Månedens Strutmave Frederikke

Lidt om Frederikke:

Jeg hedder Frederikke eller @frkfritten som jeg hedder på instagram, jeg er 27 år, gift med Marc som jeg har kærstet med de sidste 8 år. Sammen har vi vores første søn Valdemar på 2,5 år. Jeg er uddannet sygeplejerske og arbejder på ”Nyfødt og børneintensiv” på Rigshospitalet. Det meste af min fritid bruger jeg på familie og veninder. Derudover løber jeg ofte, gerne langt. Det er pt sat lidt på standby grundet denne graviditet, hvor vi venter os en lillebror til september.

Var din graviditet planlagt?

Ja, det var den. Da vi “planlagde” storebror tænkte vi, at det at blive gravid godt kunne tage noget tid. Men det gik en del hurtigere end vi havde regnet med, og måske i virkeligheden følte os helt klar til. Så denne gang blev “projekt baby” først iværksat da vi følte os helt klar og parat til at udvide familien.

Hvordan opdagede du, at du var gravid? Og hvem fortalte du det til først?

Sådan helt banalt og kedeligt vidste jeg hvornår jeg ca. havde ægløsning og derfor også hvornår der måske var gevinst. Jeg turde dog virkelig ikke håbe eller tro på den var der, for vi vidste jo ikke om vi ville få nemt ved det 2. gang, bare fordi vi var heldige med første graviditet. Så jeg blev ved med at udskyde at teste -jeg var så bange for at blive skuffet.

Men i starten af januar tog jeg mig sammen og testede, mens jeg var alene hjemme. Jeg gik lidt rundt i lejligheden imens minutterne gik, for at distrahere mig selv. Da testen så viste to streger begyndte jeg at græde og panikke lidt, for det er kæmpe stort, og også lidt nervepirrende. Tænk så mange ting man nu skal igennem og vaner der skal ændres på, igen. Jeg ringede til min bedste veninde(som jeg også gjorde i første graviditet), for at kunne græde, grine og snakke om det. Så gik jeg i byen og købte en bodystocking og pakkede den ind i gavepapir. Da Marc kom hjem fra arbejde bad jeg ham om at pakke den op, og han blev så glad, og lidt mindre skrækslagen end første gang ha ha.

Hvordan var reaktionerne fra dine omgivelser?

Alle var meget begejstrede, både familie og veninder var så glade på vores vegne. Men jeg kan sagtens mærke, at min anden graviditet er lidt mere nedtonet end den første. først gang blev hele ens liv vendt på hovedet. Dér gik vi fra at være unge festaber til et familieliv med leverpostejsmadder, babysvømning og ‘Vild Med Dans’ fredag aften. Denne gang ændrer vores livsstil sig ikke nær så markant. Måske det er derfor denne graviditet ikke får helt samme opmærksomhed.

Er der noget, der har overrasket dig ved at være gravid?

Nu kender jeg mange af symptomerne fra første graviditet. Men det har overrasket mig begge gange hvor humørsvingende jeg bliver. Jeg kan begynde at græde af stort set ingenting og alting. Og her 2. gang er jeg virkelig blevet ramt af træthed. Det var jeg ikke i samme grad første gang. Lige så snart den store er puttet i seng går jeg kold på sofaen. Det er heldigvis blevet lidt bedre de sidste par uger.

Hvad er det bedste ved at være gravid?

Jeg synes klart det bedste er at mærke liv. De små puf og spark på indersiden af maveskindet er så livsbekræftende og vidunderligt. Det gør ligesom det hele mere ‘virkeligt’, for det er først dér det begge gange er gået helt op for mig, at der vokser et lille menneske inde i min krop. Det er jo helt vildt.

Hvad oplever du som det hårdeste ved at være gravid?

Det hårdeste, indtil videre, har været min træthed. Den er der, uanset om jeg har sovet 7 timer eller 10 timer om natten. Trætheden giver mig mindre overskud, og det kan jeg godt føle går udover Valdemar en gang imellem. Det gør mig trist. Jeg gør mit bedste for at han ikke skal mærke jeg er træt, men det er hårdt at underholde og aktivere en lille fyr på 2 år hele dagen. I sidste graviditet var det kvalme! Jeg var så forpint af kvalme de første 3 mdr. Det har jeg heldigvis været rimelig forskånet for i denne graviditet. Det er sjovt som graviditeter kan være så forskellige.

Er der noget, der er helt uundværligt for dig?

De første par måneder cravede jeg astronautis, appelsiner og lyst brød med smør for fulde drøn. Nu er det heldigvis stilnet lidt af med det ha ha. Jeg sidder og skriver mens jeg er på ferie på Cypern, og der må jeg sige at både mine korte graviditetsleggings og graviditets badedragt (købt i Strut) har været totalt uundværlig! Begge dele er så behagelige at have på, strammer ingen steder og har god plads til maven. De bliver også sikre vindere den kommende sommer i DK.

Har du nogle bestemte forventninger til din fødsel?

Sidste gang havde jeg store forventninger og havde lavet en ønskeliste og det hele. Uden at trætte nogen med min sidste fødselsberetning gik denne ikke som forventet. Jeg blev desværre syg med svangerskabsforgiftning og endte i et akut kejsersnit. Så denne gang har jeg valgt ikke at have de store forventninger, fordi jeg er bange for ikke at få dem indfriet. Derfor tager jeg det meget som det kommer. Jeg gør mig naturligvis tanker om fødslen, da jeg skulle tage stilling til om jeg, grundet sidste graviditet, ønsker et planlagt kejsersnit, eller om jeg ønsker at føde naturligt. Jeg ønsker sidstnævnte, hvis alt forløber som det skal, og det håber jeg på, for det skal det bare!

Har du gjort noget for at forberede dig på din fødsel?

Ja, min mand og jeg har valgt at tilmelde os et kursus, for at være bedre forberedte denne gang. Vi har valgt et kursus hos Fødegejst, som underviser i “Smertefri-Fødsel teknikker”. Inden mit kejsersnit med Valdemar nåede jeg at ligge med veer i 3-4 timer, og der følte jeg ikke jeg havde nogen form for kontrol over min vejrtrækning. Hvis jeg er så heldig at føde naturligt denne gang, vil jeg derfor gerne være lidt bedre forberedt, så jeg måske kan bruge nogle af de vejrtræknings teknikker der undervises i.

Har du nogle forventninger til amningen og/eller ammeopstart?

Det havde jeg egentlig ikke første gang. Vi havde lidt opstartsproblemer, da min søn blev født lidt for tidligt. Men jeg endte med at fuldamme i 6 mdr, og det var den bedste tid. Så jeg håber meget på at kunne amme denne gang også.

Hvad er det bedste og det værste råd, du har fået?

En sød og uvidende veninde rådede mig til ikke at bade i pool som gravid, da der er infektionsrisiko. Det gik ind af det ene øre og ud af det andet. For selvfølgelig må man det, hvis ikke der er nogen komplikationer man skal tage særligt hensyn til.
Det bedste råd jeg har fået er uden tvivl fra en venlig følger, der skrev jeg skulle tage ind til Strut og kigge efter badedragt, da jeg desperat ikke havde fundet noget badetøj der sad godt blot 3 dage inden ferien. Den første jeg prøvede sad perfekt, og er også den jeg har på nu, mens jeg ligger i skyggen og skriver dette.

Find alle badedragter her.

Find Gravidleggings her og de fantastiske supportshorts her.

Du kan følge Frederikke på hendes fine, nede på jorden, alvorlige og sjove  instagram profil på @frkfritten.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation

%d bloggers like this: