at det havde han nok ret i, for jeg har tidligere døjet med svag kapsel i spiserøret, så jeg tænkte ikke mere over det. Da jeg skulle på mit sidste skoleophold i september og skrive min fagprøve blev kvalmen værre. Jeg besluttede mig for at købe en graviditettest om mandagen, da jeg var kommet til Svendborg. 3 ugers hård fagprøveskrivning skulle til at begynde og JA, jeg var gravid! Det var svært lige fra testen viste de to pæne streger.

Jeg er ikke særlig god til at være gravid. Faktisk er jeg rigtig dårlig til det. Jeg synes, det sætter alt for mange begrænsninger for mig. I min sidste graviditet tog jeg 30 kilo på og jeg havde i august måned endelig tabt dem alle og mere til. Jeg havde lige købt to nye par bukser i str. 36 og jeg kan virkelig ikke huske hvornår det sidst er sket. Så tanken om at jeg skulle tage på 30 kilo på igen og det IGEN skulle tage mig 3 år, før de ville være væk, var ulidelig og desuden skulle vi jo først være gravide denne sommer, når jeg var færdig med min uddannelse…

Er der noget, der har overrasket dig ved at være gravid?
Jeg har været overrasket over, hvor forskellige gravidteter kan være og forstår hvorfor mange siger ‘Nyd din første graviditet, det er der, du har tid!’ Når man venter barn nummer 2, skal man jo stadig have overskud til den første, der vil lege, kravle rundt på en og som stadig skal aktiveres. Energien er bare ikke altid til det.

Hvad oplever du som det hårdeste ved at være gravid?
Jeg er ikke god til at være “fanget” i min egen krop, og det at der pludselig er en anden, der skal bestemme, hvad jeg kan og skal. Det er altså ikke rigtig mig. Jeg har følt mig som et helt forfærdeligt menneske, fordi jeg netop ikke har nydt det at være gravid.
Når det er sagt, så synes jeg, at det at lave et lille barn er noget af det smukkeste to mennesker kan udrette sammen!

Oplever du forskel på første og anden graviditet?
Jeg har i denne graviditet ligget henover toilettet de første fire måneder og været helt utrolig træt. Jeg er stædig som et æsel, hvilket heller ikke har været så heldigt med mit hårde fysiske arbejde. Derfor har jeg også været plaget af rigtig mange plukveer. Derfor har jeg været nødt til at gå ned i tid hurtigt, og jeg blev sygemeldt ca. 3 uger før min “rigtige” barsel skulle gå I gang. Jeg havde lige en eksamen den 19. marts, jeg skulle have overstået inden jeg med ro i sindet kunne gå fra.

Er der noget, der er helt uundværligt for dig?
I modsætning til min sidste graviditet, hvor jeg stort set kun spiste kage og is har jeg denne gang haft lyst til frugt, især vandmelon – den er lidt svær sådan en decemberdag. Det har nok ligget lidt i min underbevisthed at jeg absolut ikke ville tage 30 kilo på igen. Ellers er graviditetsleggings virkelig uundværlige – og gode basistoppe.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået?
“Nyd det”. Den er ærligt talt lidt svær at sluge, når man ikke er fan af at være gravid.
Nu skal det jo ikke kun være surt det hele og efter jeg er gået på barsel og fået overstået min eksamen, er overskuddet heldigvis kommet tilbage. Jeg er heldigvis begyndt at nyde min graviditet og glæder mig meget til at skulle føde igen, samt at holde det lille vidunder i mine arme.
Her satser vi på en rolig hjemmefødsel som jo også bliver en oplevelse i sig selv.

Behagelige leggings og fleksible toppe er et must for de fleste. Du finder altid et udvalg af begge dele i Strut.

Vi ønsker Louise en rigtig god fødsel <3

månedens strutmave

Har du lyst til at dele dine erfaringer med graviditet og være Månedens Strutmave? Så skriv lidt om dig selv til Stine på stine @ strutshop.dk

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Månedens Strutmave i marts

Månedens Strutmave er Anne-Cathrine Madsen. Hun er 26 år, fysioterapeut og bor i Slagelse med sin kæreste Ricco på 27. Anne-Cathrine fortæller: Jeg har termin d. 16. april (dronningens fødselsdag – hvilket min mormor gjorder mig opmærksom på), med vores 1. barn. Vi kender ikke kønnet.

strutmave marts

Hvem fortalte du først, at du var gravid – og hvordan opdagede du det?
Jeg havde haft nogle maveproblemer i et stykke tid samt lidt kvalme og svimmelhed. Men fordi jeg havde taget mine mini-piller punktligt, så overvejede jeg slet ikke, at jeg kunne være gravid. Min kollega, som var gravid, irriterede sig en dag på arbejde over sin mave og det fik mig til at tænke at lægen nok ville spørge om jeg var gravid, når jeg besøgte ham. Så jeg besluttede mig for at tage en test, for at kunne sige at den var negativ. Fordi jeg var overbevist om, at testen var negativ, tog jeg den næste morgen kl. 5.30 alene hjemme. Der gik ikke mange sekunder før testen var positiv. Selv om jeg var i CHOK, så kunne jeg mærke at det rigtige var at beholde barnet. Jeg var slet ikke i tvivl.
Jeg gik lidt i panik og talte med min lillesøster, for jeg var simpelthen så nervøs for at fortælle min kæreste det! Min mavefornemmelse sagde godt nok at han nok ville blive glad, men den have jo også sagt til mig at testen ville være negativ. Heldigvis var min kæreste heler ikke i tvivl, da jeg fortalte ham det senere på eftermiddagen. Han havde et kæmpe smil – og han er ellers ikke typen, der smiler særlig tit.

Ved en scanning ugen efter fik vi at vide, at jeg var 11 uger henne. I dag er jeg er glad for, at jeg var så langt henne, da jeg opdagede det, for jeg var blevet vildt pylret og overforsigtig, hvis det havde været planlagt. Nu havde jeg levet mit liv som jeg plejede i 10 uger, uden at der var sket noget (inkl. at løbe en halvmaraton). Det gav mig en tryghed om, at graviditeten nok skulle ‘holde’, selv om jeg levede mit liv som jeg plejede.

Er der noget, der har overrasket dig ved at være gravid?
Jeg viste ikke særlig meget om graviditeter. Kun den almindelige viden fra folkeskolen og lidt fra da jeg studerede. Så ja, der er meget der har overrasket mig. Jeg har aldrig sat mig ind i alt muligt omkring graviditet, som f.eks. flere af min veninder har. Undervejs i graviditeten fandt jeg også ud af, at jeg ikke behøver at vide ALT. For det er ikke sikkert, det passer på en selv. F.eks. fik jeg at vide, at kvalme forsvinder ofte efter første trimester. Det gjorde den så bare ikke ved mig, hvilket undrede nogle af mine veninder, som jo havde læst på det. Så jeg har givet min krop lov til at overraske mig. Hvis der var noget, der bekymrede mig, så kunne jeg altid læse om det undervejs, eller spørge min jordemoder. Dog har jeg ikke kunne lade være med at læse om kroppens og barnets udvikling under graviditeten (men det er nok en erhvervsskade).

Hvad er det bedste ved at være gravid?
For det første har det været vildt dejligt, at min kæreste kastede sig ud i det her ’eventyr’ sammen med mig. Han går rigtig meget op i at skulle være far og har f.eks. vist barnevognen frem til alle sine kammerater, så snart det var muligt. For det andet – og det er nok en kliché – men følelsen af glæde og omsorg til den lille i maven er fantastisk. Jeg havde slet ikke regnet med, at de følelser allerede ville være så vilde i graviditeten. Jeg kan bliver helt overrumplet af lykke, når baby pusler rundt i maven. Så pyt med kvalme, svimmelhed og plukveer.

Hvad oplever du som det hårdeste ved at være gravid?
Fysisk har jeg haft det godt, på trods af den kvalme og svimmelhed, som har været der igennem hele graviditeten. Med små pauser i løbet af dagen har jeg sagtens kunne arbejde helt frem til barsel.
Men andres (heldigvis slet ikke alles!) holdning til, hvordan en graviditet bør være og ikke mindst hvordan den ikke skal være, det har kunne gøre mig ked af det. De fleste har været rigtig søde, når de har spurgt, hvorfor jeg ikke opdagede graviditeten tidligere. Desværre har enkelte har været decideret nedladende og er kommet med kommentar som: ”Hvis ens menstruation ikke kommer, bør man da tænke at graviditet er en mulighed” og ”Alle graviditeter er da planlagte, ellers kunne man bare have beskyttet sig”. Så har jeg måtte forklare, at jeg var på mini-piller, fordi jeg ikke må få p-piller. Plus at min menstruation er meget uregelmæssig og kan udeblive i lange perioder. (Red: I øvrigt er selv den bedste beskyttelse ikke 100% sikker. Selvom du tager p-piller, minipiller eller bruger kondom kan du godt blive gravid. Chancerne er ikke store, men de er der) For ikke at tage det for personligt, har jeg måtte sige til mig selv, at folk ikke kan gøre for det – de ved bare ikke bedre.

Er der noget, der er helt uundværligt for dig?
JA!!! Mælk og ostemader og grape. Jeg troede ikke, at jeg kunne blive afhængig af noget bestemt, men frugt med bare den mindste snert af citrus, især grape, har været uundværligt. Til gengæld har jeg aldrig haft en jul, hvor jeg har spist så lidt julemad og konfekt. Derudover har graviditetsyoga givet mig en god ro og hvile i mig selv – både fysisk og psykisk. Det var faktisk min kæreste, der forslog det.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået?
Det bedste råd fik jeg fra en kollega. Han huskede mig på, at nakkefoldsskanningen og misdannelsesskanningen er undersøgelser for at se, om barnet har det godt. Det er jeg rigtig glad for at han fortalte mig. For til nakkefoldskanningen fik vi en mindre god risikovurdering og jeg skulle have taget en stor blodprøve som kunne afgøre, om barnet var sygt – det var bare 2 uger efter, vi havde opdaget graviditeten. Heldigvis var alt som det skulle være.

Jeg har ikke fået decideret dårlige råd, men på et tidspunkt kunne jeg ikke rumme flere råd og det lærte mig, at man kan blive nødt til at sige højt. Heldigvis tog de fleste min udmelding meget pænt. Sidenhen har jeg sorteret i rådene, så jeg kun har brugt dem, der passede til mig.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Månedens Strutmave i februar

Månedens Strutmave er Louise på 22. Hun venter sit første barn (en lille pige) d. 25 marts og bor i Skive med sin kæreste.

Månedens Strutmave februar

Louises historie er ikke helt som de fleste graviditetshistorier, så derfor bliver det hendes fortælling og hendes ord, du kan læse her og ikke den række spørgsmål, vi plejer at stille.

Louises historie
Jeg er meget glad for, at I her i Strut vil bruge min historie! Jeg håber, at folk vil læse den og vide at hvis de skulle komme i samme situation, skal de ikke være bange for at åbne sig op og snakke om de bekymringer der kommer med en uventet graviditet. Nogle vil sikkert tænke, at det kunne være undgået, hvis jeg havde været mere opmærksom, men jeg føler ikke, der er mere, jeg kunne have gjort for det. Da min menstruation ikke kom, tog jeg graviditetstest HVER måned, men de var alle negative. Jeg gjorde det selvom jeg vidste, at jeg var ufrugtbar – bare for at være sikker. Jeg fik ondt i maven og gik til lægen, som mærkede på min mave, lyttede og tog blodprøver. Ifølge min læge var der ingen tegn på, at jeg var gravid. Han mente til gengæld, at jeg havde for meget syre i maven og skulle opereres for dette. Det er jeg så ikke blevet, da vi opdagede babyen før 😉

Jeg bor i Skive med min kæreste, og vi arbejder begge oppe på kasernen. Min kæreste er fra Nykøbing Mors og jeg selv er fra København og flyttede til Skive, da jeg startede min militærkarriere.

Nu glæder jeg mig til at blive mor. Faktisk så meget at jeg håber hver dag, at jeg føder. Alligevel vil jeg gerne gå lidt længere, så hun er mere ‘gennembagt’. Min graviditet har dog ikke været fyldt med glæde hele tiden… faktisk vidste jeg ikke, at jeg var gravid de første 5 måneder af min graviditet! Fordi jeg tidligere har fået at vide hos lægen, at jeg ikke kunne blive gravid på grund af tidligere sygdom, så kom det som noget af et chok da lægen på Viborg Sygehus meddelte mig og min kæreste, at vi skulle være forældre. Og at babyen kom om 5 måneder!

Både min kæreste og jeg er soldater og havde egentlig affundet os med ikke at skulle have børn – i al fald ikke i den nærmeste fremtid, da vi begge stod til udsendelser og en masse øvelser, hvilket overhovedet ikke ville passe med en baby. Jeg tror dog på, at der er en grund til at alting sker, og at der er en grund til at jeg blev gravid, selvom det – ifølge lægerne – var umuligt.

I de fem måneder hvor jeg har været uviden om min graviditet, har jeg heller ikke ligefrem ligget på den lade side. Jeg har faktisk slet ikke siddet stille siden sommerferien. Når man træner til udsendelse i forsvaret, er man konstant på øvelser i naturen, man får ikke ordentlig mad, bærer rundt på en kampvægt på 100 kg i flere timer, flere dage – ja, uger i streg. Og når man kommer hjem, går man i byen, drikker sig hønefuld og opfører sig åndssvagt. Livet som soldat er et hårdt liv og slet ikke et liv for en gravid, hvor man skal passe på sig selv, slappe af og give kroppen hvile.

Jeg var netop hjemvendt fra 3 ugers øvelse (og en vild bytur), da jeg vågnede lørdag morgen d. 25 oktober og har ekstremt ondt i maven. Jeg kan også mærke en lille ‘bule’ nederst i maven og bliver rigtig bange for om det kan være en kræftknude. Lægen på Skive Hospital er slet ikke til nogen hjælp – jeg når dårligt nok at få løftet op i min trøje, før han siger: “Du er da gravid – højgravid! Du skal til Viborg og scannes”

Min kæreste og jeg kører til Viborg, og i bilen tænker jeg at det er umuligt, men alligevel er der en lille form for glæde et sted inde i mig som ved, at lægen ikke har taget fejl. Min kæreste sidder uvidende og bekymret ved siden af mig og prøver at komme med sjove vittigheder for at lette stemningen lidt – jeg hører ham slet ikke. Da vi ankommer til Viborg får jeg taget blodprøver, min temperatur, blodtryk mm. og lægen undersøger min mave. Alting ser rigtig fint ud, da jeg jo er i ekstremt god form, dog med en kæmpe bule på maven, som nogen gange forsvinder og kommer frem et andet sted.

Helt ærligt, så var jeg slet ikke i tvivl om, at det var en kræftknude – netop fordi jeg har det på skrift fra min læge at jeg er ufrugtbar. Alligevel sidder håbet stadigvæk i mig. Lægen beder mig og min kæreste om at følge med op på kvindeafdelingen, hvor jeg synes, jeg kan se på ham, at han allerede ved, hvad der er galt med mig. Han siger dog ingenting. Vi kommer ind i et rum, hvor der står en scanner (sådan en som man bruger, når man skal have en gynækologisk undersøgelse), men lægen når dårligt nok at bruge den, før han siger, “Jeg skal vist have den anden scanner”. Her troede jeg, at jeg var alvorligt syg indtil lægen siger, at vi nok skal forberede os på at se noget. Lægen peger på skærmen og min kæreste spørger, hvad det er, vi skal se?

“Det er jeres baby. Den er 5 måneder gammel”

Hvad der sker herfra og de følgende timer, kan jeg næsten ikke huske. Jeg kan kun huske min kærestes ansigtsudtryk. Han bliver nærmest ligbleg og ryster så meget, at han ikke kan gå. Vi sætter os ned ved udgangen og holder om hinanden mens tårerne triller. Men det er ikke glædestårer, ikke endnu. Vi er begge i en form for choktilstand. Vi beslutter os at køre til Mors, hvor min kærestes forældre bor, fordi vi har brug for at snakke med nogen om, hvad der lige er sket.

Hans mor bliver lige så overrasket som os – og meget glad. Vi er til gengæld ikke glade, og den dag var jeg i tvivl om vi nogensinde ville blive glade igen. Mine forældre blev også meget glade og overvældende over nyheden. Det gjorde alle, vi fortalte det til, faktisk. Alle omkring os var så glade på vores vegne, undtagen os. Min kæreste var i chok i to uger, og jeg var skrækslagen for, om jeg ville miste ham. Han havde sagt nogle måneder forinden at han hellere ville være single end at have kæreste og barn, og der har været mange stunder, hvor jeg har grædt af skræk over at kunne miste ham. Jeg er så glad for ham, at jeg aldrig har været så dybt forelsket i nogen før. Han var min sergent, da jeg var under uddannelse og trænede mig op til at blive den soldat, jeg er i dag. Alt i min verden mindede mig om ham, og nu bar jeg også hans barn, så jeg ville altid have ham omkring mig – selv hvis jeg mistede ham. Og jeg ville ikke gøre det alene. Jeg ville dele oplevelsen med ham, ingen andre.

Den første måned efter vi fandt ud af, at jeg var gravid, var vi ikke kærester følelsesmæssigt. Jeg turde ikke nærme mig ham, turde ikke snakke om babyen eller om de bekymringer og tanker som graviditeten havde medbragt. Jeg følte, at han afskyede mig hver gang han kiggede på mig og at han syntes, jeg var hæslig, jo tykkere jeg blev. Det var hårdt. Det var en svær kamp, som jeg kæmpede i flere måneder uden nogensinde at nævne det overfor ham, fordi jeg ikke ville presse ham yderligere.

Vi kom igennem det og kom ud på den anden side. På den anden side har vi købt et hus, vi netop er flyttet ind i og har gjort klar til babyens ankomst. Sammen. Nu glæder vi os! Jeg hygger mig herhjemme med at gøre huset klar og få pakket alle de ting, som skal pakkes.

Louise har samlet nogle af sine bedste råd og hvad hun har haft glæde af i løbet af graviditeten her:

Noget af det der rent praktisk har været mest uundværligt under graviditeten er ventebukser. At have noget på, der strammer omkring maven er simpelthen ULIDELIGT!

Jeg synes også, det er vigtigt at tage imod al den hjælp, man kan få, uanset om ens graviditet er planlagt eller ej. Brug din jordemoder og sundhedsplejerske, hvis du er i kontakt med hende endnu. Det er vigtigt med et godt forhold til dem, fordi man skal kunne være ærlig overfor dem, og de er med til at give en ro i sindet, når man bliver urolig.

Jeg har også haft virkelig megen glæde af en terminsgruppe på Facebook. Vi er over 300 medlemmer med termin i marts, og kan hjælpe hinanden med spørgsmål, forvirring, gode råd fra andengangsmødre og så videre. Det er et sted, hvor man kan brokke sig uden at blive betragtet som “hormonella” og et sted man kan komme og få ro i sindet, hvis man er bange for det ansvar det er at blive mor. Man er forholdsvis anonym, og der er altid en der skriver tilbage hurtigt. Terminsgruppen har hjulpet mig rigtig meget med en masse bekymringer som min kæreste ikke kunne svare på eller forholde sig til. Det kan være lidt svært at stille ‘dumme’ spørgsmål til sin jordemoder, men i den gruppe ved man, at man bliver taget seriøst uanset hvad. En jordemoder kan godt ‘glemme’, at man er førstegangsfødende, når hun sidder med over 20 forskellige gravide hver dag og der intet nyt er i det for hende. (Red.: Der er ingen ‘dumme’ spørgsmål! Når du spørger din jordemoder om netop det, du er bekymret for eller overvejer, så hjælper det hende til at finde ud af, hvordan hun bedst kan hjælpe dig)

Det bedste råd jeg kan give til andre er, at man skal lytte til sig selv og holde sig væk fra alle der dikterer hvad der er rigtigt og forkert for en gravid. Lyt til din egen krop. Den skal nok sige fra, hvis den bliver for presset. Lyt til din intuition og stol på at du ved, hvad der er bedst for dig og dit barn. Og NYD DET! Også selvom graviditeten kommer som en kæmpe overraskelse. Det er fantastisk livsbekræftende at mærke ens lille, glade baby hoppe rundt inde i maven.

Det er også vigtigt at huske på, at din kæreste ikke går rundt med barnet og at hans hverdag faktisk ikke ændrer sig mærkbart før barnet kommer. Bliv ikke vred på ham, hvis han ikke føler den samme glæde som du gør. Det tager længere tid for mænd at blive fædre. Du er mor fra det øjeblik, du ved, at du er gravid. Din kæreste bliver først for alvor far, når babyen bliver født. Inddrag ham i de væsentlige ting som jordemoder, fødselsforberedelse og scanningerne. På den måde bliver oplevelsen mere virkelig for ham. Vigtigst af alt, så giv ham TID til at blive klar i sit eget tempo. Når han så endelig viser interesse, så fortæl, forklar og beskriv tingene for ham, så han forstår det.

Vi ønsker Louise og hendes kæreste en god fødsel og en skøn barsel, når deres lille pige bestemmer sig for at have fødselsdag.

Har du en historie, du gerne vil dele? I Strut vil vi gerne være med til at give så mange stemmer som muligt luft – fordi der ikke kun er en måde at være gravid eller mor på. Du kan skrive til Stine på stine @ strutshop.dk med din beretning.

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Månedens strutmave i oktober

Månedens Strutmave er Paula, der er 43 år og underviser i sang på Complete Vocal Institute. Ved siden af har hun sin egen forretning med privat sangundervisning, sangkurser og sang på virksomheder. Paula bor på Vesterbro sammen med kæreste, en datter på 9 år, to sønner på 14 og 17 år, en kat, 2 gekkoer – og så venter hun en pige mere. Paula fortæller: “Jeg har termin den 21. December, men håber lidt jeg føder lidt før, da jeg fortrækker min datter har fødselsdag så langt væk fra juleaften som muligt!”

Hvem fortalte du først at du var gravid?
Min kæreste! Han var midt i en forretningssamtale, da jeg kom farende ud fra toilettet med en positiv graviditets test i hånden. Han reaktion var et hurtigt blik på testen og et ”øøhh den ta’r vi lige senere, den dér”!
Jeg glædede mig især til at fortælle min datter på 9 år, at hun skulle være storesøster, da hun læææænge har plaget om dette! Hendes reaktion var ”jeg håber det er en pige, for hvis det er en dreng, vil jeg egentlig hellere ha’ en hund..”.  Så der var vi heldige!

Har du oplevet forskel på dine graviditeter – i så fald hvordan?
Ja, jeg havde den vildeste kvalme de første 3 måneder, hvilket kom meget bag på mig, da det var meget værre end de andre gange! Jeg kunne ingenting andet end at gå på arbejde og så hjem og ligge i sengen, med en klud foran næsen der var dryppet med æterisk olie –  og have ondt af mig selv. Jeg holdt kvalmen nede ved at leve af hvidt brød med smør, kartofler  med smør og lidt frugt (grønsager og kød var det klammeste i verden) – så det er ikke så mærkeligt, at jeg tog et par kilo på, lynhurtigt. OG så har vi besluttet, at jeg skal føde hjemme denne gang. Det bliver i hvert fald nyt og spændende.

Er der noget der har overrasket dig ved at være gravid?
Ud over de 3 første helvedes måneder, har der ikke været noget særligt.. Men det er stadig lige så surrealistisk som første gang, at der vokser et helt nyt menneske inden i mig. Jeg får stadig de samme Alien associationer 😉

Hvad er det bedste ved at være gravid?
Det bedste er at jeg får lov til at opleve denne ultimative lykke det er at få et barn, én gang til!

Hvad oplever du som det hårdeste ved at være gravid?
Træthed og søvnmangel (der er nok lidt en sammenhæng dér). Jeg bliver virkelig svimmel hvis jeg står op længere tid ad gangen, det er ret irriterende, så jeg sidder meget mere ned end normalt, når jeg underviser – og er også begyndt at sidde ned og lave mad. Og øhm.. min kæreste har desværre været nødt til at sove på sofaen her på det sidste, da jeg (efter sigende!) er begyndt at snorke helt sygt meget.. det er ikke særlig feminint! Ellers nyder jeg altså ret meget at være gravid.

Er der noget, der er helt uundværligt for dig?
De få sæt gravidtøj jeg har indkøbt, især de bløde leggings der går op over maven, min cykel (så jeg slipper for at gå..), puden jeg har mellem knæene om natten – og min søde kæreste, der siger jeg er smuk og minder mig om, at jeg skal huske at slappe af!

Din familie er ikke den traditionelle kernefamilie – hvilke fordele og ulemper er der i det? Har du oplevet reaktioner fra omverdenen?
Ja, da jeg har valgt at få 4. barn som 43-årig, stikker jeg vist en smule ud fra normen. Men jeg synes de fleste i min omgangskreds har reageret positivt, sådan lidt med et skævt smil a la ”ja, selvfølgelig er du gravid igen Paula” og et par ”men godt det ikke er mig!”. Det er fint med mig, jeg er meget bevist om mine valg og er glad og stolt over at jeg følger mit hjerte.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået?
Jeg har ikke fået særlig mange råd, da folk omkring mig vist mener, at jeg burde have rimelig meget styr på det nu.
Ellers siger min erfaring mig, at det er utrolig vigtigt som forælder at lytte til sin egen intuition! Jeg gjorde flere ting med mit første barn, som jeg fortryder i dag. For eksempel anbefalede min sundhedsplejerske, at jeg brugte “Godnat og sov godt”-metoden, men jeg græd mindst lige så meget som min søn gjorde, og det gik fuldstændig imod min mavefornemmelse – hvilket resulterede i at jeg i al hemmelighed ”snød” og lagde min søn til at sove sammen med mig i stedet! Det var en god beslutning*

strut foto

* Det var faktisk en rigtig god beslutning. Neurovidenskab og psykologi har påvist det, som mødre har vidst i deres hjerter i tusindvis af år: Det kan være direkte skadeligt for et barns udvikling at overhøre dets gråd og kalden på hjælp. Når babyer græder og ikke får opmærksomhed og nærhed og trøst, bliver de stressede og stress frigør store mængder af cortisol i hjernen – hvilket kan slå hjerneceller ihjel. Det er problematisk, når en baby, der fødes til termin stadig bare kun en 25% udviklet hjerne. Derfor er babyer ekstra sårbare overfor stresspåvirkninger og børn, hvis behov ikke bliver mødt kan risikere at blive skadede på flere niveauer. Læs bl.a. mere HER for en mere videnskabelig udredning af, hvorfor det ikke er en god idé at lade baby græde sig selv i søvn.

En ammepude er ikke kun til amning – den er en virkeligt god sovepartner. Læs mere om hvad du ellers kan bruge en ammepude til HER

At føle sig godt tilpas i sit tøj er ikke uvæsentligt, når du er gravid – og leggings eller strømpebukser, der sidder godt og ikke strammer er fantastiske. Se hele udvalget HER og HER

Hvis du kunne tænke dig at lære mere om mulighederne for hjemmefødsel, så læs mere HER eller HER

En anderledes kærligheds-historie

I sidste måned, da jeg efterlyste “Månedens Strutmave” på Facebook, var I flere, der var lynhurtige på tasterne. Højgravide Jeanette skrev også ind, men hendes historie fortjener sit helt eget indlæg. Det er langt, men læs med hele vejen, for det er også utroligt stærkt. Jeanettes historie er (heldigvis!) anderledes end de flestes, og jeg har nu læst den igennem 4 gange. Hver gang sidder jeg med tårer i øjnene og en klump i halsen, for den er så utroligt uretfærdig og sørgelig – men samtidig er det også en historie fuld af mod og kærlighed, og om nogle helt fantastiske mennesker.

Jeg giver hermed ordet til Jeanette:

Jeg hedder Jeanette, er 31 år og bor i Grejs ved Vejle sammen med min mand Henrik og vores hund Loui.

Da jeg var gravid med vores første barn, boede vi i Holstebro. Det var planlagt, at jeg skulle føde i Herning, da børneafdelingen var der. Vi havde det bedst med, at den var i nærheden, hvis der skulle være nogle problemer.

Der var intet som tydede på, at der skulle blive noget; jeg havde en drømme-graviditet. Ingen komplikationer, et ønskebarn. Alt var lykke!

Alt var lykke lige indtil uge 37+3, hvor jeg ikke mærkede liv og kunne ikke fremprovokere noget, så da Henrik kom hjem fra arbejde, tog vi til tjek på sygehuset i Holstebro. Her startede jordemoderen med at køre en strimmel som så fin ud og der var faktisk ingen umiddelbar grund til bekymring, udover jeg stadig ikke havde mærket liv. Jordmoderen tilkaldte derfor en fødselslæge, der skannede mig. Fødselslægen kunne se, at vores søn ”sparede på sig selv” og hun vurderede sammen med en fødselslæge i Herning, at han havde bedst af at komme ud.

Vi fik forklaret, at det skete engang i mellem, og når barnet så kom ud, ville det blive godt, så det var en “livrem og seler”løsning at tage ham ud. Vi skulle derfor til Herning, hvor jeg skulle have et kejsersnit og hvor børneafdelingen var lige i nærheden, hvis der skulle blive brug for det. Vi var meget rolige og trygge ved beslutningen, så vi kørte til Herning.

I bilen snakkede vi om, hvor underligt og dejligt det var, at lige om lidt ville vi få ham ud og blive forældre. Med andre ord; vi glædede os!

Da vi ankom til Herning blev vi mødt af jordmoderen, som viser os ind på en stue, hvor jeg bliver gjort klar til kejsersnittet. Kl. 21.26 torsdag den 31. maj 2012 kommer vores søn til verden, og her begynder vores mareridt – selvom vi endnu ikke vidste, hvad der ventede os.

Vores søn var rigtig dårlig, havde kraftig blodmangel, og på grund af blodmanglen havde han også iltmangel. Han fik hurtigt tilført blod og lægerne arbejdede for at stabilisere ham. Det overvåger Henrik, imens jeg bliver syet sammen. Han kan se, hvordan der kommer flere og flere mennesker til for at hjælpe.

Jeg bliver kørt på opvågning, og efter lidt tid kommer Henrik for at se til mig. Han fortæller, at de forsat arbejder med vores søn.

Lige med et kommer jordemoderen og en sygeplejerske stormende ind og siger, at vi skal nøddøbe og det er nu. Det er først her, at det for alvor går op for os, at det er rigtig slemt. Vi havde endnu ikke endeligt fastlagt et navn, fordi vi lige ville se, hvad han var for en, men nu skulle det lige pludselig gå stærkt. Han kom til at hedde Alfred; et af de navne vi havde tænkt på og det helt rette navn til ham.

 Efter Alfred var blevet døbt, fik vi at vide, at de havde tilkaldt personale fra Skejby, som var på vej i en babyambulance. Så snart de havde stabiliseret Alfred, ville vi blive overflyttet til neonatal afdelingen, A5, i Skejby. Her ville de lægge ham i en nedkølnings-respirator for at mindske de eventuelle skader, som iltmanglen kunne have forårsaget.

Alfred kommer i bedring og i løbet af natten kører de af sted med ham. Vi kører efterfølgende i en sygetransport. Da vi ankommer til Skejby og har fået en stue på barselsafsnittet, er det første vi skal op at se til Alfred. Her møder vi en dreng, der er lyserød og fin, et dejligt syn!

På dette tidspunkt har vi nærmest ikke sovet i et døgn, så vi tager tilbage til vores stue og får et par timers søvn, hvorefter vi igen tager op til Alfred.

Da jeg er meget afkræftet (jeg er jo ny-opereret, men ens barn kommer før alt andet) tager jeg tilbage til stuen og får hvilet mig noget mere. Henrik bliver ved Alfred. Efter et par timer begynder Alfred at få tilbagefald. Han reagerer ikke og tager ikke imod behandlingen, når lægerne prøver noget nyt. Han kan ikke finde ud af at trække vejret selv.

Hen over middag kan vi godt regne ud, hvilket retning det er ved at tage. Men man slipper stadig ikke det mindste lille håb.

Om formiddagen har de taget en masse forskellige prøver på Alfred og ved kaffetid får vi dommen. De kan ikke gøre mere for vores Alfred! Personalet foreslår, at vi skal have ham over til os i min seng, så vi kunne mærke ham og være tæt på ham, alt imens han stadig var tilkoblet respiratoren. Efter en tid vil lægen så komme tilbage og sige, når det var tid til, at vi skulle sige stop. Vi skal sige stop til vores eget barns liv!

Da lægen kom og lyttede til Alfred, kunne hun konstatere, at han selv havde givet op, og ikke engang maskinen kunne holde ham i gang. Det var en stor lettelse for os, forstået på den måde at vi slap for at skulle sige stop. Selvom at vi vidste, at han ikke ville overleve, klynger man sig altid til det sidste håb. Det kunne jo være.

Alfred blev 20 timer gammel, inden hans lille krop måtte give op.

 Skejby havde et år forinden oprettet en ny afdeling, A3, en lille afdeling med 2 stuer, som er til dem, hvor barnet er dødt i maven og skal fødes og i enkelte tilfælde for par i vores situation. Dog kun hvis der er plads.

Der var heldigvis plads den fredag, vi havde brug for det. Til afdelingen var der i dagstimerne tilkoblet faste jordemødre, der havde fået ekstra undervisning i at hjælpe og støtte mennesker i den sværeste stund i deres liv. Om natten kunne man tilkalde dem.

De tog sig virkelig godt af os, og hver gang der kom en ny jordemoder på vagt, kom hun ind og præsenterede sig og ville gerne høre, hvad der var sket for os. Først blev vi lidt irriterede over at skulle fortælle det hele om og om igen. Især når de fortalte, at de havde læst vores journal, men ville gerne lige høre det fra os. Vi fandt dog hurtigt ud af, at det var fordi at jo mere man snakker om det, des bedre; man bearbejder tabet og oplevelsen en lille smule hver gang man fortæller om det.

Vi blev også spurgt flere gange, om vi ville have Alfred ind til os, om vi ville gå en tur med ham – eller noget helt andet. Det var nemlig sådan, at Alfred var kommet på køl bag en låst dør på afdelingen. Det havde de gjort, fordi de havde spurgt forældre, der tidligere havde mistet, om, hvis de kunne gøre noget om, hvad det så skulle være? Hver gang havde svaret været: Mere tid sammen med vores barn!

Hver gang de spurgte sagde vi nej tak. Vi havde det begge sådan, at vi havde sagt farvel til Alfred. Vi ville kunne huske ham for at være så fin at se på. På et tidspunkt om lørdagen sidder jeg og kigger alle vores billeder igennem, og her går det op for mig, at vi kun har to billeder, hvor vi har gjort ham i stand og givet ham tøjet på til hans sidste rejse.

Vi genoptager snakken om, hvorvidt vi skal have Alfred ind og vi bliver enig om, at vi vil have ham ind, hvis han stadig ser fin ud og så skulle han ligge i vuggen. Derfor går jeg ud til jordemoderen og beder hende kigge til ham. Han var stadig så fin og vi fik ham ind til os. Dette var simpelthen noget af det bedste vi gjorde, for ellers ville vi nok også føle i dag, at vi havde fået for lidt tid sammen med ham.

I løbet af vores ophold på A3 oplevede vi, at vi blev stærkere som par. Vi kunne overtage hinandens tanker og sætninger. Da vi kom til planlægningen af Alfreds sidste rejse, oplevede vi bl.a., uden vi havde snakket om det, at vi begge gerne ville, at han skulle ligge på kirkegården i den by, hvor jeg kommer fra – en lille landsby udenfor Holstebro, hvor mine forældre stadig bor. Vi ønskede, at han skulle brændes og have en plænesten.

Igennem hele vores ophold på A3 oplevede vi, at det var en stor hjælp, at der var en jordemoder, som kun skulle koncentrere sig om dem, der var indlagt. Der var tid til at snakke og støtte os, når vi havde brug for det – og så længe vi havde brug for det. Det gjorde, at vi var klædt så godt på, som man nu kan blive, til at komme hjem og møde omverden. Selv derhjemme stod der masser af mennesker klar til at snakke med os, bl.a. vores egen læge, den jordemoderen der havde fulgt os i Holstebro og så præsten.

På A3 blev vi også præsenteret for Landsforeningen Spædbarnsdød. I første omgang valgte vi bare at tænke over det; der var jo så meget andet, der også skulle fordøjes, men efter nogle uger meldte vi os ind. Landsforeningen Spædbarnsdød består af en masse frivillige, der er klar til at støtte og tale. Derudover tilbyder de bl.a. også sorggrupper og afholder forskellige arrangementer rundt omkring i landet. Særligt jeg havde brug for en at snakke med, og jeg fik en kontakt person med en historie, der var så tæt på vores egen som muligt. For mig var det en rigtig rar følelse at kunne tale med en, som kunne sætte sig ind i, hvordan jeg kunne have det, og hvad vi havde været igennem.

Alle mennesker er forskellige, og der er heller ingen, der sørger ens; heller ikke kun kvinder og mænd imellem. Vi oplevede, og gør det stadig, at man er stærk på forskellige tidspunkter og klar til at hjælpe hinanden igennem en svær tid. Selv i dag, næsten to år efter, kan vi have nedture, men heldigvis bliver der længere og længere imellem dem.

Den eneste ‘opskrift’ eller rigtige måde at komme igennem et tab på er, at man mærker efter, hvad der er det rigtige for en selv. Nogle har brug for at ’være i’ sorgen lang tid og andre kortere tid. Nogle har svært ved at snakke om det mens andre netop har brug for at tale det igennem. Både i forhold til venner og udefrakommende.

Vi har altid haft det sådan, at folk gerne måtte spørge til  vores søn og til os, og så har vi sagt enten til eller fra. Det har fungeret rigtig godt for os, for dagene svinger. Nogle dage er det hele bare for tæt på til at man kan snakke.

Kort tid efter vi mistede Alfred flyttede vi til Vejle. Det havde hele tiden været meningen, fordi Henrik havde fået arbejde hernede. Vi har oplevet det som at skulle starte helt forfra, og at møde nye mennesker har til tider været en udfordring. Et er, at det kan være svært for folk man kender, hvordan de bedst forholder sig til ens tab. Noget helt andet er, når man skal møde nye mennesker. I vores alder er det oplagte spørgsmål “Har I nogen børn?”. Man har både lyst til at sige ja og nej på samme tid – ikke mindst fordi man overvejer, hvordan modtageren nu vil reagere hvis man siger ja, og så fortæller at vores søn bare ikke er iblandt os mere.

Vi valgte løsningen at ’føle os frem’ og gjorde, hvad der virkede som det rigtige i øjeblikket. Vi har både oplevet dem, der har taget det i stiv arm og spurgt ligeud, om de måtte spørge ind til det. Det er en rigtig god reaktion. Men vi har også oplevet, at nogle tog afstand og slet ikke kunne finde ud af, hvordan de skulle forholde sig til os. Det er ikke kun ubehageligt for dem, men også for os. For vi har ikke lyst til at gøre folk dårligt til mode.

Det har også hjulpet, og vi hele tiden har haft følelsen af at vi har gjort det, der var rigtigt for os; nemlig at se fremad og forberede os på en ny graviditet, for vi kunne ikke se et liv uden levende børn og vores største ønske var at kunne gøre Alfred til storebror.

Dertil er vi kommet nu for den 19. marts 2014 kommer lillebror til verden ved planlagt kejsersnit.

Denne graviditet har naturligvis fyldt meget og været med en del bekymringer, men vi har fra starten haft en fast plan for hvordan vi skulle komme igennem med mindst mulige bekymringer. Vi er blevet fulgt tættere og blevet skannet oftere. I Kolding, hvor lillebror skal komme til verden, har de et lille hold af læger, der skanner tvillingegraviditeter. Her kan de ved på deres særlige udstyr og med nogle specielle teknikker og målinger se, om et af børnene skulle have blodmangel. Det kan forekomme, når der er 2. Vi venter jo kun en, men fordi Alfred blandt andet havde blodmangel, blev det vurderet at det ville være det rigtige for os – og det er vi selv ikke i tvivl om, at det har været.

Udover at jeg har været mere belastet og besværet i denne graviditet, så har ham der lillebror det rigtig godt inde i den lille et-værelses. Troen på, at Alfreds skæbne var og bliver et engangstilfælde, gør, at den sidste ventetid nu bare skal overstås, og så glæder vi os til at tage imod lillebror.

At miste noget så dyrebart som et barn, er et rigtig svært emne, og desværre ikke noget, man taler om. Der er stor berøringsangst omkring det.

Der er ikke noget bestemt råd, jeg kan give videre.  Jeg kan kun anbefale, at man hele tiden mærker efter hvordan man egentlig har det, og hvad der føles rigtig for en selv og som par. Der er jo desværre ikke de samme tilbud om hjælp rundt i landet, men jeg vil opfordre til at tage imod så mange som muligt – selvfølgelig uden at føle, at man er ved at drukne i dem. Gør eventuelt som os; tænk over tilbuddet og tag det op på et senere tidspunkt, som vi gjorde med Landsforeningen Spædbarnsdød. Det er nemlig ikke sikkert, man får tilbuddet igen, og man kan altid sortere fra, hvis det ikke føles rigtigt.

Vi oplevede også, at jo mere åbne vi har været om tabet og oplevelsen, des flere har åbnet sig over for os, og vi har hørt om flere, der også har mistet, og som har tilbudt os at tale med dem om det. Vi takkede pænt for deres tilbud og sagde, at vi ville vende tilbage, hvis det var okay. Vi har ikke umiddelbart benyttet os af de tilbud, fordi vi har følt, at vi fik hjælp nok fra de professionelle og offentlige instanser. Men bare det at man ved, at der er nogen, der tænker på en og til enhver tid vil hjælpe og støtte en, er en rigtig rar fornemmelse. Det betyder at man ikke føler sig alene med sit store tab.

/Jeanette

jeanette

Vi ønsker Jeanette, Henrik og ‘Lillebror’ en rigtig god fødsel på onsdag – og ALT det bedste fremover til hele familien. De er de stærkeste, mest fantastiske mennesker.

Lillebror kom til verden onsdag d. 19.3.2014 – og hele familien har det godt:lillebror

Du kan læse mere om Landsforeningen Spædbarnsdød HER

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Uge 10 i Insta-glimt

Ugens insta-glimt er lige lidt forsinkede – I var mange, der havde bestilt nyt forårstøj over weekenden, så vi stod ved pakkebordet en god portion af dagen i går. Dejligt!insta uge 10

Det er ENDELIG blevet rigtigt forår, og vi har fået så mange, smukke lyse nuancer hjem i butikken og på strutshop.dk. Bl.a. den her skønhed fra Isabella Oliver // Det perfekte barselskit! Pæne stofbleer, KYS, Milestone Baby Cards og ammete // Glimt fra kontoret med croissanten, der blev væk og efterårskatalog fra Mamalicious // 4 dage til termin og SÅ smuk // Selvom man ikke sover igennem endnu, skal sengetøjet være i orden. Her med grå ugler fra Soft Gallery // En træt fastelavnsfugl er kommet hjem fra dagpleje // Nyt, blødt undertøj fra Gai+Lisva // 17 dages lækkerhed på besøg med mor og far // Forår = pasteller og blomster <3

Jeg håber, I også nyder det smukke, solrige forårsvejr

Vil du læse meget mere om graviditet, barsel, amning, fødselsforberedelse og mode med strutmave? Så følg Strut på Facebook, via Bloglovin eller på Instagram

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
%d bloggers like this: